27-årige Nina kæmpede med angst, men dansk supergruppe hjalp hende videre

Nina Pedersen har været kæmpe fan af gruppen Nephew og har været til hele 139 koncerter.

Lørdag aften indtager det danske succesband Nephew Royal Arena i København, hvor de skal spille for tusindvis af rockglade musikelskere.

Og én af dem, der med garanti kommer til at stå helt forrest i publikumshavet, er 27-årige Nina Karen Pedersen fra Odense.

Hun har lyttet til Nephews musik siden 2004, været til intet mindre end 139 koncerter og er i dag enorm stor fan af hitorkestret.

Gruppens musik har sågar hjulpet Nina gennem nogle af livets svære perioder.

- Jeg har kæmpet med noget angst og en frygt for at skulle herfra engang, og det er jeg, efter at have lyttet til Nephew, faktisk ikke så bange for længere, fortæller Nina.

I videoen øverst kan du høre mere om Ninas forhold til hitgruppen og se hendes imponerende samling af Nephew-memorabilia.