- Vil jeg dø, hvis jeg bliver smittet? Eller er der rent faktisk en chance for at overleve?
På en god dag har 22-årige Victoria Vallentin svært ved at trække vejret. På en dårlig dag er lungerne ved at give op. Her har hun konstant hosteanfald og hoster blod op. Når det er voldsomt, kaster hun op, fordi hun ikke kan få vejret.
Med den uhelbredelige lungesygdom cystisk fibrose er hun i særlig risiko, når det gælder corona. Derfor har hun meget af tiden været isoleret fra familie og venner siden marts i sin lejlighed på Frederiksberg. Men oven i en sygdom, hvor man kun kan behandle i stedet for helbrede, har isolationen vist sig at være ekstra hård.
- Når jeg har en dårlig dag, kan jeg ikke kende mig selv. Jeg har ikke nogen livsglæde, og jeg tænker bare, om det er nu, mine lunger ikke kan mere. Det er svært, når sygdommen tager over så meget af ens liv, at man er ved at blive slået ihjel af den. Så er det svært at bevare motivationen.
Efter flere måneders isolation og med starten af pandemiens anden bølge i efteråret havde Victoria brug for at dele sine tanker med nogen. Hun tændte sin computer og lavede en videodagbog, som blev til flere.
Før corona krævede sygdommen i forvejen en stor del af Victorias tid. Derhjemme skal hun sluge op til 50 piller om dagen. 4 gange om året skal hun give 450 sprøjter til sig selv derhjemme over 14 dage som en del af behandlingen.
Men før corona var der alligevel tid til et aktivt, socialt liv. Hvis ikke finansbacheloren, som hun læser til, kunne fylde kalenderen, blev resten dækket ind med studiejob, familie og veninder.
- Det var vigtigt for mig at have en hverdag med fuld fart på, hvor jeg gjorde ting, jeg kunne lide. Det handlede ikke om at feje sygdommen væk, men om at glemme, at jeg var syg.
Sygdom har altid udfordret skole og studie. Så da hun efter 3. g satte huen på hovedet, skrev hun ‘fuck you CF (cystisk fibrose, red.), I did it!’ i den. Senere gik hun 40 kilometer med sine veninder - selvom det kostede hende en indlæggelse bagefter. Og i år skulle hun have taget et semester på et universitet i Australien. Job og lejlighed var sagt op.
Men så kom corona, og turen Down Under blev aflyst.
- De første måneder var jeg helt isoleret. Det var sindssygt hårdt. Jeg så slet ikke nogen mennesker. Jeg kunne ikke sove om natten og måtte tage sovepiller. Det var en kæmpe rutsjebanetur. Nogle gange kunne jeg græde en hel dag. Andre gange følte jeg, det nok skulle blive godt igen.
I stedet sad hun nu alene i sin lejlighed. Alene med sine tanker. Med et socialt liv, som hun måtte sætte på pause.
Efter nedlukningen i marts handlede familien ind for hende. Veninderne kom forbi og vinkede til hende fra gaden. Nogle gange gik hun en tur alene for ikke at få corona-kuller, men hun turde ikke gå sammen med andre.
Hun bemærkede hurtigt, at isolationen begyndte at påvirke hende.
- Jeg får motivation og inspiration af at være sammen med mennesker. Det er det, der gør, at jeg vil stå op hver dag og leve mit liv. Det er taget fra mig. Jeg har haft meget modstand i livet, så jeg er vant til at håndtere det.
Men den her gang var særlig hårdt, tilføjer hun.
Omgangskredsen fandt dog en måde at gøre afstanden lidt kortere til Victoria på. Med virtuelle spilaftener, endeløse opkald på Facetime og frokost i det fri med god afstand har de undervejs sørget for, at Victoria ikke har været totalt isoleret.
- Jeg kunne ikke undgå at føle mig lidt alene, og jeg fik en masse tanker. Hvis jeg dør nu, er der så nogen, der opdager det? Kan jeg ligge her et halvt døgn, et helt døgn, nogle dage, en uge? Men alligevel blev det fejet lidt væk, for måske en time efter fik jeg et Facetime-opkald fra en veninde, der lige skulle høre, hvordan jeg havde det og fjolle lidt rundt.
Sommeren bragte lavere smittetal og dermed lidt mere frihed med sig. Victoria kunne gå ture med sine veninder udendørs med afstand og handle ind selv - men hele tiden med meget fokus på at holde sig i sikker afstand fra mennesker. Hun kunne nærmest blive panisk, hvis nogen kom for tæt på hende.
Dog vovede hun sig ud i at give sin mor et kram for første gang i flere måneder. Afsavnet var for stort.
- Efter jeg havde det så dårligt i min selvisolation, valgte jeg at se min nærmeste familie. Jeg havde simpelthen brug for noget menneskelig kontakt og noget omsorg og nogle gode snakke. Så jeg prioriterede, at jeg måtte se dem for at komme igennem det her, for ellers ville jeg virkelig ikke have det godt.
Derudover fandt hun også sammen med sin kæreste, som hun kendte fra studiet.
En dag skrev han til hende på Instagram. De aftalte at blive testet og tage på date i hans lejlighed. Den endte med at være en lang første date; den varede nemlig en uge, og lige siden har kæresten Sander isoleret sig med Victoria.
Det gjorde sensommeren lettere. Men i takt med, at vejret blev køligere, og Victorias lunger blev mere udfordret på grund af den koldere luft, ramte virussets anden bølge i efteråret Victoria hårdt. Det stramme isolationsfængsel var en realitet igen.
Julen stod derfor som et lyspunkt i mørket. Men få dage før juleaften skete det, der ikke måtte ske. Et familiemedlem testede positiv, og hun havde været i nærheden af personen. Nu blev Victoria sendt i total isolation som nær kontakt.
- Jeg var sindssyg bange for, at jeg havde fået corona. Nu havde jeg passet på i så lang tid, og så skulle jeg være så uheldig, at en af mine familiemedlemmer fik det. Så tror bare, at hele min verden ramlede for mig.
Igen var hun helt alene med sin sygdom og sine tanker. Og igen satte hun sig foran sin computer.
Hendes egen test var senere negativ, og hun kunne alligevel holde den jul, hun havde set frem til så længe. Med højtiden overstået opstod næste lyspunkt i horisonten: et stik i armen. En dosis frihed i form af en vaccine.
Men det trak ud. Hun havde en formodning om, at hun ville være i en af de første grupper, der skulle have vaccinationen. Men hun anede ikke, hvornår hun ville få den tilbudt. Og ventetiden føltes uendelig lang, når tanken om frihed blandede sig med den bitre smag af isolation.
Det blev en daglig rutine for hende at tjekke e-boks. Så da hun i januar fik beskeden om, at hun kunne blive vaccineret få dage senere, var glæden stor.
Den 15. januar var det ikke kun vaccinen mod virusset, der blev sprøjtet i armen på Victoria. Det var også et skridt tættere på vejen ud af lejligheden og isolationen.
- Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan jeg havde det indeni. Det var som om, at man kan puste lidt ud og trække vejret lidt mere. Så nu venter jeg spændt på 2. vaccine. Nu er det kun én vej, og det er frem.
Andet stik venter 5. februar. Men selvom hun så vil være færdigvaccineret, vil hun fortsætte isolationen, fordi hun godt ved, at hun stadig skal passe på sig selv og andre.
Men når det bliver varmere, og smittetallene forhåbentlig går i den rigtige retning, vil hun begynde at deltage, når de allernærmeste veninder mødes til for eksempel spilaften, som de har gjort under corona, som Victoria hidtil ikke har kunnet deltage i.
- Nu har mit liv været på standby i snart et år, og jeg føler, jeg har mistet mange ting på grund af corona. Jeg har meget at indhente. Men jeg er selvfølgelig blevet klogere, og jeg har lært at sætte pris på sådan noget som at give min mor et kram. Nu skal jeg bare ud og være sammen med dem, jeg elsker allerhøjest, og trykke ‘play’ på mit liv igen. Det bliver da fantastisk!