Når jeg får et angstanfald, er det en meget fysisk oplevelse.
Mit hjerte hamrer sindssygt hårdt, og min krop stivner. Det strammer omkring brystkassen, og jeg kan ikke få luft. Hele kroppen er i alarmberedskab, og jeg kan ikke styre de negative tanker, der vælter ind over mig.
Jeg mister kontrollen og forsvinder ud af mig selv. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg skal dø.
Jeg kan mærke, at angstanfaldene bliver værre, jo mere jeg fjerner mig fra mit eget følelsesliv, og nu jeg har besluttet mig for at fjerne alt det, der distraherer.
En af de ting, der distraherer, er alkohol.
En bedre person
Jeg havde tænkt på at stoppe med drikke i lang tid, for jeg ved, hvordan det nedbryder mig og distancerer mig fra mit eget følelsesliv.
En dag vågnede jeg op og tænkte, at det var nok.
Jeg ville ikke længere vælge den kortsigtede løsning, som alkohol var.
Det bedste, jeg ved, er at feste, men jeg kom til et punkt, hvor det at drikke ikke længere handlede om at more sig, men om at præstere og være en version af mig selv, som jeg bedre kunne lide.
Den person, som er sjov og får andre til at have det godt.
Men jeg bliver nødt til at være i mig for at komme videre. Jeg er indstillet på at få det bedre og kun vælge de langsigtede løsninger, så alkohol er ikke en mulighed.
Jeg kan ikke tage en pause fra den udvikling, og jeg har jo prøvet at drikke, så jeg ved, hvad jeg går glip af. Og jeg mister ikke noget. Tværtimod husker jeg mere fra festen.
Det kan godt være, at jeg tør drikke igen på et tidspunkt, men det er ofte alt eller intet med mig. Jeg bliver opslugt eller distancerer mig.
Manuskriptet
Jeg har ofte talt om, at jeg ikke har tid til at have angst. Nu har jeg flyttet fokus, så det handler om at udsætte angsten. Jeg bliver nødt til at være i de følelser og angribe dem.
Og for mig er det meget vigtigt at tale med andre. Tankerne raser jo i fuld fart, så jeg ringer til andre for at få hjælp til at få styr på tankerne.
Jeg har givet et manuskript til nogle af mine venner og familiemedlemmer, hvor der står, hvad de skal sige til mig, hvis jeg ringer og har brug for deres hjælp, når angsten rammer.
Det går ud på, at de skal anerkende mine følelser, så jeg får en følelse af, at jeg ikke er alene, og at jeg kan føle mig tryg.
Jeg ved jo godt, at de taler ud fra et manuskript, men jeg får det bedre, når de siger det.
Tak, men farvel
Jeg bliver meget sensitiv, når jeg har et angstanfald.
Og hvis jeg kan høre på deres stemmer, at de ikke har det godt, så fungerer skuespillet ikke.
Det er meget vigtigt for mig, at de lever sig 100 procent ind i manuskriptet, og at de siger ordene med overbevisning, så jeg tror på, at de forstår mig. At de forstår, at angsten får mig til at tro, at jeg skal dø. Ellers kan jeg ikke føle mig tryg og anerkendt.
Hvis jeg kan fornemme, at de ikke er tilstede, så kan anfaldet blive værre og så siger jeg tak for, at de stiller op, lægger på og ringer til en anden.
Hvordan går det?
Men det er jo meget menneskeligt, at de ikke kan være der hver gang, for jeg kan finde på at ringe klokken tre om natten.
Og de slider jo også med deres ting på forskellige tidspunkter i livet.
Det kræver meget ekstra af menneskerne omkring dig, når du har mentale problemer, og det er skamfuldt og giver dårlig samvittighed.
Men som min mor siger til mig, så vil de langsigtede løsninger føre til, at jeg på et tidspunkt også kan være der for dem, der hjælper mig.
Det kan jeg ikke endnu. Jeg er ikke der, hvor jeg kan stille op for andre.
Men jo mere jeg ikke drikker og vælger de løsninger, jeg får det bedre af, jo tættere kommer jeg på at få overskud til at spørge:
Hvordan går det med dig?
Vil være der for andre
Jeg har valgt, at jeg ikke skal være der, hvor jeg er i dag. Jeg skal et andet sted hen. Og jeg har helliget mig 100 procent til at arbejde med mig selv og den proces, der skal til for at få mig videre.
Jeg er tryg ved, at der er mennesker omkring mig, der kan hjælpe mig, hvis jeg falder. Og så kan jeg være tryg ved at vælge den langsigtede løsning.
Jeg aner ikke, hvor jeg skal hen, men mit mål er, at jeg kan være noget for andre.
I skuespil og på Instagram får jeg en konkret bekræftelse, der kun rør ved overfladen og aldrig bekræfter mig som menneske.
Det er lidt ligesom med alkohol, og jeg tænker at fjerne mig fra alt det, der distraherer mig i min jagt på at få det bedre.
Hvem er jeg?
Jeg har længe troet, at jeg skulle være en anden person, så jeg kunne være perfekt. Men sandheden er jo, at jeg må finde ud af, hvem jeg er, og der er ingen andre end mig selv, der kan gøre det.
Jeg ved godt, det er en kliché, men du skal elske dig selv, før du kan elske andre.
Når et barn kommer til verden, så tænker vi jo ikke, at det først er noget værd, når det bliver en god fodboldspiller. Eller god til noget andet.
Et barn er noget værd, alene ved at det eksisterer. Det behøver ikke at bevise noget.
Det er den følelse, jeg må prøve at tage til mig som 23-årig. At jeg også er noget værd, uanset hvad jeg præsterer.