Jeg begyndte at føle mig syg onsdag aften.
Da jeg gik i seng, havde jeg ondt ryggen og i mine ben, men jeg tænkte ikke rigtig over det i første omgang, for jeg havde også haft en ret hård uge.
Næste morgen vågnede jeg med høj feber. Jeg kunne næsten ikke åbne øjnene og havde ondt i hele kroppen. Jeg ringede til lægen, som sendte mig videre til 1813. Da jeg havde fortalt dem om mine symptomer, besluttede de, at jeg skulle testes for corona.
Få timer senere kom svaret: Jeg var testet positiv og skulle isolere mig selv med det samme.
Så det har jeg gjort. Lige siden torsdag morgen har jeg været i karantæne - helt alene her i min lille lejlighed.
Er nået til bunds i to do-listen
Jeg er normalt et vanvittigt socialt menneske, så det har været en meget underlig oplevelse pludselig at være helt alene. Men man vænner sig til det.
De fleste af dagens timer bruger jeg på at sove og hvile mig.
I starten af min karantæne lavede jeg en liste over ting, jeg kunne lave, så jeg kunne holde mig beskæftiget i mine vågne timer. Gøre rent og fikse ting i min lejlighed for eksempel.
Men den liste kom jeg ret hurtigt til bunds i.
Jeg tænker, jeg skal have lavet mig en ny to do-liste, for det giver en rar stabilitet i de her dage - at jeg ved, at der er noget, jeg kan give mig til.
Omvendt føler jeg også, at jeg nærmest er endt i en form for zen-mode lige nu, fordi der ikke er noget, der presser mig længere. Nu har jeg i stedet tid til at høre lydbøger eller sidde og male lidt. Bare "være" lidt.
Når jeg altså ikke sover, for jeg er stadig syg.
Savner den friske luft
Noget af det sværeste ved at være i karantæne er, at man ikke må gå ud. Det er jo så nemt bare lige at gå ud og tage sig en gåtur i den friske luft.
Men det må jeg ikke.
I stedet har jeg siddet i vindueskarmen ved mit åbne stuevindue med vinterjakke, handsker og støvler på. På den måde kunne jeg få følelsen af, at jeg havde været bare en lille smule ude i den friske luft.
Det er en god hjælp, for man kan altså godt blive ret kulret af at sidde i sådan en lille lejlighed.
På et tidspunkt, mens jeg sad i vindueskarmen, var der nogle mennesker i bygningen på den anden side af gaden, der begyndte at vinke til mig. Så sad jeg og drak en lille kop the "sammen" med dem.
Det er ret skørt at tænke på, at jeg nok ikke kommer til at se dem igen, når alt det her er ovre. Men det var rart i øjeblikket.
Spiser aftensmad på Facetime
I sådan en situation her opdager man hurtigt, at man som menneske har brug for en eller andet form for socialt fix. Om det så bare er en fremmed, der vinker til én fra den anden side af gaden.
Og man finder virkelig ud af, hvem der egentlig er der for én, når man sidder i den her situation. Heldigvis har jeg en dejlig familie og nogle virkelig søde venner, der ringer og tjekker op på mig hver dag.
Mine venner tvinger mig nogle dage til, at vi skal drikke en kop the eller spise en frokost, mens vi sidder og kigger på hinanden på Facetime.
Det er de ting, der gør, at jeg holder humøret højt.
Tanken om, at jeg skal "se" nogle andre mennesker senere på dagen. At jeg ved, at jeg skal sidde og spise aftensmad med min mor og søstre over Facetime i aften. Det tror jeg egentlig, vi alle har brug for i de her tider.
Og så bliver vi alle bare nødt til at huske på, at der ikke er nogen af os, der dør af ikke at drikke en øl i 14 dage. Vi skal nok få festet en masse og drukket alle de cafe latter, vi kan, på den anden side af det her.
Men lige nu må vi altså blive hjemme.
Det vigtigste er at blive rask
Jeg tæller dagene, jeg har været i karantæne, på den kalender, jeg har hængende på min væg. Lige nu har jeg ti dage tilbage af min karantæne. Så har jeg været i karantæne i 14 dage.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud, men jeg glæder mig mest til at blive rask.
Til at jeg ikke er træt hele tiden og ikke har ondt i halsen. Det er det vigtigste lige nu.
Så tager jeg gerne et par dage mere i karantæne, hvis det betyder, at jeg bliver helt rask.