Jeg har altid været en af de piger, som har gjort, hvad andre mennesker ville have, jeg skulle gøre. Jeg har altid været dårlig til at lytte til mig selv og vælge det, jeg selv troede, var rigtig.
Derfor gemte jeg koranen, da jeg for første gang lånte den med hjem og læste den på mit værelse hjemme hos min far. Der var ingen, der skulle vide noget.
Jeg var bange for deres reaktion, men jeg vidste også, at jeg havde brug for – bare for én gang skyld – at turde lytte til mig selv og gøre det, jeg i virkeligheden selv have lyst til i stedet for at lade mig styre af andre og deres holdninger. Denne gang skulle det være mit helt eget valg.
Jeg valgte at konvertere til islam for tre år siden. For mig gav islam mening, fordi jeg kunne se mig selv i det. Det gav mig en form for ro, en forståelse for mig selv og for livet. Før var jeg en af dem, der gik i byen rigtig tit, men jeg fandt en måde, hvor jeg kunne tage mit liv mere seriøst.
For mig var det også begyndelsen på en turbulent periode. Jeg har aldrig haft et forhold til mine forældre, hvor vi talte om dybe følelser. Så jeg valgte at fortælle det til min far over en sms, fordi jeg følte, det var den bedste måde at gøre det på. Han svarede okay, og siden har vi ikke rigtig talt om det. Så jeg ved i virkeligheden ikke rigtig, hvad han synes om det.
Min mor reagerede anderledes. Da jeg fortalte hende det, blev hun sur og skældte mig ud. Hun sagde, det var hjernedødt og dumt. Da mine bedsteforældre på min mors side fik det at vide, tog de afstand fra mig.
Min mor valgte mig fra nogle måneder, fordi hun var så ked af det, jeg havde gjort. Det kom helt bag på mig, at de reagerede sådan. Når man bliver valgt fra af ens familie, så føler man, at man har gjort noget enormt forkert. Og tænk at blive valgt fra af ens egen familie, bare fordi man har taget et valg, som gør én glad.
I dag har jeg kun forbindelse til de allertætteste i familien. Det er mine forældre, min søster og min farmor og bedstefar.
Jeg kan godt forstå, at mit valg fik mange af dem til at tage afstand fra mig, selvom det føles lidt mærkeligt at sige.
Nogle mennesker siger, at islam er fyldt af ondskab, og at unge piger bliver radikaliserede og bliver sendt til Syrien. Så jeg kan selvfølgelig godt forstå, at de var bekymrede, men jeg tænkte også, at de ville være der for mig, når der var gået et års tid. Nu der er gået snart tre år, så de burde kunne se nu, at det ikke er gået sådan.
Min søster har til gengæld støttet mig fra allerførste dag. Hvis det ikke havde været for hende, er jeg stensikker på, at jeg ville have været gået tilbage til mit gamle liv igen. Hun har hele tiden støttet mig og mindet mig om, at det var mit valg, og at jeg gjorde det for min egen skyld. Også alle de gange, hvor jeg har overvejet at droppe islam.
Nogle gange har det været som at holde fast i glødende ild. For det ville være tusind gange nemmere bare at smide mit tørklæde og ikke være muslim – men så ville jeg kun gøre det for at tilfredsstille andre. Og hvorfor ændre sig selv bare for at tilfredsstille andre? Det er det, jeg forsøger at huske mig selv på.
Det har været megahårdt at se ens familie tage afstand fra én. Derfor sætter jeg i dag endnu mere pris på mine forældre, min søster og min farmor og bedstefar, som stadig vil have noget med mig at gøre.
I 'Tværs'-dokumentaren skrev jeg en besked til hele min familie på Facebook, fordi jeg havde et indre håb om, at de nu var klar til at sige, at de accepterede mit valg.
Nogle valgte at forlade gruppen uden at svare, og andre har sagt, at de støtter mig. Men jeg er stadig overrasket over, at flere i min familie stadig kan være så kolde, at de ikke vil have noget med mig at gøre. For jeg risikerer, at jeg aldrig kommer til at se dem igen eller være der, hvis de blive alvorligt syge eller dør. Det er hårdt at tænke på.
Nu har jeg i hvert fald forsøgt at bygge bro, og når de vælger ikke at tage imod det, så føler jeg, at jeg kan komme videre med mit eget liv.
Jeg har en mand og et barn nu, så jeg vælger at koncentrere mig om den familie, jeg selv har skabt. Men jeg føler også dårlig samvittighed over, at min søn måske aldrig får et forhold til hele min familie, fordi de ikke gider mig.
Det har været en underlig følelse at se 'Tværs'-dokumentaren. Det at se det, man selv har været igennem, på tv får mig til bedre at forstå, hvad jeg egentlig har været igennem. Det har givet mig en ny kampgejst og endnu mere mod, end jeg havde før. For hvis jeg kan gå igennem det her, kan jeg også gå igennem så meget andet.
Jeg vil gerne være med til at fjerne de fordomme, der er, når man konverterer til islam – og særligt som kvinde. Jeg håber, at min historie kan være med til bare at ændre én forælders fordomme, så bare én anden person ikke er bange for at ens valg fører til, at man bliver valgt fra.
For jeg er træt af at blive placeret i en kasse, som jeg ikke føler, jeg tilhører. Det er ikke sådan, jeg er – og derfor er det så vigtigt, at man snakker om det her og ikke bare affejer det.
Til dem, som er bange for at tage et valg, fordi de tror, at ens nære familie vil tage afstand fra én, er mit råd at huske på sig selv. Man skal mærke efter, og hvis man føler, at valget er rigtig for én, så tro på dig selv. Husk på, at du lever dit liv for din skyld og ikke for andres, og at du ikke bliver glad i længden, hvis du vælger at leve det, som du tror, andre vil have dig til.
Og så skal du turde at tale om tingene. Det er okay at være ked af det og føle sig megaensom – også selvom du måske har skabt din egen familie.
DR har været i kontakt med Sines mormor og morfar, som kalder Sines udlægning for tomme ord. De fortæller, at Sine har taget afstand fra dem – allerede før hun konverterede til islam. De ønsker stadig, at Sine skal have et godt liv, men at hun ikke længere er velkommen i deres hjem.
Sine fastholder, at hun ikke har taget afstand fra mormoren og morfaren, inden hun konverterede.
Du kan se hele 'Tværs'-dokumentaren med Sine her.