At være hjemløs er et enormt opslidende liv.
Og det er også et rigtig farligt liv – især hvis du er en ung kvinde. Det er et råt og mandsdomineret miljø, hvor seksuelle overgreb er en del af virkeligheden.
De hjemløsetilbud, der findes, er desuden slet ikke er gearet til sådan nogle som mig. Varmestuerne uddeler herreunderbukser og sokker i størrelse 45. Bind eller tamponer kan du glemme alt om.
Produkter, der ellers er ret vigtige, når man er kvinde. Ikke bare hygiejnemæssigt, men også socialt. Du har for eksempel ikke lyst til at gå i skole, hvis du ved, at du kommer til at bløde igennem.
Jeg er opvokset i en familie præget af utryghed. Der var også masser af kærlighed og en mor, der fulgte mig i skole. Nogle gange. Men usikkerheden om, hvornår der ville være mad i køleskabet, og hvornår stabiliteten forsvandt igen, overskyggede de gode tider.
Da jeg var omkring 14 år, var der en lang periode med faste rutiner og tryghed. Pludselig blev der plads til, at jeg kunne slappe af og bare være et barn – og plads til at min krop kunne reagere på mange års usikkerhed. Jeg blev ramt af posttraumatisk stress.
Kommunen sendte mig på efterskole i 9. og 10. klasse. Det var første gang i mit liv, at jeg var omgivet af ressourcestærke voksne, som jeg følte kunne stole 100 procent på. Voksne, der kunne presse mig til at gøre mit bedste i skolen, og som fortalte mig, at jeg sagtens kunne gå på gymnasiet og blive til noget. Drømme, jeg aldrig havde overvejet før.
Da jeg kom hjem fra efterskolen, følte jeg, at situationen hjemme hos mine forældre var utryg igen.
Jeg flyttede på kostgymnasium, men efter et halvt år var der ikke længere penge til hverken mad eller skolen, så jeg flyttede hjem på en vens sofa.
Jeg var 16 år og hjemløs.
Det er fire år siden, og i sommer blev jeg endelig student. Som den første i min familie.
Det gør mig enormt stolt, at jeg har kunnet klare det, på trods af at jeg var hjemløs. De fleste af mine klassekammerater boede stadig hjemme hos deres forældre og havde hjemmesmurte madpakker med i skolen. Jeg vidste aldrig, hvor mit næste måltid kom fra.
Det er vildt svært at være studerende, når man er hjemløs. Man har ikke en computer. Man har ikke et sted at være, når man skal skrive en 24-timers opgave. Man er hele tiden sulten.
Jeg brugte meget lektietid på biblioteker, hvor vagterne hele tiden holdt skarpt øje med mig, fordi min skoletaske var en 'Hus Forbi'-taske.
I dag bor jeg sammen med min kæreste, vores lille hund og en roommate. Men min opvækst og de knap fire år, jeg var hjemløs, har sat spor i mig. Både positive og negative.
Det har været rigtig svært for mig at skabe et hjem. At huske at købe toiletpapir, håndsæbe og at fylde køleskabet op. At vænne mig til rindende vand og faste regninger. For første gang i mit liv har jeg lige nu både en mobiltelefon, en computer, en bolig, nem-id og en indkomst på samme tid. Det er både dejligt og skræmmende.
De fire år som hjemløs har givet mig en robusthed.
Jeg stoler på mig selv. Jeg ved, at jeg kan yde førstehjælp, når det virkelig gælder. Jeg har lært (lidt af) en masse forskellige sprog. Og jeg har fået en masse menneskelige kompetencer, som jeg altid vil kunne drage nytte af. Som barn fra et ustabilt hjem har jeg fra barnsben været nødt til at kunne læse mennesker og et rum. Den evne er kun blevet forstærket.
Men de negative sider af livet som hjemløs, er der også mange af. Jeg ønsker eksempelvis ikke for nogen på min egen alder at opleve folk, der tager en overdosis. Jeg oplevede det første gang, da jeg var omkring 18 år. Det gjorde mig anspændt i meget lang tid efter.
Jeg holdt hele tiden udkig for at være klar til at hjælpe, hvis der skulle blive brug for det. Tænk, hvis der var nogen, der døde af en overdosis, mens jeg var der...
Det har selvfølgelig gjort mig god til at handle i krisesituation og til at give førstehjælp, men det er en konstant utryghed ved miljøet, som jeg ikke savner.
Som menneske har jeg altid haft en evne til at få det positive ud af de udfordringer, jeg har oplevet igennem mit liv. Det er min måde at overleve på. I dag er min drøm derfor at blive folkeskolelærer. Jeg har selv oplevet, hvor meget gode lærere har kunnet give mig.
Omvendt har jeg også oplevet nogle lærere i folkeskolen, der burde have taget fat i mig, da jeg var barn.
Jeg vil gerne være den lærer, der gør en forskel for et barn.