Tanken om at skulle køre ud af byen er ikke så slem, men når jeg sidder i bilen og begynder at tænke, at der er for langt hjem, så kommer det.
Jeg får det, som om jeg falder ned i et sort hul.
Jeg får svært ved at trække vejret. Mit bryst gør ondt. Jeg sveder. Og så begynder jeg at få de her tanker om, at det hele er ved at gå galt. At jeg måske aldrig kommer hjem igen.
At jeg er ved at dø.
Det er ikke et bestemt sted, der udløser min angst. Det er følelsen af, at jeg kommer for langt væk fra min tryghedszone. Det kan også komme, når mine forældre skal ud at rejse, selv om jeg nu er 31 år og bor sammen med min kæreste og lille søn.
Jeg fik en angstdiagnose i 9. klasse og har kæmpet med angst hele min ungdom. Jeg har lært at leve med det, men er stadig meget hæmmet og kæmper desperat for at finde en metode til at dæmpe anfaldene bare en lille smule.
Jeg føler mig svigtet af systemet og håber virkelig, at jeg kan hjælpe andre unge med angst ved at fortælle min historie.
Alene hjemme
Jeg har nok altid været et ængsteligt barn.
Indtil jeg var 13-14 år, havde jeg en madras i mine forældres soveværelse, så jeg kunne gå derind og sove, hvis jeg blev utryg om natten.
Jeg har to søstre, som aldrig har haft det på den måde, og der var ikke rigtig fokus på angst hos børn dengang, så mine forældre har også haft svært ved at tackle det og sætte ord på, hvad det var. Så jeg fik skabt en eller anden afhængighed af mine forældre, og jeg havde dengang ingen anelse om, at det kunne være angstrelateret.
Jeg fik mit første rigtig alvorlige dyk, da jeg var 15 år gammel. En tidlig morgen i niende klasse. Min far skulle følge min yngste søster i skole, og pludselig blev jeg grebet af panik, fordi jeg skulle være alene i huset, indtil jeg selv skulle i skole. Så jeg fulgte efter min far og lillesøster på afstand, og da min far havde afleveret min søster, cyklede jeg op til ham og brød helt sammen.
Han fulgte mig hjem, men var nødt til at tage på arbejde. Så jeg var alene hjemme hele dagen. Timerne føltes som flere år.
Jeg var sikker på, at min sidste time var kommet.
Hvor farligt kan det lige være?
I de næste tre måneder tog min mor orlov fra sit arbejde, så hun kunne være hjemme hos mig konstant, og jeg begyndte at gå til psykolog. Det hjalp.
Jeg fandt ud af, at jeg ikke var skingrende sindssyg.
Psykologen fortalte mig, at det var angst, og at jeg – uanset hvor meget jeg end frygtede det – ikke kunne dø af det. Det er simpelthen ikke fysisk muligt. Så tænkte jeg: Hvis jeg ikke kan dø af det, hvor farligt er det så lige?
Jeg kom tilbage i skolen og fik gjort 9. klasse færdig, og jeg kunne igen gøre ting, som jeg havde været bange for. For eksempel tage ud og rejse.
Jeg havde det egentlig okay helt frem til midten af 2.g., hvor det kom igen. Jeg fik pludselig svært ved at være tilstede i timerne, både fysisk og mentalt. Det var en anstrengelse at komme igennem dagene, og jeg havde konstante smerter i mit bryst. Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret ordentligt.
Til sidst var den eneste vej at droppe ud, da mit fravær blev for højt. Jeg startede op ved en privat praktiserende psykiater, som startede mig op på noget psykofarmaka.
Hvad er der galt?
Det er godt 13 år siden, og jeg tager stadig lykkepiller.
Jeg har levet med angsten, siden den kom tilbage midt i gymnasiet, som jeg har aldrig har været i stand til at gøre færdigt.
Jeg er flere gange blevet tabt på gulvet af vores system, og jeg har ingen idé om, hvor jeg ville være i dag, hvis jeg ikke havde haft mine forældre, søskende, min gode venner og min kæreste.
Jeg har aldrig rigtig fået svar på, hvad det er jeg, fejler. Eller hvorfor jeg fejler det. Jo, jeg har fået at vide, at det kan være generaliseret angst, og at det ikke er social angst, men jeg har haft virkelig svært ved at få et svar på, hvordan jeg kan få det bedre.
Jeg kan holde foredrag herfra til juleaften om, hvordan man kan dæmpe sin angst. Men jeg har aldrig selv fundet nøglen til at dæmpe min angst med bare 0,1 procent, når den kommer. Og den kommer stadig med samme intensitet, som da den startede.
Lad angsten komme
Jeg kan godt se et mønster i, hvornår angsten kommer. Og det gør den, når jeg føler, at trygheden omkring mig forsvinder.
Tidligere måtte en af mine forældre blive hjemme med mig, når resten af familien skulle ud at rejse, fordi jeg ikke selv kunne tage af sted, og fordi angsten kom bare ved tanken om, at de andre skulle være væk.
Nu kan angsten komme, når min kæreste skal på arbejde. Så føler jeg, at alt det trygge er væk, og at jeg ikke kan blive tryg igen, før hun kommer tilbage. Men hun kan jo ikke blive hjemme hos mig hele tiden.
Jeg har nået en alder, hvor jeg kan sige, at angsten bare må komme. Jeg er nødt til at give slip, og så må jeg tage det i situationen.
Jeg har lært at leve med min angst, men den styrer stadig mit liv, og jeg har for eksempel ikke været uden for Silkeborgs bygrænse i 5 år nu. Det er enormt hårdt, da jeg plejede at rejse meget, og jeg plejede at besøge min familie i hele Danmark.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b051e6d6187a40664558cc1
Min søn skal se mere end Silkeborg
Jeg er ikke i behandling i øjeblikket, men venter på at starte et nyt terapiforløb med noget hypnose, som forhåbentlig kan hjælpe. Jeg har endnu ikke opgivet kampen, men jeg leder efter nøglen, der kan give mig lidt af den hjælp, jeg hungrer efter.
Angsten må gerne være der. Den har også givet mig noget godt.
Den har helt klart givet mig en større følelsesmæssig intelligens og en større forståelse for andre menneskers følelser og reaktioner. Og den har givet mig mere dybde. Så angsten har ikke kun været skidt, men jeg skal have kontrol over den.
Min søn er næsten to år, og i takt med, at han bliver større, vil jeg gerne vise ham nogle af de ting, der er uden for Silkeborg. Det er ikke sikkert, han synes, at alt det sjove er her.
Nogle gange kan jeg få det helt skidt bare ved at tænke på, at jeg kan få det skidt, når jeg skal være alene med ham. Men han er god til at lede mine tanker væk fra angsten. Min søn hjælper mig faktisk til at få det bedre. Ligesom som min kæreste gør. Jeg skal jo passe på dem, og så må jeg finde en indre styrke frem.
Det kan jeg også godt.