Vi har valgt at dele Michelles historie med jer, fordi den viser, hvor svært mange af os har det her under coronakrisen, og hvilke dilemmaer den sætter os i. Det vil vi ikke vende det blinde øje til. Men artiklen og podcasten er ikke nogen opfordring til at blæse på myndighedernes anbefalinger. Tværtimod. Vi vil gerne opfordre jer alle sammen til at gøre, som myndighederne siger: Vent med at mødes med din date. Hold ud. Så kommer vi gennem coronakrisen sammen - hver for sig.
Jeg var på date med en fyr, som jeg så for første gang i fredags. Han havde skrevet til mig for et stykke tid siden på Instagram, hvor han havde spurgt, om vi skulle mødes.
Efterfølgende skrev han, om vi skulle mødes og drikke et glas vin sammen. Jeg tænkte: hvorfor ikke? For jeg havde ikke været på en date i lang tid. Vi tog chancen, også selvom det føltes halvulovligt på grund af coronavirusset.
Jeg cyklede hjem til ham med en flaske vin på min cykels bagagebærer. Da jeg cyklede, følte jeg mig nærmest kriminel. Det var, som om alle kiggede på mig, og at de godt kunne se, at jeg skulle ud at hygge mig på en date.
Når man bor alene i en lejlighed, er socialt anlagt og sidder dag ud og dag ind og skriver bachelorprojekt, så er det ekstremt kedeligt. Det er stort set det, min tid går med. Jeg har seriøst behov for social kontakt, og så tænkte jeg, at jeg egentlig havde lyst til at tage på date.
Jeg tror, at den her situation er meget nemmere at komme igennem for dem, der bor sammen med andre, eller som er en familie, hvor man har social kontakt og dyrker aktiviteter med andre i hverdagen. Min hverdag foregår i min lejlighed, når jeg ikke lige tager mig en løbetur.
Følelsen af, at jeg skal undgå at gå ud, og at jeg ikke har den frihed, som jeg plejer, giver en fornemmelse af at være alene. Det bliver bare ret ensformigt, når hverdagen og weekenden smelter sammen, så alle dage bliver ens.
Min veninde er sygeplejerske, og da jeg fortalte hende, at jeg skulle på date, sagde hun: "Det gør du vel forhåbentlig ikke."
Jeg følte nærmest, jeg skulle undskylde mig selv, selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at det ikke var en så god ide. Men jeg endte med at sige, at jeg det nok skulle gå, fordi vi jo kun var to, der skulle mødes.
Da jeg kom ud til min date, begyndte vi at tale om, at det var lidt småforbudt, det vi havde gang i. Men ellers fyldte det faktisk ikke så meget mere. Vi forsøgte bare at lære hinanden at kende, og det gik meget godt. Vi skal i hvert fald mødes igen i aften.
Denne gang er det ham, der skal besøge mig. Så føler jeg, at det er lidt mere okay, fordi det ikke er mig, der tager ud denne gang.
Jeg er selv bekymret for at få coronavirus. Det kan jeg nærmest ikke undgå, som det er nu – selv når man bare går i supermarkedet. Selvfølgelig har jeg også en tanke om, at jeg måske allerede har det, og kan risikere at smitte andre, fordi nogle unge ikke mærker, at de har det. Men jeg har ikke haft nogen symptomer, og jeg vil heller ikke mødes med nogen, der bare føler sig lidt sløje.
Jeg ved jo godt, at alle skal følge, hvad myndighederne siger, og at jeg ikke burde have været på date, men jeg gør mit bedste. Men man bliver også bare skør i hovedet af at tænke på smitterisiko hele tiden.
Hvis nogen mener, jeg ikke tager det her seriøst nok, så vil jeg gerne fortælle dem, at jeg bestemt ikke tager let på det her. Til dem, der stadig ikke kan forstå, hvorfor jeg var på date, så skal de prøve at forestille sig at være helt alene i en lejlighed det meste af dagen. Så vil de se, hvad der sker.
Når man har en familie eller nogle omkring sig, så føles det ikke så ensomt, som når man bor alene.