Onani kan være godt for rigtig mange ting.
Det har hjulpet mig med at komme i kontakt med min krop, hvis jeg har været stresset eller angstfuld, og det har været et essentielt værktøj i min kamp for at tage ejerskab over min egen krop.
Jeg onanerer selvfølgelig, når jeg er liderlig, men jeg gør det også, når jeg keder mig, eller hvis jeg ikke kan sove om aftenen. Så kan det hjælpe mig med at falde i søvn. Og så har jeg fundet ud af, at jeg kan dulme mine menstruationssmerter, som er meget voldsomme, ved at onanere.
Derudover kan onani hjælpe dig med at finde ud af, hvad du tænder på, og hvad du ikke tænder på, og det er vigtig viden at tage med videre i din seksualitet med andre. Så kan du nemmere sætte grænser og kommunikere, hvad du vil have, og hvad du ikke vil have.
Derfor er sex med dig selv lige så vigtigt som sex med andre, og det burde ses som ligeværdigt.
Bekæmp skam med onani
Især den kvindelige seksualitet har historisk været gemt væk, sygeliggjort og dæmoniseret.
Selv om vores forhold til seksualitet har ændret sig meget og ofte bliver set på som noget godt og positivt, er der en kulturarv, vi stadig bakser med i dag.
Kvinder især kan føle stor skam over deres kroppe og lyster, men det kan onani være et godt værktøj til at bekæmpe.
Alle mennesker har ret til nydelse og til at have det godt i egen krop.
Udforsk dig selv
Onani er ikke kun for dem, der er single.
Det er vigtigt at udforske dig selv, lige meget om du har en kæreste eller ej.
Det er også en god øvelse i at være tilstede i din krop og være nærværende med dig selv, især i de her tider, hvor vi er meget i vores egne hoveder og telefoner.
Vi lever i en paradoksal sexkultur, hvor vi på den ene side bliver bombarderet med sex her der og alle vegne, men hvor det samtidig er et af de mest tabuiserede emner.
Vi vokser op med enormt meget misinformation og mangel på indholdsrig seksualoplysning, så vi søger til alternativer for at finde vores svar. Det lægger et stort pres på pornografien, der som udgangspunkt ikke har til ansvar at lære os noget om sex, men er til for at visualisere en fantasi.
Porno er jo ikke en realistisk portrættering af sex. Men det kan man hurtigt komme til at tro, hvis porno er den eneste oplysningskilde, man har adgang til om sex.
Men pornografi er ikke den eneste skydeskive. Man kan finde misvisende portrætteringer af sex mange andre steder i vores kultur, i Hollywood-film og i litteraturen, og det generelle mediebillede tegner et billede af sex som ubesværet og forsimplet, hvor det aldrig er nødvendigt at trække en vibrator op fra sengebordet.
Klitoris er nøglen!
Jeg har længe følt mig anderledes, forkert og ødelagt, fordi jeg kun kunne få orgasmer med mig selv, men ikke via penetration med en partner.
Jeg har skammet mig over det og følt, at der var noget galt med min krop, og at jeg var besværlig. Jeg var i mange år overbevist om, at den eneste rigtige måde at få orgasmer på via sex var ved penetration.
Men der er mange personer med klitoris, der ligesom mig ikke kan få orgasme på den måde.
Faktisk er det kun hver fjerde kvinde, der kan få en orgasme ved penetration alene. Resten har brug for at få stimuleret klitoris. Det er de færreste kvinder, der kommer på grund af vaginalt samleje alene.
Derfor er det essentielt, vi får klitoris mere i spil, hvis kvinder skal have flere orgasmer.
Klitoris er nøglen!
Orgasmekløften
Men klitoris er blevet fjernet fra anatomibøger igen og igen over århundreder. Og klitorissens fulde størrelse blev først opdaget og kortlagt i 1998.
Næsten 30 år efter, den første mand var på månen!
Kvinder får langt færre orgasmer end mænd af at have samleje, og der er en kæmpe "orgasmekløft", som viser, at vi endnu ikke har seksuel ligestilling.
Men sex er ikke kun lig med samleje, selv om der i vores kultur hersker en forestilling om, at kun samleje er rigtig sex. Alt andet er bare en form for opvarmning eller sidegevinst.
Denne snævre definition skal vi væk fra.
Vi kan hurtigt blive fanget i forestillinger om, hvordan sex skal være og ikke være, fremfor at mærke efter hvad vi selv har lyst til.
Solosex med partner
Jeg fandt ud af, at jeg skulle tage den sex, jeg havde med mig selv, ind i den sex, jeg har med andre.
Det har ikke været nemt, og det er stadig ikke nemt. For jeg ønsker stadig, at jeg bare kunne få orgasme ved penetration alene. Men jeg får gode orgasmer med vibrator, og nu er jeg begyndt at inddrage mit sexlegetøj, når jeg har sex med andre.
Det kan være meget intimiderende at spørge, om det er en god ide, men der er aldrig nogen, der har sagt nej.
Husk, sexlegetøj er små (og nogle gange store) hjælpere, som kun findes for at gøre dit sexliv bedre og din nydelse større.
Maja anbefaler: Mit favorit-sexlegetøj
Maja Malou Lyse har selv 40-50 stykker sexlegetøj og onanerer stort set aldrig, uden et af dem kommer i brug. Her er fire af hendes favoritter:
- •
Tryllestaven - Denne er min all time favorite! Magic Wand er måske den mest berømte vibrator, der findes. Da den kom på markedet, kom den som et massageapparat til ryggen. Det tror jeg, aldrig den er blevet brugt til. Det er den vibrator, der har den største og stærkeste motor og bruges til at stimulere klitoris. Den giver dybe og virkelig kraftige vibrationer, det er derfor, jeg kan lide den, siger Maja Malou Lyse. - Men man kan også være kreativ med sit sexlegetøj og tænke ud af boksen med hvordan det kan bruges, uanset kønsdele. - Hvis du giver et blowjob, kan du komme Magic Wand ind mod din kind og tænde for den, så siderne i din mund får vibrationer. Du kan også lægge den i mellemkødet lige under bollerne eller ved anus. Det handler bare om at være lidt kreativ!
- •
Buttplug - Når man taler om onani, kommer det hurtigt til at dreje sig om kønsdelene, men vi har allesammen et røvhul, som også kan give en masse nydelse uanset køn. -Hvis du vil finde ud af, at du godt vil prøve en buttplug, kan du jo prøve med fingrene først.
- •
Blæksprutten - Jeg kan bedst lide sexlegetøj som ikke forsøger at imitere noget kropsligt, men tager en mere abstrakt form. Denne ligner lidt en blæksprutte. Når man tænder for den, så roterer alle armene. - Man kan komme den ned over sin klitoris, men den er også god til brystvorter eller andre sensitive områder på kroppen. Den giver en følelse, som er meget anderledes end den, man kan få fra alle mulige andre vibratorer eller personer.
- •
Par-vibrator - Mange af de nye sexlegetøjsfirmaer på markedet har også en politisk agenda med deres produkter. For eksempel kan man få en par-vibrator lavet specifikt til at bekæmpe orgasmekløften ved at klemme om vulva og vagina. - Vibrationerne stimulerer klitoris, mens der er plads til penetration af partneren samtidigt. Så smart!