Hvorfor har jeg mere ret til at fortælle min historie om angst, end andre har?
Den tanke var der, da jeg skrev til DR. En del af min natur er, at jeg ikke må være en byrde for andre mennesker.
Når min psykolog spørger, hvorfor jeg ikke må være det, så har mit svar været, at jeg ikke har ret til det.
Der kommer en masse dårligt selvværd med social angst, og jeg har ikke følt, at folk var i stand til at elske mig, som de elskede andre. Jeg troede, at der var et maksimum for min lykke.
Hver eneste gang, jeg blev glad, var der noget i mig, der sagde, at det skulle stoppe. Så fik jeg angst for, hvornår det skulle stoppe. Jeg tænkte:
Nu har du været min ven i to måneder, så bliver du nok snart træt af mig.
Jeg saboterede selv forholdene. Jeg stoppede dem, inden mine venner eller dates gjorde. Jeg følte, at de sendte mig et signal om, at de kun snakkede med mig, fordi de var forpligtet til det. Fordi de havde ondt af mig.
Dengang var det logik. Sådan var verden bare inde i mit hoved.
Se Louise fortælle sin historie:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5afecdc86187a41280f65604
Når hele dit rationale er bygget på en konstrueret virkelighed, så bliver det logisk, at det er sådan. Men kun for dig selv. Jeg var så overbevist om, at min måde at se verden på, var objektiv sandhed.
Jeg er ikke kun angst
Min angst er nu et sted, hvor jeg kan se, at der var noget galt. Jeg – og mange andre med social angst – handler ikke rationelt.
Jeg opfattede, at folk ikke kunne lide mig, men sådan var det ikke nødvendigvis.
Jeg skammer mig stadig over min egen menneskelighed. Det er blevet nemmere, men jeg synes selv, at jeg taler for meget om min angst.
Der er også andet end angst i mit liv, og jeg synes jo ikke, at andre skal gå og tænke, at jeg har det megahårdt.
Men jeg har en interesse i at gøre op med hele ideen om det her velfungerende menneske, som vi alle sammen så gerne vil vise, at vi er. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi så lidt mere åbent på brugen af antidepressiver.
Jeg ville være kommet meget længere, hvis der ikke var gået så lang tid, før jeg fik lykkepiller.
Skal jeg ikke have det sådan?
Jeg gik længe og tænkte, at jeg ville dø, inden jeg blev 30 år.
For der måtte være en grænse for, hvor mange perioder med angstanfald, jeg kunne overleve. De slemme perioder har nogle gange varet 6-9 måneder. Andre gange lidt kortere.
Jeg fik mit første massive angstanfald, da jeg var omkring 10 år. Jeg vidste ikke, hvad det var dengang, og jeg fortalte ikke nogen om det. Jeg troede bare, at jeg skulle have det sådan.
Min mor har fortalt mig, at det var umuligt at få mig ud af sengen, og at jeg altid var så ked af det, når jeg vågnede om morgenen. Men de vidste heller ikke, hvad det var.
Men det var slemt, og jeg overvejede seriøst at tage mit eget liv.
Det stod på i lang tid, og jeg tænkte, at der var normalt at have det sådan. Jeg lærte at leve med angsten. Den var blevet en del af mit liv, og der var også lange perioder, hvor jeg havde det godt og lavede mange af de ting, som andre børn og teenagere gjorde.
Angsten fyldte ikke hele mit liv.
Angsten trækker i forskellige retninger
Men anfaldene var der. De kom og gik, og perioderne med anfaldene varierede.
Hvis du nogensinde har kørt på en motorvej og været ved at køre galt, så kan du sammenligne den følelse med den panikangst, jeg har. Det er en følelse af, at du er i umiddelbar fare, og som kan vare i et kvarter.
Når det sker, er mit hoved ved at eksplodere, og angsten siger, at jeg skal løbe væk, fordi jeg er i stor fare. Samtidig er der en social angst, der skriger, at jeg skal sidde stille, og at ingen må se eller høre mig.
Det er, som om to modpoler flår i mig, og det ender med, at jeg trækker mig ind i mig selv.
For godt et år siden begyndte anfaldene at overlappe hinanden, og til sidst havde jeg det virkelig skidt. Jeg kom ud i nogle konflikter med min læsegruppe, følte mig isoleret og droppede ud af studiet. Jeg kunne ikke komme uden for min lejlighed og tog heller ikke telefonen, så min familie blev rigtig bekymret.
Heldigvis fik min søster overtalt mig til at gå til lægen.
Der skulle jeg først tage en depressionstest, hvor jeg scorede 57 point på en skala, der egentlig stopper på 50.
Så startede jeg hos en psykolog.
Men det var først i august sidste år, jeg accepterede, at det var angst. Altså cirka 12 år efter, jeg fik de første angstanfald.
Nu kan jeg være tæt på mine forældre
Jeg kan ikke huske så meget fra folkeskolen, men for et par måneder siden fortalte min mor mig, at jeg blev mobbet.
Mine forældre har rigtig dårlig samvittighed over det. De løb ind i mange mure, da de forsøgte at stoppe mobningen, men de har det dårligt over, at de ikke flyttede mig eller gjorde noget mere for at stoppe det.
Nu er de enormt glade for, at jeg er kommet i behandling, og at jeg har det meget bedre.
Det var mine forældre, der sørgede for, at jeg kom til en psykolog hurtigt og ikke skulle vente i et halvt år, som der ellers var udsigt til. Jeg var ude og drikke et glas vin med min mor forleden, hvor hun sagde, at det er den bedste investering, de nogensinde har lavet. De kan mærke, at mine samtaler med psykologen virker.
Og jeg kan mærke, at de virker.
Nu kan jeg være lige så tæt på mine forældre, som jeg har lyst til. Når angsten fylder, så kan man hurtigt få overbelastet sanserne. Så bliver man irriteret. Selv over de små ting. Og så har man ikke overskud til noget eller andre. Det har jeg i højere grad nu.
Angsten er der stadig
Jeg er på lykkepiller nu og har ikke haft panikangst i mange måneder, men der er stadig nogle ting, der kan udløse angsten.
Lige nu kan det være, når jeg nærmer mig Universitetsparken, hvor jeg havde så mange angstanfald, da det hele faldt sammen for mig.
Det kan også være, når jeg ser nogen fra min folkeskole.
Forleden så jeg en af drengene fra skolen, da jeg var på vej til toget. Han var heldigvis på cykel, så vi skulle ikke stoppe og snakke. Han vinkede og smilede til mig, og så gik jeg straks i gang med at overanalysere. Hvorfor gjorde han det? Var det ironisk? Kan han ikke rigtig lide mig? Ville han have sex med mig? Hvorfor?
Sådan kørte mine tanker i en halv times tid. Tidligere ville det have taget flere dage at få det igennem mit hoved.
Hva’ så nu?
Jeg er nu et sted, hvor mit liv ser meget anderledes, og det kommer til at være meget anderledes. Jeg kommer sikkert til at have dårlige perioder.
Det bliver hårdt at slippe pillerne og psykologen, men jeg er ret overbevist om, at jeg kan styre det.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg tænker, at angst har været en gave. Det har givet mig en stor evne til at fornemme andre menneskers følelser og få situationer foldet ud. Alt i mennesker kan være en styrke, hvis vi kan finde ud af at bruge det rigtig.
Jeg er ret sikker på, at jeg har et langt liv foran mig. Også et liv, der rækker langt ud over de 30 år. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge det til.
Jeg er spændt på fremtiden.