Folk kan ikke sætte sig ind i, hvordan jeg har haft det.
Men jeg prøver altid at forklare angstanfaldene sådan her:
Forestil dig, at du sidder i et fly og får at vide, at du styrter ned lige om lidt. Så går du formentlig i panik og tænker på, at du snart skal dø. Sådan tænkte jeg, da anfaldene kom. Det var ekstreme katastrofetanker hele tiden. Jeg var overbevist om, at det aldrig ville gå væk, og at jeg ikke ville overleve anfaldene.
Jeg kan godt forstå, hvis du ikke kan forstå det. Det er der ingen, der ikke har haft angst, der kan. Det var også det første, psykologen sagde til mig:
Jeg kan prøve at hjælpe dig, men jeg aner ikke, hvordan du har det.
Jeg følte mig ufatteligt ensom, da jeg blev ramt af angst for godt syv år siden. Det er virkelig hårdt som 13-årig at få at vide, at hverken ens forældre, venner eller psykolog kan sætte sig ind i, hvordan man har det.
Se Klara fortælle sin historie her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5afecdcf6187a41280f65607
Er du blevet skør?
Jeg anede ikke, hvad angst var, og jeg kendte ingen, der havde haft angst. Så jeg havde ikke nogen at tale med om det. I hvert fald ingen, der kunne sætte sig ind i, hvordan jeg havde det.
Der var ingen, der kunne fortælle mig: Jeg har også haft angst, og du skal nok komme dig over det.
Mine bedste veninder syntes, det var vildt mærkeligt. De kendte heller ikke nogen, der havde haft angst, så de havde selvfølgelig ingen anelse om, hvad der ramte mig.
Jeg kan huske, at nogle drenge fra klassen spurgte mig, om jeg var blevet skør. Jeg begyndte bare at græde. Jeg kunne slet ikke tale om det. Jeg var ikke i stand til at gøre noget som helst. Og jeg var mega flov.
Jeg havde ikke lyst til, at mine venner skulle vide, at jeg sov inde hos mine forældre, eller at jeg ikke kunne gå på toilettet, uden de skulle med.
Det er ikke særlig fedt, når man er 13 år, og de andre er godt i gang med at blive små voksne.
Knuden i maven
Indtil efteråret 2010 var jeg en helt almindelig selvstændig pige. Jeg har rejst rundt i Danmark og besøgt mine bedsteforældre, og jeg har været alene hjemme uden nogensinde at være bange for noget.
Jeg skulle til Nordjylland med mine forældre, og vi havde aftalt, at de skulle hente mig i skolen. Dagen før vi skulle afsted tænkte jeg ud af det blå:
Hvad nu hvis de ikke kommer og henter mig og tager afsted uden mig!
Jeg er aldrig blevet svigtet af mine forældre, men tanken slog mig bare lige pludselig. Jeg fik en kæmpe knude i maven, og den kom på et splitsekund. Jeg kunne bare mærke, at det ikke ville forsvinde igen. Så jeg gik ned til min far og sagde, at jeg havde det mærkeligt. At jeg var bange for, at vi skulle afsted. Så han sad hos mig, indtil jeg faldt i søvn.
Vi tog afsted på turen, og jeg blev bare mere og mere utilpas. Knuden i maven blev større.
Jeg kan huske, at min mor var taget ud at løbe den første morgen, og jeg gik helt i panik over, at hun ikke var der, da jeg vågnede. Jeg var sindssygt bange for, at hun ikke kom tilbage igen.
Jeg fik pludselig en konstant angst for, at folk omkring mig blev væk. Jeg turde knap nok lukke øjnene af frygt for, at de var væk, når jeg åbnede øjnene igen.
Mine forældre sad i klassen
Mine forældre indså hurtigt, at den var helt gal, og at de ikke selv kunne hjælpe mig. Så de fik en hastetid hos lægen, der sendte mig videre til en psykolog med det samme.
Jeg kunne ikke komme i skole de første uger, efter angsten kom. Jeg skulle hele tiden kunne se mine forældre: Jeg frygtede, at de forsvandt, forlod mig eller døde.
Da jeg begyndte i skolen, måtte mine forældre skiftes til at sidde i klassen. Så rykkede de ud på gangen, så jeg kunne gå ud til dem, når jeg havde brug for. Og så fik min far et værelse på skolen, så jeg kunne gå op til ham. Min mor, der har en rimelig høj stilling, måtte gå på deltid for at være sammen med mig.
Hele 7. klasse var et mareridt. Jeg kunne intet selv. Jeg græd, havde det dårligt og var bange hele tiden.
Jeg var så langt ude, at det eneste, der holdt mig oppe var tanken om, at jeg kunne gøre en ende på det, hvis jeg fik det værre.
Nu skal det være slut
De næste to år var også slemme, men nu er det tre et halvt år siden, jeg erklærede mig selv angstfri.
Jeg sagde til mig selv, at det skulle være slut, inden jeg var færdig med efterskolen, og det er sådan set lykkes nogenlunde.
Jeg troede egentlig, at angsten var helt væk, men jeg har haft nogle tilbagefald, og det forsvinder nok aldrig helt. Jeg har angsten med mig. Det er sådan en helt bestemt kvalme, jeg får. Jeg kan mærke, at det ikke er kroppen, men hovedet.
Jeg har lært at acceptere, at jeg kan have det dårligt, og jeg har lært at tænke angsten ned. Jeg har jo set, at jeg kan komme ovenpå efter at havde haft det dårligt i mange år.
Hvis jeg bare kan hjælpe en
Jeg fortæller ikke det her for at få sympati, men jeg vil meget gerne hjælpe andre med angst.
Jeg føler lidt, det er min pligt, fordi jeg har fået så megen erfaring, og fordi jeg ved, at der er behov for det i samfundet. Jeg bliver nødt til at gøre en indsats. Jeg ved ikke, om det bliver som frivillig eller min karriere. Men jeg vil sindssygt gerne hjælpe folk, der bliver ramt af angst.
Det er et kæmpe problem, at børn ikke ved noget om, hvad angst er, for det er blevet så stor en ting i vores samfund. Der er så mange, der bliver ramt.
Tabuet omkring angst er måske ikke så stort, som det har været, men jeg kender mange, der ikke tør fortælle, at de har angst. De synes, det er flovt. Når man er ved at blive voksen, så burde man jo kunne finde ud af det, tænker de.
Der er et kæmpestort behov for, at vi snakker om det.
Jeg har fortalt min historie nogle gange foran en større forsamling nu, og der er sket det samme. Bagefter kommer der nogle op til mig og siger, at de har haft det på samme måde. En af dem troede, at hun var blevet skør, og at hun var den eneste i verden, der havde det sådan. Hun havde aldrig fortalt det til nogen og havde et kæmpe behov for psykologhjælp.
Jeg er ikke færdig med at fortælle folk min historie om angst. Jeg ved, det kan få andre til at åbne op, og hvis jeg bare kan hjælpe en person, så har jeg også fået noget ud af det.
Jeg vil gerne gøre det for andre med angst, som der aldrig var nogen, der gjorde for mig.
Jeg ved, at der er brug for det