Jeg har altid gået meget op i at vende det, jeg har oplevet i mit liv, til noget positivt.
Jeg tror, det er en måde at sige til mig selv, at mit liv er, som det er - men at jeg stadig kan have et godt liv, til trods for alt det jeg har været igennem.
Når nogle spørger mig, hvad jeg har været igennem, så er det nemmere at svare på det, jeg ikke har været igennem. For jeg føler, at alt hvad der kunne gå galt i min barndom, er gået galt.
Min opvækst har været præget af mange svigt, og begge mine forældre var alkoholikere og stofmisbrugere. Sådan ønsker jeg ikke, det skal gå for mig.
Min mor var kærlig, men kunne ikke rigtig finde ud af at passe på mig, og min far har været voldelig. Min mor døde, da jeg var otte år, og derfor boede jeg hos min far. Men jeg vidste aldrig rigtig, hvilket humør han var i, og derfor følte jeg ikke, jeg havde et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme – og være mig selv.
Hvis jeg ikke havde haft min bror og den hjælp fra ham, ville jeg have været død flere gange.
Begge mine forældre er døde, og min opvækst har haft stor effekt på, hvordan jeg er i dag. Den har 100 procent haft indflydelse på, hvordan jeg skaber relationer.
Jeg er meget socialt anlagt. Jeg kender rigtig mange mennesker, og jeg har det bedst, når jeg tit er ude med veninder. For jeg er rigtig dårlig til at være alene i længere tid. Det er nok kommet, fordi jeg altid har skullet flygte, når jeg var hjemme hos min far, hvor der ikke var så meget stabilitet.
Heldigvis har jeg mange sunde relationer, men jeg har det også med at gøre de relationer, som er sunde, usunde. Det sker tit, hvis jeg føler, at nogen svigter eller går bag ryggen på hinanden. Sådan noget har der været rigtig meget af, og jeg indrømmer, at jeg heller ikke selv er helt hellig på det punkt. Nogle gange har jeg det med at blive et menneske, jeg ikke har lyst til at være.
Det er lidt en kamp med mig selv om at blive den person, som jeg gerne vil være. For jeg skal hele tiden være opmærksom på mig selv, og om hvad jeg gør og ikke gør.
Kærlighed er nok det, jeg mest har brug for, men det er også det, der er allerfarligst for mig. Fordi det er kærlighed, der kan fucke mig mest op.
Når jeg falder for en pige, så falder jeg tit dybt for hende, og hvis vi går fra hinanden, er det ret hårdt. Det handler mest om, at jeg er bange for at blive svigtet, men det er også tit mig, der sårer andre, før de når at såre mig.
Jeg ved ikke altid, hvorfor jeg gør det, for jeg ønsker ikke at såre dem. Men jeg tror, at det sker, når folk kommer tæt på for hurtigt, for så bliver jeg fucking bange.
Jeg har nok haft det svært meget af mit liv, selvom der er nogle perioder, der er bedre end andre. Jeg ved, jeg skal arbejde meget med mit selvværd og minde mig selv om, at jeg også godt må være her. Jeg er nemlig ret dårlig til at gøre gode ting for mig selv, og så er jeg god til at skabe kaos i mit liv.
Det er nok noget, der kommer af, at min far har fortalt mig, at jeg ikke var noget værd og ville ende som min mor.
Selvom der er nogle dyk, hvor jeg bliver nødt til at komme væk fra virkeligheden, føler jeg, det går fremad. Jeg har gennemgået en ret stor personlig udvikling det seneste stykke tid. Jeg har taget min HF, jeg træner fire gange om ugen og har tabt mig 20 kilo, og så var det, som om jeg blev mere voksen og bedre mod mig selv, da jeg begyndte at komme sammen med min ekskæreste.
Mens vi var sammen, udviklede jeg mig rigtig meget, og det er jeg stadig taknemmelig for.
Bruddet med min ekskæreste var hårdt for mig, men jeg har det meget bedre nu. Det har lært mig, at jeg skal passe bedre på, når jeg går ind i noget nyt.
I dag bor jeg på herberg, og jeg har ikke rørt stoffer i en måned. Så jeg føler, jeg har det bedre, selvom jeg ved, at der vil komme dyk på vejen. Men dem ved jeg også, at jeg vil lære af.
Jeg er lige begyndt at læse til pædagog. Jeg vil gerne gøre noget for andre udsatte unge, fordi jeg så vil kunne give mine erfaringer videre. Men jeg har det med at fucke ting op.
Jeg har stadig nogle ting, jeg skal arbejde med, inden jeg er klar til at blive pædagog. For jeg føler ikke, jeg kan være noget for andre, før jeg er noget for mig selv. Det er noget, der vil tage et stykke tid, men uddannelsen tager også tre et halvt år, så jeg håber, jeg får mere styr på mit liv inden da.
Jeg vil blive ved med at kæmpe. Jeg skal holde op med at slå mig selv i hovedet, når jeg får et tilbagefald og minde mig om, at de sidespor også lærer en noget nyt. For jeg ved, at jeg kommer ud af de spor igen, og at jeg er på vej fremad.
Se hele 'Tværs'-dokumentaren om Jenni her.