Inden corona brød ud, var jeg ekstremt udadvendt. Jeg var altid klar på at skulle lave et eller andet med mine veninder, som jeg stort set var sammen med hele tiden.
Jeg har altid haft svært ved at være alene. En af mine veninder havde det på samme måde, så vi sov sammen flere gange om ugen. Hun boede næsten hos mig. Alligevel manglede jeg selskab, så tre uger inden corona kom til Danmark, valgte jeg at få en kat, fordi jeg gerne ville have nogen at komme hjem til og nogen, jeg kunne tage mig af.
Min kat Gustav viste sig at være det allerbedste køb, jeg nogensinde har gjort.
Jeg husker stadig den dag, hvor den allerførste dansker fik konstateret corona i februar 2020. Dengang var jeg i gang med et skoleophold, og min læge fortalte mig, hvordan jeg skulle forholde mig til det.
Jeg har diabetes type 1, for lavt stofskifte og en sjælden sygdom, der hedder Addison. Min læge var nervøs for, om min krop var stærk nok til at kunne klare coronavirus, hvis jeg var uheldig at få det. Derfor bad hun mig om at købe mundbind og handsker, som jeg skulle have på, når jeg var ude.
Ugen efter var jeg tilbage på mit arbejde med masker og handsker, og på min anden arbejdsdag efter skoleopholdet bad min læge mig om at tage hjem med det samme, fordi jeg skulle gå i selvisolation, indtil virusset var forsvundet.
Det føltes, som om jeg var med i en film. Det var helt vildt urealistisk og vildt uhyggeligt. Allerede på turen hjem blev jeg ramt af en angst for, at jeg ville blive smittet. Samtidig var det vildt ubehageligt ikke at vide, hvornår jeg kunne komme ud igen og fortsætte mit liv.
Dengang tænkte jeg, at jeg nok ville kunne fortsætte mit liv igen efter sommeren 2020, men sådan gik det ikke.
I starten var jeg usikker på, hvad jeg egentlig måtte. Mine forældre købte ind for mig og tog mit affald ned, for lægen havde sagt, jeg overhovedet ikke måtte komme uden for min dør. Først var jeg meget nervøs for situationen, men det gav mig også en masse tid sammen med Gustav og med at male.
Hver eneste dag talte jeg i telefon med en af mine veninder, der lige havde født. Det hjalp mig rigtig meget. Vi fik snakket om, hvad der skete, hvordan vi begge havde det, og jeg kunne få grædt ud.
En uges tid eller to inde i min selvisolation, havde jeg malet på alle mine lærreder, og jeg havde set de serier, som jeg ville se. Jeg begyndte at føle, at jeg var ved at løbe tør for idéer om, hvad jeg skulle lave, og jeg begyndte at føle mig deprimeret.
Jeg forsøgte at sove dagene væk, og jeg lå i min seng det meste af dagen. Jeg begyndte selv at gå ned med mit affald, mens jeg havde maske og handsker på. For jeg kunne mærke, at jeg også var nødt til at komme lidt ud.
I slutningen af maj døde min far, og jeg var den eneste familie, han havde, så der brød jeg også min selvisolation, så jeg kunne ordne de ting, det bragte med sig.
Ellers begyndte jeg at gå nogle små ture med min papfar sent om aftenen, når vejene var tomme. Jeg blev nødt til at finde en balance, så jeg også prioriterede mit psykiske helbred, men stadig holdt mig fri for corona.
I slutningen af juli sidste år spiste jeg for første gang en middag hos mine forældre, hvor vi holdt afstand. Jeg kan huske, at jeg begyndte at tudbrøle, da vi spiste sammen. Det var så rart at se andre og ikke føle, at man skulle være helt vildt bange, fordi mine forældre passede på og smitte på det tidspunkt var lav.
Dengang vaccinen var på vej, føltes det helt urealistisk. Jeg glædede mig, som om det var min fødselsdag. Heldigvis fik jeg hurtigt den første dosis af min læge. Hun skulle vaccinere beboere på et plejehjem og havde sagt, at hun ville ringe til mig, hvis der var en dosis til overs. Det var der. Så i slutningen af januar fik jeg vaccinen.
Første gang jeg var ude blandt en større flok, var jeg virkelig nervøs. Og i nætterne op til at jeg skulle ud i begyndelsen, havde jeg svært ved at sove, fordi jeg var nervøs. Det var, som om, at jeg havde fået angst for folk, og jeg var bange for, at de kom tæt på mig.
Jeg har det bedre nu, men jeg laver stadig mest mine indkøb i netbutikker, fordi jeg har det svært ved at være sammen med mange, og særligt dem, der går bagved mig, hvor jeg ikke kan følge med i, hvad de foretager sig. Hvis jeg tager i supermarkedet, så er det stadig med maske, selvom man ikke behøver det mere, og jeg er fuldt vaccineret.
Det seneste år har været et rigtig lorteår. Men det har også ført mange gode ting med sig, der har gjort mig meget mere moden.
Da jeg fik konstateret Addison som 15-årig, var jeg vildt dårlig til at passe på mig selv. Når man har den sygdom, er det vigtigt at gå i seng, når man er træt, og passe på sig selv. På det tidspunkt prioriterede jeg at feste, og jeg lyttede overhovedet ikke efter min krops signaler. Det gør jeg nu.
Jeg har heller ikke den samme festlyst længere, og jeg har en ro i at være alene, hvor jeg kan male eller være sammen med min kat. Jeg er stadig udadvendt og elsker at møde mennesker, men jeg er blevet mere rolig. Og jeg kan faktisk meget bedre lide den person, jeg er nu – selvom det føles som om, jeg er blevet fem år ældre.
Hele efteråret var mit mål at blive den samme Emmeli som før, men nu har jeg lært at være alene.
Til gengæld er jeg begyndt at få det lidt svært med at tage mig sammen til at komme ud. Jeg har mere lyst til at blive hjemme, hvor jeg har aftaler med veninder eller med min nye kæreste. Det lyder lidt skørt, men når jeg er ude, så savner jeg min kat, fordi jeg er blevet så vant til at have ham omkring mig.
Jeg har mistet kontakten til rigtig mange venner, fordi jeg har været i isolation, og fordi det har forandret mig. Nu har jeg færre venner, men til gengæld er de rigtig gode venner.