Uanset, hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke lade være med at føle, at alt kan gå galt når som helst. Jeg kan være bange for alting.
Jeg har svært ved at tage metroen. Jeg kæmper med helt almindelige ting som at gå i skole eller gå en tur, hvor jeg bor. Fordi jeg hele tiden – uden selv at kunne styre det – får en følelse af, at der vil ske et uheld omkring mig.
Frygten har styret mit liv i to år, efter jeg sammen med min veninde tog en metro hjem. Jeg stod sammen med min veninde på rulletrappen på Kongens Nytorvs metrostation, hvor vi så en kvinde i midten af 40'erne, der lænede sig ud over gelænderet. Vi kunne se, at hun havde det dårligt, men alle andre gik bare forbi. Så min veninde foreslog, at vi skulle hjælpe hende.
Jeg ringede til 112 og fik sat hende ned på gulvet, hvor jeg sad ved hende for at støtte hende. Jeg kan huske, at hun virkelig havde smerter, for hun blev bare ved med at sige, at hun ikke kunne mere.
Hun bad os om at ringe til hendes mand. Vi ringede nok til ham syv gange, men han svarede ikke, så min veninde og jeg blev enige om, at vi skulle koncentrere os om hende i stedet for at ringe.
Pludselig sagde hun, at hun virkelig ikke kunne mere, og at hun ville give slip. Hendes øjne rullede ligesom op under øjenlågene, og hun blev helt tung i kroppen. Jeg kunne ikke holde hende oppe længere, og hun faldt pladask med hovedet ned i mit skød.
Først da ambulancefolkene var kommet og havde forsøgt at genoplive hende, gik det op for mig, at hun havde ligget død i mit skød.
Der er to oplevelser fra metrostationen, der har sat sig fast. Det er den, hvor hun falder ned i mit skød, og så er der en anden. Det er oppe i metroens kontrolrum, hvor det går op for os alle, at hun er død. Vi havde lagt hendes mobiltelefon på en metalkommode, og da vi kunne høre, at metalkommoden rumler, så ved jeg, at det er hendes mand, der ringer tilbage.
Efter det, der skete på Kongens Nytorv, har jeg fået posttraumatisk stresssyndrom og går til behandling. Jeg har tit fået flashbacks til situationen, og det kan komme når som helst.
I flere forskellige situationer som i skolen eller på gaden kan jeg fornemme, at det værste er ved at ske. Det kan være, at én kommer ind og skyder alle i klasselokalet, eller at nogen bliver kørt ned på gaden. Tanker, som føles mere virkelige end bare tanker, men mindre virkeligt, end hvis jeg rent faktisk så dem.
Jeg føler ikke rigtig, jeg har ret til at føle sådan – for jeg kendte hende jo ikke. Det er ikke, fordi jeg savner hende i traditionel forstand, men jeg føler bare, at hun stadig burde være i live, især for hendes mand og lille søns skyld. På en eller anden måde skammer jeg mig over, at det har påvirket mig i to år.
Jeg fandt sammen med min veninde frem til, at vi blev nødt til at opsøge kvindens mand, så både min veninde og jeg kunne komme videre. Det var svært, for det var jo ham, der mistede, og måske syntes han ikke, vi kunne være bekendt at kontakte ham.
Vi fandt ham på Facebook gennem kvindens profil og skrev til ham der.
Hør klippet fra Tværs på DR3, hvor Clara læser den besked op, som hun og hendes veninde sendte til Jan, der mistede sin kone:
Der gik en uges tid eller to, før han svarede – men han reagerede positivt. Han skrev, at han var rørt over, at vi havde skrevet, og at han var glad for, at vi forsøgte at hjælpe hende.
Det har været vigtigt for mig, at manden vidste, at vi have gjort alt, hvad vi kunne for at holde hans kone i live. Jeg har haft en form for skyldfølelse over, at hun ikke er i live længere – og det kan jeg stadig godt føle. Det bunder nok i, at jeg synes, det var uretfærdigt, at hun døde den dag, selvom vi gjorde alt, hvad vi kunne for at holde hende i live.
Da vi fik beskeden, var det som en fysisk byrde blev løftet. Men det har også været en længere proces, hvor vi også har besøgt kvindes grav og talt med nogle af dem, der kendte hende godt.
Jeg har det meget bedre i dag, men jeg har stadig posttraumatisk stresssyndrom, som man normalt ikke bare sådan kommer af med. Jeg er blevet bedre til at se frygten i øjnene. Men jeg har også fundet ud af, at jeg er stærkere, end jeg egentlig troede.
Selvom det har taget et stykke tid for mig at komme igennem, så fortryder jeg overhovedet ikke, at jeg hjalp kvinden den dag. Og jeg ville gøre det igen, hvis jeg så nogen lide så meget igen. Jeg er blevet bekræftet i, at det også er en gave at hjælpe andre mennesker.
Jeg er ret sikker på, at hvis jeg bare var gået forbi – ligesom så mange andre gjorde den dag i metrostationen – så ville jeg nok have sparet mig selv for at udvikle posttraumatisk stresssyndrom. Men på den anden side ville jeg have sværere med at leve med mig selv, hvis jeg ikke havde gjort noget, og jeg vidste, at hun døde den dag.
I det mindste forsøgte jeg at hjælpe.
Du kan se hele Tværs-dokumentaren med Clara her.