- Der er jo ingen, der kan lide at kaste op. Men der er virkelig forskel på ikke at kunne lide det og indrette hele sit liv og hverdag efter at undgå det.
Og det er 23-årige Carolines liv i høj grad. Altså indrettet sådan, at risikoen for at kaste op minimeres så meget, som muligt.
Caroline har angst for at kaste op – også kaldet emetofobi – og OCD (tvangstanker).
- Det betyder i mit tilfælde, at jeg har en masse tankemønstre, hvor jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt jeg har været i nærheden af noget opkast, eller om jeg har husket at afspritte mine hænder, fortæller Caroline i en ny dokumentar, som du kan se på DR TV.
Caroline afspritter sine hænder ofte. Sygt ofte.
- Jeg har tanker om, at jeg kan have virus på mine hænder, som bliver overført til munden. Det kan gøre mig syg og i sidste ende betyde, at jeg kommer til at kaste op, fortæller Caroline.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b088cb3a11f9f2abc63eb34
Tunnelsyn, tårer og kvalme
Tanken om opkast er angstfremkaldende for Caroline.
- Når jeg har et angstanfald, så får jeg helt vildt meget kvalme. Jeg begynder at ryste og bliver svimmel. Jeg kan godt få tunnelsyn, og hvis det er rigtig slemt, så begynder jeg også at græde helt vildt meget. Primært hyperventilerer jeg sindssygt meget, og så får jeg det helt vildt dårligt på grund af det.
Når alene forestillingen om at kaste op kan fremkalde så stærke reaktioner, så kan det blive voldsomt i Carolines hoved, når hun møder rigtig opkast.
Som den dag hun skulle ud og lufte hunden.
- Da jeg var på vej ud af hoveddøren, så jeg, at nogen havde kastet op. Jeg gik så meget i panik, at jeg i de efterfølgende uger kun turde gå ud af bagdøren, fordi jeg var så bange for at blive smittet, så jeg ville kaste op på grund af den klat opkast, der lå der, fortæller Caroline.
- Da jeg endelig besluttede mig for at gå ind af hoveddøren, tabte jeg mine nøgler ned, hvor opkastet havde ligget. Jeg samlede mine nøgler op, løb op i lejligheden og hældte klorin ud over mine nøgler og hænder, mens jeg var fuldstændig rædselsslagen for at komme til at kaste op.
Bekæmper angst med åbenhed
Angsten for at kaste op har styret Carolines liv i mindst 10 år, og forskellige psykologer har givet Caroline redskaber til at håndtere angsten, uden at de dog har kunnet hjælpe hende helt af med den.
Men Caroline kæmper. Blandt andet ved at sætte sig selv i situationer, der kan være angstfremkaldende. For eksempel en tur på en bar med et par veninder.
- De helt basale ting i dagligdagen er en kamp for mig, men jeg gør det, og jeg giver ikke op, for jeg vil bestemme over angsten, siger Caroline.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b088cc7a11f9f2abc63eb3d
- For mig er det sindssygt vigtigt at stå ved den, man er. At stå ved den diagnose, man har. Om det er angst eller noget andet. Når du tager kontrollen og er åben og ærlig omkring det, så vinder du lidt over din angst.