Angsten leder altid efter en flugtvej.
Når jeg skal noget, tænker jeg på, hvordan jeg kommer derhen og hjem hurtigt, hvis jeg nu skulle få det dårligt.
Der kan komme en snert af kvalme hvor som helst, og den bliver værre, når jeg ikke selv har kontrol over, hvordan jeg kommer hjem. For eksempel hvis jeg tager til København med en veninde, og det er hende, der kører. Så kan jeg ikke selv styre, hvornår jeg skal hjem.
Og så tænker jeg kun på, hvordan jeg skal komme hjem, og det virker som om, der er 50 muligheder i mit hoved.
Jeg er bange for at komme til at kaste op og sidde og være ynkelig og sårbar. Det ville jeg bare have det rigtig ubehageligt med. Jeg er heller ikke typen, der kan lide at græde foran andre. Men når man er bange for at få det dårligt, så får man det sjovt nok også dårligt.
Angsten har fyldt rigtig meget i hele mit teenageliv, men det har hjulpet mig at gå til psykolog, og det er ikke mere end fem måneder siden, jeg var i byen til klokken 6.30 om morgenen. Hvis du havde sagt det til mig for nogle år siden, så havde jeg ikke sovet i flere uger op til, fordi jeg ville være bange for, at jeg ville få det dårligt.
De dårlige rejer
Det startede, da jeg var 11 år. Jeg var med mine forældre hjemme hos nogle venner, hvor vi fik rejemadder, og vi fik alle sammen en virkelig slem madforgiftning.
Jeg fik det virkelig dårligt, og den oplevelse satte sig fast. Jeg blev bange for, at det skulle ske, hver gang vi skulle ud. Jeg var meget bange for at få kvalme. Dengang vidste jeg ikke, at det var angst, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Men der var et eller andet galt, kunne jeg mærke.
Det fortsatte i lang tid, og da jeg var 15 år, skulle jeg med familien til Jylland, men jeg kunne slet ikke holde det ud. Jeg blev på hotelværelset i de tre dage, vi var der. Jeg talte med min mor om, hvordan jeg havde det, og så kom jeg i behandling. I noget metakognitiv terapi.
Behandleren sagde, at det var angst, og så fik jeg nogle værktøjer, der kunne hjælpe mig. Det hjalp i et stykke tid.
Ingen panik
Jeg lærte at flytte min opmærksomhed over på noget andet, når jeg fik det dårligt. Det er et værktøj, der stadig virker for mig.
Når jeg for eksempel sidder ved et middagsselskab, og kvalmen kommer, så begynder mit hjerte at banke hurtigere. Men i stedet for at fokusere på det, så kan jeg i stedet begynde at lytte til andres samtale og begynde at tale med.
Jeg har altid været meget rolig, og jeg har ikke været ramt af panikangst, så det kan godt være svært at se det på mig, når jeg har det skidt, hvis man ikke kender mig. For jeg bliver bare stille. Det er ikke sådan, at jeg får det fysisk skidt.
Derfor kan jeg godt se okay ud uden på, men indeni har det været virkelig voldsomt. Jeg kan få rigtig meget kvalme, begynde at svede meget og få en voldsom uro i kroppen.
En bombe i metroen
Det var angsten for at få kvalme, der startede det hele, men det har også udviklet sig til katastrofetanker.
De mange terrorangreb har givet mig en frygt for, at jeg også skal blive ramt. Jeg får en indre uro, når jeg er i store forsamlinger, eller når jeg skal køre i metro. Jeg plejede at sætte mig i midten af toget, fordi jeg tænkte, at en bombe nok ville være enten foran eller bagved.
Det gør jeg ikke mere. Jeg kan som regel godt skubbe angsten for, at der er en bombe, fra mig, og nu sætter jeg mig ikke kun i midten af metroen.
Det var svært i starten, for tanken om en bombe kan altid trykke lidt, hvis man lader den gøre det.
Kvalme-listen
Jeg er i det hele taget blevet bedre til at styre mine tanker.
Jeg har gået hos en psykolog i cirka et år, hvor vi taler om de ting, der fylder i mit hoved. Til de første samtaler lavede jeg en liste over de ting, som jeg gjorde eller ikke gjorde på grund af angst. Og så skulle jeg udsætte mig selv for de ting.
Det lød vildt ubehageligt, og jeg var meget nervøs for det, men vi er gået meget langsomt frem, og jeg har næsten ikke opdaget det.
Faktisk er jeg kommet mig over alle de ting, der står på listen.
Flyveturen
Nu mangler jeg kun en ting. Flyvning.
Og jeg skal faktisk ud at flyve her i foråret. For første gang i fire år.
Jeg ved, at der i flyet vil komme alle de her tanker om, at jeg ikke vil dø i en flyvemaskine. Og nogle tanker om, at jeg kan få madforgiftning, og at jeg er alt for langt væk hjemmefra. Jeg ved, at det bliver ubehageligt, men jeg kan godt styre det.
Det er ok, at tankerne kommer. Det kan jeg ikke styre. Men jeg kan styre, hvor meget de kommer til at fylde, og hvad de gør ved mig. Jeg flytter opmærksomheden eller laver vejrtrækningsøvelser, så begynder kroppen at slappe af, og så er det svært for en angstanke at få fat. Hvis kroppen ikke er urolig, så bliver tanken ikke så stor.
Så jeg glæder mig til at komme på ferie. Jeg er også blevet utroligt bleg efter fire år i Danmark.
Mit liv med angst
Angst kommer nok altid til at være en del af mit liv. Det er urealistisk at tro, at det forsvinder helt.
Og det kan godt komme til at give nogle begrænsninger.
Jeg vil egentlig gerne have en lang universitetsuddannelse som børnepsykolog eller psykiater, men det er urealistisk lige nu, hvor jeg ikke engang kan tage mig sammen til at gå til jobsøgning. Jeg kan ikke altid overskue det. Når man har så mange ekstra tanker med angst, kan det godt blive svært at overskue ting. Man kan ikke rumme det hele.
Nogle gange sker der ingenting, når jeg laver aftaler, og nogle gange kan det fylde næsten 24/7 i dagene inden aftalen, og jeg ved aldrig helt, hvorfor det sker.
Men jeg er overbevist om, at jeg godt kan få et forholdsvis normalt liv med angst, så længe jeg har en nøgleperson, der kan hjælpe mig. Og det har jeg.
Han forstår, hvad jeg kæmper med, fordi han selv har prøvet det. Han kan få mig til at få det mindre skidt, og det kan hjælpe bare at fortælle ham, at jeg har det skidt. Så spørger han, om han kan gøre noget, men han giver ikke problemet opmærksomhed. Han er god til at få mine tanker hen på noget andet, så det ikke bliver sådan en ond cirkel, som det kan blive med tankerne om opkast.
Jeg har lært, at det altid er bedre at være sammen med én, når jeg har det dårligt. Så forsvinder tankerne hurtigere.