ADVARSEL: Denne artikel fortæller Annas historie om en voldtægt og kan virke voldsom på visse læsere.
Min ekskæreste kommer for at hente nogle af sine ting, men da jeg beder ham om at forlade min lejlighed, går han ikke.
Flere gange prøver han at have sex med mig, men jeg siger nej, både fysisk og verbalt.
Jeg skubber ham væk og siger, at vi ikke skal have sex, og at han skal gå. Det gør han ikke. Jeg bliver frustreret, og jeg går derfor ind i mit soveværelse, lukker døren, lægger mig på sengen med alt mit tøj på og glor lidt i min telefon.
Han kommer ind i soveværelset og nærmest aggressivt beskriver, hvad han har lyst til at gøre ved mig, mens han står hen over mig. Jeg trækker mig igen væk fra ham og bliver bange og begynder at græde.
Jeg spørger, om han er blevet fuldstændig vanvittig, og til det svarer han, at han har brug for omsorg.
Jeg beder ham igen om at gå, og han går ud af soveværelset, men kommer hurtigt tilbage igen. Han går direkte hen til mig, uden at sige noget og trækker mine bukser ned, stikker sine fingre op i mig og prøver at gøre mig våd ved at spytte mig mellem ballerne. Han begynder at bevæge sig op ad min krop. Jeg er fuldstændig i chok og handlingslammet.
Han stopper, da vi får øjenkontakt. Han spørger, hvad jeg har brug for, og jeg svarer, at jeg har brug for, at han går. Jeg siger det igen og igen, nærmest som et mantra: 'Du skal gå, du skal gå, du skal gå'.
Han går, og jeg lukker døren.
Jeg sætter mig ud i køkkenet og ringer til min gode ven, men han tager den ikke. Min vejrtrækning bliver hurtigere, og min krop ryster. Jeg har det bare vildt ubehageligt.
Derefter ringer jeg i panik til min ekskæreste og skriger ad ham:
'Hvad fanden laver du, er du blevet sindssyg?'
Han forsvarer sig med, at han var presset.
Jeg smider røret på. Det er jo en fuldstændig vanvittig undskyldning for sådan en handling.
Jeg ringer igen til min ven, der denne gang tager telefonen, og jeg hyperventilerer. Min stemme er en tone højere end normalt, og jeg forklarer ham igen og igen, hvad der er sket.
Jeg er i en helt anden verden, men det lykkes ham at berolige mig. Jeg vanvittig træt, og det føles som om, jeg har løbet et maraton.
Næste dag vågner jeg og tænker over, hvad fanden der er sket.
Jeg ringer til min ven igen og forklarer, at jeg ikke kan samle mig om noget som helst og er helt i chok. Han kommer kort efter hjem til mig og giver mig en kæmpe krammer.
Det er som om, jeg er et lille barn. Min ven siger, at det er en god ide, at jeg kommer til min egen læge hurtigst muligt, og jeg ringer derfor og får en tid samme dag.
Hos lægen kan jeg mærke i min krop, at der er noget galt. Mit hjerte hamrer, og jeg er tørstig hele tiden, men kan alligevel ikke drikke noget. Det føles lidt som at sidde i turbulens i en flyver.
Da jeg har fortalt lægen, hvad der er sket, kigger han på mig, og konstaterer:
'Du har været udsat for voldtægt.'
Den sætning virker så voldsom, at jeg er ved at falde ned af stolen. Når jeg tænker på en voldtægt, så forestiller jeg mig, at nogen bliver overfaldet ved, at en fremmed hopper ud af en busk eller noget i den stil. Det er bare vanvittigt svært at indse, for det her er en person, jeg kender og har en relation til. Så jeg bliver selvfølgelig sindssygt ked af det.
Min læge fortæller mig, at sådan noget skal anmeldes, men det kan jeg slet ikke overskue på det tidspunkt. Jeg ser mig normalt som en handlekraftig kvinde, men det billede er faldet fuldstændigt fra hinanden, og jeg begynder at skamme mig over, at jeg ikke har reageret 'bedre'. Men jeg var jo ikke i stand til at handle, jeg var i chok.
Efter mange overvejelser og samtaler med fagfolk, bliver det dog tydeligt for mig, at jeg skal anmelde det. Det skal ske, fordi det er en voldtægt. Jeg gør det ikke for at få hævn eller gøre ham ondt. Jeg gør det for at stå op for mig selv. For min egen skyld.
Da jeg hører, sagen ender i retten, begynder mit hjerte at hamre, for det betyder, at jeg skal se ham, når jeg skal vidne.
Det sker ikke særligt ofte, at politiet overhovedet rejser tiltalte, og derfor er det en anerkendelse, jeg tager til mig, for det viser, at det var rigtigt at anmelde det.
Da jeg møder op ved indgangen til retssalen, er jeg i mine følelsers vold. Der er en meget formel stemning, og jeg er sindssygt nervøs. Jeg har tusind tanker i mit hoved, jeg ryster, og mine hænder er svedige.
Da jeg træder ind i retssalen, får jeg et sus i maven. Jeg gør alt for at undgå at kigge på ham, men jeg ved jo godt, at han er der.
Jeg har efter et godt råd fra min advokat besluttet, at han gerne må blive i retssalen, mens jeg afgiver min forklaring. Jeg har brug for, at han hører med mine ord, hvad det er, han har gjort ved mig, og hvilke konsekvenser det har haft for mig.
Ud fra anklagerens spørgsmål, kan jeg høre, at min ekskæreste har forklaret, at det har handlet om makeup-sex. Altså den slags sex man har, når man har været uvenner, og det så ender i et frivilligt samleje. Det lyder som om, at han har forklaret, at han ikke vidste, at jeg ikke ville have sex.
Det gør mig virkelig ked af det og rasende, for jeg synes, det handler om respekt. Altså respekten for mig. Jeg sagde nej gentagende gange, og alligevel sidder der nu et menneske, som jeg har elsket og delt mit liv med, som tilsyneladende har sagt, at han ikke vidste, at jeg ikke ville.
Efter min vidneforklaring løber jeg direkte ned på toilettet og kaster op. Alt den usikkerhed og nervøsitet skulle bare ud af min krop.
Da min advokat ringer og fortæller mig, at dommen fra byretten er stadfæstet, og at min ekskæreste derfor er kendt skyldig i voldtægt, bliver jeg enormt lettet.
Mine skuldre falder på plads, og jeg kan for første gang i 9 måneder trække vejret helt ned i maven.
Her et år efter voldtægten og 4 måneder efter landsretten, er der stadig nogle tidspunkter, hvor det er svært. Når man har oplevet så massivt et tillidsbrud, som voldtægt begået af en nær relation er, så sætter det dybe spor i tilliden og tiltroen til andre mennesker og deres intentioner.
Der er noget i mig, der nu får mig til at træde tre skridt tilbage i mødet med nye mennesker. Tidligere gode relationer har også lidt under konsekvenserne af voldtægten, og jeg har sågar mistet kontakten til et menneske, der stod mig virkelig nært.
Men at jeg anmeldte det, og at han senere blev dømt, har betydet, at jeg nu har fundet ud af, at jeg står på et sindssygt stærkt fundament i mig selv. Jeg føler mig stærkere og sejere end nogensinde før, og jeg oplever en følelse af selvværd og selvtillid.
Anna er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med 'Annas' rigtige navn.
Artiklen er baseret på interview med Anna og dommen fra byretten.
Annas ekskæreste blev i byretten fundet skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Ekskæresten blev straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf de første to måneder var ubetinget, mens de øvrige fire var betinget. Derudover blev han idømt 100 timers samfundstjeneste.
Ekskæresten ankede, men dommen blev stadfæstet i landsretten.