Stort socialt medie udbredte kendskab til krænkende foto af Lærke Bodilsen: 'Det er jo fuldstændig sindssygt'

Reddit har flere gange sendt push-beskeder, der har ført til et underforum med deling af links til krænkende, intimt materiale af danske kvinder og piger.

Artiklen er opdateret den 18/3 2021 med kommentar fra Reddit.

Det her er eksempler på push-beskeder, der er blevet sendt ud til danske brugeres telefoner og ipads fra det populære internetforum Reddit.

Reddit er stort i blandt andet USA og bruges også af mange - især unge - mennesker i Danmark.

Ifølge en undersøgelse af danskernes medieforbrug fra Social Media Life 2020 har flere hundredetusinde danskere en profil på Reddit, og næsten hver femte ung mellem 12 og 29 har en profil.

Her kan folk diskutere og dele ting i underfora, også kaldet subreddits.

I nogle tilfælde foregår der også krænkende aktivitet.

Det leder os tilbage til indholdet i push-beskederne.

På overfladen kan beskederne virke uskyldige, hvis man ikke ved, hvad de refererer til.

Men klikkede man på dem, blev man ledt direkte ind på et under-forum på Reddit, hvor der blev efterspurgt og delt links til det som foreningen Digitalt Ansvar betegner som krænkende materiale af danske kvinder og mindreårige piger.

Blandt andet er der blevet efterspurgt og via Reddit delt links, der førte til et billede af Lærke Bodilsen.

Og det er ikke første gang, den i dag 19-årige Lærke Bodilsen har oplevet, at fotoet, der er blevet taget uden hendes samtykke, er blevet delt mellem fremmede via sociale medier.

- I 2016, hvor jeg lige var fyldt 14 år, havde jeg en veninde med hjemme at sove. Imens jeg klædte om, blev der taget et billede af mig i smug, uden at jeg anede, at billedet eksisterede.

- Det var først nogle måneder senere, at billedet kom ud alle steder. Heldigvis havde jeg trusser på, men ellers ingenting. Det blev lagt op mindst 40 gange af alle mulige fremmede mennesker hver evig eneste dag.

Lærke Bodilsen fortæller, at billedet dengang blev delt på populære sociale medier som Facebook.

Nu har Reddit i form af push-beskeder selv været med til at gøre opmærksom på gruppen, hvor den krænkende aktivitet er foregået.

- Det er forfærdeligt, at der er en platform, som er med i det her med at få folk til at se nøgenbilleder af piger, siger Lærke Bodilsen, da DR møder hende i hendes hjem i Aarhus. - Men jeg kan ikke gøre noget. Jeg er magtesløs.

Christian Skettrup er digital analytiker i foreningen Digitalt Ansvar, der sætter fokus på digitale krænkelser og vold. Her identificerer og kortlægger han nye digitale tendenser.

- Jeg blev opmærksom på, at der var nogle brugere på Reddit, der brokkede sig over, at de fik notifikationer fra det her underforum.

- Folk var sure. For den aktivitet, der foregik på det pågældende underforum var åbenlyst ulovlig. Og det var noget materiale, som brugerne ikke aktivt havde efterspurgt. Det var alle og enhver som fik at vide, at det her materiale var populært. Også selvom de ikke havde søgt på det.

- Det er foruroligende, at de er med til at udbrede kendskabet til ulovligt materiale, siger Christian Skettrup.

For at teste påstandene, tog eksperten en ny ipad, installerede Reddit-app'en og oprettede en ny brugerprofil. Han surfede rundt på forskellige danske subreddits, men uden at gå ind på det specifikke forum.

Christian Skettrup lod ipad'en ligge en weekend, og da han fandt den frem igen om mandagen, var der kommet notifikationer fra underforummet, som var poppet op på skærmen, selvom ipad'en var låst. Blandt andet beskeder, der efterspurgte fotos af 'Lærke B' – Lærke Bodilsen.

- Reddit pusher simpelthen det her ulovlige materiale ud til brugere, som hverken er interesserede i det, eller prøver at opsøge det. Og det vidner om, at Reddit ikke har styr på det indhold, der ligger på deres tjeneste. Eller at de måske endnu værre er ligeglade, fordi de faktisk laver forretning på det i form af clicks.

- Reddit har jo rigtig, rigtig mange brugere. Det er et stort problem, at de faktisk markedsfører ulovligt materiale på en platform, så det bliver spredt massivt ud til folk, som slet ikke opsøger det. På den måde er Reddit med til at udbrede kendskabet til det ulovlige materiale.

Lærke Bodilsen husker tilbage på dengang hun var 14, og billedet første gang blev delt på sociale medier.

- Det var sindssygt forfærdeligt at stå i den situation. Jeg havde det mega dårligt, fordi jeg følte det var min skyld. Og bare den der følelse af at være magtesløs. Jeg kunne bare se alle de her fremmede mennesker, der lagde billedet op hver evig eneste dag.

- Det er forfærdeligt ikke at have magten over sin egen krop. Ikke at kunne bestemme, hvad der skal op, og hvad der ikke skal op af én.

Og netop den manglende kontrol blev hun mindet om, da billedet for nylig blev delt mellem brugere via underforummet på Reddit.

- Jeg synes, det er mega forfærdeligt.

- Men der er ikke rigtigt noget, der kan komme som et chok for mig mere.

Hun tager stor afstand fra dem, der står bag billede-udvekslingerne.

- Rent ud sagt synes jeg, det er rigtig ulækkert det her. De her mennesker, der har behov for at se nøgenbilleder af piger mod deres vilje. Det er en virkelig ulækker hobby at have. Og det er lige så ulækkert, at Reddit hopper med på det her. Det er jo fuldstændig sindssygt.

Hun vil gerne have alle involverede til at forstå, hvor meget det har påvirket hendes liv, at få delt et privat, intimt billede af sig selv.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at folk ved, hvor alvorligt det her egentlig er. Fordi jeg føler ikke, det bliver taget særlig seriøst.

Da billedet begyndte at florere i 2016, lagde Lærke Bodilsen en video op på Facebook, hvor hun grædende bad folk om at stoppe delingen af billedet. Videoen blev dengang omtalt i flere danske medier.

- Jeg lavede den her video som et sidste råb om hjælp.

Når hun ser videoen igen i dag, bliver hun ked af det.

- Jeg føler oprigtigt ikke, jeg har fået lov til at være barn. For lige pludselig skulle jeg stå i en situation, hvor jeg hver evig eneste dag skulle forsvare mig selv overfor alt muligt lort, og jeg skulle hele tiden prøve at vise folk, at jeg er god nok, som jeg er.

Miriam Michaelsen fra Njord Law og bestyrelsesformand i Digitalt Ansvar repræsenterer som advokat Lærke Bodilsen og flere andre unge kvinder, der mod deres vilje har fået delt krænkende, intimt materiale via Reddit og oplevet, at Reddit i form af push-beskeder har været med til at sprede kendskab til indholdet.

- Det uhyggelige er, at de jo ikke kun har sendt push-beskeder ud som en form for reklamebeskeder til dem, der følger det her forum. De har sendt det ud over en bred kam, siger Miriam Michaelsen.

Og det er kvinderne, der betaler prisen, mener hun.

- Der sker en massiv spredning og søgning på det her materiale. Og det er den forurettede, der står tilbage med konsekvensen. Det er totalt uacceptabelt.

Reddit har efter Miriam Michaelsen gik ind i sagen lukket det underforum, hvor blandt andet Lærke Bodilsens billede blev delt.

- I det her specifikke tilfælde fik vi lukket underforummet. Men det løser jo ikke problemet, fordi det genopstår et andet sted. På Reddit eller andre tech-aktørers platforme.

Chef for Reddits kommunikation, Sandra Chu, er, efter artiklens udgivelse, vendt tilbage med denne udtalelse på vegne af virksomheden som svar på DRs henvendelse:

'Reddit forbyder ethvert seksuel eller stødende indhold, der involverer mindreårige og har specifikke retningslinjer, der adresser ufrivillig pornografi. Vi tager disse problemer meget alvorligt og gennemgår konstant disse retningslinjer og opdaterer dem løbende efter behov. Individuelle brugere eller fællesskaber, der overtræder vores retningslinjer vil blive mødt med handling fra Reddit. Den omtalte subreddit er blevet lukket på grund af overtrædelse af disse retningslinjer'.

DR har ikke fået mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.

Og Reddit er ikke den eneste platform, der er kommet i mediernes søgelys på grund af udveksling af krænkende materiale. På DR har vi tidligere afdækket, hvordan krænkende materiale med børn blev delt på Instagram, og hvordan overgrebsmateriale med et søskendepar var at finde igen og igen på Google.

I Tyskland vedtog man i 2017 en lov, der kan give tech-giganterne bøder på op til 50 millioner euro, hvis de ikke fjerner ulovligt indhold inden for 24 timer.

Herhjemme har flere partier siden sidste forår været klar til at indføre en lignende lovgivning, der kan stille platformene til ansvar i Danmark. Blandt andre Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre. Men de har stadig ikke fået noget konkret igennem.

Retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, mener ikke, det er 'godt nok', at vi endnu ikke har en lov på området i Danmark, når Tyskland for flere år siden har vist en helt konkret vej, man kunne gå.

- Nu må regeringen 'i arbejdstøjet'. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken to gange.

- Vi må have ministeren (Justitsministeren, red.) i samråd, så vi får et klart svar på, hvornår der sker noget fra regeringens side. Man kan ikke bare blive ved med at nøle i den her sag og ingenting gøre.

Retsordfører for Radikale Venstre, Kristian Hegaard, mener også, at vi bør lade os inspirere af det tyske eksempel.

- I Tyskland havde man en lov i 2017. I Danmark har vi ikke gjort ret meget i 2021. Det, synes jeg, med al tydelighed illustrerer, hvor håbløst langt bagud vi er i forhold til dem. Og de eneste det går ud over, er dem, der bliver udsat for de digitale krænkelser, og det er slet ikke til at bære, at de lider under politikernes - og i særdeleshed regeringens - tøven på det her område, siger Kristian Hegaard.

Karina Lorentzen, retsordfører fra SF har også med interesse fulgt den tyske regel.

- Vi har jo set i Tyskland, hvor man er begyndt at regulere på platformene og give dem noget ansvar, at de er nødt til at hyre nogle mennesker til at 'holde orden i eget hus', og det vil sige, at de har fået flere moderatorer og jurister ansat som kan hjælpe dem med, hvad det er for noget indhold, der skal fjernes. Og det er klart, at vi også er nødt til at gå den vej i Danmark.

Radikale har et større udspil på vej med forslag til, hvordan man bør sætte ind mod digitale krænkelser, og SF og Dansk Folkeparti har begge fremsat forslag om at indføre en lov, der forpligter tech-aktører til at tage ulovligt indhold ned inden for 24 timer. Nu venter de på, at regeringen tager stilling til emnet.

Retsordfører fra Socialdemokratiet, Jeppe Bruus, fremhæver, at man allerede har grebet ind flere steder i forhold til digitale krænkelser:

- Vi er kommet de her piger til undsætning, lige siden vi trådte ind i regeringskontorerne.

- Vi har sat flere penge af til Red Barnets tjeneste, hvor man kan anmelde det, og man kan slette det, vi har lavet en politiaftale, hvor der kommer flere politibetjente til at tage imod de anmeldelser. Vi har lavet en digital politipatrulje, der kan patruljere på de her områder, og så sidder vi også og kigger på, hvordan vi kan stille hårde krav til de her platforme og eventuelt kan straffe dem, hvis de ikke fjerner det her materiale hurtigt nok.

Regeringen har nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal se på reguleringen af sociale medier. Gruppens arbejde er blevet forsinket, men ifølge Jeppe Bruus, forventer regeringen nu, at den vil komme med sit udspil til lovgivning på området inden sommer.

- Det er en vigtig prioritet for os, fordi det, der foregår er totalt urimeligt, uacceptabelt og en meget voldsom forbrydelse over for de piger - og også nogle drenge - det går ud over.

Hvis man har fulgt Lærke Bodilsen på hendes sociale medier, har man kunnet se, hvordan hun selv har lagt billeder op kun iført undertøj.

- Der er rigtig mange, der har ondt i røven over det. Som mener, jeg skal pakke mig ind i en flyverdragt, fordi jeg er blevet udsat for det, jeg er.

Men for Lærke Bodilsen er det vigtigt, at folk forstår, at der er stor forskel på, om det er hende, der har valgt at lægge et foto op af sig selv på sin egen profil på sociale medier, eller om andre har gjort det mod hende uden hendes viden og accept.

- Der er kæmpe forskel på, om én tager et billede af mig mod min vilje og lægger det op – eller at jeg selv lægger det op. For lige pludselig står jeg selv med magten over, hvad der skal ud af min krop.

- Det har bare været mega vigtigt for mig at sætte en fod i jorden og vise, at det er mig, der bestemmer over min krop, og det har jeg følt, jeg har gjort ved at lægge undertøjsbilleder op så mange år senere.