Jeg er ikke på Instagram mere, og jeg kommer heller ikke til at være det igen.
Jeg vil ikke være en del af den verden mere.
Det kan godt være, at jeg går glip af nogle billeder, men det er så uægte og ubehageligt. Instagram giver dårlig selvtillid, og jeg tror ikke på, at det ikke kun er mig, selv om jeg nok er et ekstremt eksempel på, hvad Instagram kan gøre ved folk.
Det er snart fire måneder siden, jeg droppede Instagram, og jeg har kun fået bekræftet, at jeg ikke skal bruge den app mere.
Det kan godt være, at det kun er mig som person, der ikke kan tåle det, men det går så godt nu, at jeg ikke kan se, hvorfor jeg skulle på Instagram igen. Eller hvorfor jeg brugte så meget tid og så mange bekymringer på det dengang.
Nu er jeg omme på den anden side.
Det var et kæmpe nederlag for mig at skulle slette den app, fordi jeg ikke kunne styre det.
Det virkede så overdrevet, men Instagram har så meget mere kontrol over en, end man selv tror. Det havde det i hvert fald over mig, men min historie er måske også lidt ekstrem.
Instagram fyldte virkelig meget i mit liv. Jeg kiggede dagligt på min kamerarulle for at finde noget, jeg kunne lægge op. Når jeg ikke kunne finde noget, som, jeg synes, var værd at lægge op, så brugte jeg vildt lang tid på at tage et billede, som jeg kunne lægge på.
Men det endte ofte med, at jeg slet ikke lagde noget på Instagram, fordi jeg ikke syntes, at billederne var gode nok. Så blev det hele bare nederen, og så spildte jeg to timer af mit liv på ingenting.
Det frustrerede mig helt vildt, og jeg sad ofte med en følelse af, hvad det overhovedet skulle til for.
Jeg går meget op i, at min tid skal bruges på noget vigtigt, og det blev den tydeligvis ikke. Så jeg blev vred på mig selv og besluttede, at jeg ikke skulle gøre det igen. Så gik der et par dage, inden jeg gjorde præcis det samme.
Det blev tit et nederlag, og så skulle jeg hive mig selv op igen. Det kunne godt tage lang tid. Jeg havde virkelig dårlig selvtillid. Det var noget rigtig øv.
Min opfattelse af mig selv var ikke, som den skulle være, og det var svært at gå ud og være mig selv, når jeg ikke selv syntes, at jeg var god nok.
Nogle morgener kunne jeg bruge to timer på at finde tøj og tage billeder og så alligevel ende med intet. Og med at jeg ikke kom i skole.
Nogle gange aflyste jeg også aftaler, fordi jeg bare havde det skidt med, at jeg ikke kunne finde det helt rigtige tøj, så jeg så perfekt ud.
Det var totalt langt ude.
Jeg opbyggede en frygt for at blive en nobody, hvis jeg ikke var på Instagram. Jeg ville være der, hvor alle de andre var.
På Instagram kan man vise, at man har styr på det, og når man ikke har sådan en profil, så kan man selv godt komme til at tro, at andre vil de det som et udtryk for, at man ikke har et nice liv, som er værd at vise frem. Sådan troede jeg i hvert fald, at det var.
Jeg synes, at jeg så nice ud, og det ville jeg gerne vise. Men det endte med at have den totalt modsatte effekt. Jeg fik ikke noget ud af det, og jeg fik det dårligt med mig selv.
Jeg følte egentlig, at jeg havde det godt, men at jeg blev nødt til at få de andres bekræftelse for også at tro på det selv.
Man gør det jo for at få en form for bekræftelse, måske fordi man ikke har det særlig godt med sig selv.
Det virkede også. I hvert fald i et par sekunder.
Jeg blev utroligt glad, for jeg følte, at jeg havde en masse venner, som sagde til mig, at jeg så godt ud. Men jeg var jo ikke glad hele dagen, fordi jeg fik mange likes. Det var kun i det sekund, at jeg fik en besked om, at der var et like. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg havde gjort noget rigtigt. Det var en slags godbid.
Jeg har fundet ud af, at jeg ikke har brug for hele tiden at få andres bekræftelse, og jeg ved også nu, at det er sygt skadeligt. Det kan man ikke leve af.
Man bliver nødt til at være fucking tilfreds med den, man er, i stedet for hele tiden at jagte den anerkendelse, man kan få fra andre på Instagram.
Jeg har nok altid levet lidt for meget på at få anerkendelse fra andre mennesker, og jeg har haft svært ved at have nok i at være tilfreds med mig selv.
Det virker til, at mine veninder har et meget sundere forhold til Instagram, og det er måske en af grundene til, at jeg selv har haft svært ved at stoppe. Fordi jeg tænkte, at jeg også kunne få et sundt forhold til det.
Det virker til, at mange har styr på det, men jeg kunne godt tænkte mig, at folk generelt er mere ærlige om, hvordan de har det med Instagram. Og hvorfor de føler, at de skal lægge ting op.
Det er lidt tabu, at folk søger bekræftelse og har brug for ’likes’.
Og jeg kan godt savne, at folk tager stilling til, hvorfor de bruger Instagram, i stedet for bare at gøre det fordi alle andre er på.
Jeg føler lidt, at jeg er gået mod strømmen ved at tage stilling til Instagram og finde ud af, at jeg faktisk har det bedre uden. Det er en stor sejr for mig.
Jeg er så vred over, at Instagram har fyldt så meget i mit liv. Hold kæft, hvor er det åndssvagt.
Jeg var svag, og jeg tror bare, at jeg er en af mange unge mennesker, som ikke kan styre det. Jeg blev helt fortabt i den verden.
Det er bare en meningsløs app, men den fyldte meget mere, end jeg nogensinde havde troet.
Jeg har ikke lyst til at lade som om, at mit liv altid er mega smukt, og at jeg altid ser godt ud eller er i flotte omgivelser.
Jeg gider det ikke mere.
Instagram er skidegodt til at promovere et mærke eller en sag, men jeg synes, det er misforstået, at man skal promovere sig selv på samme måde, som en business gør.