Niels Bohr Institutet på Østerbro i København ligner mest af alt en kæmpe liebhavervilla. Men de solide og smukke murstensbygninger gemmer på meget mere end masser af dyre kvadratmeter.
Det blev grundlagt af den danske fysiker Niels Bohr i 1920, der blot to år efter grundlæggelsen kunne stille en Nobelpris på skrivebordet for sin kortlæggelse af brintatomet.
I de næste årtier var bygningerne fyldt med nogle af tidens største fysikere fra hele Europa, og Niels Bohr var langt fra den eneste nobelprismodtager.
Instituttet gemmer stadig på nogle af de skarpeste hjerner fra både ind- og udland. Én af dem er Daniel Abdulla Bobruk.
Da han åbner døren og stikker hovedet ud af hovedbygningen, er det første ord, man tænker på, når man ser ham, ikke astrofysiker.
Han ligner mere en af de flotte fyre, man kan finde på dansegulvet på byens smarteste natklubber omringet af smukke piger.
Daniel gemmer dog ligesom Niels Bohr Institutet på meget mere, end det ydre afslører. Han gemmer blandt andet på to tal - 135 og 12,3. Det første er hans IQ, det andet er hans gennemsnit fra gymnasiet.
Daniel er medlem af Mensa, der er en forening for de 2 procent mest intelligente i Danmark. Faktisk er 135 det højeste resultat, man kan opnå, når man tager Mensas intelligenstest. For at blive optaget i foreningen skal man have en IQ på 131.
Siden han var helt lille i landsbyen Sæby i Nordjylland, har han elsket at lære.
- Lige så snart jeg begyndte i skole, var jeg virkelig grebet af alt, man skulle lære. Jeg begyndte at læse store fantasybøger, mens de andre læste tynde bøger som 'Fidusen'. Jeg var ret meget en duks de første år i skolen, fortæller Daniel.
I femte og sjette klasse begyndte Daniel at få interesse for først klaverspil og siden astrofysik. Hvorfor ved han ikke. Der står nemlig hverken et klaver i stuen eller tykke faglitterære bøger i bogreolen i barndomshjemmet.
Daniels far er fra Kurdistan, og hans mor er fra Polen, hvor forældrene mødte hinanden på universitet. De endte med at tage til Danmark, fordi de mente, det var et godt sted at stifte familie.
Faren er uddannet ingeniør, og moren læste pædagogik på universitet, men ingen af dem bruger som sådan de lange uddannelser i dag. Faren arbejder på Danish Crown og moren er pædagog i den lokale børnehave.
- Det kunne jeg ikke rigtig spejle mig i. Jeg havde udviklet nogle interesser som klaverspil og så kunstneriske film, mens min mor sad og hyggede på Ipaden. Det er som om, jeg har udviklet min personlighed på egen hånd på en eller anden måde, siger han.
Se Daniel spille en af sine yndlingssange i videoen her:
Selvom Daniel måske ikke har kunnet spejle sig eller dele interesserne med sin familie, føler han, at han har været utrolig heldig i sin opvækst. Hver gang Daniel fik en ny interesse, støttede forældrene ham nemlig hele vejen. Om det så var nye bøger eller sportsudstyr.
- Jeg tror, jeg gik til tre sportsgrene på samme tid, og de købte altid bøger. Så længe det var fagligt eller fornuftigt, så ville de gerne købe det. Det gjorde bare, at jeg følte mig frisk på at prøve nogle flere ting, siger han.
Da Daniel blev ældre og var ved at være færdig med folkeskolen, var han dog langt fra duks. I frikvartererne lavede han lige så meget lort, som alle de andre, som han siger. Og det var aldrig et problem for vennerne, at han også godt kunne lide klassisk musik og tykke fysikbøger. Det var hans "ting".
- I timen skulle der ske noget, så der deltog jeg aktivt, og det var det samme i frikvartererne. Så kedede man sig ikke. Det var helt normalt for mig, siger han.
Det var først i gymnasietiden, at han fik sat perspektiv på sin intelligens, ved blandt andet at opnå det højest mulige resultat i Mensa intelligenstest.
- Det var her, at jeg begyndte at lægge mærke til, at der var visse karakteristika, man skal leve op til, hvis man skal være den boglige, flittige og nogle andre, når man skulle være den sociale. Jeg kan huske, at der var mange i gymnasiet, der blev overraskede, når de hørte mine karakterer, siger Daniel, der fik 12,3 i gennemsnit.
Og netop overraskelsesmomentet kan han godt lide. Han vil gerne gøre op med fordommene, der klistrer fast til én, når man for eksempel er medlem af Mensa eller læser astrofysik.
Det er også én af grundene til, at han er med i det nye DR3-program 'Svært Begavet', hvor man følger Daniel og andre unge. Fælles for dem er, at det at leve med en høj IQ har følgeskab af en række bivirkninger i større eller mindre grad.
Her fortæller Daniel om, hvorfor det også er vigtigt for ham at slå sig løs og feste.
Daniel lægger ikke skjul på, at han manglede udfordringer i gymnasiet. Derfor glædede han sig også til at begrave sig i bøgerne, da han flyttede til København for at læse astrofysik. Og det var da også sådan, hans studietid begyndte, hvilket også kunne ses på karakterne.
- Men jeg kunne mærke, at jeg ikke fik samme tilfredsstillelse, fordi jeg ikke fokuserede så meget på træning, musik og at more mig. Det synes jeg faktisk ikke var så fedt. Jeg vil gerne balancere det mere.
Han kunne mærke, at han ikke skulle være en af dem, der sad og læste fanatisk hele dagen. Så da han var faldet til på det nye studie og i København, gik han lidt ned i gear.
- Jeg gjorde, hvad der skulle, men jeg ved godt, at jeg kunne have gjort mere. Men et eller andet sted er jeg også helt tilfreds, for jeg vil også gerne kunne udfolde mig selv på andre måder end kun at sidde og regne fysik, fortæller Daniel.
Når Daniel beskriver og analyserer sig selv, sker det fuldstændig lige så naturligt, som når han forklarer ligningen, der beskriver universets ekspansion.
Han er kun 21 år gammel, men har allerede et stort kendskab til sine behov.
- Jeg har flere sider, der skal stimuleres. Der er den musiske, og så er der den lidt mere primitive med træning og fester, hvor jeg kan mærke, at jeg lever. Der får jeg de fysiske behov opfyldt. Det kan lyde dyrisk, men det skal der også tages hensyn til, forklarer Daniel.
Når han bliver spurgt ind til fremtiden, siger han ikke bare, "det ved jeg ikke helt endnu", som mange af hans jævnaldrende måske ville svare. Han bruger videnskaben til at forklare, hvorfor han ikke ved det endnu.
- Den del af hjernen, hvor man tænker over konsekvenser, er jo ikke færdigudviklet hos mænd, før de er 25 år. Så jeg er i lidt af en udviklingsfase, siger han.
Lige nu læser han astrofysik, men han interesserer sig også meget for kvatemekanik, så det kan være, han ender som kvantefysiker. Men han har ikke tænkt sig at droppe hverken musik eller træning.
- Det er svært at skulle vælge noget fremfor noget andet. Men hvorfor skulle man også det? Hvorfor ikke bare være et lidt mere farverigt menneske?, spørger Daniel.
I hele Daniels liv har skolen og studiet handlet om læring for lærings skyld, og at leve er at lære. Men mens voksenlivet nærmer sig med hastige skridt, er der også begyndt at dukke andre tanker og prioriteter op i det kloge hoved.
- Det er lidt en drengerøvsdrøm, men jeg er da også begyndt at tænke på, at det kunne være fedt at blive entreprenør og tjene nogle penge. Hvem tænker ikke det?
Lige nu lever han ungdomslivet, passer studierne, træningen, festerne, musikken og ser frem til at lære endnu mere om universet, men:
- Hold kæft hvor har jeg jeg også bare lyst til at vise, at jeg kan blive succesfuld - og det gør man normalt gennem penge, siger Daniel.
Og hvorfor skulle han også vælge?