Udadtil ligner hun de fleste. Men det er hun ikke.
Sara Askholm er nemlig mere kristen end de fleste.
Hun skal forklare folk, hvorfor hun tror på Gud, og hvorfor hun er så kristen.
Og hun oplever, at folk på forhånd ofte kan have besluttet sig for, hvad de tror, hun mener, fordi hun er "meget kristen".
- Det kan være frustrerende kun at blive spurgt ind til kontroversielle emner, som folk antager, er centrale for min tro. Det er de ikke nødvendigvis, og det er svært at samtalen kredser om dét, frem for det der ligger bagved.
I årevis har hun skullet svare på spørgsmål om skabelsesberetningen, genopstandelsen og vielser af homoseksuelle.
Men Sara Askholm nægter at gå på kompromis med sig selv. Hun lever åbent og ærligt som kristen og nyder at komme i Christianskirken i Aarhus, hvor hun lever sammen med sin mand og deres datter Maggie – med en lillebror på vej.
Det tog dog en lille omvej, før Sara Askholm endelig fandt sig helt til rette i Guds favn.
Brød grædende sammen på lejrtur
Som barn voksede Sara Askholm op i en kristen familie, hvor de regelmæssigt gik i kirke. Og allerede i femte klasse havde hun sin første åbenbaring, hvor hun mærkede Guds nærvær på sin egen krop.
- Vi var på lejrtur, og lige pludselig begyndte jeg at stortude og opleve en overvældende kærlighed strømme igennem mig. Jeg følte mig komplet gennemskuet og elsket på én og samme tid, fortæller Sara Askholm om oplevelsen, der stadig sidder i hende den dag i dag.
Da teenageårene trængte sig på, blev dedikationen til Gud og Jesus imidlertid mindre for Sara Askholm.
Som det er sket før for så mange andre teenagere - troende eller ej - opstod der også for Sara Askholm kampe og konflikter omkring, hvem hun var, og hvilken rolle hendes forældre spillede i hendes liv.
- Mine teenageår var lidt med et ben i hver lejr. Jeg har altid været meget grænsesøgende - men det var heller ikke fordi, jeg brød med kristendommen. Samtidig med, at jeg kom i kirke, havde jeg kærester og gik til fester. Det fik masser af plads.
Men måske fik det sjove liv lidt for meget plads til Sara Askholms smag.
Hverdagene gik med at være meget sammen med den kæreste, hun havde. Og i ny og næ blev der også fyret op i en joint. Men det ellers hyggelige liv i boblen kunne ikke blive ved.
- Selvom jeg aldrig mistede troen, så mistede jeg nok modet til at lade troen være det tungeste lod på vægtskålen i forhold til de valg, jeg tog, siger Sara Askholm, der endte med at droppe ud af gymnasiet i 2.g for at være tro mod sig selv og starte på en frisk.
- Det var svært at se sig selv have idealer og tænke, at noget er det rigtige uden at forfølge det. Det påvirkede mig rigtig meget og gjorde mig modløs og demotiveret.
Efter en grundig overvejelse om, hvad der skulle ske med hendes liv, faldt valget på et ophold på en bibelhøjskole.
At det blev en bibelhøjskole var med fuldt overlæg. Sara Askholm havde besluttet sig for, at troen skulle fylde mere.
- Troen skulle være mere definerende i mit liv. Og jeg vidste, Gud forstod mig og elskede mig, og jeg havde brug for at leve i den frihed, det faktisk er. Jeg ville ikke længere slå mig selv oven i hovedet over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger.
- Det er virkelig en vild proces, nå man kaster sit liv op og skal prøve at gribe det igen.
Efterfølgende genoptog og gennemførte hun gymnasiet, ligesom hendes videre uddannelsesforløb også har været en ukompliceret affære.
Blev kaldt dum og ureflekteret
I mange år har Sara Askholm skullet forholde sig til andres holdninger til hendes tro. Særligt i løbet af gymnasietiden var hun udsat for folks studentikose spørgsmål om genopstandelse og Guds eksistens.
Hun forklarer, at det beviselige fyldte meget dengang. Folk hungrede efter argumenter, som hun siger.
- Det er jo ikke fordi, jeg er modstander af gode argumenter. Men man kan hverken bevise eller modbevise Guds eksistens, siger Sara Askholm.
Hun fortæller også, at hun altid har været god i skolen. Så det, der virkelig kunne gøre hende ked af det, var, når folk kaldte hende uintelligent eller ureflekteret.
- Som om det skulle være uforeneligt at være intellektuel og troende på samme tid?, spørger hun retorisk hun og fortsætter:
- Det gør mig vred og ked af det at blive kaldt ureflekteret. Som kristne bliver vi prøvet af på vores tro hele tiden, og jeg har forholdt mig til mig selv og mine værdier fra en meget tidlig alder. Refleksion og stillingtagen har altid fyldt meget i mit liv, siger hun.
Sara Askholm lod sig dog ikke kue, når folks fordomme bankede på døren i en ophedet debat. For selvom det ville være nemmere at lægge låg på sin kristendom, var det aldrig en mulighed for hende at pakke korset væk og nøjes med at være kristen i privaten.
- Jeg vil jo gerne have, at folk ved det om mig. Det er en naturlig del af at møde et andet menneske, fordi det er så grundlæggende for, hvordan jeg ser og forstår verden. Og hvis vi vil blive klogere på hinanden, må vi jo forstå, hvilke præmisser vi taler ud fra.
'Jeg ved, jeg er elsket'
I dag er de mange udspørgere heldigvis blevet færre. Omgangskredsen er også udgjort af flere kristne, end den var i gymnasiet.
Og spørger man Sara Askholm, er det ikke uden fordele, at hun i dag lever et liv, hvor hun er tro mod sig selv.
- Det har været enormt vigtigt for, hvordan jeg forstår mig selv, og hvordan jeg møder mig selv med et kærligt og nådigt blik, siger hun og fortsætter:
- Mange tror, de skal præstere sig til at være værdifulde, og det er en kæmpe byrde at få løftet fra sine skuldre. Jeg skal ikke bestræbe mig ved at søge alle mulige ting. Jeg ved, jeg er elsket. Og jeg ved, der er et formål.