Peter Christensen er glad for at bo i sit eget hus i midtjyske Give.
110 kvadratmeter fordelt over to plan med tilhørende have, garage, dobbelt redskabsskur og haveskur med plads til plæneklipperen.
Alligevel går han rundt og savner noget. Mere liv og flere tilbud på den kulturelle front. Alt det, han møder, når han besøger vennerne, der er flyttet til større byer.
- Her er pizzeriaer, grillbarer og en årlig open air-koncert, men ellers sker her ikke ret meget. Når jeg er i Aarhus og oplever den puls, der banker deroppe med unge mennesker, kultur og cafeer, er det da svært ikke at blive misundelig, siger han.
Efter sådan et besøg kommer Peter Christensen altid hjem med en følelse af, om han mon går glip af noget ved at blive boende i den by, hvor han er vokset op.
Der går typisk lidt tid. Så bliver det hverdag, og han glæder sig igen over at have masser af plads omkring sig, stilheden, solen på terrassen, jobbet som murer, fitnesscentret, familien, vennerne og fodboldklubben inden for rækkevidde. Det er derfor, han ikke flytter væk fra byen.
Så lever han med, at der skal samles nedfaldne blommer og æbler og klippes græs flere gange om ugen. Og alt det kulturelle kan han nå inden for en times kørsel.
- Mon ikke alle går rundt og har lyst til at prøve noget andet ind imellem, og mon ikke det er meget normalt at stoppe op og gøre status, når man når en vis alder. Det er nyt for mig at tænke sådan her, men jeg er overbevist om, at det bliver ved tankerne. Jeg har det jo godt, hvor jeg er.
Der bor cirka 4600 i Give. 54 er 27 år ligesom Peter, viser den seneste optælling fra Danmarks Statistik.
Plads til en kvinde og hendes nipsting
Peter var 23 år, da han købte huset. Han havde det egentlig fint i sin lejlighed i Gives midtby, men mange af vennerne begyndte at flytte i hus eller ud af byen, og han valgte at følge strømmen.
Det er tydeligt, at her bor en ung mand, når man træder indenfor: Fodboldstøvler, proteinpulver og Play Station-controllere får lov at stå frit fremme. men - skulle der en dag komme en kvinde i hans liv, er hun da velkommen.
- Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg nok haft det stramt med det, hvis en kvinde skulle flytte ind. Sådan har jeg det ikke længere. Nu kan hun bare komme med alle sine nipsting, duftevand og hvad hun ellers kan finde på at slæbe med. Jeg har set den slags ske hos kammeraterne, som har lært at leve med det.
Det var en ven, der gjorde Peter opmærksom på huset, som kostede ham 860.000 kroner.
- Det gik pludselig hurtigt. Det var lidt vildt at tænke på, at jeg med ét ejede mit eget hjem med alle de forpligtelser og udgifter, der følger med. Så er man altså voksen.
Hans forældre fik det at vide i en indskudt bemærkning ala "jeg har da egentlig også købt et hus", for Peter er typen, der går stille med dørene, som han siger. De blev overraskede, men de kom forbi og så stedet, og de kunne lide det.
Næste gang sidder de på terrassen...
Peter har selv totalrenoveret hele huset for lige omkring en kvart million. Som håndværker har han hænderne rigtigt skruet på, og venner har hjulpet med blandt andet at skifte taget.
Det har været en omfattende og tidskrævende proces.
- Til gengæld føler jeg meget for mit hjem, fordi jeg har knoklet og svedt for at bygge det. Den følelse havde jeg ikke, da jeg boede til leje i en ungdomsbolig og senere i en lejlighed.
Når en ung mand pludselig har så meget plads at boltre sig på, er det nærliggende at tro, at huset bliver et samlingssted for vennerne. Sådan har det ikke været hos Peter.
Han har holdt en enkelt julefrokost, en nytårsfest og en fest for drengene fra fodboldholdet i Give Fremad, men erfaringen herfra gør, at han ikke har lagt hus til siden.
- Jeg er sgu øm over for det. Det er jeg. Det handler igen om, at det er mit eget sted, som jeg har brugt tid og penge på. Så gør det ondt at se det svinet til med ølslatter på gulvet, konfetti og så videre. De er nu stadig velkomne. Næste gang sidder vi nok bare ude på terrassen, siger Peter Christensen.
Tryk dig rundt på kortet herunder for at læse om flere boformer: