Mange af os har nok gjort det på et tidspunkt i vores liv. Grinet med, når der blev gjort nar af en klassekammerat i skolegården. Eller nikket anerkendende, når en kollega blev bagtalt i kantinen.
Vi løber med, fordi det er lettere end at sige fra. Og fordi vi er bange for at blive udstødt fra gruppen.
For faktisk skaber mobning større social sammenhængskraft mobbere og medløbere imellem, viser forskning. Mobbeofre, på den anden hånd, betaler prisen. De bliver oftere syge og tjener færre penge resten af livet.
Vi har talt med tre danskere, som har været medløbere eller ikke sagde fra.
1. Nicolaj var med til at mobbe sin gode ven: 'Jeg var flintrende homoseksuel, så jeg skulle ikke selv nyde noget'
Jeg var rigtig gode venner med Oliver fra 0. til og med 6. klasse. Vi snakkede sammen, spillede computer sammen og hang ud dagligt.
Men i 7. blev vi inddelt i nye klasser. Jeg kom i samme klasse som Oliver igen. Men de næste tre år vekslede jeg ikke et ord med ham.
Oliver var meget fagligt anlagt. Men nogle gange var det en ulempe.
Der var for eksempel engang, hvor vi havde seksualundervisning, og læreren spurgte, hvordan sæd smager. Oliver svarede: 'Jeg har læst, at det smager af salt.' Han blev øjeblikkeligt ydmyget. Vi grinede af det og spurgte, hvor han vidste det fra.
Der var også engang, der blev plantet knappenåle på hans stol inden første time. Da han kom, satte han sig direkte ned på dem.
Det er blot to dråber i det store hav af latterliggørelser, Oliver blev udsat for fra 7. til 9. Og i stedet for at støtte min gode ven, lod jeg ham blive smidt for hundene. Jeg deltog ikke særlig aktivt i mobningen, men grinede altid med.
Jeg tror, jeg var bange for selv at blive udstillet. Jeg vidste allerede dengang, at jeg var flintrende homoseksuel, så jeg skulle ikke nyde noget af at blive skydeskive. Så var det nemmere at grine med end at forsvare ham.
Da vi gik ud af folkeskolen og startede i gymnasiet, begyndte jeg selv at blive mobbet, særligt på grund af min seksualitet. Det satte gang i nogle refleksioner omkring, hvad jeg følte, jeg selv havde udsat Oliver for. Det gik jeg og var vred på mig selv over i 5-6 år, indtil jeg til sidst sagde undskyld til ham.
I dag er vi blevet venner igen.
Nicolaj Porskrog, 25 år
2. Camilla mobbede Laura, fordi hun var misundelig på hendes bryster: 'Vi kaldte hende fuglen'
Der var en gruppe drenge i klassen, som gik forrest i at mobbe Laura. De gav hende kaldenavne, de gjorde grin med hvordan hun så ud, de stjal hendes madpakke og rørte hende på brysterne. Det foregik primært fra 4. til og med 7. klasse.
Laura var tidligere udviklet end os andre. Hun havde sådan nogle flotte former, mens vi andre bare var en streg i luften og lignede drengene. Jeg tror primært, det var derfor, hun blev mobbet. Drengene syntes, hun var spændende, og pigerne var misundelige.
Hun blev blandt andet kaldt 'fuglen'. Jeg tror, det havde noget at gøre med, at hun gik på en speciel måde, sådan lidt let på tå. Og når hun rakte hånden op i klassen, kan du være stensikker på, at det blev latterliggjort. Lærerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere det, så de grinede bare med.
Jeg stod på siden, grinede af det og bakkede dem op. Jeg har helt sikkert også kaldt hende fuglen og efterabet hendes måde at gå på. Men jeg var primært medløber. Jeg har det frygteligt med det i dag. Hvor må det have været forfærdeligt for hende.
I min optik er man en medløber lige så snart, man har trukket på smilebåndet af den slags. Og jeg synes, at man som medløber er lige så skyldig som en mobber. For at det her skal stoppe, skal vi hjælpe hinanden med ikke at gøre det til en sej ting. Ikke at give folk bekræftelse, når de mobber.
Det bedste, man kan gøre, er at sige fra. Men hvis man ikke har mod til det, kan man i det mindste lade være med at udstråle, at det er en fed ting.
Camilla Kronborg, 27 år
3. Ida var en nikkedukke i gymnasiet: 'Der var rigtig meget bagtaleri'
I gymnasiet var der ikke direkte mobning. I stedet var der rigtig meget bagtaleri.
Pigerne i min klasse var delt op i to grupper. Der var en 'grov' gruppe og en mere stille og rolig gruppe. Lige da jeg startede, kom jeg ind i den grove pigegruppe.
Den grove gruppe bagtalte den anden gruppe meget. Det handlede særligt om, hvordan man så ud, og det var tit de andres tøj, der blev talt om.
Når de bagtalte de andre, var jeg god til at sidde og være nikkedukke og bare give dem ret. Der synes jeg godt, jeg kunne have sagt, at vi ikke skulle sidde og bagtale de andre. Eller have lagt op til, at vi skulle snakke om noget andet.
Et lille stykke tid inde i 2.g skiftede jeg til den anden gruppe. I starten var de ikke så glade for mig længere i den grove gruppe. Men jeg lagde ikke så meget i det.
Jeg er virkelig glad for, at jeg skiftede. Der var et meget sundere miljø i den anden gruppe. Det var meget rarere at være i.
Ida Jensen, 20 år