På bordet står hjemmelavet humus, dadler, mandler og frugt. På reolen i hjemmet hænger priser, som 55-årige Mozhgan Gerayeli har vundet for sit arbejde med at få akademikere, især dem med anden etnisk baggrund, tilbage til de høje stillinger, de er kvalificeret til.
Hun brænder for kampen for minoriteters rettigheder.
Men da hendes dengang 15-årige datter kom hjem og fortalte sin hemmelighed, blev hun dybt ulykkelig. Datteren fortalte nemlig, at hun er homoseksuel.
- Jamen, du har jo datet drenge, sagde Mozhgan Gerayeli målløs.
- Ja, mor, men nu ved jeg, jeg er til piger, lød svaret.
Det svar skulle Mozhgan Gerayeli bruge flere år på helt at lære at acceptere. Hun er ikke muslimsk troende, men homoseksualitet har altid været et tabu. Hun er opdraget med, at det er en kvinde og en mand, som finder sammen, skaber en familie og får børn. Punktum.
- Da det gik op for mig, min datter var homoseksuel, brød det hele mønster sammen, jeg er opdraget med fra barndommen, siger Mozhgan Gerayeli.
Samtidigt frygtede hun også for reaktionerne fra resten af familien og omverdenen.
- Jeg besluttede mig for at holde det skjult, for at ingen skulle vide det om min datter. Min familie i Iran er muslimer. Ikke-praktiserende, men alligevel. Det er forbudt i Iran at være homoseksuel. Det er en kriminelt, og man bliver henrettet.
Mozhgan Gerayeli begyndte at overveje, om det var hende, der havde fejlet som mor. Hun måtte have gjort noget forkert, siden det ramte hendes datter.
- Jeg tog det rimelig hårdt og blev ved med at spørge hende, "tror du ikke, det er en fase?"
Men det var det ikke, så her startede Mozhgan Gerayelis egen rejse for at lære at acceptere, elske og støtte den side af sin datter. En rejse, der tog to år, før hun var helt afklaret.
Gift som 17-årig
Hele sit liv har Mozhgan Gerayeli forsøgt at være åben og bryde med traditioner, hun ikke følte, gav mening. Hun er født og opvokset i Iran og blev gift som 17-årig med en iransk mand. Han flygtede til Danmark i 80'erne, og 21-årige Mozhgan fulgte med.
To år senere fødte hun parrets første og eneste barn, datteren Yalda, og fire måneder efter blev hun skilt fra faren.
Med en baby på armen uddannede singlemoren sig til softwareingeniør. Efter at have søgt en masse jobs, opdagede hun, at hun blev kaldt til flere jobsamtaler, når hun kaldte sig "Karin". Lige siden har hun kæmpet for minoriteters rettigheder.
Pludselig stod Mozhgan Gerayeli nu med en teenager, som i forvejen skilte sig ud med navn, hudfarve og etnicitet. Så hvordan skulle det gå, når hun så nu var homoseksuel oveni? Og hvad med datterens ønske om at blive mor en dag? Og ville hun kunne rejse tilbage og besøge familien i Iran?
- Jeg tænkte rigtig meget på, hvor svært det ville blive. Der kom så mange bekymringer. Jeg har også altid drømt om at se hende stå brud med en skøn mand en dag. Jeg har jo kun hende, hun er mit eneste barn. Det var måske også derfor, det var et ekstra chok, siger Mozhgan Gerayeli.
Fortalte det først til far
Til sin store overraskelse fik Mozhgan Gerayeli at vide, at datteren havde fortalt det til sin far et år tidligere, som modtog det med åbne arme.
- Jeg vidste det godt, min skat. Jeg ventede bare på, at du selv kom og sagde det til mig, lød de præcise ord fra hendes far.
Men datteren var forberedt på, at moren ikke ville være så åben.
- Hun ventede med at fortælle mig det, fordi hun vidste, min reaktion ville blive anderledes og større.
Efter datteren havde sprunget ud, begyndte hun at ændre udseende. Hun plejede at gå med makeup og langt hår, men nu klippede hun håret og droppede kjolerne.
- Folk begyndte at tro, hun var en dreng. Det var et dobbeltchok for mig.
Men en dag besluttede Mozhgan Gerayeli at spørge sig selv: "Hvad er det vigtigste for mig som mor?". Svaret var hun ikke i tvivl om. Det vigtigste måtte være at have en glad datter. Og hvis det var med en pigekæreste, måtte det være sådan.
Ringede til Iran
Herfra besluttede hun sig for at bakke datteren 100 procent op. Hun undersøgte alt, hvad der var at vide om homoseksualitet og havde lange samtaler med sin datter.
Og to år efter datteren havde fortalt det, tog Mozhgan Gerayeli telefonen og ringede til sin mor, far og brødre i Iran. Nu var hun klar til at fortælle dem sandheden; At hendes datter ikke var til mænd, men kvinder. Hun bad dem om ikke at kritisere, men bare lytte og acceptere.
- Jeg var bestemt i min tone og gjorde det helt klart, at det ikke var til diskussion, og at jeg bakkede mit barn op. Og jeg tror, det var derfor, de tog det så pænt.
Det førte til nogle diskussioner med familien om, hvorvidt homoseksualitet er en sygdom, som skal kureres med medicin, men ellers har der ikke været det store.
Til gengæld accepterer Mozhgan Gerayeli og datteren, at familien i Iran ikke fortæller det til nogen. Det er ikke noget, man taler om, og hvis hun en dag skal giftes, skal de ikke regne med at se hele den iranske familie til brylluppet.
- Min datter snakkede om det med min far, men han vil ikke med til sådan et bryllup. Han er fra en generation, hvor det er for mærkeligt. Og det må vi acceptere.
Marcherede alene til Pride
I dag er Mozhgan Gerayeli en stolt mor, der støtter sin nu 32-årige datter og andre homoseksuelle minoriteter. Hendes datter er aktiv i foreningen Sabaah - en frivillig forening og et netværk, der kæmper for vilkårene for LGBT+personer med minoritetsetnisk baggrund.
Mozhgan Gerayeli er blevet støtteforælder i Sabaah, hvilket vil sige, hun kan give andre i samme situation råd og support, ligesom hun også er med til Pride. Sidste år var hendes datter syg, så hun marchede alene - som eneste forælder.
- Der var så mange, især unge mænd, der kom hen og krammede mig med tårer i øjnene. Jeg vidste ikke, de havde så hårdt brug for, at forældre var med for at bakke op.
Selv har hun flere gange mærket andre forældres modstand, når hun har været åben omkring emnet. Senest da hun var inviteret til at tale om integration til et seminar på Christiansborg med kvinder fra hele verden.
Her fortalte hun, at hun er en stolt mor til en homoseksuel datter. Det blev ikke modtaget godt.
- Bagefter kom flere muslimske kvinder hen til mig og sagde, at jeg ikke kunne rejse mig op og tale om noget så beskidt. Jeg spurgte dem så, om de ville vælge religion over deres barn?
Hun opfordrer alle forældre til LGBT+-børn om at stille sig selv et spørgsmål.
- Hvad er vigtigst for mig. Et ulykkeligt barn, som jeg mister, fordi han eller hun skal leve op til mine normer? Eller et barn, som lever et liv, der giver mulighed for at være lykkelig og glad med min accept?
For Mozhgan Gerayeli er der ikke længere skyggen af tvivl.