Danske Miriam Madsen er på fjerde år kærester med pakistanske Haider.
Eller det passer egentlig ikke, for hendes kæreste hedder ikke Haider. Han hedder et andet pakistansk navn, men han vil gerne være anonym i den her fortælling. Det er derfor, han står med ryggen til. Det er nemlig ikke alle, der accepterer deres forhold, og hans forældre har endnu ikke set deres svigerdatter.Miriam på 27 og Haid
er på 30, som vi kalder ham, mødte hinanden på et dansegulv til en skolefest på Københavns Erhvervsakdemi i 2014. De har været sammen lige siden, og de har en del til fælles. De elsker at rejse, de spiser begge karrysild, de er vilde med Miriams fars sovs, og de elsker at se danske tv-programmer som ’Hammerslag’ og ’I hus til halsen’ sammen.
Men de er også meget forskellige. Miriam er født i Danmark. Hun er det, man vil kalde kulturkristen, mens Haider er født i Pakistan. Han kom til Danmark som otteårig, han er troende muslim, og en gang om ugen beder han i moskéen. Han faster, og han rejser på pilgrimsrejser.
- Det har været det sværeste, siger Miriam om at skulle forholde sig til, at Haider praktiserer religionen på den måde, og det første hun tænkte var, hvad Haiders familie ville tænke. Ville de insistere på, at hun skulle konvertere? For det kommer ikke til at ske. Men derfor kan man vel godt være kærester, kan man ikke?
Miriam er ikke selv religiøs, og hun bliver aldrig muslim. Hun tror ikke på Allah, som Haider gør. Derfor har parret helt fra start talt om islam og om de forventninger, de skulle have til hinanden i forholdet.
Haider respekterer Miriams tilgang til religion, og det er vigtigt for ham, at hun gør det samme. Han er ret large, som han selv siger. Miriam
Han ville for eksempel helst, at Miriam ikke spiser svinekød. Det vil hun ikke stoppe med, men hun gør det ikke, når de er sammen. Hun respekterer også, at parret ikke må røre ved hinanden, når Haider faster. Så når ramadanen ligger i sommerperioden, gemmer Miriam sommerkjolerne væk for ikke at friste ham.
Nemt? Et forhold handler vel om kompromisser? Men så let er det ikke. For de religiøse forskelle giver bekymringer for parret selv – og de er tydeligvis ikke ene om at bekymre sig.
De sidste år har 700-900 danske kvinder årligt giftet sig med en indvandrer. Og hvis indvandreren er muslim, dukker der en lang rækker holdninger og fordomme op.
Har du en kæreste, Miriam?
Når folk spørger, siger hun navnet og fortæller, at han er muslim. Hun føler, at hun skal forberede folk på, at Haider er muslim. For parret er vant til, at folk kigger skævt på dem, når de går sammen. Nej, de stirrer. En gruppe unge drenge har råbt efter dem på gaden, og en muslimsk pige har hamret en albue ind i siden på Haider, fordi han gik ved siden af Miriam.
Nogen siger det direkte: Din kæreste tvinger dig vel til at konvertere til islam og gå med tørklæde.
Det er ikke et spørgsmål. Det er en konstatering, som Miriam flere gange har mødt, og som hun tror, mange tænker. Hun bliver påvirket af reaktionerne.
- Det har fået mig til at tænke, om det var det rigtige valg at være kæreste med en muslim, siger Miriam.
Haider ved godt, at hun bliver påvirket, men han er selv bedre til at trække på skulderen.
- Hun skal ikke høre på dem, for sådan er jeg ikke. Men det er selvfølgelig svært for hende, når hun hele tiden bliver konfronteret med fordommene. Det kan jeg godt forstå.
Miriam er helt klar over, at nogen har været ude for forfærdelige oplevelser med muslimske mænd. Men det betyder ikke, at alle muslimske mænd er sådan, som hun siger.
For sådan er Haider ikke, og han slår heller ikke Miriam, som folk før har spurgt hende. Hun laver heller ikke om på sig selv for at være kæreste med en muslim. Det ved Haider, og han har aldrig tvunget hende til noget.
Til gengæld tvinger Miriam nogle gange Haider til at holde i hånd på gaden, selvom det ikke ligger til ham og hans kultur.
Men det er rigtigt. Der er en del, som ville være nemmere, hvis Haider fandt en muslimsk pige – og hvis Miriam fandt en anden. Det ved de godt.
Miriam har en kort lunte, og Haider har en lang. Det viser sig, når Miriam også nogle gange selv stiller spørgsmål og er kritisk over for islam. Det er ikke for at støde ham, men når hun ikke forstår, spørger hun. Og lige dér kan parret diskutere en hel del.
Hvorfor er et så vigtigt at tage til Mekka og vade rundt dernede med millioner af andre mennesker, når vi to kunne hygge os sammen? Hun spørger for at forstå. Haider forklarer, og Miriam hører sig selv sige til ham: ’Du bor i Danmark, og så må du indrette dig.’ Men det kan hun ikke tillade sig, synes hun. Vi lever jo i et multikulturelt samfund.
Miriams bedste veninde i folkeskolen var også pakistaner, så hun kender i forvejen til kulturen. Men det er anderledes, når pakistaneren er din kæreste.
Haider er vokset op i en pakistansk familie, men på en dansk skole, hvor han var den eneste indvandrer. Han har derfor været meget ligesom de etniske danske børn. Han er taget med på studieture, han har festet og er taget i byen.
Måske derfor tænkte han i starten ikke så meget over forskellen.
- Alt var nyt, og jeg skulle bare være sammen med Miriam. Men det var alligevel svært at fortælle mine forældre. For hvordan ville de reagere?, fortæller Haider.
'Hvis det er hende, du vil være sammen med, så er det hende, du skal vælge', husker Haider, at forældrene sagde.
Men Miriam har aldrig mødt sine svigerforældre.
De ved godt, at Miriam eksisterer, og Haider siger, at det nok skal ske en dag. Men det er svært for ham at sætte en dato på, for der er nogle normer og værdier hos hans forældre, som betyder, at de må vente lidt endnu. Det skal gøres på den rigtige måde, som han siger.
Miriams mor var til gengæld helt cool, da hun hørte, at fyren var muslim. Hun har selv haft muslimske kærester, mens Miriams far tænkte åh nej, hvordan skal det gå? Han slog fast, at Miriam aldrig skulle konvertere.
Men det går godt. Haider kommer meget hos Miriams forældre. De laver dansk mad til ham – uden svinekød, men masser af sovs. Haider elsker den sovs, og forrige år holdte Haider jul sammen med Miriam og hendes forældre.
Og så er han vild med Miriams fars sorte humor. En humor, som Haider, sammen med dansk kultur, har lært meget af. Svigerfaderen minder ham lidt om Adam og Noah. Et makkerpar, der laver sjov med danskere og indvandrere. Sådan er svigerfar også.
Miriams forældre spørger nogle gange i alvor Haider, hvornår de skal møde hans familie. En dag.
Miriam har det sådan her:
- Hvis mine forældre accepterer Haider, forventer jeg også det modsatte fra mine svigerforældre. Nu er der gået fire år. Hvis hans forældre ikke ender med at acceptere forholdet, vil det gøre ondt, men konsekvensen kan være, at vi går hvert til sit.
Men sådan ender det ikke. De skal nok mødes en dag, siger Haider.
Miriam og Haider minder på mange punkter om hinanden, og de er sådan et par, der kan sende den samme tanke på sms på samme tid. Og skal Miriam være ærlig, og hun undskylder på forhånd over for danske fyre, er der mere gentleman over en muslimsk fyr.
Så på trods af uenigheder, bekymringer, fordomme og forældre drømmer Miriam og Haider. De drømmer om at flytte sammen, at få børn sammen og at vinde mange millioner.
Men før de kan det, skal de giftes. Og før de kan det, skal Miriam møde Haiders familie. Miriam er heldigvis tålmodig.
De ved, at forskellene vil blive endnu tydeligere, når deres familier skal blandes. Kan både en præst og en imam vie dem, hvis de når så langt til at blive gift? Er det okay, at Miriams familie drikker vin til maden, når Haiders familie bare skal have sodavand. Og skal deres måske fremtidige børn tilhøre en tro? Miriam insisterer på, at børnene selv skal vælge.
Haider forsøger kun at se fordele i, at de har mikset to kulturer. Han lærer en helt del om dansk kultur, og det er Miriam, han vil være sammen med.
Det samme forsøger Miriam. De fordomme, som Miriam har haft, er visket væk i dag. Hun oplever religionen helt indefra, og selvom hun ikke altid forstår, så accepterer hun det. Hun har fået et nyt perspektiv.