OBS! Denne artikel indeholder voldsomme, eksplicitte beskrivelser af både fysisk og psykisk vold.
Mie tog køkkenkniven.
Hendes hoved og krop dunkede af smerte fra hans slag, og på hendes hals var mærker fra hans hænder, hvor han havde klemt til.
Men køkkenkniven kunne redde hende. Eller i hvert fald frede hende for en stund. Så hun tog den op og førte den mod sin bare mave. Adrenalinen pumpede, og smerten var ulidelig, men hun fældede ikke en tåre, da hun i huden skar et stort bogstav, der gik fra brystet og helt ned til trussekanten.
Hans forbogstav.
Bagefter fik hun besked på at skære "luder" på et valgfrit sted på kroppen. Mie valgte sit underben, hvor hun vidste, hun kunne gemme ordet væk. Til sidst bad han hende om at skære "klam", men da hun havde skrevet K og L, gav kæresten hende lov til at stoppe.
Han var tilfreds, pludselig meget omsorgsfuld, og rensede hendes sår. Derefter bad han hende om at sove, så hun kunne være frisk til at gå på arbejde dagen efter. Men Mie kunne ikke sove.
Hun vidste bare, at det var slut. Hun måtte væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
T-shirten
22-årige Mie byder velkommen i sin lyse og meget ordentlige lejlighed. Ikke et støvkorn er at spotte på reolerne, og intet rod ligger tilfældigt og støjer. Hun er lige flyttet ind og er glad. Det er her, hun vil bo i mange år. Alene.
Adressen er hemmelig, og det skal den blive ved med at være. For Mie vil ikke risikere, at hendes ekskæreste kan finde hende, når han bliver løsladt fra fængslet - dømt for dét, han gjorde mod hende.
Som hun sidder og fortæller sin historie og drikker Pepsi Max, virker hun ældre og mere moden end sine 22 år. Det får hun også tit at vide. Hun ser selvsikker ud, har styr på hår og makeup og har jeans og en hvid t-shirt på med teksten "Beautiful" stående hen over brystet.
Det har taget lang tid at komme til det punkt, hvor hun føler sig godt tilpas i t-shirten, for smuk var noget af det sidste, hun følte sig, da hun barberede sine øjenbryn af og klippede sit hår og øjenvipper for at tilfredsstille ham.
For at forstå hvordan det kunne gå så galt, skal vi tilbage til starten af 2019, hvor det hele begyndte.
Drømmefyren
19-årige Mie var et godt sted i sit liv. Hun var i gang med sin drømmeuddannelse, havde deltidsjob på en bar og boede i en lejlighed for sig selv. Det var halvandet år siden, hun sidst havde haft en kæreste, så hun besluttede sig for at gå på Tinder.
Et par måneder efter matchede hun med ham. Han var seks år ældre end hende, havde flotte blå øje og så godt ud på sin Tinder-profil. Mie skrev til ham, og han svarede retur.
Hurtigt fik de en helt speciel connection, og der gik ikke lang tid, før de begyndte at ringe sammen og sige godmorgen og godnat. Han begyndte at fylde meget i hendes tanker.
Han blev godt nok ved med at udskyde at ses, men det fik hende bare til at ville ham endnu mere. Efter seks ugers intens kontakt sagde han endelig ja til at mødes, og Mie fandt ud af, at han levede op til alle de drømme, hun havde haft om ham.
- Han var to meter høj, så godt ud, var sød og charmerende ud over alle grænser. Jeg følte, jeg havde mødt ham, jeg skulle være sammen med for altid. Han tænkte på mig hele tiden og var nærmest overbeskyttende, hvis jeg fortalte ham noget, der gik mig på. Det kunne jeg godt lide, husker hun.
- Han var perfekt, og jeg blev forelsket. Fuldstændigt. Virkelig forelsket, siger hun.
Kort efter deres første møde var han pludselig nødt til at flytte fra sin egen lejlighed. Selvom Mie aldrig forstod årsagen, tilbød hun at hjælpe.
Lige siden hun var lille, har hun været typen, der gerne ville hjælpe folk i nød - også hvis hun skulle tilsidesætte egne behov. Så hun foreslog, at han gerne måtte bo hos hende, indtil han fandt sit eget sted. Det tog han imod, flyttede sine ting op i hendes lejlighed, og de blev hurtigt kærester.
I starten var det mega hyggeligt at bo sammen, og hun var glad for, at han var flyttet ind, så de kunne ses hele tiden. Men så begyndte der at dukke små ting op, der ikke stemte helt overens med den perfekte drømmekæreste. Ting, hun ignorerede, men som hun i dag kan se, var ildevarslende tegn på et meget usundt forhold.
Første store problem var hendes studiejob som bartender. For han ville ikke have, at hans kæreste skulle stå der om aftenen og servere alkohol omgivet af fulde mænd. På en måde kunne hun godt se det fra hans side, så efter en periode, hvor han plagede hende om at stoppe, endte det med, at hun sagde sit barjob op.
Og så var der den første gang, hun mærkede hans temperament. Hvor han blev så rasende, at han kastede med maden og skubbede voldsomt til hende. Årsagen var, at hun havde givet burgerbollerne for lidt i ovnen, da hun lavede mad.
Bagefter sagde han undskyld, så hun valgte at tilgive ham. Alle kan jo have en dårlig dag, tænkte hun.
Men de dårlige dage var der pludselig mange af, og Mie følte, at han begyndte at have stort fokus på alle hendes fejl. Som om han var en tikkende bombe, der bare ventede på at blive trådt på, så den kunne eksplodere.
Hans temperamentskift blev en del af hverdagen, og de fysiske voldsepisoder blev voldsommere for hver gang. Det startede med skub, men gik over i slag, spark og kvælertag, og hun begyndte at blive bange for ham og frygte for sit eget liv.
- Det var de her bittesmå ting, som hvis jeg havde kommet for lidt salt i maden. Eller hvis han tolkede noget forkert, jeg havde sagt. For ikke at tale om hele jalousidelen, som kom oveni, som hun siger.
For kæresten viste nogle måneder inde i forholdet en sygeligt jaloux side og kunne ikke have, at Mie havde haft kærester før ham. Han tvang hende til at fortælle alle detaljer om, hvem de var, og hvad de havde lavet sammen. Da han fik det at vide, kaldte han hende for en luder, der ikke kunne styre sig, og som nu skulle bøde for det.
Selvom Mie forsikrede ham om, at hun kun ville have ham og ikke var interesseret i andre, var hendes ord ikke nok for ham. Han krævede handling. Så han bad hende om at klippe sit lange hår af, som gik ned til hoften. Hun nægtede, men han blev ved og ved i flere dage, fordi han mente, at hun skulle bevise, at hun elskede ham.
- Til sidst orkede jeg ikke at høre på det mere og tænkte "fuck det, så får jeg fred". Så jeg tog saksen og klippede et stykke af mit hår af. Men det var ikke nok for ham, så det endte med, at jeg klippede det hele af, så jeg fik en kort page.
Og så skete der en forvandling i kæresten. Han blev rørt, var nærmest i en lykkerus.
- Han var tæt på at græde af rørelse. Det var, som om han virkelig fandt ud af, hvad han kunne få mig til. Han var stolt og sagde, jeg var hans for altid, siger Mie.
Men freden varede kun en uge, før han bad hende om noget nyt.
Udseendet
Mie beskriver sig selv som en "feminin pige", som elsker makeup, flotte negle, kjoler, nederdele og høje hæle. Sådan har hun altid været og er det stadig. Men et halvt års tid inde i forholdet mente kæresten, at hun skulle ændre sin "billige opførsel", så han tvang hende til at klippe alt sit tøj i stykker og smide det i sorte sække for at bevise, at hun ikke var en luder.
På det tidspunkt var volden så voldsom, at han for at få sin vilje også truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke gjorde, som han bad om. Så Mie makkede ret og klippede alt sit tøj - og senere undertøj - i stykker og smed det ud.
I stedet skulle hun kun gå i hans store hoodies og hans boksershorts. Han sendte hende ud for at købe nyt tøj, men forlangte, at hun sendte billeder fra prøverummet og fik hans godkendelse til købet; alt, der var en anelse "sexet", var bandlyst.
- Mine kolleger var begyndt at undre sig over, hvad der skete, og hvorfor jeg pludselig gik klædt på en helt anden måde. Jeg havde en elevplads i en stor virksomhed på et kontor, hvor jeg var den eneste, der kom på arbejde i sådan noget stort, baggy tøj.
Efter noget tid tvang kæresten hende til at klippe øjenvipperne af og barbere øjenbrynene væk. Begrundelsen var som altid en af disse fire:
- Du skal gøre det her, ellers så slår jeg dig.
- Du skal gøre det her, hvis jeg skal stoppe med at slå dig.
- Du skal gøre det her for at vise, at du elsker mig, og at du ikke er en luder.
- Du skal gøre det her, for ellers slår jeg dig ihjel.
Uden vipper og øjenbryn og iført hans kæmpe tøj prøvede hun at skjule, hvad der foregik, ved at tage kunstige vipper på og male sine bryn op. Hun var blevet en skygge af sig selv, men følte sig fastlåst og handlingslammet.
- Jeg vidste jo godt, at den var helt gal, men jeg blev hjernevasket og manipuleret. Han fik mig til at tro 100 procent på, at det var mig, den var gal med, og at jeg var psykisk syg. Der var også en blanding af frygt for mit liv og en afhængighed, som gjorde, at jeg fandt mig i det.
Hvad mener du med afhængighed?
- Der gik ikke lang tid inde i forholdet, før jeg skulle tigge ham om kys og kram, for det gav han mig aldrig. Jeg begyndte at hige efter følelsen af at få at vide, at jeg var god nok og blev nærmest afhængig af den smule, jeg fik. Jeg troede, at hvis jeg nu gjorde det, han ville have, stoppede volden.
- Der kunne godt gå en uge, uden at han slog mig, hvor jeg tænkte, at vi nu var på rette spor, og det hele nok skulle blive godt igen. Men så begyndte det forfra.
Kunne du ikke flygte, når du var ude at handle eller på vej til arbejde?
- Hvor fanden skulle jeg tage hen? Jeg frygtede, at der så ville gå en halv time, før han fandt mig, og så ville det blive endnu værre. Han havde også stiftet en gæld på 100.000 kroner i mit navn, så jeg kunne intet overskue.
Mies kæreste havde et spilleproblem og tabte mange penge på nettet. Eftersom han stod i RKI (et register over dårlige betalere) truede han Mie til at optage flere lån med høje renter i sit eget navn og var sygeligt kontrollerende med, hvad hun selv brugte penge på.
En dag opdagede han, at hun havde købt en lighter til 15 kroner og gik fuldstændig amok, så hun turde ikke bruge penge på sig selv.
Det sidste halve år af deres forhold kom kæresten på dagpenge og sad hjemme i Mies sofa og røg hash det meste af tiden. Han så ingen venner eller familie og havde alverdens tid til at chikanere hende med sms'er på arbejdet og fysisk vold, når hun kom hjem.
- Han elskede, at jeg gjorde de ting, han bad om, og kunne lide at sidde med en lommelygte og tjekke de blå mærker, han gav mig. Som om jeg var hans kunstværk, husker hun.
I denne periode prøvede han at isolere Mie fra hendes venner og familie, fordi der begyndte at komme undrende spørgsmål om, hvad der egentlig foregik i hendes liv. Hun prøvede at bilde alle ind, at hun havde meget travlt med arbejdet, men at hun havde det godt.
Forældrene vidste godt, at Mie havde fået en kæreste, men de mødte ham aldrig og vidste ikke, hvor galt det stod til. Det ville de slet heller ikke have haft fantasi til at forestille sig.
Mie beskriver selv sin barndom som meget gennemsnitlig og god. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, men er bedste venner i dag, og de har altid fortalt hende, hvor meget de elsker og støtter hende.
- Jeg er en helt almindelig pige som alle andre, der har gået i gymnasiet, taget en uddannelse og kunne lide at gå i byen med mine veninder. Jeg har aldrig haft misbrug eller været ude i økonomiske problemer. Der er ikke sket noget vildt usædvanligt i mit liv. Ikke før jeg mødte ham.
Mens det blev mere og mere vanvittigt at være derhjemme, så Mie sit arbejde som sit frirum, hvor hun kunne være sig selv, og hvor hun var talentfuld. Men også på jobbet begyndte hun at være mærket af situationen derhjemme. Hun meldte sig syg, hver gang hun havde fået mærker, hun ikke kunne skjule, og det skete oftere og oftere.
Hun var også begyndt at være fraværende og lave sjuskefejl, fordi hun var under et massivt pres derhjemme, mens hun prøvede at opretholde en facade ude.
Kæresten kunne finde på at skrive og ringe konstant, når hun var på arbejde med beskeder som "svar mig, luder". Han kunne også være iskold og nægte at svare hende med andet end "thumbs up", hvilket kunne være lige så psykisk stressende.
- Når jeg tog hjem fra arbejde, kunne jeg allerede mærke i hans beskeder, hvordan hans humør var. Jeg havde lige en togtur på en time, hvor jeg sad og slappede af og nød, at jeg bare var mig. Det var den bedste tid på hele dagen.
Vendepunktet
Det er denne togtur, der - et år efter deres første møde - udviklede sig til den blodige nat, som gjorde, at Mie fik nok.
Denne kolde torsdag januar 2020 var toget nemlig fem minutter forsinket, og da hun kom hjem, gik kæresten fuldstændig amok og beskyldte hende for at have talt med en fremmed mand på stationen. Han slog hende og tog kvælertag på hende, så hun besvimede et kort øjeblik. Da hun vågnede, tvang han hende til at skære i sig selv med køkkenkniven og skrive hans forbogstav og "luder".
Og det blev vendepunktet.
Fire dage efter, da Mie atter kunne tage på arbejde, gik hun ind til sin chef og brød sammen og viste sine mærker. Chefen sagde, at hun ikke ville lade hende tage tilbage til ham, så de kontaktede et krisecenter, som fik Mie til at tage på skadestuen for at få dokumenteret alle mærkerne og arrene.
Derefter tog hun og en kollega direkte videre på et krisecenter uden noget som helst, andet end det tøj, hun havde på, og en taske med hendes pung og mobil. Mobilen slukkede hun, og tændte den først igen flere dage efter, da hun fik nyt nummer, for at han ikke skulle kime hende ned.
Den nat sendte han tre mails til hende fyldt med kærlighedserklæringer og ordet "skat", som han aldrig kaldte hende normalt. Hun fandt det ekstremt falsk og havde absolut ingen trang til at svare ham. Herefter lod han hende være i fred.
Det næste halve år boede den nu 20-årige Mie på krisecentret, hvor hun fandt sig selv igen takket være psykologhjælp og samtaler med de andre kvinder, som boede der. Og det var en øjenåbner for Mie at møde dem.
- Der var alle slags kvinder, yngre end mig, ældre, med og uden børn. Folk med gode karrierer og dem, der ingen uddannelse havde. Det kom meget bag på mig, at alle typer var repræsenteret.
Hvorfor kom det bag på dig?
- Jeg har selv haft et billede af, at det var en bestemt type, der endte i et voldeligt forhold. Men det er bare fuldstændig løgn. Det var på en måde en lettelse at vide, at det ikke "bare" var mig, der var kommet så langt ud, men at det virkelig kan ske for alle. For det har jeg selv set.
Det tog hende tre måneder at samle mod. Og så en dag ringede hun til 114 med ordene:
- Jeg vil gerne anmelde min ekskæreste.
Politiet tog hende meget seriøst, og så gik hun i gang med at indsamle bevismateriale til retssagen.
Selv om det var virkelig hårdt at skulle gå gennem alle deres sms'er, hendes sygemeldinger på arbejdet, billeder hvor hun havde klippet sit hår, vidste hun, at det var nødvendigt. Hun ville vise ham, at han ikke skulle slippe af sted med det, han havde gjort ved hende. Hun kunne heller ikke leve med, hvis han ville gøre lignende ting mod en ny pige, uden at hun havde grebet ind.
Da retssagen nærmede sig, sendte ekskæresten en truende mail, hvor han gjorde hende opmærksom på, at hendes handlinger ville få konsekvenser. Mailen blev brugt mod ham selv i retten.
Det gjorde de ar, hun havde fået af køkkenkniven også. For det viste sig, at arrene havde stor betydning som bevismateriale i sagen, og sidste år blev han idømt to års fængsel ved byretten.
Han ankede dommen, men fik ikke noget ud af det, andet end at landsretten i marts i år lagde tre måneder oveni straffen. Så lige nu afsoner han sine to år og tre måneder.
Håbet
Imens har Mie brugt tiden, efter hun kom fri fra ham, til at finde sig selv og sine grænser igen. Efter krisecentret fik hun efter en opslidende boligjagt endelig et dejligt sted at bo. Hun er glad for sit job og er blevet totalt gældfri igen.
Hun ved, at han ikke bliver bag tremmer for evigt, men trøster sig med, at han stadig har polititilhold og derfor ikke må nærme sig hende. Hun har en god kontaktperson i politiet, som hun kan række ud til, hvis det skulle blive nødvendigt.
At tage kampen op mod ham, som havde magten over hende i et år, har givet Mie sin selvtillid tilbage, og nu føler hun sig klar til at dele sin historie for at give andre håb om, at det er muligt at komme væk - og oveni få sin voldsperson straffet for sine handlinger.
- Da vi var sammen, så han mig som den svage, som han kunne kontrollere. Men se mig i dag. Jeg har et job, ingen gæld, en bolig - og jeg vandt i retten.
Arrene på Mies mave og ben er to år gamle. De er falmet meget, men hvis man kigger godt efter, kan man stadig se dem.
Arrene minder hende om sit livs værste mareridt, hvor hun blev offer for vold og ydmygelser fra ham, der skulle elske hende mest. Men arrene minder hende også om den kamp, hun tog op - og vandt.
I dag har Mie ikke bare overlevet. Hun lever sit liv lige nøjagtigt på den måde, hun selv har lyst til.
Mies ekskæreste blev i 2020 idømt en fængselsstraf på to år, som han ankede. Den 10. marts i år forlængede landsretten straffen til to år og tre måneder, som ekskæresten pt. afsoner. Han blev kendt skyldig i grov vold, psykisk vold, ulovlig tvang og trusler mod Mie. Dr.dk har set dommen.
Dette er Mies fortælling om, hvad der skete i deres forhold. Hendes ekskæreste er via Kriminalforsorgen blevet forelagt de påstande, der fremkommer i artiklen, men er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
På grund af sagens karakter fremgår Mies efternavn ikke af artiklen. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt.