Mikkel kommer gående med sine børn i et storcenter. De skal lige klare indkøb og en bid mad, før turen går hjemad.
Men så spotter han den i mængden. Rivalernes fodboldtrøje, der kommer imod ham. Og på et splitsekund mærker han hadet. Blikket bliver koldt, tonelejet hårdt, og hver en muskel i hans krop spænder. Åndedrættet intensiveres, i takt med at pulsen stiger. Og det kan ses.
Han går fra almindelig mand på shoppingtur til kampsoldat på slagmarken. For selvom det er tydeligt, at fyren med trøjen er en fredelig fan, ser Mikkel ikke et menneske.
Fodboldtrøjen er synonym med en fjende. Og den fjende skal ødelægges.
Minderne
Mikkel – som ikke er hans rigtige navn, men som vi kalder ham i artiklen her – er midt i 30'erne, har fast arbejde, er gift med sin drømmekvinde og er dedikeret familiefar til deres tre guldklumper. Men han har også en side, han ikke viser de andre forældre, når han er til klasse-tamtam.
Mikkel er inkarneret Brøndby-hooligan.
Men den side deler han kun med ligesindede, for i miljøet holder man kæft.
Han har dog valgt at gøre en undtagelse – med velsignelse fra andre i hooliganmiljøet – efter at have set DR3's anmelderroste fiktionsserie 'Hooligan', der foregår i det aalborgensiske hooliganmiljø. Et miljø, som Mikkel dog ikke mener, afspejler den virkelige verden. Hans verden.
- Det er en serie med nogle teenagere, der synes, det er sejt at gå i casual wear og spille hårde. De ville ikke kunne slå en bule i en flødebolle eller overleve ti sekunder derude, mener Mikkel.
Selv er han høj, muskuløs og tæt tatoveret under den blå og gule trøje. Fysikken er med hans egne ord langt fra, hvad den var før i tiden, men de mange år med kampsportstræning på konkurrenceplan har tydeligvis ikke været forgæves.
Han smiler og har venlige øjne. Men når han taler om fjenden, bliver blikket iskoldt. Og så ligner han en, man ikke har lyst til at møde i en mørk skov.
Men det var netop i skove, industrikvarterer og på villaveje, han og de andre hooligans troppede helt frivilligt op, når fodboldkampen var forbi, og den næste fight skulle til at begynde. Uden våben og med tandbeskyttere og gazebind om hænderne stoppede de først, når blodet sprøjtede, og et af holdene gav op.
Selv fortæller Mikkel, at han har tævet utallige supportere fra andre klubber. Han har også fået røvfuld. Dog ikke mange, hvis man spørger ham selv.
- Jeg skal ikke være hellig og sige alt muligt, men det var fandeme ikke mange slåskampe, vi tabte, siger han med stolthed.
Han mindes sin "storhedstid", før han blev far, hvor de rejste rundt til europæiske fodboldklubber for at battle mod andre grupper og for at sparre med udenlandske hooligans og træne sig endnu bedre.
Men han mindes også situationer, der stadig kan hjemsøge ham om natten. Hvor han har gjort ting i slåskampe, som har givet modstandere varige mén. Hvor han i perioder tog så meget coke og steroider, at parforholdet sejlede, og det eneste, han kunne finde ud af, var at slås. Eller dengang han mistede en nær ven i en hooligankamp.
I dag er det flere år siden, han sidst sloges, fordi han fokuserer på at være familiefar. Men når han spotter en hvid FCK-trøje, er det som at vifte en rød klud foran en kampklar tyr.
- Mit hoved siger én ting, mit hjerte siger noget andet. Og de her har lyst til noget tredje, siger han og knytter sine store hænder, som han plejede at pakke ind i gazebind, når de skulle bruges.
- Jeg kan ikke gøre noget ved det. Nu skal jeg ikke lyde sur, men jeg kan mærke, at jeg sidder og bliver hidsig nu, siger han.
Han har lært at styre sig. På grund af børnene og konen, som er de eneste, der kan dæmpe hadet og holde vreden i skak. Men det bobler stadig lige under overfladen.
- Det er jo sygt, at jeg har det sådan inde i mit hoved, og det ønsker jeg ikke, for jeg er voksen nok til at se, at det er forkert. Men hadet til de andre har bare været så stor en del af mit liv i så mange år.
Barndommen
Mikkel er født og opvokset på Vestegnen. Hans mor og far arbejdede meget, så meget af tiden var han hos et andet familiemedlem, som boede et sted med alt fra "voldsomme, kriminelle indvandrerbander til rockere".
Der var ingen, han kunne tale med, han følte sig alene og skulle konstant bevise sit værd. Et par episoder udartede sig til deciderede traumatiske overfald.
Faren var af den gamle skole og havde et svingende temperament. Nogle dage var han verdens bedste far. Andre dage forholdt det sig modsat. Han lagde aldrig en hånd på sin søn, men hvis Mikkel kom ked af det hjem med et blåt øje, sendte faren ham af sted for at give tilbage.
Så det gjorde den lille dreng. Og han var overraskende god. Han opdagede, at han havde et særligt talent for at kunne gå fra 0 til 100 på ingen tid, hvis han blev provokeret – og det blev han ofte.
- Det var ikke noget, man skulle skubbe for meget til, for så kunne jeg blive et voldsomt dyr, siger Mikkel.
Det var her, på legepladser og i gården efter skole, at han med egne ord blev formet som en lille kampsoldat.
For han opdagede hurtigt, at mange af dem, der provokerede ham, kun råbte højt, indtil den første knytnæve ramte. Så blev de stille igen. Problemet var så at stoppe igen, når vreden tog over. Når han havde banket den anden dreng i hovedet 15 gange, og der var blod overalt.
Da Mikkel blev større, begyndte han at gå til kampsport, hvor han kunne øve sig i at "kæmpe", som det hed i klubberne – ikke slås.
Han tog til træning hver dag efter skole og brugte det meste af sin tid i ringen og foran sandsækken.
Men alligevel følte han heller ikke her, at han passede ind.
Det var en verden domineret af asiatiske kulturer og muslimske grupper, og det blev aldrig "hans gruppe".
Men det ændrede sig, da han som teenager fandt sammen med nogle venner i det kriminelle miljø. De begyndte at komme fast på Brøndby Stadion og formede et tæt sammenhold omkring den klub, Mikkel i forvejen elskede.
- Man bliver ikke Brøndby-fan. Man er født Brøndby-fan, som han understreger.
De kom ofte på en bodega ved Brøndby Stadion. Her sad de og hyggede, snakkede, drak bajere og fejrede, når hjemmeholdet vandt kampe – og det gjorde de ofte dengang i 90'erne, hvor klubben tordnede derudaf.
På bodegaen blev Mikkel hurtigt introduceret til en gruppe lidt ældre, ekstremt dedikerede Brøndby-fans, som skulle vise sig at være grundlæggerne af det hooliganmiljø på Vestegnen, man kender i dag.
Det var rygtedes, at Mikkel rejste rundt og vandt med sin kampsport, så han blev spurgt, om han ikke ville med til en prøvekamp.
Kampen
Selvom det er utallige hooligan-kampe siden, husker han den stadig.
Den allerførste.
- Jeg kan huske, jeg var ved at skide i bukserne, før vi skulle kæmpe. Du skal forestille dig, at du står i et industrikvarter. Det er mørkt, øde, der er ingen biler, ingen, der vil kunne høre dig skrige. Jeg vidste, jeg kunne forsvare mig selv, men hvad nu hvis der kom en, der var bedre.
Så kom to store biler kørende og ud steg nogle, der lignede voksne mænd. Mikkel, som selv var teenager, husker, hvordan hans ven ved siden af sagde til ham: "Tag det roligt, du æder dem der". Men han havde selv sine tvivl.
De to grupper gik som en hær mod hinanden - og så var de i gang. Seks mod seks.
- Jeg kan huske ham foran mig – han var i hvert fald ti år ældre end mig. Han slog mig, og jeg tænkte: "Var det virkelig det?". Han slog igen, der skete stadig ikke noget – og så tabte jeg fatningen.
Det endte med, at Mikkel måtte hives væk fra sit blodige offer af de andre, og hele kampen blev stoppet.
Den debut gjorde i den grad indtryk på de andre. På stedet blev han en fast del af det prestigefyldte Skovhold, hvortil kun de bedste blev udtaget.
Fællesskabet
I hooliganmiljøet følte Mikkel sig endelig som en vigtig del af noget stort. Her var der noget på spil, hvor folk, han kunne relatere til og spejle sig i, kæmpede for den samme sag.
Hvad tænkte Brøndby IF som klub om jer?
- De ville ikke have os.
Var det ikke en underlig situation?
- Jo, det var det. Men det stoppede os ikke.
Dengang i 90'erne og starten af 00'erne var der slet ikke så store, organiserede hooligankampe som i dag, og der kunne gå rigtig lang tid mellem en "ordentlig" fight.
Det løste Mikkel og de andre hooligans ved bogstaveligt talt at gå ind på fjendens område. De tog til FCK's hjemmebane Parken, til AGF i Aarhus og store stadions rundt i Europa for at møde modstandere.
Det var også her, hans had til FCK voksede "grotesk", og han glædede sig til enhver lejlighed, hvor han kunne få det fysisk ud. Det startede allerede, når de ankom til stadion, hvor de smadrede inventar og rev stole op for at bruge dem som kasteskyts.
Tror du, din opførsel på stadion ødelagde oplevelsen for almindelige fodboldglade fans og familier?
- Selvfølgelig gjorde den det. Der var ikke nogen forældre, som havde tænkt sig at tage deres børn ind for at sidde og se fucking gorillaer gå amok.
Hvad tænker du om det?
- I dag kan jeg godt se, at det er hul i hovedet, men dengang kunne det ikke have raget mig mindre, fordi min kærlighed til klubben var meget større. Jeg var på stadion, havde trøjen på og var en del af holdet, af den her gruppe, som skulle ud at forsvare vores ære. Det ragede mig en skid, hvad andre tænkte.
Men det allerbedste for Mikkel var faktisk den fællesskabsfølelse, det gav at gøre sig klar til braget; lægge taktik, planlægge og fordele roller – hvem kørte første hold, højre, venstre, front, hvem hjalp de faldne op – til det øjeblik, hvor de gik frem som én samlet hær.
- Nu må det ikke lyde forkert. Men det føles som et sted mellem en orgasme, den første gang du tager en ordentlig streg, og at du bliver forelsket, siger han.
- Det er en sindssyg følelse.
I mere end ti år havde Mikkel altid fast fridag fra sit arbejde om mandagen, fordi han skulle restituere og falde ned igen efter en vild weekend.
Tænkte du aldrig over konsekvenserne, når du tæskede løs på andre hooligans?
- Nej. I og med at du står frivilligt foran mig, og du vil det her, har du selv gjort dig klar til dans, og det er kun den stærkeste, der kommer ud.
Hvis en skovkamp ikke var nok, tog de videre i byen for at få afløb, og han kunne komme hjem med brækkede ribben, en brækket kæbe eller en manglende tand.
Til sidst blev det så voldsomt, at flere af hans nærmeste desperat forsøgte at holde ham væk fra miljøet. Men der var intet at gøre. Det var altopslugende. Hvis der kom noget familiehalløj i vejen, blev han sur og irriteret, fordi han følte, han skulle indhente det forsømte weekenden efter.
Midt i de vilde hooligan-år mødte han sin drømmekvinde, og efter nogle år fik de deres første barn. Det fik ham dog ikke til at stoppe, selvom hun tiggede og bad.
- Nu havde jeg endelig fundet noget, hvor jeg var god, og så ville jeg ikke væk fra det, som han siger i dag.
For han elskede kampene og følte sig højt hævet over det kedelige liv, der var alternativet.
- Du render rundt og går på arbejde, handler ind. Passer børn, kommer hjem, kysser konen, går i seng. Næste dag på repeat. Du følger bare alle andre som en lemming, siger han og fortsætter:
- Men lige så snart jeg begyndte på det her, var jeg ikke bare den her fucking monotone person som alle andre. Jeg levede.
Konsekvenserne
Og sådan kunne Mikkel være blevet ved. Lige indtil fødslen af deres tredje barn, som endte med, at hans kone var ved at miste livet. Imens sad han alene på fødestuen med sin nyfødte baby og vidste ikke, om hans kone ville klare den, eller om han nu stod med ansvaret alene.
Den oplevelse gjorde, at han pludselig begyndte at sætte spørgsmålstegn ved sine prioriteter.
Han begyndte at få flashbacks til mange af de hændelser, hvor han havde gjort mennesker rigtig ondt.
Samtidig var han begyndt at køre træt i alle de løgne, han skulle finde på, når den normale verden kolliderede med hooliganlivet, og han sad til endnu et arrangement og så smadret ud.
- Jeg skulle komme med en ny forklaring og en ny forklaring og en ny forklaring, og jeg vidste, at ingen troede på mine historier længere.
På samme tid ramte andre konsekvenser ved det vilde liv ham også. Han fik mange års karantæne – og en kæmpe bøde – fra Brøndby Stadion for vold. Og han kunne mærke, at den velsmurte maskine, som hans krop altid havde været, var ved at blive træt. Yngre hooligans var kommet på banen, og der kom nye spilleregler.
Pludselig følte han sig ikke længere udødelig. Og efter endnu et opgør med konen valgte han – for første gang – at trække sig fra kampene for at fokusere på familien.
Voksenlivet
I dag er det flere år siden, Mikkel var en fast del af Skovholdet. Han har stadig kontakt til de gamle venner, og de fungerer af og til som en slags konsulenter for unge hooligans, som skal have et råd af de "gamle" – for eksempel om hooliganture i Europa.
Han fik et tilbagefald for et par år siden, hvor han "pludselig" endte i en planlagt slåskamp i en skov. Han påstår hårdnakket, at det absolut ikke var intentionen, da han tog af sted for at se fodbold.
Men det skete, og han følte igen for en stund, at han levede som i gamle dage.
- Du kan tage dyret ud af miljøet, men du kan ikke tage miljøet ud af dyret, og det er mit største problem, lige meget hvor voksen jeg er blevet i hovedet.
Men når det så er sagt, har han rykket sig. For selvom hans had til de københavnske ærkerivaler er lige så stort som dengang, kan han i dag stoppe sig selv i et storcenter.
Det er stadig en ambivalent følelse for Mikkel at se en fodboldkamp og så gå hjem som alle andre. Det er fandeme svært, som han siger.
Den muskuløse ex-gladiator famler pludselig efter ordene. Han har tårer i øjnene, holder hænderne frem og viser, hvordan de ryster.
- Jeg kan sidde og blive helt høj af at tænke på tiden dengang. Jeg har svært ved at trække vejret, når jeg taler om det. Jeg får lyst til at gøre det igen, siger han.
- Men nu har jeg tre børn, der skal have en far.
"Mikkel" er ikke hans rigtige navn. Han har ønsket at være anonym, da han stadig færdes i hooliganmiljøet. Dr.dk har mødt ham over flere omgange og er bekendt med hans sande identitet og har set materiale, som bekræfter hans historie.