Maria Lisette Jacobsen havde det, mange vil betegne som det gode liv. Et prestigefyldt job med fast løn. En sød mand, et idyllisk bondehus og to skønne børn.
Der var bare ét problem – det var ikke et liv for hende.
For naturen kaldte. Bogstaveligt talt. Hun følte, der måtte være noget større derude. Noget, der gav mere mening for hende.
Derfor tog hun en kæmpestor og livsændrende beslutning. På én uge kappede hun båndet til både sit job og sit ægteskab og hoppede ud i sit nye liv og krydsede fingre for, at hun kunne bunde.
Vi besøger 41-årige Maria Lisette Jacobsen i hendes smukke bindingsværkshus fra 1827. Det er to år siden, hun tog beslutningen om at ændre sit liv radikalt for at leve i pagt med naturen. Og når man mærker roen fra skovene, der omkranser huset, langt væk fra stress og mennesker – ja, så kan man egentlig godt forstå hende.
Huset er en del af Gisselfeld Klosters jord på Sydsjælland, og her bor Maria Lisette Jacobsen med sin sorte kat og sine to teenage-delebørn.
- Da jeg flyttede herud, vidste jeg slet ikke, hvor magisk her er, siger hun og viser rundt.
Bortset fra en enkelt hovedvej, hvor der kan køre biler, består hendes naboer af træer, søer og skovens dyr. I baghaven kan man høre fasaner, og foran huset er der spor efter hjorte, der lister sig ind for at spise af hendes planter.
- Det har vi ellers en aftale om, at de ikke skal, siger hun og smiler.
En ting skiller sig ud i haven. Et stort, hvidt telt ved navn Elverhøj, som troner i naturen. Det er her, hun holder trommeseancer og ritualer, som er blevet en del af hendes nye arbejde.
Siden hun forlod sit prestigejob som feltarkæolog på et museum, er hun nemlig gået all in på sin nye karriere under navnet "Hyldemor". Her, langt fra den akademiske verden, hun kommer fra, lever hun af at undervise i brug af urter, holde onlinekurser og give folk svar fra naturen på de spørgsmål, de går og tumler med.
For lige siden hun tog mod til sig og sprang ud i sit nye og frie liv, gik der ikke lang tid, før hun blev populær ved blandt andet at være synlig på Instagram og YouTube.
I dag har hun status af både "shaman" – en, som agerer bindeled mellem menneskesamfund og den åndelige verden og naturen – og "vølve", der i nordisk religion er en slags kvindelig kultleder og mytologisk figur.
De ærestitler bruger hun dog ikke om sig selv.
- Jeg plejer at kalde mig selv for en moderne, klog kone, som bruger trommeseancer og visionssøgninger til at hjælpe andre, siger hun.
På Maria Lisette Jacobsens hus hænger et stort træskilt med runeskriften "Fólkvangr", der er navnet på gudinden Frejas bolig på oldnordisk. Vikinger og asatro er nemlig blevet en stor og synlig del af hendes identitet, efter hun tog hul på sit nye liv.
I den nordiske tro og i interessen for vikinger har hun fundet et stærkt fællesskab, hvor hun endelig føler sig helt hjemme.
Forsøgte at flygte fra virkeligheden
Maria Lisette Jacobsens barndom i et parcelhuskvarter i Ganløse hos mor og stedfar var god. Men når hun som lille var på besøg hos sin far, var besøgene præget af hans druk og forbrug af nervemedicin. I dag tænker hun tilbage på sin far som en "stakkel", der alt for ung drak sig ihjel, da hun var ti år.
Selvom han havde udsat hende for store svigt, fik hun aldrig bearbejdet sine oplevelser, og som teenager søgte hun et fællesskab med andre, hvor hun kunne dulme sin smerte.
Svaret fandt hun i det pulserende undergrunds-technomiljø i København, som hun blev en fast del af efter gymnasiet.
- Jeg havde en vild ungdom. Det var meget festligt og sjovt, men også sørgeligt og frygteligt. Vi var en masse brændte børn, som flygtede fra virkeligheden og fandt et fællesskab i musikken. Men fællesskabet var hult, for vi var kun tætte, så længe musikken spillede.
De sjove stunder blev færre og færre, og efter fire år var hun så udkørt, at hun til sin mors store lettelse valgte at træde ud af technomiljøet for at tage sig en uddannelse.
Her faldt valget på arkæologi på Københavns Universitet. Maria Lisette Jacobsen har nemlig altid været draget af oldtiden, myter og forhistorier og drømte om at arbejde i Lejre, hvor hun kom meget som barn. Hun var også motiveret af, at kun få andre læste arkæologi, da det passede hende fint at gå sine egne veje.
Som led i sin uddannelse arbejdede hun som frivillig hos Sagnlandet Lejre – et arkæologisk forsøgscenter med huse og miljøer fra stenalderen, jernalderen og vikingetiden.
Det var her, hun lærte andre danskere fra vikinge- og asatro-miljøet at kende, og pludselig gav det hele bare mere mening for hende.
Siden hun var 14 år, havde hun været søgende i flere forskellige religioner uden at finde sin rette hylde. Men i asatroen opdagede hun, at hun kunne bruge naturen som sin egen kirke. Det føltes som et kald, og hun begyndte derfor at studere hos læremestre.
I miljøet mødte hun en mand, og de var begge i starten af 20'erne, da de blev gift ude i naturen og fik et barn.
Dog voksede de fra hinanden, og nogle år efter mødte hun en ny mand, som ikke selv var en del af vikinge- eller asatro-miljøet, men som accepterede den side af hende.
De blev gift, ombyggede et gammelt bondehus og fik et barn. Men for Maria Lisette Jacobsen blev det et stadig større problem i deres ægteskab, at de ikke delte hendes passion, som kun blev større, jo mere hun lærte om universet.
Samtidig var hun ved at køre død i hverdagens hamsterhjul med for meget arbejde og for få timer med sine børn. Hun begyndte at spørge sig selv, om det virkelig var meningen med livet.
Det endelige wakeupcall kom, da en bekendt i starten af 40'erne døde af brystkræft. Pludselig så Maria Lisette Jacobsen sit liv udefra og tænkte "nu gør du det".
- Jeg længtes efter at træde ind på den vej, der var lavet for mig – det var alt eller intet, som hun siger.
'Det lyder lidt hokuspokus-agtigt, men...'
Det betød til gengæld også, at hun var nødt til at bryde ud af sit andet ægteskab og sige sit job op, hvis hun skulle gå 100 procent ind i det.
- Jeg græd hver dag i den periode. Det var frygteligt, og jeg følte skyld over at såre et andet menneske. Var jeg komplet idiot? Jeg havde jo det hele, inklusiv en prestigefyldt stilling, som var en stor del af min identitet. Skulle jeg ofre alt for at flytte i skoven og blive heks? Var der overhovedet nogen, der ville købe urter og shamanisme? Jeg kunne lige høre folk sige "det kunne du have sagt dig selv".
I en periode faldt Maria Lisette Jacobsen tilbage i sit gamle mønster fra de unge år med at dulme tankerne – denne gang med rødvin, kager og tilfældige bekendtskaber.
Men hun satte en stopper for sit destruktive handlemønster ved at hoppe ud på dybt vand – og så, at hun kunne svømme. Hurtigt blev hendes Hyldemor-univers en stor succes på sociale medier – og en levevej. Det er nu to år siden, og det går stadig godt.
En stor del af hendes forretning består i at lære folk at udvise respekt for naturen. Selv taler hun både med træer, planter og alt derimellem.
- Inden jeg tager en urt, fortæller jeg den for eksempel, at "nu høster jeg dig, fordi jeg skal bruge dig til salve, som skal standse kløe." Det lyder lidt hokuspokus-agtigt, men det er en slags samarbejde mellem mig og planten.
Hvordan ved du så, at planten forstår – og samtykker?
- Jeg laver en slags meditation, hvor jeg kontakter planten og får svar, der kommer i form af indre billeder og følelser. Men det handler mest om respekten – at anerkende dens tilstedeværelse.
Hun tilbyder også "personal empowerment", hvor hun vil lære folk at styrke deres bevidsthed og finde svar i naturen ved hjælp af naturånder og mytologiske væsener.
Tror du på Thor og de andre guder fra nordisk mytologi?
- Jeg tror ikke på fysiske guder på den måde. Jeg tror på energier, den styrke og kraft, der kan være i den personificering af for eksempel Thor. Jeg har mødt dem på trommerejser, hvor de manifesterer sig som figurer – det er primært Freja og Odin.
Nogle vil sige, at det lyder helt gak at tale med planter og tro på nordiske guder?
- Det forstår jeg godt, for en del af mig er også meget rationel og akademisk. Men jeg har haft så mange meningsfulde oplevelser, at det ikke kan være tilfældigt. Jeg har det også sådan, at du må gerne synes, jeg er skør. Du må faktisk synes lige, hvad du vil. Jeg ved, jeg er skidedygtig til det, jeg laver.
Det krævede mod at "springe ud af skabet"; Hun var bange for at miste sin faglige anerkendelse fra det akademiske miljø, når hun sagde højt, at hun kunne sidde i en skov hele natten og snakke med træerne.
Men det lykkedes at komme styrket ud på den anden side, og i dag lever hun på den måde, hun altid har længtes efter.
Hun er fri.
- Det andet liv var trygt, men det var ikke udviklende. Jeg kan kun sige, at jeg ikke et eneste øjeblik har fortrudt, at jeg var tro mod mig selv, siger hun.
- Også selvom folk synes, jeg er lidt crazy.