Louise var nyuddannet og sagde aldrig nej: Så trak hun stikket og gav sig selv en timeout

Marts 2018, København

Louise og en veninde spiste morgenmad på cafeen Andersen & Maillard på Nørrebrogade, København, da hun brød fuldstændigt sammen.

Hun kunne ikke mere.

- Hvad er der galt, spurgte veninden.

Så væltede det hele ud af Louise sammen med tårerne, mens hun fortalte om alt det, der havde gjort hendes arbejdsliv uoverskueligt.

Hvordan hun i for lang tid havde sagt ja og taget for mange opgaver ind.

Fordi hun havde noget at bevise over for sig selv og de chefer, der havde givet hende chancen ved at give hende jobbet i kommunikationsbureauet.

Det følte hun i hvert fald.

- De skulle tænke, jeg var en komet! Jeg var nyuddannet, og så er det bare svært at sige nej med den begrundelse, at man ikke kan overskue flere opgaver, eller at man ikke synes, man har kompetencerne til at løse dem, siger 27-årige Louise Foged.

Derfor sagde hun altid ja - lige indtil den dag i marts sidste år, da hun sagde op.

Louise ryddede sit bord på den sidste arbejdsdag og cyklede hjem via Dronning Louises Bro med Rednex' "Cotton Eye Joe" i headsettet.

Hun har en forkærlighed for den 90'er-musik, mange andre desperat prøver at glemme, og hun hørte radio den dag, så det var helt tilfældigt.

Men sangen passede perfekt på hendes situation:

"Where did you come from, and where did you go?".

Hvad var det egentlig, hun drømte om, og hvor var hun på vej hen?

Hun havde sagt op uden at have et nyt job på hånden, så lige dér var hun på vej ud i uvisheden - og i friheden.

Vildt? Vovet? Usikkert?

- Ja til det hele! Det er på alle mulige måder ret sindssygt at stille sig selv i den situation, men jeg var nået til et punkt, hvor det var det eneste rigtige at gøre, siger Louise her lidt mere end et år senere, hvor hun stadig er uden fast arbejde.

Hun har tilladt sig selv at tage en timeout, mens hun mærker efter, hvor hun vil bevæge sig hen.

Hun laver også en masse, der ikke handler om arbejde, og det er på et tidspunkt i livet, hvor mange knokler for at bygge fundamentet til resten af karrieren.

- Jeg er helt bevidst om, at det her kan påvirke mit liv og karriere både negativt og positivt, men jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne godt være fortsat på jobbet, men det ville blive et spørgsmål om tid, før jeg brød sammen igen. Jeg var totalt mast til sidst.

Louise håber, at den her timeout bliver en parentes i hendes arbejdsliv.

Hvad betyder et år eller to, hvis hun skal arbejde, til hun nærmer sig de 70?

Men hvorfor gik det galt for Louise, og hvorfor måtte hun sige farvel til det job, der på mange måder havde været en drøm for hende?

Hun mener selv, at hun er et resultat af den tid, hun er vokset op i, hvor der er så mange muligheder, at mange bliver ubeslutsomme.

Hvor man helst skal præstere hele tiden, og hvor man kan gange eksamensbevisets karaktergennemsnit med 1,08, hvis man søger ind på en videregående uddannelse inden for to år efter gymnasiet.

Det hedder en "kvikbonus".

- Vi bliver opfordret til at komme hurtigt videre i systemet, men videre til hvad? Til et arbejdsliv, hvor man glemmer at mærke sig selv undervejs, fordi man bare følger alle de andre på samlebåndet ved rullepølsemaskinen? Spørger hun.

Juni 2017

Louise blev færdig med sin kommunikationsuddannelse i juni 2017.

Kort efter fik hun mulighed for at få et fuldtidsjob hos det bureau, hun havde været i praktik hos. Som mange andre var hun bange for at få et hul i cv'et som nyuddannet, og derfor sagde hun ja tak.

Også selv om de første tegn på stress var kommet allerede tre uger inde i praktiktiden i juli 2016.

Louise var på arbejde, da hun fik det skidt. Hun prøvede at nå hen til en sofa, men hun besvimede og faldt om med et glas vand i hånden.

Så lå hun dér på gulvet og prøvede at komme til sig selv. Hvad gik det nu ud på?

Hun havde selv bedt om at få meget ansvar og om at blive udfordret, og cheferne havde tiltro til hende.

Det var i hvert fald ikke stress, sagde hun til sig selv, for stress var slet ikke aktuelt for hende.

Det havde hun som travl bureaukvinde i karrierens forår ikke tid til at bøvle med.

- Det er ret nemt at finde på logiske forklaringer på, hvorfor man går og har det skidt. Jeg havde måske sovet dårligt. Spist forkert. Haft for travlt i en kort periode. Drukket to kopper kaffe hurtigt efter hinanden. Glemt at drikke vand. Og så videre.

Heldigvis var resten af praktiktiden god for hende, og det var derfor, hun senere sagde ja til at blive ansat først som studentermedhjælper og senere som projektkoordinator samme sted.

I starten var hun glad for at være tilbage på bureauet, og det var fedt for hende at komme direkte i arbejde.

Det så jo godt ud på cv'et.

Hun fandt sin rolle på holdet, og kollegerne vidste, de kunne regne med hende.

Så hun knoklede for at leve op til deres og ikke mindst sine egne forventninger, som ofte var meget højere end andres.

Der blev tjekket og besvaret mails på alle tider af døgnet. Også når hun var syg, for hun havde en følelse af, at hun var uundværlig for virksomheden.

- Jeg følte, at hvert skridt var afgørende for min karriere. At jeg skulle nå en helt masse ting, som andre slet ikke forventede af mig.

Udadtil kørte det for hende, men hun havde ondt i maven, og hun følte sig utilstrækkelig med det stigende antal opgaver, der endte på hendes bord.

- Jeg mistede overblikket og overskuddet, og med tiden blev jeg en indelukket, rynket rosin-version af mig selv. Min krop reagerede på de ting, mit hoved ikke kunne rumme.

Louise begyndte at få små panikanfald med hyperventilation, og ondt i maven blev fulgt af svimmelhed og glemsomhed.

"Fik jeg låst hoveddøren, da jeg smuttede?"

Det fyldte meget hos hende, men hun prøvede stadig over for sig selv at finde logiske forklaringer på det hele.

"Overskuddet er tit mindre her i de kolde, mørke vintermåneder."

Hun følte, hun levede i en boble, og hun mødte på arbejde med rander under øjnene og uden make-up, for hun magtede ikke at bruge tid på det.

- Jeg blev til en version af mig selv, jeg ikke kunne lide, siger hun.

Så kom der en ny, stor opgave, som Louise blev projektleder for. Det var en kampagne for en vigtig kunde med en stram deadline.

Det blev det sidste, hun rørte ved.

- Den deadline ramte mig som en hammer. Jeg vidste, at det blev dødsstødet, for jeg følte, det var helt urealistisk at nå den.

Hun nåede det alligevel, men fire dage efter kampagnens lancering stoppede hun på bureauet.

Det var en svær beslutning, og halsen snoede sig sammen, da hun hev en chef til side og tog snakken med ham kort før påske sidste år.

Louises kæreste havde beroliget hende med, at de kunne klare den med hans løn og hende på dagpenge i en periode, så hun var sikker i sin sag.

Derfor var det en glad Louise, der cyklede hjemad med "Cotton Eye Joe" i øregangene og den yoga-måtte, kollegerne havde givet hende i afskedsgave.

Også selv om hun ét eller andet sted var flov over, at hun havde ladet det stå på så længe.

At hun ikke sagde fra noget før og gik på kompromis med sine egne forventninger.

Det giver stadig en stikkende fornemmelse i maven, når hun tænker tilbage på det.

Det tegnede til at blive den bedste sommer i 100 år. Sådan havde hun det, da hun stod ud af sengen 1. maj.

Louise har det med at tillægge ting symbolsk betydning, og her var der ikke noget at tage fejl af.

Der var noget symbolsk i, at det havde sneet et par uger tidligere, tænkte hun, mens solen nu skinnede.

Hun begyndte at kigge sig om efter et andet arbejde, og hun glædede sig til at se, hvor det førte hende hen.

Men hun havde ikke travlt. Der skulle også være tid til at komme ovenpå, så nogle dage cyklede hun ud til Refshaleøen og hoppede i vandet.

Hun fandt gode steder at læse de bøger, der stod på to-read-listen, tog sig tid til at holde ind og plukke blomster i vejsiden og spiste softice og studenterbrød.

Hun bagte kager, hørte lydbøger, spillede badminton og besøgte veninder med god tid til at snakke.

- Jeg fik hjerneplads til at fokusere på andet end arbejdet. Det var den ultimative følelse af frihed, siger hun.

Det var første gang siden hendes sabbatår efter gymnasiet, hun tillod sig selv at holde en pause og fylde sit liv ud med ting, der gav mening kun for hende.

Maj var pure happiness på den måde.

Også selv om hun fik det hul i cv'et, hun altid havde frygtet.

Juni 2018

Så kom juni, og noget ændrede sig. Nogle af stresssymptomerne vendte tilbage.

Hun begyndte at blive påvirket af biplydene fra kasseapparatet i Netto.

Det samme gjorde lyden af en stillads-presenning, der blafrede i blæsevejret, og lyden af store lastbiler og busser.

Lydene stressede hende og gjorde hende dårlig. De forstyrrede den indre balance, for de passede ikke på den frekvens, hun var tunet ind på.

Nu gik det op for Louise, at det var hende, der var problemet. Jobbet i sig selv var ikke stressfaktoren.

Det bundede dybere og i hendes vane med at sige ja til for meget, selv om det øgede tempoet i hamsterhjulet.

Hun havde derfor ikke bare brug for en pause men for at trække stikket totalt.

Så hun opsøgte sin læge, fik en henvisning til en psykolog og blev sygemeldt med stress.

Louise fortalte, at hun var bange for at få tilbagefald og blive stresset igen. Overalt lurede farer, der kunne få hendes verden til at ramle sammen.

- Jeg var blandt andet bange for at besvime igen, så vi talte om den yderste konsekvens, hvis det skulle ske. Hvad er det præcist, du er bange for, at der sker, hvis du besvimer? Tror du ikke, at nogen kommer og hjælper dig?, spurgte psykologen.

- Det ved jeg faktisk ikke, svarede jeg så. På den måde fik hun mig til at indse, at jeg mentalt spændte ben for mig selv ved at køre rundt i negative tankemønstre, mens jeg desperat forsøgte at holde fast i den sidste rest af kontrol over mit liv.

Louise var altid dødtræt efter de samtaler. Men hun rykkede sig meget, og hun lærte sig selv bedre at kende, så hun fik det gradvist bedre.

September 2018

I september meldte hun sig rask på jobcenteret, og hun begyndte igen at søge arbejde.

Hun forsøgte sig som freelance tekstforfatter og konceptudvikler for at finde sig selv fagligt, og hun drak kaffe med en masse mennesker, der måske kunne åbne nye døre for hende.

Hun kunne bare ikke se sig selv i nogle af de opslåede stillinger i kommunikationsbranchen, der havde betydet så meget for hende.

Til sidst nåede hun til den erkendelse, at det ikke nødvendigvis er den branche, hun vil tilbage til.

Hun er blevet en anden nu, end da hun startede på sin uddannelse, og hun er blandt andet nysgerrig på, hvordan hun kan kombinere kommunikationen med en interesse for undervisning.

- Jeg drømmer om et fuldtidsarbejde, der gør en mere direkte forskel for folk. Mit håb er, at jeg kan finde et job, hvor jeg kan give noget konkret og direkte brugbart videre, siger hun.

Kreativitet, formidling og mødet med mennesker er blevet nøgleord for hende.

Imens arbejder hun frivilligt som lektiehjælper på et center for indvandrerkvinder i Blågårdsgade, og hun er deltidsansat som privat underviser.

Men det er ikke nemt for hende at skifte spor på den måde. Louise har spurgt sig selv, hvem hun er, hvis hun ikke er en bureaukvinde i overhalingsbanen.

- Jeg ville ønske, jeg kunne svare på det, men det kan jeg ikke endnu. Det her er en on-going proces for mig, og jeg famler stadig efter svaret, siger hun.

- Det bliver jeg nok ved med. Det vil være naivt at tro, at jeg finder svaret efter et års tænketid.

Louise er klar over, at andre ikke nødvendigvis har den samme mulighed som hende for at trække stikket for en periode.

At frygten for, hvordan fremtiden ser ud, er stærkere end lysten til at kvitte et job, man egentlig helst vil væk fra.

For hvor skal pengene komme fra? Hvad tænker andre? Hvad med den fine titel, jeg har udsigt til?

Konsekvenserne bliver uoverskuelige.

- Jeg møder en del, der siger, jeg er pissesej, fordi jeg har gjort det her som nyuddannet. Sådan har jeg det bare ikke altid. Jeg gjorde det, fordi jeg var ved at gå i stykker, og jeg er ærlig omkring min historie, fordi det er vigtigt at tale højt om det. Også selv om det er grænseoverskridende at udlevere sig selv på den måde, siger Louise Foged.

Hun har et klart budskab til dem, der læser hendes historie:

- Man skal huske på, at et arbejde godt bare kan være et arbejde. Det behøver ikke være skæbnebestemt, og det behøver ikke handle om høj løn og fine titler. Man kan sagtens have et fedt liv, hvor jobbet ikke nødvendigvis er det vigtigste, siger hun.

- Så stop op og mærk efter, hvordan du har det. Også selv om du er bange for, hvad du finder derinde. Sådan har jeg det. Fordi jeg er et menneske - ikke en arbejdsrobot.

Ønsker vi at ændre tilværelsen?

Kilde: Kantar Gallup for Berlingske