Lad os starte med et spørgsmål.
Uanset hvad du har svaret, kan artiklen her forhåbentligt give dig inspiration til at komme (endnu) tættere på dine søskende.
Det kan nemlig være en udfordring at få et tæt forhold til sine søskende som voksne, når man er flyttet hjemmefra og har fået sin egen travle hverdag.
Herunder kan du møde søskendeparret Lea og Sascha, der på trods af, at de de seneste syv år har boet i hver sin ende af landet, er blevet endnu tættere som voksne.
Bagefter kan du møde søskendeparret Karina og Martin, der trods geografisk afstand, otte års aldersforskel og religiøse forskelle har formået at blive rigtigt tætte.
Lea Meineche på 28 og Sascha Meineche på 30 er vokset op sammen hos forældrene lidt uden for Randers, men har de seneste syv år boet i hver sin ende af landet.Lea bor til daglig i Aarhus og Sascha i København. De kalder hinanden 'John' (Lea) og 'Salle' (Sascha).
Har I altid været tætte?
Sascha: Ja, det tror jeg. Der er kun halvandet år imellem os, så det har altid været naturligt, at vi var tætte. Som børn legede vi meget sammen og med hinandens venner. Det var bare meget nemt.
Lea: Jeg føler, det er kommet mere, efter vi er blevet voksne. De seneste par år, hvor vi begge har oplevet kærestesorger, og der har været dødsfald og sygdom i familien, synes jeg, vi har fundet hinanden på en anden måde end tidligere.
Sascha: Jeg ser os nærmest mere som veninder end som søstre, for vi er jo begge dele. Når man er søskende, er det jo en nem måde at få en bedste veninde på, for man er ens på så mange parametre i forvejen.
Hvad har det betydet for jeres forhold, at I bor i hver sin ende af landet?
Lea: Da du flyttede til København, opdagede vi, at vi faktisk var nødt til at gøre noget aktivt for at være i hinandens liv.
Sascha: Den tid vi har sammen nu er bedre givet ud. Nu er vi mere intenst sammen. Vi vælger aktivt, at vi vil se hinanden og spørger ikke bare, om den anden lige vil kigge forbi for så at sidde i sofaen og spise pizza.
Lea: Hvis man bare sidder i sofaen, skal man gøre det, fordi det er dét, man har valgt.
Sascha: Sidst du kom til København, var vi i sommerhus for at besøge nogle fælles veninder, og vi var inde at se musical og i Tivoli. Vores tid er bare mere værd nu på en måde.
Lea: Vi har også rejst alene sammen flere gange. Nu skal vi til Finland til nytår, bare os to, og har planlagt en tur til Skotland i foråret.
Sascha: For mig er det rart, når det kun er os to. Der er ikke nogen, der skal se os i Finland. Det kan være svært, når vi besøger hinanden, fordi der også er familie og venner, vi gerne vil se.
Deler I alt med hinanden?
Lea: Vi har kontakt hver dag på sms og snapchat og sådan noget. Jeg tror faktisk ikke, der er noget i mit liv, som 'Salle' ikke ved. Hun ved, når jeg er nede at handle, når jeg træner, når jeg er stresset, eller når jeg har 'drengeproblemer'. Omvendt ved jeg også hele tiden, hvad hun går igennem og laver.
Sascha: Jeg kan også fornemme på sms, hvis 'John' er sur eller ked af det. Det behøver hun ikke at fortælle, det ved jeg bare.
Lea: Den daglige kontakt er vigtig. Nu hvor vi ikke går op ad hinanden, ville vi jo ikke kunne regne ud, hvordan den anden havde det, hvis vi ikke havde den kontakt.
Har I haft konflikter?
Sascha: For seks år siden var der en kort periode, hvor jeg havde brug for at trække mig lidt. Jeg havde været kærester med en fyr i mange år, og da vi så slog op, blev Lea kærester med hans lillebror.
Vi var en del af den samme, store vennegruppe, så det var ikke fordi, det var helt vildt mærkeligt, men hun var nyforelsket, mens jeg var heartbroken, og jeg kunne ikke lige overskue at skulle høre så meget om den familie.
Lea: Ja, så blev din svigerfamilie lige til min svigerfamilie. Der var ikke nogen konflikt som sådan, for vi var ikke sure og kunne godt snakke sammen, men der var en periode, hvor vi ikke var helt så tætte, og vi snakkede ikke rigtigt om det.
Jeg havde aldrig haft et langt forhold før, så jeg havde ikke helt fattet, hvor svært det var at have kærestesorger. I dag har jeg prøvet det selv, og det gør os tættere, at vi nu begge forstår den del af hinandens liv bedre.
Ingen af jer har kærester og børn lige nu. Hvad gør I den dag, der kommer kæreste og børn ind i billedet?
Lea: Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt tænkte, at hvis du fik en kæreste, så ville du jo ikke prioritere mig lige så meget. Det var faktisk lidt sådan en jalousi-ting. I forhold til vores relation er vi jo privilegerede, at vi er så frie, som vi er nu.
Sascha: Vi har begge oplevet at fyre kan forsvinde igen, så vi ved, at man ikke skal glemme hinanden, ligesom man heller ikke skal glemme sine venner, for der er større sandsynlighed for, at de bliver i ens liv.
Lea: Efter alt det, vi har oplevet med heartbreak og med sygdom i familien, er det gået op for os, hvor vigtig familien er.
Måske vil vi se hinanden mindre på tomandshånd, når der kommer kærester og børn ind i billedet. Men som moster vil jeg jo også komme til at knuselske dine børn - og så bliver det lettere at dele dig med dem.
Martin Tybring Jensen på 25 og Karina Tybring Hansen på 33 er vokset op sammen hos forældrene i Undløse. I dag bor de godt en times kørsel fra hinanden - Karina i Farum og Martin i Holbæk med sin kommende kone, deres to små børn og to bonusbørn. Martin kalder Karina for 'Fede' og Karina Martin for 'Tykke'.
Har I altid været tætte?
Karina: Vi er først blevet tætte som voksne. Jeg flyttede hjemmefra første gang, da jeg var 14, og 'Tykke' er jo otte år yngre end mig, så det er nok naturligt, at vi først har fundet hinanden som voksne. Vi har også en bror, som ingen af os har særlig meget kontakt med, så det er heller ikke nogen selvfølge, at man som voksne får et så tæt et forhold, som vi har fået.
Martin: Ja, jeg tror også det skyldes, at jeg er blevet ældre, samtidig med, at jeg mentalt føler mig ældre end min alder. Det har nok også noget at sige.
Karina: Vi begyndte pludselig at lave en masse ting, som vi begge kunne lide, sammen. Vores forhold drejer sig rigtig meget om mad for eksempel. Enten spiser vi, eller så rejser vi sammen. Og nogle gange hjælper 'Tykke' mig med nogle praktiske ting. Men det er ikke fordi, vi absolut skal lave noget, når vi er sammen. Det er nok i virkeligheden det fine ved vores forhold, at det er nok, at man bare er sammen, at man ikke behøver lave noget.
Hvor tit er I i kontakt med hinanden?
Karina: Vi ses et par gange om måneden og snakker flere gange om ugen.
Martin: Vi bruger nok meget mere tid sammen end så mange andre søskende. Og så snakker vi meget sammen i telefon.
Karina: Det er jo alt fra, at jeg ringer dig op i ti sekunder og siger: 'Du er tyk!'
Martin: Og jeg siger: 'Du er fed!'
Karina: Og så lægger vi på.
Karina: Netop fordi vi ikke kan ses hele tiden, så snakker vi, når vi lige kan. Det er jo bare for lige at komme i kontakt med den anden og sige ’hej’. Vi kan tale sammen i ti sekunder, men vi kan også tale en time sammen på vej hjem fra arbejde. Det er seriøst alt og ingenting, vi taler om.
Martin: Når jeg kommer hjem, og min forlovede spørger: ’Hvad fanden har I snakket om så længe?’, så siger jeg 'Det ved jeg sgu egentlig ikke. Vi har bare snakket'.
Hvad har afstand, og at I er hvert sit køn, betydet for jeres forhold?
Karina: Det har ikke været nogen hindring, at vi er 'dreng' og 'pige'. Martin kan både være håndværkeren med en øl i hånden og ham, der sidder på en fin café og drikker te. Vi har en masse ting tilfælles, og det er så de ting, vi laver sammen. Og så giver vi plads til, at vi på nogle punkter er meget forskellige. Det kan vores forhold godt rumme.
Martin: Jeg kan for eksempel godt lide at rode med biler, og du kan lide at sidde alene i din sofa en fredag aften og læse en bog om slægtsforskning.
Karina: Før du fik familie, var du også lidt 'party-uartig'. Der er jeg den diametrale modsætning, men det er der plads til.
Martin: Jeg har altid haft fart på, når det kommer til arbejdslivet, og jeg gik også meget i byen, før jeg fik familie. Men når jeg så kommer her, eller vi er ude at rejse, så er der ro på. Det har jeg også nogle gange brug for.
I er også forskellige i forhold til jeres tro. Hvad betød det for jeres forhold, at Karina konverterede til Islam for ti år siden?
Karina: Vi kan sagtens tale om religion. Det har aldrig været noget issue, og det er ikke forbudt at spørge ind til det. Det gør 'Tykke' også. Vi kan også indimellem diskutere og være meget uenige. Men han accepterer, at jeg er muslim fuldt ud, og han er åben overfor mine synspunkter.
Martin: Jeg er ikke selv religiøs og var ikke så gammel, da hun konverterede, så jeg havde i virkeligheden ikke den fjerneste anelse om, hvad kristendom eller Islam var. Men jeg kan ikke se den store forskel på, om 'Fede' er kristen eller muslim. Jeg er ikke selv troende, men hun er jo stadig den samme, bortset fra, at hun har tørklæde på hovedet.
Karina: Som 'Tykke' siger, så er jeg jo bare mig. Det lyder meget politisk korrekt, men vi gør jo plads til hinanden. Vi har nogle ting, vi er fælles om, og så har vi hver især vores.
Hvordan har jeres rejser gjort jer tættere?
Karina: Vi har blandt andet været i England og Skotland sammen, og han har besøgt mig, da jeg en overgang boede i Cairo. Det gør, at vi får tilbragt noget kvalitetstid sammen. Samtidig kan vi slappe af og opleve noget nyt sammen – og spise en masse god mad.
Martin: Da 'Fede' sagde: 'Vi skal på en bustur rundt i Skotland, der tager tolv timer', tænkte jeg: 'Det er dybt åndssvagt, det holder jeg ikke til'. Men det var en vildt fed tur, vi aldrig glemmer. Hvis jeg bare havde sat mig ned og sagt 'det gør vi ikke', så havde vi aldrig fået den oplevelse sammen. Så det gælder også om at være åben over for hinandens idéer.
Hvad har det betydet for jeres forhold, at Martin har sin egen familie nu?
Karina: At han har fået børn gør bare, at vi laver nogle andre ting sammen. Så det har heller ikke været en hindring for os, at han har fået familie.
Martin: Men vi kan selvfølgelig ikke gøre som før, hvor vi impulsivt kunne aftale at tage til London om 14 dage.
Karina: På den seneste rejse til Bornholm kom hans kæreste og børn også med, men dem er der også plads til. Vi får stadig tilbragt tid sammen og hygget os. Hele familien, men også bare os to.