De er ved at drive ham til vanvid.
"De grimme tanker", som han kalder dem, bliver ved med at snurre rundt i hovedet på ham.
Andreas sidder på en væltet træstamme på en øde tropeø. Han har sultet og tørstet de sidste seks dage, og nætterne har han tilbragt under åben himmel.
Han er med i tv-programmet 'Øen', hvor 14 danskere skal samarbejde om at overleve en måned på en øde ø.
Han har meldt sig til, fordi han vil lære sig selv at kende og teste sine egne grænser – men nu er grænsen også ved at være nået.
- Jeg tænkte: Hvad er meningen med alting? Hvorfor er jeg overhovedet taget af sted? Hvad tænker jeg egentlig på?, fortæller Andreas Jack.
Faktisk ønsker han, at det hele bare forsvinder.
- Jeg havde mest af alt lyst til at knipse og så bare være væk.
Så efter seks dage på 'Øen' vælger han at bruge sin livline og blive hentet hjem til Danmark.
En beslutning, han ikke har fortrudt et eneste sekund siden – faktisk er Andreas stolt over, at han trykkede på knappen, for dermed tog han styringen i kampen mod de dæmoner, der hjemsøger ham.
Dæmoner, som trækker tråde tilbage i tiden. Blandt andet til en skolegang, hvor han følte sig misforstået og undermineret af sine lærere.
Dæmoner, som længe levede i en mørk afkrog af den unge jydes sind – men som pludselig meldte deres ankomst en helt almindelig dag på jobbet.
Tankerne overtog kontrollen
Andreas arbejdede som gulvsliber, da det skete.
Egentlig var han uddannet butiksarbejder, men han følte ikke helt, at han havde fundet sin hylde.
Så han prøvede nogle forskellige ting af, og nu stod han altså og støvsugede savsmuld op fra et gulv, som han netop havde slebet.
En følelse havde vokset sig større og større den seneste tid. En følelse af meningsløshed. Af ikke at høre til nogen steder. Af ikke at være god nok.
Nogle gange også tanker om, at det hele ville være lettere, hvis han slet ikke eksisterede.
Hidtil havde han gjort alt, hvad han kunne for at undertrykke dem, gemme dem væk og lade som ingenting.
Men pludselig var det tankerne, der tog kontrollen.
Han tabte støvsugerrøret på gulvet, da det slog ned i ham som et lyn:
Nu ville han gøre en ende på det hele.
Han satte sig ud i firmabilen drejede nøglen, fast besluttet på at følge sin plan til dørs.
Men i samme øjeblik, motoren sprang i gang, gav hans krop slip.
- Jeg tænkte: Nej-nej-nej, hvad sker der. Jeg var helt grædefærdig og ringede til min mor og fortalte, hvad der var sket. Hun sørgede for at blive i telefonen og ringede til nogen, som kunne komme og hjælpe, siger han.
Andreas blev henvist til en psykiater, som ikke var i tvivl: Der var tale om en depression.
Og efter nogle samtaler havde psykiateren også en teori om, hvor den depression blandt andet havde sine rødder: I Andreas' skolegang.
Følte sig forfulgt af lærerne
For som barn var han fagligt udfordret, og han havde svært ved at koncentrere sig.
Han mener ikke, at viljen fejlede noget. Men når han åbnede bøgerne, var det, som om hjernen lukkede ned.
Det betød, at han fik flere af sine skolelærere på nakken, fortæller han.
- Jeg fik at vide af mine lærere, at hvis ikke jeg tog mig sammen, ville jeg aldrig blive til noget.
Han mener ikke, at lærerne tog hensyn til de udfordringer, han havde.
- De tog ikke udgangspunkt i min situation, de tænkte bare: Han gider ikke, han er doven, han er træls. Det var uudholdeligt.
Men heldigvis var der også lyspunkter i Andreas' skolegang.
Han har altid haft let ved det sociale, og han havde mange venner i sin klasse.
Faktisk var han så vellidt, at han var ombejlet, når der skulle laves gruppearbejde. Også selvom det ikke var ham, der trak det største faglige læs.
Andreas husker særligt én specifik situation, hvor der skulle dannes grupper i klassen. Som vanligt blev han trukket i fra flere sider, og det var tilsyneladende en torn i øjet på hans lærer.
- Da tilstrækkelig mange havde sagt, at de ville være på hold med mig, sagde min lærer: "Nu må det være nok. Hvorfor gider I være sammen med ham, når det eneste, han kan finde ud af, er at spille computer og fodbold?"
Lige præcis den hændelse klagede hans forældre til skoleledelsen over. Og mens det er den groveste episode, Andreas husker, var den langt fra enestående. Han følte sig i det hele taget misforstået og underkendt af sine lærere, og det efterlod sår på hans selvværd.
- Til sidst får man et billede af sig selv, der er sådan: Jeg er jo egentlig bare træls og i vejen, og hvad fanden er meningen så med livet?
I dag bliver Andreas vred, når han tænker på det, der skete.
- Nu hvor jeg er blevet ældre og er en del erfaring rigere, kan jeg sådan oprigtigt tænke: fuck dem. Skråt op til alt det lort, de har stoppet ned i mig. Det passede bare ikke alt det lort, de fyrede af.
Vigtigt at lytte til sig selv
I dag har Andreas en afstand til de ting, lærerne sagde til ham. Men længe havde han en stemme indeni, der fortalte ham, at han var træls og i vejen.
Det var den, der talte, den dag støvsugerrøret gled ud ad hånden på ham.
Og det var den, der kom tilbage med fornyede kræfter ude på øen.
Det begyndte allerede at gå ned ad bakke, inden Andreas blev sat i land på den øde tropeø. For deltagerne skulle være i coronaisolation i fire dage inden ekspeditionen, og det tærede på hans psyke.
Da de endelig blev sluppet fri på øen, levede han højt på adrenalin.
Men efterhånden som kicket aftog, og batterierne blev drænede, voksede "de grimme tanker" sig stærkere.
Og det hjalp ikke på det at, at hans gruppe havde slået lejr på en mudret strand fyldt med blodtørstige sandfluer.
- Det var meget barskt. Det at være ude i junglen triggede tankerne ekstra meget, siger han.
Andreas' psykiske helbred var i frit fald. En nedadgående spiral uden lys for enden, og til sidst knækkede filmen.
De fleste af de øvrige deltagere var taget på ekspedition, da det skete. Kun han og med-øboen Monica Kozon var tilbage i lejren.
Hun lagde armene om ham, og så begyndte han at hulke utrøsteligt.
Men nogle gange skal man ramme bunden, før kurven knækker, og det var på en måde det, der skete for Andreas.
- Pludselig tænkte jeg: Nu hører du efter den stemme, der er inderst inde i dig. Nu tager du hjem, og så får du en gang for alle styr på det her, siger han.
Så Andreas valgte at tage blive hentet hjem fra 'Øen'. Og dermed sluttede det, der skulle have været hans livs eventyr, efter bare seks dage. Men han er hverken skuffet eller ærgerlig.
Tværtimod er han stolt af, at han lyttede til sig selv og udløste katapultsædet, og det er en lektie, han tager med sig hjem.
- Det gælder virkelig om at lytte til sig selv. Det kan godt være lidt tabubelagt, særligt som mand, fordi det kan føles svagt. Men hold kæft, hvor er det vigtigt.
Har det fantastisk
Nu er det cirka et halvt år siden, at Andreas ramte bunden på en øde tropeø i Stillehavet. Siden er det kun gået fremad, og i dag har han det bedre end nogensinde. Som han siger:
- Jeg har det fantastisk.
Noget af det, der for alvor har hjulpet 'Øen'-deltageren på vej til en sundere psyke, er, at han har fortalt sine nærmeste, hvordan han har det. Også selvom det var vildt skræmmende at skulle sige ordene: "Jeg har en depression".
Men han gjorde det, og det var et stort skridt på hans vej mod bedring.
- Alle tog det pissegodt. Mine venner sagde, at de var der, hvis jeg havde brug for det. Min mor og far var der bare. Min kæreste var der bare. Det var en kæmpe succesoplevelse at få det fortalt, siger han.
Alt i alt betyder det, at han føler, at han er kommet ud på den anden side.
- Det har fandeme været hårdt, men jeg har det virkelig godt nu, siger han.
Oven i hatten har han for første gang fundet et job, som han stortrives i – han er begyndt som pædagogmedhjælper.
- Jeg synes, det er megafedt. Jeg er megaglad for det, og jeg er næsten ikke i tvivl om, at det er den vej, jeg skal gå. Ikke nødvendigvis kun med børn, men at jeg skal arbejde med mennesker i den pædagogiske verden, siger han.
Og nu hvor han selv arbejder med mennesker, er der én ting, han stensikkert aldrig vil sige til nogen: At de ikke kan blive til noget.
For han er et bevis på, at selvom det hele ser kulsort ud, så er der et lys for enden.