Denne artikel blev første gang publiceret i maj 2020.
Bilturen fra København til Saltum føles lang, og jeg er desperat, fordi min mobil er ved at løbe tør for strøm. Jeg kan umuligt finde vejen til Sussi og Leo på egen hånd.
Motorvej bliver erstattet af landevej omringet af knaldgule, influencerfri sennepsmarker. Lige som man tror, man ikke kan komme længere væk, kommer der endnu en landevej.
Og så dukker Sussi og Leo Productions op. En stor, gul bygning, der ligger som en kæmpe mansion (et palæ) her midt på landet. Foran står den hvide tourbus med store billeder af de to stjerner som en kæmpe fuckfinger til alle klicheer om den nordjyske stereotyp.
Her skal jeg være det næste døgn.
Årsagen er, at jeg har set DR3-dokumentarserien 'Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo', og at jeg i den anledning har interviewet deres plejebarn Lukas, hvis mor gik ned med en depression, og som elsker at bo hos Sussi og Leo.
Det gav mig lyst til at se nærmere på dette nordjyske fænomen, som i år har kunnet fejre 50 års jubilæum som duo. For helt ærlig; så glad kan man da umuligt være for hinanden efter så mange år! Og hvis man så kan, hvad er så hemmeligheden bag den lim, der holder dem sammen? Det skal jeg bruge de næste 24 timer på at finde ud af.
Utraditionel velkomst
Jeg parkerer på den store gårdsplads. Sussi vinker og kommer over og hilser. Jeg føler jo nærmest, jeg kender hende allerede og har lyst til at give hende et kram, men i disse coronatider nøjes jeg med at hilse med et nik. Sussi smiler igen.
Hun er i gang med at ordne have iført en khakifarvet "Sussi og Leo"-kasket, lyserød top og shorts og lyserøde sko. Solen skinner, og jeg bliver selvbevidst om mit eget outfit. Sort fra top til tå, sorte sneakers og en sort læderjakke. Jeg føler mig pludselig lidt fjollet i den mundering og skynder mig at tage jakken af.
- Du går bare ind. Jeg skal lige ordne det sidste i haven. Leo er derinde, siger Sussi og tilføjer:
- Jeg håber, du kan lide hunde.
Jeg skynder mig at finde allergipillerne frem fra tasken og tager diskret en dobbeltdosis, inden jeg går ind i den store hall. Her får jeg det første chok. Dørklokken ringer, når man går ind og ud. En lyd, jeg bedst kan beskrive som at træde ind i en frisørsalon.
To hunde kommer løbende, en sort labrador og en lille chihuahua, som byder mig velkommen sammen med omkring 50 fugle, der kvidrer løs i et kæmpe fuglebur - et voliere, som Sussi forklarer mig senere.
Leo kommer mig i møde. Han humper lidt på det ene ben efter en hofteoperation for fem år siden, der ikke gik efter planen. Han har en pibe i munden.
- Bare lad, som om du er hjemme, siger Leo.
- Hvor skal jeg lægge mine ting, spørger jeg og tænker på, om der er gjort et værelse klar.
- Ja… jo… Du kan sove her eller i tourbussen. Det ser vi på senere, lyder svaret.
Jeg smider tingene ind i et stort rum ved siden af hallen og hilser på Lukas, som spiller computer inden sin første arbejdsdag i en lokal dagligvarebutik. Han flyttede ind hos Sussi og Leo med sin mor, Berit, i januar 2018, da hendes depression blev så slem, at hun ikke kunne klare at bo for sig selv. Hun blomstrede op og har nu fået fast job og er engageret i det lokale teater.
Så går jeg ind til Leo, som sidder i en af stuerne og skriver på en af sine romaner, mens piben bapper derudaf. Han har udgivet en del romaner og noveller, men ikke under eget navn.
- Sussi og Leo står for sjov og ballade, og det regner folk også med at få, hvis de køber en roman skrevet af mig. Derfor skriver jeg under pseudonym, for mine romaner er blodigt alvor, siger han uden at fortrække en mine.
Sussi er færdig med havearbejdet og kommer ind i køkkenet. Her koger hun vand og tager neskaffe og en rulle kiks med ud på en af terrasserne. Leo vil hellere have en øl.
Jeg spørger, om jeg må tage nogle billeder. Det må jeg godt, men først springer Sussi op og finder en hårelastik, som hun kommer i Leos lange hår.
- Det kommer hurtigt til at se så fedtet ud, siger hun og smiler.
- Jeg gider ikke have langt hår, siger Leo.
- Men så klippede jeg det for mange år siden, og det var ikke populært hos folk. Så nu er det bare sådan.
Berit kommer hjem fra arbejde, og vi sidder og snakker. Der er meget latter, og stemningen er god. Bagefter får jeg en rundtur af Sussi.
Gården kom til Sussi i en drøm
Husets grund er 10.000 kvadratmeter, og gården er 1.500 kvadratmeter, men de bruger reelt kun halvdelen til beboelse. De købte huset for 23 år siden til en pris, man ikke kan få en etværelses lejlighed for i København, som Leo siger. Da de overtog gården, var der svinestald, og haven var et vildnis. Nu står alt snorlige med blomster, græsplæne, hyggekroge og krukker. Sussi har også lavet et lille grillsted med udekøkken.
- Vi købte faktisk huset på grund af den der, siger Sussi og peger på et stort træ. Det hedder en blodbøg.
- Jeg drømte, at jeg boede i et hus med sådan et træ, og så stod træet på plænen lige der foran huset, da vi så det første gang. Jeg vidste, det var dét.
Rundturen fortsætter indenfor, og Sussi viser mig det hele. Der er ting overalt, men alt har en historie. Sussis kæmpeplante er for eksempel 55 år gammel.
Ovenpå er parrets soveværelse, der lige har fået nyt, lyst tapet med fugle på. Før var hele rummet beklædt med tungt, bordeaux velour. Berits store soveværelse er også ovenpå. Det er vigtigt, hun føler sig hjemme og har sit eget sted, som Sussi siger.
Vi går nedenunder igen, og nu kommer Leo ind i køkkenet, og de snakker om aftensmaden. Det slår mig, hvordan de begge lytter til hinanden, mens de finder en god opskrift på Ipad'en. Så hjælpes de ad med at lave mad. Vi skal have svinemørbrad med champignonsovs i fløde og kogte kartofler.
Sussi henter et glas rødvin fra en boks til Leo. Leo elsker et glas, når han laver mad og går og hygger sig. Sussi drikker ikke selv vin.
- Jeg er mere til en lille en, siger hun og henter flasken.
Til min store overraskelse står der "En lille een" på mærkaten. Hun byder mig et lille snapseglas med sin yndlingsdrik. Det smager af medicin.
- Ja, der kan du selv se. Det er sundt, siger hun og griner.
Sussi holder også meget af Fernet Branca og fortæller om dengang, en mand prøvede at imponere hende ved at drikke Fernet sammen med hende, selvom han nærmest ikke kunne få det ned.
- Det forstår jeg ikke. Det der med at lade, som om man godt kan lide det.
Leo foreslår, vi tager et lille glas sammen.
- Hvis det er flydende, så drikker jeg det, og Fernet Branca elsker jeg. Det drikker vi som vand, som han siger.
- Nå, jaja, siger Sussi, før vi tager en tår.
De smiler til hinanden. Jeg er imponeret over, hvordan de bevarer en kærlig tone, selv når de retter på hinanden.
Leo overvejede at gå fra Sussi
Hvornår har I sidst skændtes, spørger jeg.
- Åh, det ved jeg faktisk ikke. Er det måske tre-fire år siden?
For en som mig, der lidt oftere er på krigsstien, virker det absurd. Hvordan i alverden er det muligt, når de har været sammen konstant, både privat og på job, siden de blev kærester for 50 år siden, da de var 15 år?
Svaret er overraskende kedeligt: Løs de problemer, der opstår. Snak sammen og lyt og lad den anden få ordet.
Så jeg bliver ved: Det kan da ikke passe, at I aldrig har nogle problemer?
Og så fortæller Leo pludselig, at han faktisk overvejede at gå fra Sussi for nogle år siden, da han var blevet alvorlig syg med sin hofte og ramt af en infektion, som gik ud over en nyre og kostede ham synet.
- Jeg tog mit liv op til revision. Hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvad skal jeg, hvad er meningen med det hele. Jeg havde faktisk en depression, uden jeg var klar over det.
- Du vidste ikke, om du overhovedet ville spille, tilføjer Sussi, som passede hjem, kontor og showet, mens hun gav Leo fred til at finde ud af, hvad han ville med sit liv.
Og efter en hård periode endte det med, at Leo kom til den konklusion, at det her liv med Sussi var det eneste rigtige for ham. Et liv, hvor der er plads og accept til at være lige præcis dem, de er.
- Hvis alle mennesker turde være de originaler, de nu engang er, ville vi få en ny og bedre planet at se. Find det, der gør dig anderledes, og dyrk det. Det har vi altid prøvet på, lyder rådet fra Leo.
Sussi fortæller, at hun kan se aura og er det, nogle vil kalde for synsk. Hun har engang været præstinde i Indien i et tidligere liv.
- Hvis jeg fortalte det til andre, ville folk bare tænke, at jeg var syg. Men ikke Leo. Sådan har han været, siden vi mødtes.
Jeg prøver at aflæse, om hun laver sjov med mig, men hun ser ud til at mene det.
- Hvad med dig, Leo. Har du også været noget tidligere, spørger jeg og får selvfølgelig svaret, at Leo har været soldat i Første Verdenskrig, måske i Frankrig.
Fra Afrika til en nordjysk campingplads
Nå, men i dette liv har Sussi også været berejst. Hun er født og opvokset i Afrika, hvor hendes forældre ejede noget jord. De tog tilbage til Danmark, da hun var syv, og åbnede en campingplads i Nordjylland, hvor Leo er fra.
Sussi underholdt tit med guitaren på campingpladsen, og da hun mødte Leo, spillede han i et band. De lavede en duet, og resten er historie.
Begges forældre har altid bakket dem op, fortæller Leo, som faktisk afsluttede handelsskolen, men valgte musikerlivet.
- Jeg synes, det er hamrende forkert at tvinge unge til at tage en beslutning om fremtiden, hvis de er 16-17 år og ikke er klar til det. Jeg er 65 år, og jeg har ikke fundet ud af det endnu. Min far var skomager og sagde "hvis I kan leve af at spille, så er det dét, I gør. Der er sgu en plads til os alle", husker Leo.
Han foreslår, at vi tager en Fernet Branca til. Sussi henter flasken, og jeg vil ikke være uhøflig, så jeg siger ja tak. "Du er godt opdraget", lyder det fra Leo.
Drømte om børn
Snakken går, og de fortæller levende historier om dengang i 1980'erne, da de fik en millionkontrakt på Skansen i Skagen for fem år af gangen. Her spillede de seks dage om ugen og var der i 23 år. Livet på scenen var sjovt, men hårdt, og ikke uden omkostninger.
Sussi ville egentlig gerne have haft en masse børn, men det var svært at få til at passe ind i et skema med så mange shows, og hun kunne se, hvordan hendes bror så helt udkørt ud, da han fik en baby.
- Der kunne jeg bare mærke, at jeg hellere ville spille. Så vi valgte ikke at få børn, siger Sussi, som dog havde svært ved afsavnet og drømte om, at der pludselig lå en baby foran hoveddøren.
Også Leo begyndte en dag at tvivle på, om de havde taget den rigtige beslutning. En dag da de spillede på Skansen, da han var fyldt 50, slog det ham pludselig.
- Hvorfor fanden arbejder jeg så meget. Vi tjener penge, men vi har aldrig tid til at bruge dem, og penge siger mig heller intet. Hvis jeg nu havde haft børn, havde jeg gjort det for deres skyld, siger han. Så tilføjer han:
- Men nu har vi jo fået teenagere. En på 17 og en på 46, siger han om Lukas og Berit og fortæller, at der er flere, der tror, Lukas er hans søn. Måske på grund af det lange hår.
Nej til Roskildes Orange Scene
Når snakken falder på Lukas, lyser de helt op. De taler om, hvor meget han har forandret sig, siden han flyttede ind hos dem for to år siden. Han var - og er - lidt stille, og derfor har de kærligt skubbet ham ud i nye udfordringer. Og Sussi ved, hvad hun taler om, for selvom det måske er svært at tro, var hun selv meget genert som ung.
- Hvis jeg skulle til købmanden, prøvede jeg på at gemme mig, så der ikke var nogen i butikken, når jeg skulle betale.
- Jeg tror ikke, du følte dig særlig køn, tilføjer Leo.
Sussi, som ikke bliver fornærmet over den kommentar, fortsætter:
- Ja, det kan da godt være, det var noget med det. I starten turde jeg slet ikke sige noget, når jeg stod og spillede, men så kom det lidt hen ad vejen, når jeg blev tvunget til det.
Duoens usikkerhed har fået dem til at sige nej til flere legendariske jobs. Det første var at spille i det berømte Ed Sullivan-show på BBC, der eksisterede fra 1948 til 1971. Det næste var en koncert på Roskilde Festivals Orange scene.
- Vi var bange for at blive gjort til grin, så vi sagde nej. I dag ville vi sige ja. For nu ved vi jo, at det ikke er farligt. Ligesom når du viser røv, det er du jo ligeglad med nu.
Leo taler om Sussi, der engang var meget genert og blufærdig. Det er hun ikke længere.
- En dag spillede jeg i kort kjole. Så tog fanden ved mig, og så vendte jeg mig bare rundt og stak hele røven ud til publikum. Alle spillede bare forkert, trommeslageren og bassisten, og folk hylede af grin.
Det blev efterhånden Sussis varemærke at løfte op i kjolen og vise sin g-strengs-numse til publikum. For nylig har hun lagt et billede på Instagram, hvor hun ordner have iført en lille bikini, og hun hylder det erotiske i mange af sine malerier.
Hun fortæller, at hun synes, kvindekroppen er smuk, men at hendes egen grænse går ved at posere helt nøgen.
Leo afbryder:
- Du har da været nøgenmodel. Det var sateme pæne billeder. Du var 50.
- Det er faktisk rigtigt. Det var nogle flotte billeder til et blad, der hed 'Dagens mand'.
Sex og partnerbytte
I den periode var Sussi og Leo en del i medierne, hvor de fortalte om deres livlige sexliv og et partnerbytte, de prøvede, da de var helt unge.
Men er der så noget ved snakken om jeres vilde sexliv, spørger jeg og stirrer ned i mit shotglas med Fernet.
- Det er ikke så meget sex, men det at røre ved hinanden, som jeg synes, er vigtigt. Og det gør man, når man går i seng sammen, forklarer Sussi.
- Jeg kan da huske, at vi hørte fra et familiemedlem, at når man bliver 60, er det slut med sexlivet. Jeg sagde "nej, sådan håber jeg da ikke, det bliver. Så vil jeg skilles", fortsætter hun.
Dog sker det desværre ikke så tit, som det har gjort førhen, efter Leo kom galt af sted med hoften.
- Når jeg siger "hvad så, lille Leo", er der tit, han siger, han har for ondt. Men sådan er det.
Nu er det blevet mørkt udenfor, og det går op for mig, at vi har snakket hele aftenen og sunget sange.
- Vi er nogle værre sludrechatoller, hva', griner Sussi.
De bliver enige om, at tourbussen er for kold, og at det er bedre, at jeg sover indenfor. Jeg får tildelt et lokale, der bedst kan beskrives som et studie, atelier og systue i ét med ting som kattebakke, håndvægte, strygebræt, troldefigurer og meget andet.
Sussi kigger rundt og ser en gammel madras, der står langs væggen, som vi hiver ud på gulvet. "Du har jo en sovepose, så du behøver vel ikke noget lagen?". Det har hun jo egentlig ret i. Hun finder en knaldblå satinpude til mig, ruller gardinerne ned og siger godnat.
Jeg tænker, at jeg godt kan lære lidt af hendes ustressede måde at have gæster på. Skidt med, at der ikke står et værelse klar med nystrøget sengetøj. Til gengæld er der varme, grin, kærlighed og gæstfrihed. Og en flue, der summer rundt over mit hoved.
Vækket af pippende inferno - og Sussi
Klokken er 05.40, da jeg vågner med et sæt til lyden af et pippende inferno af den anden verden. Min første tanke er, at jeg er i Randers Regnskov. Så går det op for mig, at jeg er hos Sussi og Leo, og larmen kommer fra det kæmpe fuglebur uden for døren.
Jeg prøver desperat at tage den blå satinpude op over øret og få sovet lidt mere, men klokken 06 bliver jeg vækket af en anden høj kvidren. Det er Sussi, der kommer ind og siger "god morgen" med en utrolig frisk stemme. Jeg spørger hende, om hun aldrig har lyst til at blive liggende lidt og snooze.
- Nej egentlig ikke. Jeg synes, der er så meget, jeg gerne vil have lavet. I dag skal jeg gøre hovedrent.
Og hvis du nu tænker "hold da op, der er vel ingen, der støvsuger klokken syv minutter over seks om morgenen", tager du fejl. Det gør Sussi.
Hovedrengøring af hele huset er skemalagt hver mandag og tirsdag. Hun har haft en del rengøringshjælpere i tidens løb, men hun har fundet ud af, at det er nemmest at klare det selv.
- Så er der kun én at bebrejde, hvis det ikke er gjort godt nok.
To katte hopper op på madrassen, og jeg griber ud efter mine allergipiller. Imens trækker Sussi gardinerne fra og åbner døren ud til gården.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke følte mig lidt ramt af gårsdagens Fernet Branca-shots, "En lille een" og rødvinen, og nu bliver jeg også ramt af en frisk brise og en solstråle lige i ansigtet. Egentlig er det nu meget dejligt med den friske luft. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg aldrig selv åbner vinduet derhjemme, når jeg vågner.
Da Sussi er færdig med at skrubbe og skure lidt af huset, går hun ud i køkkenet og skærer tre skiver brød, som hun lægger på brødristeren. Så går hun op og vækker "Trolden", som hun nu kalder ham. Han kommer ned til et stykke nyristet brød og en kande te, som Sussi har gjort klart til ham.
- Hej Snuske. Sit. Og husk at spise alle dine vitaminpiller, siger hun.
Ja, siger han og ser træt, men tilfreds ud med livet.
Tilbud fra unge mænd
Da morgenmaden er slut, og Lukas og hans mor sendt af sted i skole og på arbejde, begynder Sussi at rengøre fugleburene, give dyrene mad og andre praktiske ting, hun har på sin liste.
Med skam må jeg indrømme over for mig selv, at selvom klokken kun er ni, har 64-årige Sussi nok fået rørt sig mere, siden hun stod op, end jeg ofte gør på en hel dag.
Hun er iført stramme jeans, og jeg lægger mærke til, at hun egentlig har en imponerende flot figur. Bagfra kunne hun sagtens gå for en 20-årig. Jeg spørger, om hun ikke har fået en del tilbud, når de er ude at spille?
- Jo, det har jeg da godt nok. Det tror jeg, vi har fået begge to. Men svaret har altid været "nej, jeg har nok i Leo".
Har der været nogle flotte mænd iblandt?
- Jo, ork jo. Der har både været unge og lidt ældre, og det er da ikke så ringe at få sådan et tilbud. Det er faktisk især de helt unge, der kommer over, og så tænker jeg "det er jo de rene børn". Men de vil nok have en moden kvinde, der ved, hvad det handler om, og som tør sige "dét der er fedt, og dét der er ikke fedt". Det tror jeg ikke, man tør som helt ung.
Men har du aldrig følt dig fristet, bliver jeg ved.
- Selvfølgelig har man da spekuleret over, hvordan det mon ville være, men nej. Jeg tror det ville være for besværligt, siger hun.
Jeg tænker, at jeg som den public service-soldat, jeg jo er, én gang for alle må stille det spørgsmål, halvdelen af danske forhold godt kunne bruge svaret på.
Hvad i alverden gør I, hvis sexlivet bliver lidt kedeligt i jeres parforhold?!
- Så må man gøre noget spændende sammen. Sig til den anden, at nu kunne jeg godt tænke mig at prøve noget nyt. Man er nødt til at udfordre hinanden.
Mener du frækt undertøj og sådan noget?
- Nej, frækt undertøj siger ikke Leo noget. "Hvad fa'en skal det til for? Det skal jo alligevel af", siger hun og efterligner hans stemme.
Får en Sussi-makeover
Til gengæld synes Sussi, det er vigtigt at huske at gøre noget særligt ud af sig selv ved specielle lejligheder. Tage en flot kjole på og høje stiletter, eller hvad man nu kan lide.
Hun rammer et ømt punkt. Jeg fortæller hende, at jeg helt klart har det bedst i bukser og kan føle mig lidt akavet i en kjole. Måske har hun nogle tips, så jeg kan blive mere farverig?
Sussi beder mig om at følge med ud i tourbussen, hvor nogle af hendes yndlingskjoler hænger. Hun spørger, om jeg vil prøve en rød med sorte pailletter. Vi bruger jo samme størrelse kjole og sko. Jeg hiver kjolen over hovedet, og hun hjælper mig med lynlåsen.
- Hvor ser du flot ud. Det er bare om at kaste dig ud i det, og så vil du finde ud af, at det er dejligt nogle gange at føle sig lidt fin. Også for din egen skyld.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om mit nye look, men jeg kan da ikke lade være med at smile og sige "tadaaa", mens Sussi tager billeder af mig. Bagefter skifter jeg hurtigt tilbage til mit eget kedelige, sorte outfit, men ombestemmer mig og tager min nye, blå Sussi og Leo-t-shirt på.
Vi går ind, og Sussi klarer det sidste på sin liste, mens jeg igen sidder og falder sammen træt i en sort læderstol. Hvor får hun al den energi fra?
- Man får energi af at lave noget, lyder hendes svar.
Giftig på guitaren
Nu kommer Leo ind på kontoret. Jeg tænker over, at Sussi ikke én eneste gang har hundset rundt med manden eller er kommet med stikpiller, mens hun har gjort hovedrent, og han ikke har bevæget sig væk fra sin roman. Nu er det hendes tur til at være i fokus med sin guitar.
Jeg følger med dem ind i studiet, hvor de har købt et computerprogram, der finder fejl, når man spiller på den guitar, der er koblet til computeren.
Mens Sussi øver sig, står Leo står klar med kuglepen og blok. Han noterer ned, hvor godt hun klarer sig og sammenligner hendes score med sidste gang, opmuntrer hende og stiller et grønt æggeur. Hvorfor det? spørger jeg.
- Jeg sætter æggeuret til 20 minutter, for hvis hun øver sig længere tid på et nummer, taber hun fokus, forklarer Leo, mens han humper en tur rundt fra studiet og ud i gangen og tilbage for at træne sin hofte. Ruten passer med, at han når tilbage til slutningen på Sussis sang, så han kan notere point.
- Hun er blevet ret giftig på den guitar, siger han stolt, mens Sussi spiller videre på de samme 20 takter af 'Waltzing Matildas' guitarsolo.
Jeg kan mærke, at jeg pludselig bliver rørt. Jeg får en klump i halsen, og tårerne presser sig på. Det er smukt at se et ægtepar, der har været sammen i en menneskealder, støtte, beundre og elske hinanden så højt.
Det går op for mig, at jeg lige her i studiet, mens 'Waltzing Matilda' kører på repeat, har fundet hemmeligheden bag deres lykkelige forhold. Den lim, der holder det sammen; respekten for hinanden og rummeligheden til at give plads til at være lige præcis dén, man er. Så svært, men alligevel så simpelt, når man ser på dem.
Jeg kigger på uret på min mobil, og det er tid til at pakke bilen. Men selv om jeg nu skal til at forlade Saltum, tager jeg noget Sussi og Leo med mig hjem. For på det døgn, jeg har været her, er jeg blevet klogere. Ikke bare på deres liv, men mit eget.
I forbindelse med genudgivelsen er der i artiklen justeret i tidsangivelser for korrekthedens - og forståelsens - skyld.