- Hvor langt er du med camøno-planerne?
Det er min redaktør, der spørger mig for femte gang. Normalt er jeg rimelig hurtig til at komme i gang, men den her opgave bliver jeg ved med at udskyde. Faktisk forstår jeg ikke helt hvorfor, for på papiret er det jo en drømmeopgave:
Skift kontorstolen ud med en vandretur på Camønoen - Møns svar på den legendariske, spanske pilgrimsrute Caminoen. Gå en dags tid og find ud af, hvad det kan som en alternativ måde at holde ferie på i Danmark.
Fair nok, jeg kan da sagtens se ideen. Problemet er bare, at jeg synes, det lyder sindssygt kedeligt bare at gå for at gå. Havde det så bare været et eksotisk sted i Nepal på backpackertur. Men Syddanmark.
- Ja ja, jeg skal nok, bare jeg ikke skal sove der, svarer jeg, mens jeg tænker "Så gå dog den rute selv, hvis du synes, det er så spændende."
Et par dage senere kører jeg af sted til Møn. Selvom klokken kun er 7.30, står solen højt på himlen. I Radioavisen taler de om, at det nye feststed Skyland i Nordjylland, hvor 1.500 unge samles og fester i flere dage, åbner, hvilket giver stor coronafrygt. Jeg ville ønske, at jeg skulle derhen i stedet.
Ærligt, det lyder da langt sjovere end at vandre rundt på Møn.
Mine tanker bliver afbrudt af synet af to kvinder med store rygsække, som står ved vejen, da jeg kører ad afkørslen fra motorvejen. De står med et skilt med tre store bogstaver: MØN.
Jeg stopper bilen, stiger ud og vinker til dem.
Mine nye medpassagerer er de to søstre 28-årige Mika og 30-årige Anne Sofie Andersen. De har taget toget fra København, hvor Mika bor, til Køge og har blaffet resten af turen. Jeg er den tredje bil, der tager dem med.
- Vi synes, det er lidt hyggeligt at blaffe. Vi blaffede hjem til jul for nogle år siden, og folk var vildt søde og glade. Og så kommer vi hurtigere til Møn ved at blaffe end med offentlig transport, siger Anne Sofie Andersen.
De to søstre har telt, sovepose, liggeunderlag, gasblus og frysetørret mad med i deres store oppakning, så de er parate til de næste tre dage på Camønoen. De er erfarne vandrere, der har gået Camønoen, Everest Base Camp og Inkastien. Og for nylig har Anne Sofie Andersen gået et par uger alene på Hærvejen i Danmark.
For mig, som skulle tvinges af sted, må jeg selvfølgelig lige høre, hvorfor de vælger at bruge så meget af deres sparsomme ferie på at vandre.
- Jeg synes, der er noget tilfredsstillende ved at gå rundt med alt mit grej. Der er ikke noget, jeg skal nå, andet end at gå hele dagen, se naturen og måske høre en podcast. Det er sådan lidt meditativt, siger Anne Sofie Andersen.
- På Caminoen møder man jo vildt mange mennesker, og alle har lidt deres eget projekt ved at være der. Sådan lidt selvrealisering. Det er tit folk, der er lidt faret vild i deres liv og skal finde ud af et eller andet, tilføjer Mika Andersen.
Det tænker jeg lidt over, mens jeg finder hen til Lille Bissinge på Møn, hvor de gerne vil sættes af på en tilfældig vej med et lille camøno-skilt, der indikerer, at det er en del af ruten.
Vi tager afsked, og de går af sted med 20 kilo på ryggen og otte timers vandring forude. Imens kører jeg mod Møns Klint, stiller bilen og hanker op i rygsækken og mit kæmpestore camøno-kort.
Handler om at finde indre ro
Det føles egentlig rart at få rørt sig. Solen skinner, fremmede forbipasserende nikker venligt og siger "hej". Jeg tænker på den glæde og ro, de to blaffende søstre finder på gåben. Hvorfor er det så, at jeg ikke selv orker tanken om at nyde naturen og stilheden helt alene?
Det har coach Pernille W. Lauritsen svaret på. Hun er stifter af Mindjuice Academy og arbejder med det selvopfundne begreb "den indre Camino", som hun er ved at skrive en bog om. Jeg ringer til hende og spørger, hvorfor jeg har det sådan her.
- Det, der sker, når du går en tur på Camønoen, er, at du kommer i kontakt med dig selv. "Din indre Camino" handler om at finde hjem til dig selv, og jo mindre indre ro, du har, jo mere modstand kan du have mod at tage på en vandretur.
Men problemet er bare, at jeg synes, det virker så kedeligt, siger jeg.
- Du synes, det er kedeligt, fordi du på en tur som Camønoen kommer i kontakt med dit indre. Det kan du opleve som en indre larm, en rastløshed, der kan føles ubehagelig. Mange har en tendens til at overstimulere sig selv for at overdøve den indre larm ved at kigge ned i en skærm, drukne os i arbejde eller fest.
Inden vi lægger på, opfordrer hun mig til at bruge sommeren på at øve mig i at være alene med mig selv - også uden en mobil.
Det sidste bliver desværre nemt nok, fordi jeg nu opdager, at mit batteri er ved at dø, og at jeg har glemt oplader og powerbank.
Jeg panikker en smule og tænker, at det alligevel bliver en lang dag.
Teltvibe som på Roskilde
Men så støder jeg ind i to veninder, som har forladt Nørrebro i København for en stund for at vandre. De har indtil videre gået i tre dage og skal hjem i morgen aften.
- Det har været mega fedt. Vi skulle have været på Roskilde Festival, som vi elsker. Men så blev det aflyst, og så ville vi finde noget, hvor vi stadig kunne få en teltvibe som på Roskilde. Så endte vi her, siger 29-årige Louise Larsen, hvis begejstring smitter.
- Det er jo noget andet end Roskilde, konstaterer jeg måske lidt overflødigt.
- Ja, men vi har rejst meget sammen og gået Caminoen for fire år siden, hvor vi fandt ud af, at det var helt vildt fedt at bruge sin krop på den her måde, hvor man næsten ikke kan mere. Vi ville synes, det ville være vildt kedeligt at gå 20 kilometer derhjemme, men på den her måde er det helt meditativt, siger Amalie Brøndum, 30 år, inden vores veje skilles.
Stor interesse fra unge
Solen bager, og jeg ankommer til Møns Klint, som til min store overraskelse ikke bare er en stejl skråning, men et stort geocenter med en del danske og et par tyske turister. Her er et science-center, historiske udstillinger, café, souvenirs og flot natur.
Her skal jeg mødes med teamkoordinator for Camønoen, Sabina Trabjerg, som heldigvis godt kan finde mig, selvom min telefon er løbet tør.
Vi finder et sted i solen, og hun fortæller lidt om, hvordan Camønoen blev til.
Selve Camønoen startede i 2016 som et samarbejde mellem Museum Sydøstdanmark og Vordingborg kommune og er en udvidelse af en gammel cykel-vandrerute, der hed Møn Rundt.
Under corona er der sket en "voldsom stigning" af danske unge, der vil bruge noget af sommeren på at snøre vandreskoene og komme ud i naturen, fortæller hun. Det kan hun se på salget af de fysiske camøno-kort, som folk køber på nettet og får hjem med posten.
Der er stadig flest kvinder, der går Camønoen, men faktisk er mænd også begyndt at vise stor interesse.
- De kommer for at tage på mandekurser, sove i shelter og føle sig som "rigtige" mænd. Men dem ser man oftest uden for sæsonen og ikke lige nu, forklarer hun.
Camønoen byder også på historiske oplevelser for dem, der er klar til at dykke ned i dét. Sabina Trabjerg fortæller begejstret om Valdemar den Stores imponerende kongeborg, der blev grundlagt i 1160 i Vordingborg.
Hun taler om, hvordan Møn spillede en central rolle som handelsø, og hvordan gamle kulturhistoriske steder er afmærket på camøno-kortet.
På kortet kan jeg også se, hvor nulevende, lokale ildsjæle tilbyder mad, husly og sælger friske grøntsager.
- Uden dem var der ingen camøno, slår hun fast.
Jeg beslutter mig for at sætte kursen mod en af disse ildsjæle.
Jeg kigger mig omkring og kan ikke finde ud af, hvor jeg er. Min mobil med gps'en er gået død, og jeg kan ikke tyde camøno-kortet. Jeg giver op, vender retur mod bilen og kører ad landevejen mod Camp Møns Klint.
Hvor er 'Nowhere'?
Da jeg ruller bilen ind på campen, bliver jeg mødt af ren idyl. Nyttehaver med friske bær, pluk-selv-blomster, minigolf, legende børn, folk der camperer, glamping-telte (luksustelte), en pool og endda plads til gæsternes heste.
Jeg går ind i receptionen, som er fyldt med nips, klistermærker og billeder af Møn. Det er tydeligt, at her er man stolt af sin ø. Jeg ser mig omkring og bliver mødt af Ole Eskling. Han er en af lederne af Camp Møns Klint, har været her i 15 år og har været med til at gøre stedet bæredygtigt.
- Vi har en helt ny generation, der står på spring til at rejse og opleve verden på en bæredygtig måde. Det er ikke ved at tage flyet. Under corona har vi set, at himlen igen er blå. Derfor søger man ud for at opleve den danske natur. Og her har vi stået klar i mange år.
Ole Eskling understreger, at selvom der er flere unge, er det her ikke et feststed.
- Det gider vi slet ikke. Det kan de øve sig på et andet sted og komme her, når de er klar til at komme tilbage til naturen.
Til gengæld vil han rigtig gerne lære unge at bruge naturen. Han nævner en bog, han har købt fra USA, der hedder 'How to Shit in the Woods', for det aner unge ikke noget om.
Hvordan gør man da, spørger jeg uden egentlig at ville kende svaret.
- Hvis du er vokset op på landet eller har været spejder, lærer du at grave et hul, bruge blad eller alt muligt andet til at tørre dig. Men vi har en generation, der er berøringsangste i forhold til sig selv i naturen.
Han peger på et skilt, hvor der står "Nowhere".
- Måske er det "nowhere", vi allesammen leder efter. Det vil vi gerne give de unge en chance for at finde, siger han.
Hvor er "nowhere", siger jeg i forsøg på helt at forstå hans pointe.
- Det kan jeg spørge dig om. Hvor er "nowhere" i din verden? Og hvad findes der? Hos os er der frihed og rum, siger han og tilføjer:
- Bruger du mælk i kaffen?
En af hans ansatte er Amalie Hansen, der er 22 år og født og opvokset på Møn fem kilometer fra campen. Hun har fregner, krøllet hår, blå øjne og ligner en, der bare hviler i sig selv. Slå "naturbarn" op i en ordbog, og du vil finde et billede af Amalie, tænker jeg.
Vi aftaler, at hun vil vise mig lidt af området og udsigtspunktet, hvor jeg kan se en smuk vinkel på Møns Klint, som Ole kalder for "Cold Caribbean".
Og ganske rigtigt. Amalie fortæller, hvordan hun er vokset op på en gård på marker og i skove og altid har været ude i naturen med fingrene i jorden. Hun er flyttet for sig selv, men har to heste og en hund. Hun har aldrig været i Sunny Beach eller på Roskilde Festival.
Til gengæld kender hun hver en sti i området og bor med udsigt ud over sø og eng.
Det liv kommer dog til at ændre sig drastisk efter sommer, når hun for første gang skal flytte til København for at studere husdyrvidenskab på Københavns Universitet.
- Naturen ligger i mit dna. Men nu har jeg indstillet mig på, at jeg skal til at bo et sted, hvor jeg ikke skal køre tyve minutter for at handle. Jeg glæder mig til at lære noget større at kende end mig selv, siger hun.
Det slår mig, at jeg er lige modsat. Jeg kender måske noget større - men hvor godt kender jeg egentlig mig selv? Ikke nok til at gå Camønoen helt alene åbenbart.
Vi låner to mountainbikes og tager af sted over det bakkede landskab til et smukt udkigspunkt over Cold Caribbean. Passerer højlydte geder, får og køer, og Amalie fortæller, at hun legede med sin søster her, da de var små.
Vi sætter de ulåste cykler og går det sidste stykke, og så åbner der sig det smukkeste landskab, jeg har set på turen. Det hvide skrænt ligner noget fra et postkort, og vandet turkisblåt og så klart, at man kan se bunden.
Da jeg har taget udsigten ind, cykler vi tilbage. Det er hårdt op ad bakken, og jeg bliver meget forpustet, mens Amalie cykler ubesværet af sted og fortæller om stedet med stor kærlighed i stemmen. Teamkoordinator Sabina havde ret. Der er virkelig ildsjæle her på Møn.
Livsændring kickstartede Camønoen
Jeg tager afsked med Ole og Amalie og gør mig klar til at drage tilbage til København. Sidste stop er Camping Mønbroen, der ligger lige inden, man kører fra Møn til fastlandet. Her spiser jeg en kyllingesandwich, jeg købte fra en slagter inde ved Stege. Den har aldrig har smagt bedre.
En pink skikkelse kommer gående imod mig med en stor rygsæk. Jeg går over og hilser på hende.
Hun hedder Maria Savchenko, er 28 år og kommer fra Ukraines hovedstad Kiev, men bor og arbejder i København i en international virksomhed. Hun har lige tilbagelagt 20 kilometer, men ser helt fantastisk og frisk ud med sit flotte, pink tøj og perfekt lakerede negle. Hun kommer med en stor pose fyldt med skrald, som hun har samlet op på sin gåtur.
I nat skal hun overnatte i campingpladsens shelter, og hun spørger, om jeg har lyst til at tage med derover. Maria fortæller, at hun det sidste stykke tid har været igennem nogle livsændringer, som har fået hende til at spekulere over fremtiden.
- Det er derfor, jeg er her. Jeg har behov for at finde ud af, hvad der er godt og dårligt for mig, og hvad jeg skal stille op med mit liv. Men i stedet for at ligge derhjemme og græde, tænkte jeg, at det var godt at komme ud og bevæge mig fysisk og finde mig selv.
Hun faldt over Camønoen på nettet og besluttede sig for at gennemføre hele strækningen på 175 kilometer alene. Så gik hun ind i en friluftsbutik for at købe udstyr og tog af sted. Det er syv dage siden, og hun mangler kun 28 kilometer for at nå sit mål.
- Jeg har ikke vandret i så lang tid i naturen før, og jeg har aldrig gået alene eller brugt et rigtigt kort til at finde vej. Men nu føler jeg, jeg kan gå og gå og aldrig stoppe.
Vi ankommer til hendes soveplads for natten. Shelteret kan bedst beskrives som en primitiv træhule uden dør. Der er hverken seng, madras, strømstik, lampe, myggenet eller andet, og det ligger i den fri natur omgivet af fuglekvidder, vandudsigt og græs. That's it.
Vi sætter os i shelteret og prøver at ignorere myggene. Jeg spørger, hvordan det har været at vandre en hel uge alene.
- Det har aldrig været kedeligt. Der har været tidspunkter, hvor jeg har gået og grædt, fordi alle følelser kommer ud undervejs. Andre gange går jeg bare og smiler, fordi jeg lægger mærke til alt det smukke omkring mig; fugle der synger, bølger der bruser og rådyr der løber. Dér bliver alt ubetydeligt, bortset fra nuet.
Maria tilbyder mig myggespray, men jeg takker nej. Noget siger mig, hun får brug for hver en dråbe i nat.
Hun fortæller om et smukt øjeblik på andendagen, hvor hun havde gået tre timer på stranden, og alt føltes hårdt. Men så lavede hun sin egen mad på gasblusset og tog en svømmetur. Helt alene. Og det var et gennembrud.
- Hele mit liv har jeg altid behøvet en at dele de her øjeblikke med. Det, tror jeg faktisk, er det vigtigste, jeg tager med mig herfra. Jeg har altid fokuseret på andre i mit liv, men på denne tur lytter jeg kun til mig selv og mine egne behov. Det er første gang i mit liv, jeg kan sige det.
Jeg bliver rørt på hendes vegne. Selvom hun føler, hun er midt i en livskrise, er hun nået meget længere på sin indre Camino, end mange gør på et helt liv.
Nu er klokken ved at være mange, og jeg takker og siger farvel til Maria og går tilbage til bilen og kører over broen. Overraskende nok bliver jeg lidt vemodig over at skulle forlade Camønoen, og jeg er misundelig på de seje vandrere, som skal fortsætte turen. Jeg skulle have taget en sovepose med alligevel.
Så opdager jeg, at jeg har glemt mine solbriller. Sidst jeg så dem, var i Camp Møns Klint i Oles reception.
Inden jeg smuttede, gav Ole mig et nummer bag på et kort, hvor der står "back to nature". Når jeg kommer hjem og får ladet mobilen op, vil jeg skrive en besked til dem om, at de gerne må gemme solbrillerne til næste gang, jeg kommer forbi.
Jeg håber ikke, der går for lang tid.