I 2018 er 21-årige Ida Holst på ferie med sin far.
Sammen bruger de 14 dage på at rejse rundt i Østrig og Kroatien, hvor de dyrker udendørslivet, som de har gjort sammen i mange år.
De snakker blandt andet om, at Ida er blevet valgt ud til at skulle være med i 'Alene i vildmarken' - en mangeårig drøm for den unge, eventyrlystne kvinde. Og hendes far er da også ved at revne af stolthed over sin datter.
Tre dage efter hjemkomsten ringer Idas telefon. Og da hun ser, det er hendes mor, der vil have fat i hende, ved hun godt, hvad det handler om.
- Jeg er nærmest ikke overrasket, da hun ringer og fortæller mig, hvad der er sket.
Idas far har taget sit eget liv.
- Jeg går i chok og er det egentlig rigtig længe. Jeg prøver at bearbejde sorgen, men den kan jo ikke rigtig komme i et rationelt koordinatsystem.
'Jeg har aldrig været vred på ham'
Turen til vildmarken må droppes, og det næste års tid bruger Ida Holst på at finde hoved og hale i en tilværelse, der med ét er vendt op og ned på grund af den store sorg.
- Han var jo på mange måder min bedste ven. Vi var så tætte og hinandens sparringspartnere. Men jeg vidste også godt, hvordan han havde det.
Hun fortæller, at hendes far igennem mange år havde været et ulykkeligt menneske uden drivkraft.
Derfor var det heller ikke en mulighed for Ida Holst at være sur på sin far over hans beslutning om at forlade livet. Hun gjorde i stedet alt for at tackle sorgen rationelt.
- Hvis jeg skulle klare mig igennem det, så kunne jeg ikke gå og være vred på ham. Man må jo være så langt ude, når man ikke kan holde livet ud længere. Han har været bundulykkelig og ikke gjort det for at såre os andre. Det lyder måske underligt, men jeg har aldrig været vred på ham, siger hun.
- Jeg tilgav ham fra dag ét. Jeg ønsker ikke, at nogen skal holdes kunstigt i live, hvis de ikke er glade. Han skulle ikke være her for min eller min families skyld, siger Ida Holst, der dog understreger, at selvmord naturligvis aldrig må være en udvej, når livet bliver svært.
Ramt af sorg i vildmarken
Farens pludselige død betød som nævnt også, at Ida Holst i første omgang måtte opgive sin drøm om at være med i 'Alene i vildmarken'.
Men efter et år med intensiv sorgbearbejdelse drog hun i 2019 så af sted for at være med i den sæson, der netop nu kører på DR1.
- Jeg har drømt om at komme af sted siden første sæson. Jeg har altid dyrket udendørslivet og haft hobbyer som sejlads, harpunfiskeri og ridning, fortæller den i dag 23-årige Ida Holst, der understreger, at hun gør det for sin egen og ikke sin afdøde fars skyld.
- Det har været vigtigt for mig, at folk forstår, at jeg ikke tog af sted for at realisere mig selv eller lære at leve med sorgen. Jeg ville jo også af sted før hans død.
Men Ida Holsts store sorg endte alligevel med at blive en uundgåelig del af hendes eventyr i den norske vildmark.
Efter nogle dage begyndte hendes krop nemlig at skrige på mad – mad som ikke ligefrem var nemt at skaffe i den vilde natur.
Og med den insisterende sult kom også et påtrængende tankemylder, som hun havde svært ved at håndtere.
- Jeg endte i et univers af sorg, og når man er helt alene, er det rigtig svært at komme ud af igen, forklarer Ida Holst, der efter otte dage alene i vildmarken gav produktionsholdet besked om, at hun gerne ville hentes hjem.
Og selvom hun var ærgerlig over at sige farvel til vildmarken, så var det nødvendigt, hvis hun skulle kunne se sig selv i øjnene.
- Jeg synes ikke, jeg kunne byde mig selv at stå dér og være tynget af sorg. Jeg skal være god og tro ved mig selv, og det var jeg ikke, hvis jeg var blevet, forklarer hun.
Se her, hvordan det gik til, da savnet blev for meget for Ida Holst i vildmarken:
Vil give erfaringer videre til andre unge
I dag er Ida Holst vendt hjem til sit normale liv med kæresten Mads og deres lejlighed i Aalborg.
Og selvom hun stadig kan have dage med sorg, så kan hun mærke, at det bliver bedre dag for dag – og på ingen måde er så slemt som oppe i det norske højland.
- Jeg savner min far rigtig meget. Men jeg tænker tilbage på ham med et smil. Og så har jeg jo et langt liv foran mig. Det virker så uoverskueligt at skulle gå og være ked af det resten af mit liv, siger hun.
- Jeg tager sorgen i små bidder, og en gang imellem skal harddisken så tømmes med en ordentlig portion gråd og en meget lang løbetur, og så er der fri plads igen.
Turen i vildmarken har også modnet Ida Holst i sådan en grad, at hun nu har droppet sygeplejestudiet for i stedet at læse til idrætslærer.
Hun vil hellere bruge sin tid på at give sine egne erfaringer med sorg videre til andre unge, der står i svære situationer.
- Livet er en kæmpe gave, og alt nok skal gå – også selvom man har været eller er rigtig ulykkelig. Der er altid mulighed for at ændre på nogle ting. Man har en forbandet pligt til at passe godt på sig selv, og det vil jeg gerne hjælpe folk med, siger hun.
Det vigtigste i forhold til at komme videre ligger ifølge Ida Holst i, at man tør åbne op for sine følelser, selvom sorg og særligt selvmord er tabuiserede emner for mange.
- At tale om, at nogen ikke længere ønsker at leve, er bare ikke noget, vi gør. Og det, synes jeg, er synd, når det på tragisk vis er noget, der sker hver dag.
- Jeg anbefaler virkelig, at man taler om tingene – det er den gyldne nøgle til at sikre sig selv en bedre fremtid efter et stort tab.