Han ved stadig ikke, hvordan han havnede i varebilen.
Heller ikke hvordan han overhovedet slap fri og kom væk derfra bagefter.
I det hele taget er der stadig rigtig meget, Thyge Christian Fønss-Lundberg ikke kan huske fra dengang, han som 17-årig blev brutalt voldtaget af en fremmed mand i en varevogn tæt ved Viborgs station midt på dagen.
Til gengæld står andre dele af den traumatiske oplevelse i dag knivskarpt i hans hukommelse.
Lugten af olie i bilen for eksempel. Og overgrebsmandens skovmandsskjorte og kronragede isse. I dag kan lyden af en varevogns skydedør, der smækker i, også stadig give Thyge grimme flashbacks og angstanfald.
- Jeg kan huske, at min voldtægtsmand havde en vielsesring på, for han holdt mig så hårdt for munden, at min læbe sprak. Og det eneste, jeg kunne tænke på dér, var – lidt naivt – at det var mærkeligt, han var gift, for så har man jo ikke sex med andre, fortæller Thyge.
Voldtægtsmanden tog også kvælertag på Thyge med en cykelkæde, mens han flere gange råbte: "Vil du gerne dø?!"
Den sætning kom til at forfølge Thyge, der nu er fyldt 43 år. I mange år vidste han bare slet ikke hvorfor, han bar rundt på sådan et destruktivt spørgsmål.
Han kunne nemlig slet ikke huske voldtægten, for Thyge var så meget i en choktilstand, at han allerede under den traumatiske oplevelse begyndte at fortrænge det, der skete.
Den fortrængning kom til at vare 20 år.
- Jeg synes, min historie viser, at man kan fortrænge meget – og for mit vedkommende også meget længe. Men på et eller andet tidspunkt vil det ud, og det skal nok ødelægge ens liv, hvis man ikke gør noget ved det, siger han.
Nu fortæller han sin historie i håbet om at kunne hjælpe andre.
Slukkede altid lyset, når han gik i bad
Efter voldtægten famlede Thyge sig hen på et toilet på Viborg station.
På vejen derhen undrede han sig over, hvorfor folk gloede sådan på ham, men i dag kan han godt se, at forklaringen naturligt nok var hans blodige ansigt. Det tænkte Thyge bare slet ikke på i situationen.
- Jeg fik det vendt til, at jeg nok havde en stor bums i panden. Så allerede dér var hovedet jo i gang med at skrive en anden historie, fortæller han.
Blodet i toiletkummen slog han også hen.
Da han endelig fandt hjem til sin families hus nær Viborg, sad hans far i møde med nogle kolleger inde i stuen. Moren var ikke hjemme, men på kursus.
Men i stedet for at spørge ind til, hvad der var sket, bad faren den grædende Thyge om at gå ud på badeværelset og soignere sig selv. Tavsheden fortsatte i øvrigt, da Thyge straks blev sendt to uger over til sin mormor for at få lidt ro på.
- Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis min far havde spurgt ind til det og sendt mig til lægen, og om jeg ville kunne have husket det. Men der var jo allerede sket en fortrængning, da jeg kom hjem, som så blev underbygget af den manglende reaktion, vurderer Thyge.
Og sådan gik det altså til, at Thyges hoved lukkede ned for den voldsomme oplevelse. Helt ned.
Det var kort sagt, som om voldtægten aldrig havde fundet sted, og derfor faldt det ham heller ikke ind at gå til politiet.
Selv de tydelige ar på hans hage og hals fandt hans hoved hurtigt andre forklaringer på.
Alligevel formåede den fortrængte voldtægt at ødelægge Thyges liv og fylde ham med kropsangst og en voksende dødsdrift.
Han begyndte at slukke lyset, når han skulle i bad eller klæde om og undgik generelt spejle. Og når han gik på gaden, håbede han tit på, at en eller anden tilfældig person ville komme og slå ham ned. Helst med døden til følge.
- Jeg havde en seddel hængende på min computer i flere år, hvor der stod: "Vil du gerne dø?" Netop sådan som min voldtægtsmand havde råbt, men uden at jeg forbandt det med den voldtægt. Det var bare et slags mundheld, der forfulgte mig.
Den nyreoperation, han havde fået foretaget som teenager lige inden voldtægten, endte i øvrigt med at få skylden for meget.
- Jeg gik hos en psykolog, der sagde, det var meget almindeligt, man ikke havde et forhold til sin krop, hvis man var blevet opereret for noget. Så der har hele tiden været forklaringer og undskyldninger, der har gjort, at jeg ikke har skullet tænke over det.
En langvarig kamp for livet blev hans redning
Da Thyge var i slutningen af 20'erne, blev hans selvmordstanker så heftige, at han begyndte at chatte med en mand i Australien, der gerne ville kvæle ham.
Faktisk nåede Thyge så langt i sin planlægning af dette morbide arrangement, at han var i fuld sving med at spare op til flybilletten.
Den plan blev dog ødelagt, da Thyges nyreproblemer blussede op igen, og han i seks måneder blev indlagt og flere gange svævede mellem liv og død.
- Det var en øjenåbner at kæmpe for mit liv i et halvt år, når jeg lige inden havde været tæt på at bruge min opsparing på at tage til den anden side af Jorden for at blive kvalt, siger Thyge.
Den erkendelse hjalp ham efterfølgende med at skrue ned for de destruktive tanker – nok til at han i 2013 fandt kærligheden sammen med Kim, som han i dag er gift med.
For første gang i mange år havde Thyge ligefrem lyst til at være i live.
Men på et eller andet tidspunkt vil det fortrængte som nævnt ud, og for snart fem år siden ramte fortiden da også Thyge som en hammer, da han en aften så en spillefilm, hvor der dukkede en voldtægtsscene op.
Pludselig var det, som om alt det, han havde fortrængt i to årtier, buldrede frem, og de næste to uger sad han primært og græd, mens hans hoved lidt efter lidt blev fyldt op af de voldsomme minder.
Lydene og lugten fra varevognen vendte tilbage. Det samme gjorde farverne på de bagagestropper, hans hænder var bundet med.
At der var tørret græs på det ternede tæppe i bilen, huskede han pludselig også.
- Jeg kunne sagtens have 20 flashbacks i løbet af en dag og besvimede også af de værste. Det gjorde, at jeg isolerede mig, for når man én gang er besvimet i en bus eller har hamret hovedet ind i en lygtepæl, så begynder man at holde sig hjemme, fortæller Thyge.
Det blev begyndelsen på endnu en mørk tid. Han måtte udskyde sine planlagte arbejdsopgaver som kunsthistoriker i et halvt år og prøvede alle mulige forskellige former for terapi af.
Med hjælp fra Center for Voldtægtsofre kom Thyge til sidst i den rette behandling, selvom bedringen kom langsomt. Og her fik han bekræftet, at hans fortrængning er en normal reaktion.
'Vigtigst af alt har jeg ikke den der dødsdrift mere'
I dag er Thyge glad for, at der endelig blev taget hul på alt det, der lå skjult i ham i årevis. Også selvom han nogle gange har tænkt: "Bare det aldrig var kommet op, for livet var på mange punkter nemmere, da det var fortrængt".
- Jeg går stadig hele tiden rundt og venter på, at der vil ske noget andet frygteligt, eller at der kommer en ny overfaldsmand.
Voldtægten bor med andre ord stadig i hans nervesystem.
- Men vigtigst af alt har jeg ikke den der dødsdrift mere. Den har jeg ikke haft, siden jeg kom i behandling, så det er jo fantastisk, siger han.
I starten af sin behandling troede han ellers, at alt det svære ville forsvinde en dag, men sådan spiller klaveret desværre ikke, har han erkendt.
- Men det er blevet nemmere for mig at leve med nu, efter jeg er begyndt at betragte det som et handicap, siger han.
Thyges råd til andre, der har oplevet en voldtægt eller et andet traume, er derfor også at få det sagt højt til nogen. Helst så hurtigt som overhovedet muligt.
- Nu er det over fire år siden, jeg søgte hjælp, og jeg slås stadig med efterdønningerne af det hele. Og selvom meget er blevet bedre, er meget også stadig det samme – så jo før man får søgt hjælp, jo bedre.
Efterhånden er hans flashbacks heldigvis heller ikke helt så slemme mere.
Og hvis han har talt meget om sit traume, sådan som han gjorde i sidste uge i DR-programmet 'Ud af mørket med Daniel Rye' og 'Aftenshowet', ved han da også, at han skal have ekstra ro på bagefter.
Han er endda nået så langt i sin bearbejdelse af det hele, at han faktisk ikke længere er vred på sin voldtægtsmand.
- Mange af dem, jeg har været i terapi med, der har været ude for noget lignende, ønsker deres voldtægtsmand død. Men jeg føler ikke vrede på den måde – kun sorg over, at noget, der sikkert har fyldt meget lidt i hans liv, kommer til at påvirke mig resten af mit.
Og så vender vi tilbage til kernen for Thyge.
Efter han stod offentligt frem med sin historie for en uge siden, har han nemlig modtaget rigtig mange søde beskeder – også fra fremmede, der har et traume med i bagagen.
Flere af dem har takket Thyge for have hjulpet dem ved at dele sin historie, og det var lige netop det, han håbede at opnå ved at stå frem.
I dag føler han derfor, at han er en styrket mand.
- Jeg synes faktisk, jeg er stærkere, end jeg nogensinde havde drømt om at være.