Mobilen ringede sent om aftenen, da 22-årige Dina Fisker Sandgreen var ved at gå i seng på sit kollegieværelse i en lille by i Sydgrønland.
Det var hendes moster, og Dina kunne straks høre på hendes stemme, at der var noget helt galt.
- Dina, jeg har noget dårligt at fortælle dig. Din lillebror har begået selvmord, lød det meget oprevet fra mosteren.
Mosteren fortalte, at de havde fundet hendes lillebror, Dennis, i deres forældres skur. Han blev kun 21 år.
Og med det opkald ramlede Dinas verden sammen.
- Lige i det øjeblik føltes det, som om min krop blev ramt af lynet. Jeg blev så rasende og gal, mit første instinkt var at ødelægge alle møblerne omkring mig. Men det eneste, der kom ud af mig, var et skrig, forklarer Dina.
Tragedien fandt sted i marts 2015, og her, seks et halvt år efter, husker Dina, som nu er 29 år, stadig mosterens præcise ord og hendes stemme.
Hun husker også, hvor uvirkeligt det føltes, da hun efterfølgende måtte bruge to dage på at komme fra Sydgrønland, hvor hun studerede, til sin familie i Qeqertarsuaq (Godhavn), fordi alle fly var fuldt bookede.
Dennis var - eller er - hendes et år yngre lillebror, og den eneste søskende, hun har. Selvom de var vidt forskellige, var de meget tætte gennem en barndom, mange vil beskrive som hård, men de ord vil Dina ikke nødvendigvis bruge.
- Det var jo bare mit liv, som hun siger.
Det føltes ikke trygt
Der var bestemt gode minder. Hun husker, hvordan hun og lillebroren legede i naturen på Diskoøen, som er Grønlands største ø. I husene ved siden af boede hendes bedsteforældre og moster og onkel.
Men hun har også minder om ældre familiemedlemmer, der drak alt for meget, og hvordan forholdet mellem hendes forældre påvirkede hele familien.
- Det var ikke råben og skrigen, men man kunne mærke, at der var dårlig stemning imellem dem, og det føltes ikke trygt. Det var, som om hele huset blev koldt, husker hun.
Allerede da Dina var ni år, tog hun en beslutning om, at hun aldrig ville drikke og blive alkoholiker ligesom andre i familien. Hun var besat af at klare sig godt i skolen og brugte al sin energi på lektier og opgaver fremfor venner og fritidsinteresser. Når hun fik ros og gode karakterer, var det et håndgribeligt bevis på, at hun var noget værd.
Hendes lillebror, Dennis, klarede sig ikke så godt i skolen, og da to af hans tætte venner gik bort som teenagere, begyndte hans humør at dale - især når han drak.
Han lavede musik og havde mange gode venner, der ofte kom på besøg. Men han var også en følsom person, som skrev digte og raptekster, der også handlede om, hvor hårdt det var at leve.
- Han havde meget vrede i sig, så jeg følte, at jeg skulle være den stille, gode pige for ikke at lægge mere på mine forældres skuldre.
Selvom hun havde lyst til at hjælpe sin lillebror, vidste hun ikke, hvordan hun skulle række ud. De var ikke gode til at snakke om følelser sammen, og hun følte, der kom en slags tomrum imellem dem, som hun ikke havde redskaber til at udfylde.
- Samtidig havde jeg meget dårligt selvværd og selvtillid og var meget hård ved mig selv. Jeg tænkte, at jeg måtte lære at hjælpe mig selv, før jeg kunne hjælpe ham.
Flyttede til Danmark
Efter folkeskolen, hvor Dina sluttede med de bedste karakterer i klassen, tog hun på efterskole i Danmark og fortsatte bagefter i gymnasiet i Hadsten.
Imens prøvede Dennis at starte på en uddannelse i Nuuk, men droppede ud og flyttede tilbage til forældrene i Qeqertarsuaq (Godhavn).
Efter nogle gode år, hvor Dina lærte ikke at være så perfektionistisk i skolen, tog hun tilbage til forældrene i Grønland. Indeni havde hun en lyst til at gå kunstnervejen, men turde ikke springe ud i det og endte i stedet med det sikre valg: en uddannelse med turisme, som hun kunne tage i Sydgrønland, hvor hun fik sin første kæreste, som hun var sammen med de næste seks år.
Kort inden hun skulle begynde på studiet, kom lillebroren fuld hjem en aften og var ulykkelig. Han græd og sagde, at han havde lyst til at begå selvmord. Dina følte sig magtesløs.
- Jeg var knust, for jeg kunne se, han havde det hårdt. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne hjælpe ham. Mine forældre var ikke hjemme, så jeg måtte ringe til vores moster, der kom og trøstede ham.
Det var en af de sidste gange, Dina så sin lillebror i live.
For nogle måneder efter, i marts 2015, valgte han at tage sit eget liv. Han havde givet et enkelt livstegn fra sig om morgenen på sin Facebook-væg; et hjerte.
- Jeg havde en kæmpe kærlighed til min bror og fortalte ham en aften, inden jeg tog af sted, at jeg elskede ham. Jeg græd, fordi jeg følte, at jeg ville miste ham. Den samme følelse havde min mor, og det viste sig jo desværre at være rigtigt.
Kæmpede sig tilbage til livet
Nu fulgte nogle år, hvor Dina selv faldt "helt ned i mørket", hvor hun følte, at den eneste udvej for hende også var at tage sit eget liv.
Hun fik stor støtte af sin daværende kæreste, men blev voldsomt plaget af eksem, hun havde haft, siden hun var lille, som blussede op i årene efter lillebrorens død. Huden sprækkede, og til sidst kunne hun ikke andet end at ligge i sengen. Ingen af de læger, hun opsøgte, kunne hjælpe hende, og hun orkede ikke mere.
En nat lå hun bare og ønskede at få fred. Men så hørte hun en stemme, fortæller hun. En stemme, som hun selv beskriver som "en skytsengel", der mindede hende om, hvor hårdt det var, da hendes lillebror begik selvmord. Og hun tænkte på sin familie, som ikke skulle opleve to dødsfald.
Den stemme, tanke eller hvad det var, der kom til hende den nat, tog Dina som et tegn til at kæmpe sig tilbage til livet.
Hun begyndte at spise anderledes, hun oplevede, at hendes eksem forsvandt, og på hjemmefronten ændrede forældrenes forhold sig til det bedre, og de blev gift for to år siden.
Dina ville også videre med sit liv og besluttede sig for at tage et selvhjælpskursus, som skulle vise sig at ændre hendes liv. For i kurset indgik der drama, hvor Dina fandt ud af, at hun havde talent.
- Jeg har altid drømt om at spille skuespil, men aldrig nogensinde sagt det højt, for jeg følte, jeg var for genert og ikke god nok og alt det der. Men på kurset troede læreren på mig og opfordrede mig til at gøre noget mere ved det.
Læreren var troende i noget, der hedder Bahai-religionen, og det fik Dina til at gå ind i det også. I dag beskriver hun det, som om hun i troen fandt en form for selvtillid og ro, hun altid havde manglet.
Med nyt mod på livet søgte Dina ind på Grønlands Skuespillerskole ved Grønlands Nationalteater. De optager kun fem elever hvert andet år, og Dina var en af dem, der slap igennem nåleøjet.
For kort tid siden flyttede hun til Nuuk, og hun elsker at læse til skuespiller. Ikke fordi hun vil være kendt, men fordi hun har en mission.
- På uddannelsen lærer vi, at det ikke er skuespilleren, der er i centrum, men historien. Og vi lærer at tage en historie og gøre den til vores egen, så vi kan give den videre til publikum, forklarer hun.
Når Dina er færdiguddannet, ønsker hun at bruge kunsten til at performe, holde foredrag, skrive bøger og have samtaler med folk om de svære ting, hun mener, der er rigeligt brug for i hjemlandet. Hun nævner sit kollegie i Nuuk, hvor en studerende, som boede to etager under hende, tog sit eget liv for blot to uger siden.
- Der er et kæmpestort behov for at nå ud til dem, som tror, de er alene, og vi har så mange hjemfødte, især unge mænd, der har begået selvmord inden for de sidste få år. Vi kender alle sammen nogen, der har begået selvmord, siger hun.
Nu har hun endelig fundet sin måde at hjælpe på.
- Det er ikke ensbetydende med, at livet nu bare er nemt, og der vil altid komme nye udfordringer. Men jeg vil gerne åbne folks øjne for, at selvom alting ser sort ud, er der hjælp at hente i sidste ende. Det ville jeg ønske, min lillebror også havde vidst, siger Dina.
- Vi har ikke haft meget håb i lang tid, og det vil jeg gerne være med til at ændre.