Når man er i et forhold og elsker hinanden, betyder penge ikke noget.
Eller gør de?
For hvad nu hvis den ene tjener meget mere end den anden. Hvis det altid er den samme, der tager regningen på restauranten, mens den anden knap nok har råd til huslejen.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er danske unge generelt fattigere i dag end i 2008. Og i 70 procent af alle parforhold mellem unge mellem 20-29 år er det kvinden, der får den mindste løn, viser de nyeste tal.
En af dem er den 23-årige lærerstuderende Signe. Det stresser hende, at hun ved, at hun aldrig vil komme til at tjene noget nær det samme som sin it-kæreste Nikolaj, som hun deler fællesøkonomi med.
- Jeg føler hele tiden, at jeg skal være lidt bedre til alt andet, være en lidt sødere kæreste, sørge for at lave mad og gøre rent lidt oftere, som hun siger.
Herunder kan du høre kærestepar fortælle, hvordan det føles, når den ene tjener meget mere end den anden, og hvordan det kan påvirke forholdet.
28-årige Martins kæreste tjener fem gange så meget: 'Der går ikke noget af mig ved, at Frida betaler'
For fem år siden flyttede svenske Frida Thomassen til Christianshavn. Hun læste sociologi på et universitet i Paris, men tog til København for at komme i praktik. I stueetagen boede iværksætteren Martin Clausen og resten er historie. En lidt anderledes en af slagsen.
I de første par år var Martin den, der tjente den højeste løn. Men det vendte, da Frida blev færdiguddannet som sociolog for tre år siden og gjorde kometkarriere.
Nu er hun 30 år og har job i FN's nedrustningskontor og bor i New York. Imens har 28-årige Martin fulgt sin passion og arbejder på fjerde år herhjemme på sin online-kunstportal, som han har med en partner.
Der bliver lagt ufatteligt mange timer og hårdt arbejde i det. Alligevel er der meget langt op til hans kærestes løn.
- Frida tjener det femdobbelte af mig om året, siger Martin over telefonen fra New York, hvor han besøger hende i to uger, inden han tager tilbage til Danmark for at arbejde videre.
- Det har jeg det sådan set fint med. Det, at Frida har været i stand til at få en større indkomst, giver mig mulighed for at arbejde som iværksætter. Det ville være virkelig svært ellers, for der er nogle måneder, hvor jeg ikke har kunnet betale huslejen, fortæller han.
Ifølge Danmarks Statistik har mænd i Martins aldersgruppe den højeste løn i over 70 procent af alle parforhold. Men ifølge parret er det helt andre værdier, de måler på.
- For os er det måske ikke i lige så høj grad indkomsten, der er det vigtigste. Men muligheden for at have et job, der kræver lidenskab, skaber lykke, udfordrer og bidrager til selvopfyldelse. Og her står vi lige, forklarer Martin.
Manden får regningen
De har hver deres økonomi og et fælleskort, hvor Frida indbetaler mest.
- Der bliver en stor ubalance, hvis Martin skal lægge alle sine penge på fælleskontoen. Derfor betaler vi ikke 50 procent hver, men ud fra de penge, vi har, siger Frida.
Det samme gælder, når parret køber ting.
- Der står vi heller ikke og vender hver eneste krone og øre. Den, der har penge på kontoen, betaler. Når det er store ting som husleje og andet over 10.000 kroner, skriver vi det ned, som hun siger.
Martin har samme indstilling.
- Vi behøver ikke dele alt lige. Der går ikke noget af mig ved, at Frida betaler. Vi har den ide om, at penge kommer og går. Det havde været noget andet, hvis en os ikke følte, vores arbejdsliv gav mening, forklarer han.
Selvom parret har samme holdning, er der stadig situationer, hvor samfundet automatisk går ud fra, at det er manden, som tjener mest. For eksempel når de er ude at spise sammen i New York, hvor regningen næsten altid bliver lagt ved Martin. Han kender koden til Fridas kort, som han så betaler med.
- Der kan man godt mærke, at samfundet stadig har de her normer om, at det er manden, der betaler, som vi så indordner os efter. Men i vores forhold er vi aldrig gået meget op i, hvad en typisk manderolle og kvinderolle er, forklarer Frida.
23-årige Signe tjener meget mindre end Nikolaj: 'Jeg føler, at jeg skal være en lidt sødere kæreste'
Tænk, hvis man havde en kæreste, som tjente så meget, at man ikke behøvede at leve som en fattig studerende, men kunne gå ud og spise på michelin-restaurant, når man havde lyst.
Sådan en kæreste har den 23-årige lærerstuderende Signe. For to år siden mødte hun på Tinder den jævnaldrende Nikolaj, som er i it-branchen.
Han tjener mere om måneden, end hun nogensinde kommer til som uddannet lærer.
- Jeg føler mig megaafhængig af Nikolajs økonomi, for jeg ville ikke kunne bo i vores lejlighed alene og klare mig med mine midler. Det er megafrustrerende, for jeg vil også bidrage, siger Signe, som får 5.800 kroner udbetalt hver måned.
Hun er blevet opdraget til, at man ikke bare får ting forærende, og derfor giver det hende dårlig samvittighed, at Nikolaj betaler alt fra middage til ting til lejligheden.
For nylig havde hun købt to flotte skjorter med hjem til Nikolaj, som han blev meget glad for.
- Men da jeg gav ham dem, tænkte jeg 'det kunne han selv have købt, det er jo hans penge'. Det med pengene kommer hele tiden og rammer, forklarer hun.
Parret elsker at spise på lækre restauranter, og sidst blev regningen lidt over 2.000 kroner, som Nikolaj betalte. Og selv om det er privilegeret, slider det på Signe.
- Jeg bliver enormt usikker på mig selv. Jeg føler hele tiden, at jeg skal være lidt bedre til alt andet, være en lidt sødere kæreste, sørge for at lave mad og gøre rent lidt oftere. Jeg er megataknemmelig, men det også et problem, at jeg ikke kan slappe af i det, fortæller hun.
Total røvhulsagtigt
Spørger man Nikolaj generer det ham ikke, at Signe aldrig kommer til at bidrage lige så meget til deres fælles økonomi.
- Penge er nice, men Signe er min kæreste, vi deler husstand, og jeg elsker hende. Hvis jeg krævede, at hun skulle betale halvdelen af alt, hvad vi brugte om måneden, skulle hun gå ud og låne penge, og det ville da være total røvhusagtigt, siger han.
Lige siden han var 19 år, har han fået en voksenløn, og han havde bolig og bil, da han mødte Signe som 21-årig. Derfor var det fra starten helt naturligt for ham at betale, når det nu var ham, der havde penge.
- For mig er det en ren gentleman-ting. Det er en fed følelse at give. Ikke for at spille smart, men for at gøre den anden glad, siger Nikolaj.
Han ser det dog som en vigtig faktor, at Signe har et meget fornuftigt forhold til økonomi.
- Jeg ville ikke have foreslået fællesøkonomi, hvis jeg havde en kæreste, som var shopaholic og havde problemer med at købe for meget. Så ville jeg ikke turde dele udgifter, og så havde vi haft hver vores lejlighed, slår han fast.
Han er på det rene med, at det ikke er hende, der kommer hjem med de store månedslønninger, når hun bliver uddannet som lærer, og at han ville få svært ved at tage pause i karrieren.
- Men det betyder ikke noget. Jeg har ikke valgt hende for pengene, slår han fast.
Rene tjener mindre end sin kæreste: 'Det skærer lidt dybt i mig, at hun altid skal betale'
Pernille Erichsen mødte den syv år ældre Rene Erichsen i 2010 på et chatforum. Dengang var de begge studerende. Men mens Pernille efter et par år kom ud på arbejdsmarkedet - i dag er hun 27 år og arbejder på McDonald's som area manager - studerer 34-årige Rene fortsat.
Han er droppet ud af forskellige skoler og har også været arbejdsløs og har endnu ikke fået en 'voksenløn' udbetalt.
Parret, som bor i en lejlighed i Randers, har derfor klaret sig med Pernilles fuldtidsløn, mens han får SU. Dermed hører de til minoriteten, fordi kvinden i under 30 procent af alle parforhold tjener mest.
Og det lægger Rene ikke skjul på, kan være hårdt.
- For mig er det svært at være den, der hele tiden lader kvinden køre dankortet igennem i butikkerne, og når vi er ude at spise, siger han.
- Det skærer lidt dybt i mig, at hun altid skal betale meget mere end jeg. Problemet er ikke, at hun tjener mere, men at jeg ikke bidrager selv, forklarer Rene, som med egne ord føler sig som en 'storforbruger af hendes penge'.
Det synspunkt deler Pernille dog ikke.
- For mig er det ikke så vigtigt, hvor pengene kommer fra, bare de er der. Hvis jeg krævede, at mine penge kun var mine, tror jeg ikke, forholdet ville kunne fungere, siger hun.
Alligevel føler Rene, at andre folk kigger lidt, når de er ude at spise, og det igen er Pernille, der tager pungen frem, når regningen kommer.
- Jeg er nok lidt vokset op med, at det er manden, der sørger for hjemmet rent økonomisk. Det er ikke, fordi jeg synes, kvinden er underlegen på nogen måde, men det handler om traditionen i, at den økonomiske rygrad er manden.
Kvinden styrer hus og hjem
Efter flere års studier har Rene nu fundet den rette hylde som revisorstuderende, og når han bliver færdig, kan han endelig se frem til en god månedsløn. Det glæder han sig til, for den nuværende situation, som har stået på i de ni år, parret har kendt hinanden, er uholdbar.
- For mig handler et forhold lige så meget om kærlighed som økonomi. Jeg ville frygte, at der kom mange skænderier om økonomi, hvis jeg fortsatte som nu, siger han.
Rene understreger, at han på ingen måder har fordomme om karrierekvinder. Men han synes også, kvinderne skal have lov til at være den, der styrer hjem og hus, hvis det er det, de har lyst til.
- Nu har hun været hovedforsørgeren i alle de år, vi har kendt hinanden, og vi har da snakket rigtig meget om herhjemme, at når jeg er færdig med studiet og kommer ud på arbejdsmarkedet og tjener penge, kan hun drosle lidt ned i tid og gå mere hjemme.