24-årige Frederikke Bilsteen sidder i tv-stuen på sit kollegie på Amager. Langs væggene er portrætmalerier og bogreoler med gamle, indbundne bøger.
Hun har taget en lille blå æske frem. Den er fyldt med minder om hendes kæreste Rashad, der døde i julen 2018.
Hans ur, hans sidste pasfoto og et brev han skrev til hende i starten af deres forhold. Hun har også fundet en lille, kvadratisk æske frem med smykker, han har givet hende.
Hun tager fire billeder, der ligner polaroid-fotos, op af den blå æske og placerer dem på det mørkebrune træbord foran sig.
På ét af billederne står Rashad i en herretøjsforretning og prøver en fin, blød hat. Han har kraftigt, sort hår og trimmet fuldskæg og holder på skyggen med højre hånd, mens han smiler til kameraet.
På to af billederne står han sammen med Frederikke. I en park i Istanbul og ved en havnekaj med byen bag dem.
- Efter Rashad døde, lavede jeg et helt fotoalbum med billeder af ham. Det var næsten det eneste, jeg lavede, da han var død. Sad og så de samme billeder igennem tusind gange.
Det var også i Istanbul, de mødte hinanden i 2016, da Frederikke var på udveksling. Hun var taget til et event, hvor man kunne udveksle sprog og drikke en øl.
- Jeg syntes, han var mega mega flot. Han var virkelig sådan 'wow'.
Han var uddannet softwareingeniør fra Damaskus i Syrien, men var flyttet til Istanbul.
Han var dog meget vestlig i sine holdninger, fortæller Frederikke. Havde onkler i USA og elskede alt amerikansk.
De havde snakket sammen hele aftenen. Blandt andet om konflikten i Syrien. Hun havde arbejdet frivilligt for Dansk Flygtningehjælp og læste et semester i Internationale Studier, så for hende var det interessant at møde én, der kunne gøre hende klogere på et emne, hun i forvejen gik meget op i.
Hun havde gjort alt for at vise, at hun var interesseret i at lære ham bedre at kende. Men til sidst måtte hun skubbe sin stolthed til side og være den, der spurgte om hans nummer, så de kunne ses igen.
Hun griner, mens hun genfortæller, hvordan rollerne pludselig var byttet om.
Det var hun ikke vant til som dansk pige i Istanbul.
De begyndte at ses flere gange om ugen, alene sammen i hverdagene og sammen med vennerne i weekenderne, når de tog i byen for at drikke tyrkisk te.
Efter en måned blev de kærester, og kontakten fortsatte, da Frederikke flyttede hjem til Danmark igen.
De skrev eller ringede sammen på Messenger hver dag.
Hver anden til tredje måned købte hun en flybillet til Istanbul for at besøge ham og sine venner dernede.
De holdt jul sammen, sommerferier sammen, og hun tog orlov et semester fra studiet for at bo hos ham i Istanbul.
De drømte om en fremtid sammen, og efter to et halvt år som kærester, tog Frederikke forskud på det. Hun var flyttet til Malmø og planen var, at han skulle følge efter inden for et år. De ville giftes i Sverige og starte deres fælles fremtid sammen der.
Men Frederikkes fremtidsplaner brød sammen på få sekunder den 26. december 2018.
Hun var taget til Istanbul hen over julen, og om morgenen havde hun kysset Rashad farvel, før han tog på arbejde.
Få timer senere, klokken elleve om formiddagen, dukkede en besked op i hendes indbakke på Instagram.
Det var fra én af Rashads venner.
- Han skrev, at Rashad havde fået hjertestop og gav mig et nummer, jeg skulle ringe til.
Men han var ikke død. De havde genoplivet ham igen. Det kan man vel med unge mennesker? Det var det første Frederikke, tænkte. Han var jo sund og rask for bare få timer siden.
Hun havde ingen penge på sin mobil. Rashad havde overbevist hende om, at det ikke kunne betale sig, når hun bare var i Istanbul i julen. Det var bedre, at de sparede penge sammen, til når de skulle bo sammen i Sverige.
Frederikke skyndte sig ned i den nærmeste kiosk for at låne en telefon, hun kunne ringe fra og fik Rashads kollega i røret.
- Han fortalte, at Rashad var død. Jeg lagde mig på gulvet i kiosken og græd, men ingen omkring mig kunne forstå, hvad der skete, fordi de ikke talte engelsk.
Frederikke forstod heller ikke noget selv. Hun kunne stadig ikke tro på, at hendes kæreste virkelig var død.
- Jeg tænkte: 'Jeg må ud på hospitalet. Før jeg har set, at han er død, er han ikke død'.
Hun hoppede i en taxa og fik lov at låne taxachaufførens telefon. Hun havde sine forældre og sin søster i røret på vej derud, og hendes far ville tage det første fly mod Istanbul, så han kunne være der for hende.
Det hele var vildt, voldsomt og surrealistisk. Som i en film.
Først da hun så sin kæreste ligge på hospitalet, forstod hun, at det her ikke var nogen film, og den barske virkelighed ramte hende.
- Jeg havde mistet det menneske, jeg holdt allermest af.
Han var stadig varm og lignede én, der sov.
Rashad blev kun 30 år.
Frederikke forlod lejligheden i Malmø og flyttede hjem til sine forældre de første måneder efter Rashads død.
Hun forbandt den med Rashad og den fremtid, de skulle have haft sammen, og hun skulle ikke sætte sine ben i den igen.
Hun var vred på verden. Det var sindssygt uretfærdigt, at Rashad skulle dø så ung, og at ingen af dem ville få det liv, de drømte om.
Indimellem blev vreden også rettet mod folk omkring hende. For eksempel hvis der var én af Rashads ting, hun ikke kunne finde.
Hun havde fået nogle af hans gamle t-shirts, der stadig duftede af ham, og var én af dem væk, blev hun som et lille barn, der havde mistet sin sut. Folk skulle bare hjælpe hende med at finde den t-shirt nu.
Pludselig var fysiske minder fra ham blevet helt vildt vigtige.
Men alt andet føltes ligegyldigt.
Hendes studie og de sidste eksamener, før hun kunne kalde sig bachelor i Politik og Administration fra RUC – der var ikke noget, der kunne være mere ligegyldigt.
- Jeg var 23 år og havde haft styr på, hvad jeg skulle og ville med mit liv og min fremtid. Men nu var alt ligegyldigt, jeg var ligeglad med uni, jeg havde ikke nogen drømme længere.
Sorgen havde ændret hende. Pludselig havde hun svært ved at genkende sig selv.
- Jeg var blevet lammet - en mærkelig skygge af mig selv.
Hun kunne ikke huske og måtte skrive alt ned, og hun havde svært ved at samle sine tanker.
Før var hun Frederikke, der uden tøven tog til Grønland for at arbejde. Frederikke, der var med på et ph.d.-projekt i Ghana. Frederikke, der lavede masser af frivilligt arbejde. Frederikke, der handlede på tingene. Det var hendes identitet.
Nu var hun bange. Turde ikke at rejse længere, tænkte hun var en ulykkesfugl og blev bange for, at folk ville dø fra hende.
Hun havde også svært ved at overskue sin hverdag, svært ved at rumme andre mennesker.
Dengang hun landede i Danmark igen - efter hendes far havde båret hende grædende gennem security i lufthavnen i Istanbul - kom hun tilbage til en hverdag, hvor alle andres liv gik videre, og hun pludselig befandt sig et helt andet sted.
Som om hun gik inde i en tunnel af glas, hvor alle andre gik rundt udenom.
- Jeg var den eneste, der havde mistet min kæreste og alle mine fremtidsdrømme. Jeg kendte ikke andre unge, der havde prøvet det.
Frederikke har haft folk omkring sig, der har støttet hende, alt det de kunne. Hendes forældre, hendes tre søstre, hendes venner.
Alligevel beskriver hun sorgen som 'en meget ensom sorg'.
- Ikke at nogen sorg er værre end andre. Det er ikke værre at miste en kæreste end en søster eller forælder. Men hvis jeg mistede min far, var vi fire søstre, der kunne være der for hinanden, og som gik igennem det samme. Når man er i et forhold, er der rigtig meget, man har sammen - bare to mennesker. Det forsvinder jo bare.
- Mit største ønske, da Rashad var død, var, at jeg var gravid. Så jeg kunne have bragt noget af ham videre.
Frederikke kontaktede sorgcentret Børn, Unge & Sorg og Hjerteforeningen. Der var grupper for folk, der havde mistet en forælder eller en søskende og for ældre mennesker, der havde mistet en ægtefælle. Men hvor kunne hun finde andre som hende? Hvor var der nogen, hun kunne spejle sig i?
Hun opsøgte en psykolog. Men det gjorde hende kun mere ked af det.
- Jeg følte, det var for professionelt. Det var vildt underligt at sidde der og fortælle det allerværste, der var sket for mig, og så sad der samtidig én og tog noter, kiggede på uret efter 45 minutter, og så kunne man lige overføre penge på MobilePay. Jeg vil gerne betale for at få det bedre, men for mig var det en underlig relation.
Det var hos universitetspræsten hun endelig fandt et rum, hvor hun følte sig mindre alene.
- Præster møder jo sorgen tit. Så selvom jeg ikke er religiøs, anerkender jeg dem virkelig som eksperter, når det kommer til sorg. Det var rart, når hun kunne sige: 'Det hører jeg altså tit'. 'Sådan er der mange, der siger, når de sørger'.
- Jeg følte mig lettere og følte mig forstået. Det var helt vildt rart. Samtidig følte jeg, at jeg mødte et 'rigtigt' menneske, og at der var tid til mig.
I dag, lidt over et år efter Rashads død, føles alt heldigvis ikke ligegyldigt længere. Det fandt Frederikke blandt andet ud af, da hun for nylig tog på højskole nogle måneder. På en underlig måde var det rart at føle, at hun stadig kunne blive provokeret af andres politiske holdninger. Rart, at hun pludselig kunne mærke, at der stadig var noget, der betød noget for hende.
Ligesom Victor.
Tanker om kærligheden fyldte ellers ikke meget for hende, da hun for ni måneder siden flyttede ind på kollegiet. Det var kun Rashad, hun ville have.
Men så mødte hun Victor - en 24-årig, blond sociologistuderende fra Aarhus, som hun beskriver som 'et helt vildt fint og sympatisk menneske'.
Hun faldt ikke for ham med det samme. Men han var god til at lytte og til at stille spørgsmål. Han kunne rumme hende, hendes svære følelser – og ikke mindst rumme Rashad.
Det var nok i virkeligheden én af de ting, der gjorde, at hun endte med at forelske sig i ham.
- Det betød rigtig meget for mig, at Victor kunne rumme, at jeg kan bryde sammen indimellem, men også at han forstod, at jeg kunne have brug for at fortælle historier om Rashad og vise billeder af ham.
- Rashad bliver jo aldrig min ekskæreste, han er jo min kæreste, og det har været vigtigt for mig, at der skulle være plads til ham også.
Victor har givet plads til Rashad. Og Frederikke har givet plads til Victor, selvom hendes følelser for Rashad ikke forsvinder, bare fordi han ikke er her længere.
- I starten kunne jeg godt have helt vildt dårlig samvittighed over, at jeg fik følelser for Victor og tænke – så var jeg måske ikke så glad for Rashad, hvis jeg bare kunne finde en anden. Men det er jo ikke sådan, det fungerer.
- På det tidspunkt, hvor jeg mødte Victor, fyldte sorgen meget, og mange ting var ligegyldige for mig. Jeg tænkte: 'Hvis bare det her kunne gøre mig en smule glad, så hvorfor ikke'?
Frederikke kan stadig blive vred og stresset og kan ligge vågen en helt nat og bare græde, fordi hun kan have svært ved at overskue ting.
Indimellem tænker hun selv, at det er voldsomt, at man kan have det på den måde.
Men hun er blevet bedre til at tage sine forbehold og ikke fylde sin kalender med for mange ting.
Hun laver ikke længere frivilligt arbejde, og siger kun ja til de ting, hun har lyst til.
For få dage siden tog hun også beslutningen om, at hun heller ikke skal læse videre på kandidatuddannelsen. Hun har aldrig rigtigt været glad for at studere. Hun er mere praktiker end teoretiker. Så hvorfor kæmpe for at få det bedre for så bare at få det dårligt igen?
På den måde har hendes prioriteter ændret sig. Og det har hjulpet hende til at få det bedre.
- Jeg er blevet bedre til at bære over med mig selv og tænke: 'Det er jo bare sådan, vilkårene er nu'.
Victor har også hjulpet hende til bedre at kunne acceptere den, hun er i dag, selvom hun stadig prøver at regne ud, hvem hun er nu.
- Når jeg bliver ked af, at jeg ikke kan de samme ting, som jeg har kunnet før, siger han: 'Jeg kender dig jo kun, som du er nu, og jeg kan godt lide dig, som du er'.
I det hele taget tror hun, at tid er en vigtig faktor, når det kommer til at få det bedre.
- Jeg kan jo også godt se, at der er sket en udvikling med mig, når jeg sammenligner med, hvordan jeg havde det for et år siden. Nu kan jeg sige, at jeg har det godt, uden at det er løgn.
Lige efter Rashads død havde Frederikke svært ved at rumme andre mennesker og syntes, alle andres problemer var ligegyldige. Men det har også ændret sig i dag.
- Jeg er blevet bedre til at rumme andre, og dét at de også kan synes, at noget er svært. For jeg ved godt, hvordan det er at have det svært. Og jeg kan godt sætte mig ud over, at selvom deres kærester ikke er døde, er det også væsentligt.
Hun har stadig ikke mødt andre unge, der som hende har mistet en kæreste. Men når hun indimellem møder andre, der som hende har oplevet sorg, føler hun også, at hun er blevet god til at spørge ind.
For nu har hun noget, hun kan byde ind med.
Af og til er det dog også rart bare at være omgivet af det mere 'ubekymrede' ungdomsliv på kollegiet.
- Nogle gange går vi bare helt vildt meget op i, at der igen er nogen, der ikke har tømt opvaskemaskinen. Det kan faktisk være en lettelse.
Frederikke synes stadig, det er dybt uretfærdigt, at hendes fremtid blev revet væk fra hende fra den ene dag til den anden, men heldigvis er alt, der er sket efter Rashads død, ikke dårligt.
Udover at hun er blevet bedre til at sige fra over for de ting, hun ikke har lyst til, har sorgen bragt hende endnu tættere på hendes familie og de venner, der virkelig har været der for hende.
Nu bliver der for eksempel sneget et 'Vi elsker dig' ind i fødselsdagskortene fra hendes forældre.
Frederikke er også så småt begyndt at tænke på fremtiden igen, selvom hun ikke helt ved, hvad der skal ske.
Én ting er dog sikkert. Uanset hvad der kommer til at ske i fremtiden, vil Rashad også være en del af dén.
- Rashad vil altid være min kæreste, og han vil altid være en vigtig del af mit liv.