Fire unge taler ud om dobbeltliv: De har succes på jobbet - men er misbrugere i weekenden

Jeg stiftede første gang bekendtskab med kokain, da jeg var 17-18 år gammel. Det var noget, jeg gjorde til nytårsaften, en julefrokost eller andre sjældne begivenheder.

Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte mit forbrug at tage fart. Nu var det ikke længere kun ved særlige lejligheder. Nu sniffede jeg hver weekend, nogle gange i hverdagene, og nogle gange på jobbet.

Sidst, jeg tog kokain, var for tre uger siden.

Den hygge og det sammenhold, der er forbundet med coke, er noget af det sværeste at slippe for mig. Nok også fordi jeg kender så mange, som tager kokain hver weekend. Hvis jeg tager i byen og møder en, jeg kender, så er jeg næsten sikker på, at han har noget på sig og tilbyder mig en streg.

Trangen til coke kommer lige så snart, jeg får noget at drikke. Nu er det så galt, at hvis jeg drikker én øl, så melder lysten sig. Og hvis jeg er sammen med mennesker, som jeg tidligere har taget coke med, så er det utroligt svært for mig at sige nej.

I starten blev jeg gladere, kom i god stemning og fik lyst til feste mere, når jeg tog coke. Jeg blev mere åben over for andre mennesker. Men sådan får jeg det ikke længere efter to år med coke hver weekend. Nu spørger folk mig, om jeg er okay, fordi jeg bliver lukket og knap så imødekommende, når jeg drikker og tager coke. Det er fuldstændig det modsatte af, hvordan det var i starten.

Når jeg er taget i byen om fredagen på den helt store tur med morgenfest, så er hele weekenden plus mandag og tirsdag noget lort. Jeg føler mig ødelagt. Jeg bliver meget let irritabel. Jeg bliver bare i dårligt humør, og jeg har ikke lyst til at lave ting eller mødes med venner. Jeg har kun lyst til at lukke mig inde i dagene efter.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke se, at der er noget galt i, at man tager nogle stoffer engang i mellem. Det kan jeg virkelig ikke.

Hvis jeg kunne finde formlen for kun at tage kokain ved særlige lejligheder – én gang hver anden måned - så ville jeg gøre det; simpelthen fordi kokain er så lækkert. Men mit problem er, at jeg ikke kan styre det. Jeg har ikke en naturlig stopklods.

Hvis du overvejer at tage kokain eller kun har prøvet det få gange, så er mit bedste råd, at lade være med at tage det. Men det ved jeg godt ikke kommer til at ske for særligt mange.

Skriv det ned, hver gang du tager kokain. Så kan du holde øje med dit forbrug og måske sørge for, at det ikke eskalerer. Men husk at være varsom, meget varsom.

Jeg begyndte at tage stoffer, da jeg er 17 år. Stofferne har været der i mere end halvdelen af mit liv - det er lidt vildt at tænke på.

Jeg er ret sent blevet diagnosticeret med ADHD, og jeg fandt ud af, at jeg kunne styre mine følelser ved at tage kokain og amfetamin, så det har jeg gjort i mange år. Men nu er jeg blevet 36 år, og min hjerne og krop kan ikke holde til det. Når jeg tager kokain nu, så bliver jeg ustabil, og det går ikke, nu hvor jeg har to dejlige børn.

Det, der får andre mennesker til at græde som eksempelvis familietragedier, at en kæreste slår op eller en fyring, det får min trang til kokain til at stige. Jeg kan huske, at jeg kom helt ned i kulkælderen på grund af en familietragedie, og det fik mig til at sniffe 10 gram coke på 48 timer.

Jeg har gennem det meste af mit liv levet et dobbeltliv. På ydersiden så det ud som om, at jeg havde masser af succes. Jeg har dyrket sport på højt plan, jeg har stillet op i store fitnesskonkurrencer, bygget mit eget murerfirma op og stiftet familie. Alt imens jeg har taget kokain, amfetamin og steroider.

Når du kører et dobbeltliv i lang tid, som jeg gjorde, så bliver løgne en del af hverdagen. Du skjuler dit misbrug for kæresten, familien og kollegaerne, og det er psykisk udmattende og svært at holde styr på.

Som det står til i Danmark i dag, så er der utrolig mange, der tager stoffer, men der er ingen, der snakker om det. Så hvis jeg står frem, så frygter jeg at blive stigmatiseret.

Og så handler det også om at vise respekt for min kæreste, og om at beskytte mine børn.

Til dig, som overvejer at tage kokain, så skal du vide, at begyndelsen på 'eventyret' er fedt, og du har overskud. Men der er aldrig nogensinde nogen, der har haft en succeshistorie med kokainmisbrug. Der er ikke nogen, der står tilbage som vindere til slut.

Du kan være med i spillet, lige så lang tid kroppen kan klare det, men vi går alle sammen ud som tabere.

For mig har det altid handlet om kokain, og jeg prøvede det første gang, da jeg var 24 år.

I en årrække tog jeg det kun, når jeg festede, og ret hurtigt blev det sådan, at hver gang jeg drak, så skulle jeg også have kokain. Det begyndte at hænge uløseligt sammen.

Kokainen gav mig dengang en følelse af overskud, ro og at kunne 'være på'. Det føltes fedt og rigtigt. Men efter jeg blev 30 år, gik kokain fra at være spændende til at være en nødvendighed.

Der manglede noget, hvis ikke kokainen var der, og hvad nu hvis man ikke kunne finde noget, hvis man fik lysten? Det betød, at jeg og mine venner forberedte os og altid havde kokainen med os, når vi tog i byen.

Men jeg begyndte også at mærke fysiske konsekvenser ved mit misbrug. Hvis jeg festede hele natten og ikke sov den nat, så kom jeg først til at sove natten efter, og det er enormt hårdt for kroppen i længden. Man bruger rigtig meget tid med at have det dårligt efter en sjov nat.

Og så fucker det med ens samvittighed, ens psyke, overskud og selvhad. Alle de ting kommer i spil, fordi jeg oprigtigt ikke har lyst til at leve den livsstil med alkohol og kokain. Men hjernen er ligeglad og vil bare have mere og mere.

Inden jeg tog kokain for første gang, ville jeg gerne have vidst, at jeg var så disponeret for at blive forelsket i det. For havde jeg vidst det, for så var jeg aldrig begyndt at tage det.

Kokain gør én glad, man bliver snakkesalig, man får ekstremt meget selvtillid, og endorfinerne i kroppen springer fuldstændig i luften, hvis kvaliteten er god. Du kan mærke, at det kilder i kroppen, og du har lyst til mere, mere, mere.

Mit eget misbrug begyndte for alvor at eskalere, da jeg kom i lære som kok som 17-årig. I kokkefaget flyder det virkelig med coke.

Jeg arbejder ikke i restaurationsbranchen længere, for det var nødvendigt for mig med et sceneskifte. Jeg gik fra at være køkkenchef og arbejde 70 timer om ugen til at blive kantineassistent fra klokken 6-14 og arbejde med folk mellem 35-55 år, som ikke tager kokain.

Det har gjort, at jeg slipper for kokainen i hverdagen. Jeg har stadig udfordringer med kokain på byture, så byturene har jeg skåret kraftigt ned på, og så har jeg skåret de personer, som ikke er gode for mig, væk.

Jeg har sagt til min kæreste adskillige gange, at jeg ville stoppe med at tage kokain, men så har jeg gjort det igen og igen. Hver gang jeg bliver ved, så bliver min kæreste så skuffet og såret, at det godt kunne minde lidt om utroskab.

Det er derfor, kokain er så ødelæggende; fordi den er baseret på løgne og hemmeligheder. For misbruget er ikke noget, man snakker om. Du fortæller ikke dine venner om, hvor meget kokain du tager.

Når der er fred og ro i min hjerne, så står der coke i store, fede bogstaver henover hele skærmen. Du kan ikke flygte fra det.

Det er hjernen, der spiller det dér spil. Så sent som i dag har jeg tænkt, at jeg savner kokain. Men jeg ved også, at hvis jeg begynder igen, så sætter jeg nogle ting over styr, som jeg ikke vil miste.

Til dig, som overvejer at tage kokain, der er mit bedste råd: Lad være.

Alle, der modtager behandling i PAS, er anonyme, og derfor optræder de fire kilder i denne artikel også anonymt. Redaktionen kender personernes rigtige navne.