Et helt stille klasseværelse, et tavst kontor, et ordløst hjem.
Mange efterladte efter selvmord skal ikke alene bære på sorgen over et voldsomt tab af et menneske i deres liv, de må ofte også bære på sorgen alene.
For vi taler ikke om selvmord. Vi taler ikke om det på skolen, på arbejdet eller bag hjemmets fire vægge.
Det er et tabu.
Skuespiller og sanger Pernille Højmark, journalist og radiovært Mikkel Frey Damgaard, tv-vært Peter Ingemann og kommunikatør Anna Thygesen har alle mistet deres fædre ved selvmord.
Og alle har de mødt tavsheden.
Pernille Højmark husker stadig, hvordan hun som 13-årig kom tilbage i skole, efter hendes far havde begået selvmord. Hvordan der blev hvisket i krogene, men at ingen ord blev sagt højt.
- Bum. Stigmatiseringen er gået i gang. Du er ikke længere som de andre, fortæller hun om den følelse, hun stod tilbage med.
- Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde talte med nogen om det.
Hver dag er der knap to mennesker, der begår selvmord i Danmark. Og bag dem står en række efterladte.
Hvis ingen tør tale med dem, risikerer de at stå helt alene med sorgen, siger professor Merete Nordentoft, som har arbejdet med selvmordsforebyggelse siden 1997.
- Mange efterladte oplever det som om, de bliver spedalske eller usynlige, og ingen tør tale om det.
- Prøv at tale om det, opfordrer hun.
Ud med det - frem med det
For Mikkel Frey Damgaard var det også fortielsen, der fyldte, da hans far tog sit eget liv.
Mikkel Frey Damgaard var otte år. Kun et lille barn. Et lille barn, som de voksne synes skulle skærmes fra den barske virkelighed. Faren havde fået et hjerteanfald, var beskeden.
Men Mikkel Frey Damgaard vidste, at hans far havde begået selvmord. Og tvang sandheden frem.
- Vi talte ikke om, at det var sket, og hvorfor det kunne være sket.
Mange gange farvel fra Mikkel.
Sådan lød ordene skrevet med barneskrift på det bårekort, som var det sidste farvel til hans far.
Men Mikkel kom ikke med til begravelsen. Han besøgte heller ikke hans grav.
Og det var sikkert i bedste mening - det var en anden tid. Men tavsheden om selvmordet gjorde, at det kom til at fylde endnu mere.
- Det er enormt ærgerligt, at der er rigtig mange mennesker, der tror, at hvis man undlader at tale om det, så holder det op med at eksistere. For det gør det ikke. Så vokser det bare.
Og når nu vi taler om alt muligt andet i vores ellers frisindede land, hvorfor taler vi så ikke om selvmord, spørger Peter Ingemann. Hvorfor tier vi stille?
- Det er frygteligt, at det i 2018 er et tabu om tale om selvmord.
Det har han dog valgt at ignorere. Han har fortalt alle om hans fars selvmord. Han har skrevet en bog om det. Om hvordan faren skød sig, da Peter Ingemann var 29 år.
- Til hans begravelse kan jeg huske, hvordan præsten til sidst i sin prædiken sagde: ”Og så skød han sig”, så det rungede i hele kirken. Flere af de ældre sagde efterfølgende, at det dog var forfærdeligt.
- Nej. Ud med det - frem med det. Det har i den grad hjulpet mig til at komme videre, siger han.
Vær nu åben om det
At fortælle åbent om det, er den bedste måde at komme videre på, mener også teolog og stifter af ”Eksistensformidling” Liselotte Horneman Kragh.
For de, som er fuldstændig åbne omkring det, kommer godt for land og kan leve videre med rank ryg og finde en videre vej i livet.
- Ved selvmord er de døde ikke bare døde, de er også døde i andres samtale. Vi snakker ikke om ham, der skød sig selv.
- Men hvis ikke du fortæller mig det. Så kan jeg ikke være der, og så er du jo alene.
Heller ikke kommunikatør Anna Thygesen er gået stille med dørene. Hun har mistet begge sine forældre til selvmord, og for hende har det været vigtigt at tale åbent om det. Så vigtigt, at hun holder foredrag om det.
- Tabuisering omkring selvmord er et kæmpe problem. Derfor er det også lidt mærkeligt, hvis ikke man selv vil stille op og sige noget om det.
- Den eneste måde, man kan aftabuisere det, er ved at tale om det.
Da hendes far begik selvmord, da hun var 16 år, var det som om, livet var det samme, men at alle farverne var væk.
- Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det. Allerede der fandt jeg ud af, at det er frygteligt ikke at tale om.
- Jeg talte, og jeg talte. Og jeg talte om det til alle.
Hun har heller aldrig skammet sig over det. Angsten for hvad andre tænker og siger, har hun holdt sig ude af.
- Det mindste, man kan gøre - som kan være det sværeste - er at være åben om det.
PROGRAMMER PÅ DR
- •
Programmet "Min fars farvel" sendes på DR1 mandag klokken 20.45 i uge 37 og 38. Du kan se første afsnit på DRTV lige her.
- •
DR-programmet ”Jeg vil dø” sendes tirsdag 11. september klokken 20.45. Her møder journalist Anders Lund Madsen mennesker, der har haft selvmord helt tæt inde på livet på den ene eller anden måde.