Det er morgen, og 26-årige Fie Grann er træt og har ondt i ryggen. Hun er vågnet i et shelter i den fri natur med sin veninde Lucie Krefeld, og selvom humøret er ok, er natten ikke gået supergodt.
- Jeg er vant til at sove i telt, men har aldrig prøvet at sove i shelter før. Jeg skulle lige vænne mig til at sove helt i det fri, så jeg fik ikke sovet så meget i nat, siger Fie Grann.
- Så har jeg nok heller ikke det bedste udstyr med. Jeg havde været så dum at tage min yogamåtte med som liggeunderlag, og den var lidt for tynd. Det var bare ubehageligt. Som at ligge på et trægulv, siger hun.
Og det er da også netop, hvad veninderne, som bor i København, har sovet på. Shelteret kan bedst beskrives som en primitiv træbivuak, en slags træhule. Der er hverken lys, elektricitet, dør, forhæng eller madras. Kun hårdt træ.
Vi befinder os på en lejrplads i Pinseskoven, der er en del af det 2.400 hektar store naturområde på den sydlige del af Vestamager. Her er et par borde og bænke, et bålsted og nogle telte. Og så de eftertragtede sheltere, som ryger efter først-til-mølle-princippet.
Fie Grann, som læser til lærer, og Lucie Krefeld, der er færdig med en bachelor i ernæring og sundhed, var ankommet tidligt dagen før for at sikre sig et shelter, da alle dem, de havde kigget på hjemmefra, var fuldt bookede. De er nemlig langt fra de eneste, der har fået lyst til at bruge lidt ferie i den vilde natur.
I år slår overnatning i det fri nemlig alle rekorder, viser de nyeste tal fra Naturstyrelsen, der selv peger på corona som årsagen til den store interesse.
I sommerferien har 32.000 danskere booket en nat på en af Naturstyrelsens lejrpladser, hvilket er rekord. Dertil skal lægges et ukendt antal, som benytter de frie overnatningsmuligheder - ligesom Fie Grann og Lucie Krefeld fra København.
Dåsetun og gin
Ideen opstod for en måneds tid siden til en kandidatfest på en solrig tagterrasse. Vejret var godt, og de to veninder, der kender hinanden fra efterskolen, talte om, hvor meget de begge elsker camping- og teltture. De blev enige om, at det kunne være sjovt at prøve kræfter med en sheltertur.
- Vi havde begge en åben sommer. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt og udfordre mig selv og komme lidt ud af byen, så da Fie foreslog det, var jeg klar, fortæller Lucie Krefeld.
De var helt enige om, at det ikke skulle være det vilde planlægningsprojekt, men en overskuelig naturoplevelse en enkelt dag eller to, og så hjem igen. Valget faldt derfor på Vestamager, fordi det lå i cykelafstand og virkede mest realistisk i forhold til at få fat i et af de populære sheltere.
Om morgenen mødtes de med vandrerygsækkene og fik handlet rugbrød, dåsetun, ketchup, frysekaffe, tændblokke, lighter, vand og en flaske gin. Bagefter tog de i en genbrugsbutik og købte en gryde, som kunne tåle at blive sodet til på bålet, og så cyklede de af sted og fandt deres shelter.
- Ingen af os har været herude før, så vi vidste ikke, hvad der ventede os, så her gik det pludselig op for os: "Nu sidder vi her, og hvad skal vi så nu?", siger Lucie Krefeld.
De opdagede, at de havde glemt at købe slik, så de besluttede sig for at cykle nogle kilometer til nærmeste kiosk.
- På den måde er det rart, at vi ikke er længere væk fra byen, som Lucie Krefeld siger.
Folk ville stjæle brænde
Resten af den første dag gik med at vandre og en uventet tidsrøver. At få gang i et bål.
- Vi anede ikke, at et bål kræver så meget brænde. En økse havde været guld værd. Vi var heldige med vejret, i regn kunne vi ikke have gjort det her. Vi var totalt afhængige af det bål, siger Fie Grann.
- Vi måtte sørge for, at folk ikke stjal vores brænde. Vi blev nødt til at vogte over det, forklarer Lucie Krefeld.
Hele hendes barndom har hun brugt på at campere, vandre og cykle rundt i Danmark med sin far på aktive ferier. Men på denne sheltertur føler hun sig alligevel på udebane.
- Det er første gang, jeg har skullet tænke mig om i naturen, fordi jeg altid har været med nogle, der var mere erfarne. Derfor er det faktisk trygt at vide, at der er beboelse tæt på, og andre, der ligger i telt tæt på os. At der ikke er helt øde.
24 timer er fint
Veninderne er trætte og pakker sammen efter shelternatten. De skal hjem, have et varmt bad og en god madras.
- Nu har vi været her i 24 timer, og det er fint. Det tager noget af oplevelsen, at man ikke kan spise lidt god mad om aftenen eller spille spil. Men vi har pakket så minimalistisk for at få plads til telt, liggeunderlag og sovepose, at der ikke var plads til mere.
Fie Grann er enig:
- Det er rart at komme ned i gear, men det er også begrænset, hvor lang tid man kan gøre det.
Til trods for at de er trætte, og Fie Grann har ondt i ryggen, er de begge enige om, at det har været en superfed oplevelse at tilbringe et døgn i den fri natur. Samle brænde til bålet, lave aftensmad, føre lange samtaler, se solen gå ned og sove med kig til stjernerne.
- Det har givet os et tættere sammenhold. Det er superfedt og sjovt at hoppe ud i helt nye udfordringer, vi skal løse sammen. Der går nogle gange lidt for meget caffe latte i den, når man bare er hjemme i København. Herude kommer man ind på hinanden på en helt anden måde, end når man sidder på en café under en varmelampe, siger Lucie Krefeld.
- Det er ret fedt at se lyset forsvinde og komme op igen. Man føler virkelig, man er en del af omgivelserne. Det er en god måde at sørge for, at venskabet udvikler sig, lyder det fra Fie Grann.
- Men hvis vi skal det her en anden gang, kunne jeg dog godt bruge en pandelampe.