Er der gået mandag i din lørdag? 15 tips til et højdepunkt i weekenden

Det er fredag, og endnu en kedelig corona-weekend venter. Vi har (måske) løsningen.

Det kan være lidt svært at finde på højdepunkter til weekenden, når man er spærret inde i lejligheden. (© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Du kender det. Det er fredag. Eller er det?

Dagene flyder sammen i disse coronatider, og alt kan føles som en kedelig, farveløs januar-mandag. Og ugens første dag har som bekendt aldrig har været kendt for det store festfyrværkeri, men mere starten på det, der leder op til det store brag. Weekenden.

"Weekend" som fænomen er faktisk en relativt ny ting, hvis man tager de historiske briller på. Det er (ikke overraskende) et sammensat ord af "week" og "end" og stammer oprindeligt fra Staffordshire i England og optrådte første gang i et tidsskrift i 1879.

Herhjemme fik vi først "weekend" at se som ord i en tekst fra 1904 af journalist Henrik Cavling, ifølge en kronik i Jyllands-Posten. I 1930'erne blev ordet allemandseje takket være Danmarks Radios populære radioprogram 'Weekend-Hytten', som blev sendt hver lørdag aften og blev forbundet med - ja, en "rigtig" weekend.

Men lige nu, hvor aftalerne i kalenderen er byttet ud med larmende tavshed, giver weekend bare ikke den samme forventningsfulde glæde længere.

Når det så er sagt, er der måske noget, vi selv kan gøre for at få weekenden tilbage til det højdepunkt, den var engang? Noget, der igen får os til at genvinde glæde ved fredag?

Det har vi spurgt DR3's Instagram-følgere om.

- Det er næsten en umulig opgave pt. Dagene flyder ud i ét, som en af DR3-følgerne, Jenny, svarer fra sin selvisolation.

Og ja, indrømmet. Det er måske ikke helt nemt, men vi har nu alligevel modtaget 15 idéer fra jer derude.

Læs med herunder, og bliv inspireret til, hvordan du selv kan forvandle din weekend til et højdepunkt.

Og så må vi altså leve videre på de små highs af fredagskage, indehygge og film lidt endnu.

1

- Jeg har fået en fast tradition med nogle drenge fra min klasse. Vi tager altid en eller to fredagsbajere over Meet.

Nicklas, 19 år

2

- Laver hjemmebiograf med projektor, popcorn, bland selv-slik og selvfølgelig trailers, inden vi ser filmen.

Ellen, 24 år

3

- Mit band og jeg coronatester os og tager i sommerhus for at glemme alt derhjemme.

Jens, 19 år

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

4

- Vi spiller brætspil og laver forskellige drinks, når babyen er puttet.

Silje, 24 år

5

- Jeg tager til Møn. København er så træls og grå lige nu. Møn og alle andre øer har åbne vidder, og det savner jeg noget så gevaldigt.

Rune, 25 år

6

- Vi ser kun serier i hverdagene og film i weekenden. Derudover drikker vi vin og øl sammen, min kæreste og jeg. Allerede mandag aften kan vi snakke om, hvilke vine vi skal smage i weekenden.

Tobias, 35 år

7

- Jeg har indført fredagskage, så jeg har noget at glæde mig til i løbet af ugen. Kage hjælper altid på humøret.

Helga, 20 år

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

8

- Jeg prøver bare at gøre hver dag lidt til et højdepunkt ved at lave mindst én ting, jeg har lyst til, så weekenden ikke er højdepunktet, man skal komme frem til.

Anne, 26 år

9

- Jeg ser film og 'X Factor' med min bedste veninde hver fredag, hvor vi også spiser os tykke i lækker mad og masser af bland-selv-slik.

Nanna

10

- Jeg er i øjeblikket på udveksling i England, så i weekenden spiller min kæreste og jeg badminton udendørs, drikker vin og har forskellige madtemaer med tilhørende musik og påklædning for at hylde verdens madkulturer.

Rikke, 23 år

11

- Jeg drikker øl og spiller 'Tegn og Gæt' online med mine venner over FaceTime.

Karla, 19 år

12

- Takeaway og vino om fredagen.

Nicki, 33 år

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

13

- Jeg laver hjemmelavet fredagspizza med min bror. Så lækkert!

Cecilie, 20 år

14

- Rødvin med familien, 'X Factor', filmhygge, ekstra god mad.

Astrid, 20 år

15

- Jeg holder fri. Når man har en normal arbejdsdag i forhold til mange andre, er det sgu fantastisk bare at være hjemme.

Henrik, 28 år