Da jeg fik stress, oplevede jeg, hvor meget det fylder, at man skal have det perfekte cv, så man kan vise, at man har en eller anden fancy uddannelse.
Det er skræmmende, så meget det fylder.
Jeg tog det som et kæmpe nederlag, at jeg fik stress, fordi der netop er et kæmpe pres, som siger, at man klare sig godt, få den rigtige uddannelse og skabe sig en karriere.
I starten af min periode med stress kunne jeg slet ikke acceptere, at jeg ikke lavede noget. Jeg følte mig meget mindre værd end de andre, der stadig gik i skole. Og jeg løj og sagde, at jeg stadig var i gang med noget, selvom jeg bare lå derhjemme ude af stand til at foretage mig noget som helst.
Men langsomt begyndte jeg at acceptere, at jeg havde det dårligt, og at jeg ikke passede ind i alle de kasser, som man helst skal passe ind i.
Jeg er gang på gang blevet valgt fra til jobs, fordi jeg ikke har en gymnasial uddannelse på mit cv. Det er jeg vildt træt af. Nogle gange giver det selvfølgelig mening i forhold til det job, man søger, men jeg oplever ofte, at det ikke er relevant.
Jeg er virkelig træt af den status, der ligger i, at man skal have en uddannelse, og jeg vil gå foran for de outsidere, der ikke går den lige vej. For dem, der ikke vælger en uddannelse.
Da jeg oplevede, at meget af al den snak om uddannelse drejer sig om prestige, blev det et princip for mig ikke at tage en uddannelse. Jeg vil vise, at man godt kan blive til noget uden en uddannelse.
Det er den største drivkraft for mig. Det vil jeg gerne fortælle til andre.
Jeg har mildest talt ikke noget imponerende cv, når det drejer sig om uddannelse, men jeg har været ude i alle mulige forskellige jobs og lært meget i det virkelige liv. Det kan være lige så nyttigt, som hvis jeg havde siddet og sovet mig igennem en ungdomsuddannelse.
Nu har jeg fundet ro i at være en outsider, men det er en proces, der har været i gang, siden jeg gik ned med stress.
Alle mine venner er i gang med at tage en uddannelse, og det kan være svært at være uden for det fællesskab. Men jeg kan mærke, at jeg helt grundlæggende føler mig godt tilpas og glad i det.
Det er vildt dejligt at være nået dertil, at jeg kan finde ro i det.
I en lang periode havde jeg svært ved at tro på, at det skulle lykkes med musikken, og jeg overvejede at finde på noget andet, men jeg kunne mærke, at musikken trak mest i mig. Og så modtog jeg et legat sidste år, hvilket var en kæmpe bekræftelse af, at der var noget ved musikken, som jeg godt kunne finde ud af.
Emma Hørlyck har netop udgivet sin 2. single 'Natten er lang, livet er ungt'. Hør den her:
Det gjorde mig endnu mere sikker på, at jeg gjorde det rigtige ved at vælge noget andet end alle mine venner.
Men musikbranchen er meget ubarmhjertig. Man skal stå meget igennem og klare en masse afslag. Det kan være vildt hårdt, men det er også en branche, hvor jeg selv kan styre min tid. I nogle perioder arbejder jeg vildt meget, og nogle gange går jeg rundt i min egen boble og skriver tekster og melodier.
Hvis jeg skal leve af at lave musik, bliver jeg nødt til at tage opgaver ind, hvor der er en fast deadline, og det kan godt være svært for mig.
Bare fordi man har været ramt af stress en gang, er det ikke udelukket, at det kan ske igen. Det er vigtigt for mig at minde mig selv om det. Og det virker, at jeg fortæller mig selv, hvad der kan ske, hvis jeg bare kører derudad uden at mærke efter.
Jeg lytter mere til mig selv og tager en dag på sofaen, hvis jeg har brug for det. Eller hvis jeg har brug for at gå en tur i naturen eller lave noget andet, der lader mig op med energi, så jeg ikke kun lever i det der pres hele tiden.
Jeg kunne mærke nogle stress-tegn for nylig. Jeg fik helt vildt ondt i hovedet og maven. Jeg kunne ikke samle mig ordentligt, og tingene gik meget stærkt for mig. Nu er jeg klar over, at det er stress-tegn, og at jeg virkelig skal tage det seriøst og stoppe op.
I sidste ende skal jeg selv sige stop, når det går for stærkt, men jeg bruger min familie og venner til at tale tingene igennem med. Det er oftest der, jeg selv kan mærke, hvad der er rigtigt. Det kan være svært, hvis jeg bare går rundt med det i mit eget hoved.
Når jeg tænker tilbage på min tid med stress, er det ret vildt at være, hvor jeg er i dag. At jeg sidder her i Aarhus og har gang i musikken. Jeg er vokset helt vildt med alle de oplevelser, jeg har haft med musikken.
Der er også nedture, men jeg er blevet klogere på mine egne grænser, og hvad jeg kan og vil.
Jeg kan se, hvor meget det giver mig at gå en anden vej, og jeg får meget mere ud af mit liv ved at gribe de chancer, der kommer, i stedet for at have planlagt det hele.
Det her skal ikke være en kritik af selve det at tage en uddannelse, for vi skal jo ikke alle sammen bare droppe ud af systemet og være kunstnere. Det er bare helt vildt vigtigt, at man tager en uddannelse, fordi man har lyst til det, og ikke fordi man føler sig tvunget til det af forventningerne udefra.
Det handler også meget om at finde motivation i det, jeg gør, for musikbranchen er ikke den letteste i verden.
Det er vigtigt at minde mig selv om, hvorfor jeg gør det.
Og jeg gør det, fordi jeg elsker musik, men først og fremmest for at fortælle, at man godt kan gå en anden og mere kringlet vej i livet og stadig være noget.
Så kan det godt være, at jeg ikke har råd til at købe nyt tøj, og at jeg ikke har en hverdag med andre på min egen alder, men det er fuldstændig underordnet, for jeg er glad og lykkelig i det, jeg gør.