Kristian Fæste var to minutter fra fyraften, da alting i hans liv ændrede sig totalt.
120 sekunder senere ville han have været et andet sted, og hans liv havde med garanti set anderledes ud i dag.
Kristian er én af de få, der gik hele vejen og skabte en succesfuld fodboldkarriere i en verden, hvor de fleste af os må nøjes med at være glade amatører.
Men han mistede alt på et øjeblik, hvor han gik i stykker indeni. Først fysisk - så mentalt, da hovedet ikke kunne rumme flere nederlag på kort tid.
Han er trods alt bare et menneske.
Det her er en historie om en ung mands kamp for at genfinde sig selv og meningen med livet, når man pludselig bliver tvunget til at starte forfra.
Det er historien om, hvordan man kan bygge sig selv op igen, når man har været helt dernede, hvor man spørger sig selv, om der overhovedet er grund til at være her.
Kristian var professionel fodboldmålmand, da han smadrede sin skulder under en træning.
Skaden tvang ham til at træffe én af sit livs hårdeste beslutninger, da han efter måneder i et smertehelvede til sidst opgav at vende tilbage til banen.
Dermed mistede han alt det, der havde været hele hans liv siden barndommen, og som han havde slidt for at opnå sammen med en god løn og masser af prestige.
Heldigvis ender historien lykkeligt.
Kristian fandt en ny passion, og to og et halvt år senere er det blevet hans levevej med et mantra om, at det altid skal være sjovt at gå på arbejde.
- Du kommer ikke til at spille på mit hold, hvis du ikke kan tage mindst 100 jongleringer på foden. Både højre og venstre.
Beskeden fra træneren var ikke til at tage fejl af. Han var meget tydelig omkring, hvad han forventede af sine 13-årige spillere.
Kristian Fæste kunne højst tage 70 på højre, men han ville være en del af holdet i Vejle Boldklub, så han brugte hele sommeren på at øve sig hjemme i haven på villavejen i Bredballe.
Efter sommerferien tog han uden problemer 100 med begge fødder, og et år senere satte han personlig rekord: 1687.
Jeg var tre år, da jeg begyndte at spille bold.
Vi har en video, hvor jeg sidder og piller græsstrå. Min mor filmer, og min far er træner. Vi hyggede os, mig og min far. Det var noget, vi havde sammen.
Som 12-årig skiftede jeg til Vejle Boldklub, og jeg begyndte at stå på mål.
Vi tog altid afsted i god tid. Så klædte jeg om, og min far stod og sparkede bolde til mig i en halv time, før træningen begyndte. Så var jeg ligesom klar.
Jeg fik den første kontrakt som 16-årig, da jeg kom tilbage fra efterskole og debuterede på U17-landsholdet. Nu begyndte det at blive alvor, og det var en vild følelse.
Lønnen var på 3.500 kroner om måneden, og det var mange penge for en stor knægt, der boede hjemme ved de gamle.
Jeg tænkte, det var pissesejt, for det var det! Det var jo et skridt på vejen mod at blive professionel.
Da førsteholdets målmand skiftede til en anden klub, blev jeg rykket op som nyt førstevalg.
Herfra så jeg mig ikke tilbage, og jeg nåede 154 kampe.
Jeg gjorde det samtidig godt på U21-landsholdet, og der var interesse for mig hos både danske og udenlandske klubber.
Det var bare en fed tid.
Men tingene forandrede sig, og der skete en masse i og omkring klubben, som gjorde det hele kaotisk.
Skiftende trænere, en fusion med Kolding, truende konkurs og til sidst en ny, udenlandsk ejer i 2016, der havde planer for klubben, som jeg ikke var en del af.
Det er langt fra alle professionelle fodboldspillere, der har hjertet med, når de går på banen. De spiller for deres løn og for en arbejdsgiver, der bestemmer over dem.
Sådan havde jeg det ikke. Jeg kæmpede for Vejles ære. Det var min klub.
Jeg tog det meget personligt, fordi jeg var så tæt knyttet til klubben. Det var sindssygt frustrerende.
Nu stod jeg pludselig som 26-årig uden et job eller en backup-plan. Der skulle stadig betales husleje, så jeg måtte finde en løsning.
Jeg fik med hjælp fra min agent landet en aftale med Silkeborg, der gav mig en kontrakt på et halvt år.
De spillede i Superligaen, som var mit store mål, så nu skulle jeg bare ud og vise dem, at jeg var værd at satse på. At jeg skulle have en ny og længere kontrakt efter nytår.
Jeg var sikker på, at jeg kun havde brug for en måneds tid til at overbevise dem, men efter tre uger forandrede alting sig.
Holdet havde tabt 3-0 i weekenden, så til mandagstræningen ville alle reserverne vise træneren, at de skulle have chancen næste gang.
Der blev gået hårdt til den, og under noget intervalspil med høj intensitet ville jeg bokse en bold væk. Det var to minutter før, træningen sluttede.
Pludselig kom der en spiller fra den anden side. Han bankede ind i mig som en varevogn, og jeg røg ned i græsset og fik smadret min venstre skulder.
Skaden gjorde, at jeg ikke havde mulighed for at vise mig frem, og pludselig var jeg reduceret til at være en udgift for min arbejdsplads. En mand uden værdi.
Nogle i den fysiske stab sagde til mig, at jeg bare skulle tage noget mere smertestillende og kæmpe mig igennem. Det havde jeg gjort før ligesom mange andre spillere. Det er der ikke noget nyt i, og der var ikke et pres fra andre end mig selv, da jeg valgte at gøre det.
Der er heldigvis ikke ret mange brancher, hvor det er normalt at tage en sprøjte for at kunne gå på arbejde. Her er vi pludselig langt væk fra ham den lille, ubekymrede knægt i Barcelona-trøjen.
Det værste var, at jeg havde en oplevelse af ikke at blive taget seriøst. Mange troede ikke på, hvor ondt jeg havde. At det var så slemt, at jeg ikke kunne spille.
Genoptræningen tærede på mig fysisk og mentalt. Tredje og sidste gang, jeg var møllen igennem, kunne mit hoved ikke rumme flere nederlag.
Jeg landede igen på skulderen under en træning i oktober, og den dag blev jeg liggende. Så begyndte jeg at græde.
Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Det var to måneder før kontraktudløb, og ingen klubber skriver med en skadet spiller.
Træneren sagde, jeg skulle gå ind til fysioterapeuten, så jeg samlede mig selv op og gik ind til hende. Så brød jeg helt sammen:
- I er min arbejdsgiver. Det kan ikke være rigtigt, det her. Der skal ske ét eller andet, og det skal være nu!
Én i lægestaben ringede til sygehuset i Silkeborg, hvor jeg endelig fik tid til en grundig undersøgelse og operation. Det blev en milepæl og et lyspunkt i en mørk tid.
Lægen fandt ud af, at min menisk var flosset, og mit kraveben var ødelagt. Flækket.
- Jeg kan godt forstå, at du har ondt, sagde han, og så brød jeg sammen igen.
Han var den første ud over min daværende kæreste og forældre, der troede på mig. Det betød sindssygt meget.
Jeg forklarede træneren, hvordan min situation så ud, og vi blev enige om, at det var på tide, at jeg kom videre i mit liv. Jeg var erklæret fodboldinvalid, og jeg havde brug for at få noget positiv værdi ind i tilværelsen.
Holdkammeraterne fik det at vide inden en træning i december, og fra den dag var jeg færdig med fodbold. Alt det jeg havde knoklet for og drømt om siden barndommen var væk.
Mit destruerede jeg skulle genfinde sig selv. Hvem er jeg, hvis jeg ikke er fodboldspilleren Kristian Fæste?
Heldigvis er jeg godt opdraget, og mine erfaringer fra fodboldverdenen gør, at jeg er vant til at kæmpe mig op efter nederlag.
Jeg måtte finde noget andet, jeg var god til, og jeg fik chancen som sælger i en håndboldklub. Det startede fint, men jeg blev fyret efter tre måneder. Vi passede ikke sammen.
Det ramte sgu hårdt!
Jeg kan mærke det nede i maven, når vi snakker om det lige nu. Det gør stadig ondt at tænke på.
Det lyder måske banalt, men når man som jeg har formet sin tilværelse efter fodbolden, vil den altid træde forrest.
Den bestemte, om jeg kunne komme med til fødselsdage, ud med vennerne, og hvad jeg kunne gøre med mig selv og min krop.
Da det 'jeg' var væk, stod alle de andre sider af mig handlingslammede tilbage og fattede ikke, hvorfor det store 'jeg' - fodboldspilleren - ikke tog føringen.
De sagde bare fuck, fuck, fuck og famlede rundt.
Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet behøvede at være her længere. Hvorfor skulle jeg stå op om morgenen, hvis ingen har brug for mig?
Jeg blev sgu lidt halv-depressiv.
- Hvad kan gøre dig glad lige nu og her, spurgte min far.
Vi var taget i sommerhus sammen, mig og mine forældre, og de ville gerne hjælpe mig videre.
- En rejse langt væk fra det her. Bare mig og en rygsæk, svarede jeg.
Så købte jeg en flybillet til Bali på deres regning og tog afsted i tre uger.
Jeg rejste rundt og spekulerede videre over, hvad der skulle ske med mig, og med på turen havde jeg min søsters kamera, som jeg skød løs med.
Da jeg kom hjem, nåede jeg frem til, at fotografering skulle være min nye passion. Det skal ikke lyde som om, at jeg efter tre ugers rejse gik rundt som ét eller andet 'happy face' eller som et nyt og forandret menneske.
Sådan var det langt fra.
Men jeg fandt noget ro og afklaring, og det med at fotografere begyndte at fylde hele mit liv. Jeg nørdede det helt vildt.
Når jeg så et fedt motiv i byen eller i et modemagasin, prøvede jeg at lave det samme.
Jeg fejlede en del, men med tiden begyndte jeg at forstå en masse omkring lyssætning og teknikker, og jeg var drevet af lysten, så alt pres kom fra mig selv.
Der stod ikke 1.500 tilskuere og brokkede sig højlydt, hvis jeg ikke præsterede. Ingen skrev om mig i avisen eller råbte efter mig på gaden.
'Der er altid en undo-knap', sagde jeg til mig selv, så jeg sprang bare ud på dybt vand.
Til sidst kvittede jeg et job, jeg havde fået som pædagogmedhjælper i en børnehave, og som jeg var meget glad for.
Så gik jeg all-in på det nye.
Nu lejer jeg mig ind i et kreativt bureaufællesskab for at have et sted at møde ind om morgenen.
Her står der to skærme og venter på mig, når jeg har drukket den første kop kaffe i mit eget tempo.
Fodboldspilleren er lagt på hylden, og jeg har ikke brug for at blive husket for noget, jeg var engang.
Jeg har smidt en masse udstyr ud for at afslutte det kapitel. Jeg har kun nogle trøjer, mine første, små Patrick-støvler og et enkelt par målmandshandsker tilbage fra min debutkamp på U17-landsholdet.
Det kribler slet ikke i mig for at sparke til en bold igen. Jeg elsker at se fodbold, og jeg er stadig stor fan af Vejle Boldklub, men jeg savner kun stemningen i omklædningsrummet og det sociale sammenhold, man kun finder på et sportshold.
Jeg savner ikke den del af sporten, der er kynisk, lukket og ensporet.
Det kan godt være, jeg ikke tjener i nærheden af den løn, jeg fik før, men det hele løber rundt for mig med opgaver for kunder som Euroman, Red Bull og Børsen, og det er fantastisk at se mine billeder i magasiner, aviser og reklamer.
Meget er stadig nyt og udfordrende, for der er kun mig selv og en revisor, som jeg betaler for at håndtere regnskabsdelen. Så længe han vender tomlen op, er jeg tilfreds.
Jeg er langt mere glad nu, end da jeg spillede, fordi jeg selv bestemmer hundrede procent, hvordan jeg vil leve mit liv.
Det giver mig nogle friheder, jeg ikke havde hele min ungdom og til, jeg stoppede.
Som fodboldspiller skal man konstant leve op til andres forventninger, og der er konsekvens i det sekund, du ikke præsterer.
Det er min beslutning, om jeg skal holde fri på en onsdag og arbejde fra klokken ni til 23 en anden dag, hvis der er noget, jeg skal indhente.
Har jeg lyst til at spise frokost med en kammerat ude i byen, gør jeg det.
Jeg har mødt mange, der er havnet i det dér velkendte hamsterhjul, hvor alting handler om at præstere ud fra samfundets forventninger om, hvad man gerne skal opnå i sit arbejdsliv.
Det er ikke kun fodboldspillere.
Jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke længere har brug for at please andre.
Jeg blev tvunget til at ændre mit liv og give slip på min drøm, og jeg ville ønske, jeg selv havde valgt det. Lige meget om det var som 26-årig eller ti år senere.
Men jeg er selv kommet frem til, at det er dét her, jeg skal lave i stedet, og jeg glæder mig hver eneste dag til at stå op og komme hen på et arbejde, hvor jeg ikke bare længes efter weekend.
Jeg savner ikke fodboldspilleren Kristian Fæste.
Nu er jeg fotograf Kristian Fæste, og det er pissefedt!