Oliver Nani er en ener.
Sådan har det været, lige siden han var barn.
Dengang havde han en helt særlig morgenrutine. For mens hans klassekammerater kæmpede for at komme op om morgenen, sprang han ud af sengen.
Han spiste sine havregryn og cyklede ned til den lokale svømmehal, hvor pensionisterne dyrkede morgensvømning.
Han hoppede i baljen, men ikke for at tage baner.
I stedet lå han helt stille i et hjørne af svømmehallens bassin med hovedet under vandet, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, han var druknet.
Men livredderen kendte ham og vidste, at Oliver Nani bare øvede sig i at ligge helt stille og holde vejret så længe, han kunne.
Igen og igen, dag efter dag.
Lige indtil fascinationen forsvandt, og en ny besættelse tog over. For eksempel blev han som 13-årig så betaget af natur og vildmarksliv, at han vandrede hele Caminoen og sendte B.S. Christiansen et fanbrev.
Som han selv siger:
- Jeg tror, at jeg var et totalt mærkeligt barn.
I dag er han 29. Han er færdig med at ligge stille, men han svømmer stadig mod strømmen. Ikke for at være på tværs, men fordi det er sådan, han er.
Eksempelvis er hans kone, Stina, 24 år ældre end ham selv. De mødte hinanden, da Oliver Nani var 16 og gik i musikskole sammen med Stinas dengang otteårige søn.
Stina og Oliver Nani blev venner, og efter nogle år udviklede relationen sig i en romantisk retning. I dag har parret datteren Carla på syv år sammen.
Oliver Nani går altså sine egne veje, og det har du måske også bemærket i DR1-programmet 'Øen', som han i øjeblikket er aktuel i.
Her skal 14 danskere samarbejde om at overleve en måned på en øde ø, og i programmet er det tydeligt, at Oliver Nani ikke er bleg for at tage styringen og udstikke en retning for gruppen.
Men det kan godt skabe gnidninger.
- Jeg er jo på godt og ondt én, der har meget energi. Jeg elsker, når der sker noget, og jeg får 200 ideer i minuttet. Jeg er ikke i tvivl om, at det for nogen kan være enormt irriterende, siger han.
Oliver Nani har fuld fart på. Ikke bare ude på øen, men også i det daglige, hvor han både er kandidatstuderende, udøvende kunstner, musiker, foredragsholder, pædagogisk konsulent og familiefar.
Hans livsgnist brænder som en stikflamme, og han har ikke bare mange jern i ilden, han har ild i hjernen.
Men for tre år siden var flammen lige ved at gå ud.
Krig indeni
For da Oliver Nani var 26, bragede han frontalt ind i en livskrise.
Han studerede til lærer, og han begyndte at undersøge det, han selv kalder "en naturvidenskabelig tilgang til pædagogik".
Men så begyndte det at gå ned ad bakke. Som et sort hul slugte det naturvidenskabelige verdenssyn alt det, han føler, giver livet mening.
- Jeg tror, at rigtig mange mennesker kender den lille stemme inde i hovedet, der siger: "I virkeligheden er alting meningsløst. Om fem milliarder år brænder solen ud, og så er det hele alligevel ligegyldigt."
Oliver Nani græd hver dag, og han følte, at der var krig indeni ham. På den ene side kunne han mærke fantasien, passionen og legesygen.
Men på den anden side var der en stemme, der sagde, at han skulle stoppe med at drømme og få sig et almideligt job.
Flere år gik, hvor Oliver Nani følte, at han var i en form for skærsild. Han blev aldrig diagnosticeret med en depression, men set i bakspejlet kan han se, at mange af symptomerne var til stede.
Først to år senere fandt han forløsning et uventet sted.
En spirituel genfødsel
Det skete på en strandtur sammen med hans datter. Hun legede i vandkanten, mens Oliver Nani sad oppe på stranden og "dimsede" med nogle sten.
Han begyndte at stable dem oven på hinanden, og der var noget fængslende ved at få stenene til at balancere, syntes han.
Faktisk blev han så grebet af det, at han slæbte to store bæreposer sten med hjem.
Han stablede sten dag efter dag, og skulpturerne begyndte at tårne sig op i hans baghave, og han døbte selv sin nye passion "stonefulness".
Han blev dygtigere og dygtigere, og til sidst besluttede han sig for at lave en performance med sin stenkunst på det lokale teater.
'Stonefulness Live' kaldte han performancen, som kombinerede både musik, historiefortælling og stenbalancering. Alt sammen kredsede det om den livskrise, han havde været igennem.
Den varede to timer, og da performancen var forbi, var det, som om noget faldt på plads i ham.
- De balancerende stenskulpturer er nærmest magiske, fordi de tilsyneladende bryder noget så bundfysisk som tyngdeloven. De blev et billede på den magi, som jeg følte, at jeg havde mistet – og en nøgle til at genfinde den, siger Oliver Nani.
Han har selv svært ved at sætte ord på, hvad det var, der skete. Men på en måde var det som en spirituel genfødsel, forklarer han.
- Den aften blev jeg mig selv. Den aften blev jeg Oliver Nani, siger han.
Han mener, at han ved hjælp af stonefulness lirkede låsen op til et rum i sig selv, som havde været aflåst de sidste tre år.
Et rum, hvor passionen, fantasien og meningen havde været gemt væk.
Det magiske i det banale
Han var faldet i en fælde, som mange af os falder i, når vi bliver voksne, mener han: gentagelsen.
- Når livet bliver ren rutine og automatik, risikerer det at blive "bare det samme". Bare den samme kaffe, bare den samme solnedgang, bare en almindelig, ligegyldig sten. Vi holder op med at være opmærksomme, og så forstener verden omkring os på en måde.
Men i virkeligheden kan selv det allermest banale være magisk, mener Oliver Nani.
Det var blandt andet derfor, han meldte sig til 'Øen'. For at sætte dagligdagen og gentagelserne i perspektiv – og vække sin taknemmelighed for alt det, der ellers er let at tage for givet.
Og det viste sig hurtigt at give pote.
- Allerede fra dag ét handlede 'Øen' om at komme hjem igen. Vi talte konstant om, hvor fuldstændig magisk og fantastisk vores liv derhjemme var og om alt det, vi savnede. Sådan en ø-tur er en meget effektiv måde at opdage værdien af det, der er lige foran dig, siger han.
'Øen' højnede Oliver Nanis taknemmelighed for alle de ting, der omgiver ham.
Men oplevelsen satte også hans forhold til sig selv i perspektiv, og faktisk kom han til at se sig selv i et helt nyt lys derude.
'Jeg hader den side af mig selv'
For han har altid haft en fortælling om sig selv som en, der kom godt ud af det med de fleste. I Oliver Nanis blå bog fra gymnasiet står der da også, at han gik fra vennegruppe til vennegruppe og var med alle steder.
Men på 'Øen' fik han en åbenbaring. Det gik op for ham, at han aldrig sådan rigtig har følt, at han var med nogen steder.
- I alle grupperne kender jeg jargonen og ved, hvordan man skal gebærde sig. Men på en måde føler jeg, at jeg lader, som om jeg er med.
Han indskyder, at han selvfølgelig har venner, som han føler, at han oprigtigt er sig selv sammen med. Men han føler, at han tager en maske på i de fleste grupper – også i dem, der blev skabt på øen.
Masken ryger ofte på i løse sociale sammenhænge, hvor man bare er sammen for at være sammen.
- Det er jeg skidedårlig til. Jeg kan være socialt akavet på alle mulige måder, og så tror jeg, at jeg kompenserer ved virkelig at prøve på – eller lade som om – at jeg er med, siger han.
Omvendt brillerer han, når rollerne er tydeligt fordelt, og han føler, at han er i kontrol. For eksempel når han står på en scene eller underviser.
Han tror, det er hans ønske om at bevise, at han er god nok, der ender med at spænde ben for ham.
- Jeg kan være superarrogant, hvis jeg falder i den fælde. Jeg bliver fuldstændig sådan: "Se hvor god, jeg er. Se alle de ting, jeg kan."
- Jeg hader den side af mig selv. Arrogante, hovmodige Oliver, der er så pissedygtig, at jeg nærmest ikke kan være der. Det er rædselsfuldt.
- Men det handler jo om, at jeg prøver at passe ind. Prøver på at være med – i sidste ende at være elsket.
Og faktisk nåede Oliver Nani et gennembrud på 'Øen'.
For efter at have fået disse åbenbaringer om sig selv, slap han tøjlerne. Han blev opmærksom på at lade masken falde – at stoppe med at prøve at passe ind og bare være sig selv.
En del af ham kunne frygte, at de andre ville vende ham ryggen, hvis ikke han demonstrerede, hvor dygtig han var.
Men faktisk skete det modsatte.
For han følte, at samværet med de andre 'Øen'-deltagere blev dybere, og at fællesskabsfølelsen begyndte at vokse, da han slap tøjlerne og bare var sig selv.
- Det er en meget stor ting, som jeg tager med mig hjem. 'Øen' er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Det gik meget dybere, end jeg nogensinde havde turdet forestille mig, siger han.
Det er altså blevet klart for Oliver Nani, at han ikke behøver at være den bedste, før han slår til.
Tværtimod er han måske allermest tilstrækkelig, når han tør give slip. Når han bare er til i verden.
Som den ener, han er.