Nikolaj Due lever to vidt forskellige liv.
Familiefar med rækkehus i byen den ene dag – eneboer i skoven den næste.
For i de uger, hvor han har sine to sønner, bor han i rækkehuset. Men så snart hverdagen tillader det, tager han ud i sit sommerhus langt ude i skoven, hvor hverken mobildækning eller distraktioner kan nå ham.
For Nikolaj Due er skoven det perfekte sted at stresse af, for som han siger:
- Når jeg skal have ro i hovedet, går jeg ud og starter motorsaven.
Han føler sig nærmest som kaldet af naturen, og han drømmer om at gøre noget drastisk en dag. For eksempel at flytte til Canada for at leve som pelsjæger.
Den 39-årige skolelærer ligner da også en, der godt kunne leve et primitivt liv. Hans hår og skæg er langt og vildt, men sådan har det ikke altid været.
Da han var en gift mand, var håret kortklippet, og skægget var trimmet ned til seks millimeter. Sådan kan man ikke sige, at det er længere.
I dag er der mere Robinson Crusoe end værnepligt over hans udseende, og det er måske også meget passende, for han deltager i DR-programmet 'Øen', hvor 14 danskere skal tilbringe 30 dage på en øde ø.
Dermed går en livslang drøm om at skulle overleve på en øde ø i opfyldelse for ham. Men ikke nok med det – deltagelsen i programmet er også det seneste skridt i en større personlig udvikling, han har gennemgået de seneste år.
En udvikling, der startede, da hans liv begyndte at falde sammen om ørerne på ham.
Sleb som en gal
Det skete på en tilsyneladende helt almindelig dag. Efterårsferien var kommet og gået, og nu kaldte dagligdagen igen.
Så Nikolaj Due gik op til det lokale supermarked for at handle ind, præcis som han havde gjort det utallige gange før.
Men denne gang var anderledes.
Han havde en underlig nervøsitetsfølelse i kroppen – en slags frygt for at skulle gennemføre noget så hverdagsagtigt som at købe ind.
Der måtte være noget galt, tænkte han, så han kontaktede sin læge.
Og ganske rigtigt: Der var tale om en psykisk overbelastning.
Så han aflyste alle de planer, han havde, og meldte sig syg fra sit job og købte en planke af birketræ i byggemarkedet.
Han tog den ud i sin have, og så begyndte han ellers at slibe. Og slibe. Og slibe. Hans nabo bemærkede den konstante lyd af sandpapir mod træ og stak hovedet over rækværket mellem deres haver.
- Hvad laver du? spurgte han.
- Jeg sliber, svarede Nikolaj Due.
- Hvad skal det blive til, spurgte naboen.
- Det ved jeg ikke, jeg sliber bare, svarede Nikolaj Due.
For det var ikke resultatet, der var det vigtige. Det handlede derimod om at komme ud af hovedet og gøre noget med hænderne.
En måned gik, og Nikolaj Due begyndte at få det bedre. Han var også så småt begyndt på sit job igen.
Men så ramte kæberasler nummer to.
Livet mindede om en zombiefilm
For ham kom det nemlig ud af det blå, da hans kone sagde, at hun ville skilles.
- Jeg blev ret hurtigt klar over, at korthusets fundament ikke bare vaklede – det var revet væk.
Nikolaj Due blev boende i deres fælles rækkehus med deres to sønner, mens ekskonen boede hos en veninde i hverdagene – og så var de sammen som en familie i weekenderne.
Sådan forløb det i seks måneder. Familien fik det til at fungere, men dermed ikke sagt at det var let.
- Det var sgu et hårdt år. Jeg var ret langt psykisk nede.
I den periode så Nikolaj Due mange zombiefilm, for han syntes, at han på en eller anden måde kunne spejle sig selv og sit liv i dem, forklarer han. For zombiefilm starter som regel med, at alt er idyl – lige indtil den store zombie-apokalypse pludselig bryder ud, og alt bliver kaos.
Og så følger man hovedpersonerne, mens de forsøger at holde hovedet ovenvande og navigere i den drastisk forandrede virkelighed.
Det var præcis sådan, Nikolaj Due selv havde det. Så han søgte psykologhjælp for at bearbejde både stress-symptomerne og tabet af ægteskabet.
Måske var det med til at gøre ham åben og modtagelig, da det helt store gennembrud senere kom dumpende ind i hans liv, mens han mindst ventede det.
En livsforandrende tv-serie
Det skete, da han sad og så en tv-serie.
Den handlede ikke om zombier, men der skete alligevel noget, som Nikolaj Due kunne spejle sig i.
Serien hed 'Vikings', og der var en scene, hvor vikingerne stævnede ud i deres skib for at tage på plyndringstogt. En af vikingerne havde sine to børn med, og de stod i skibet og spejdede bagud efter deres mor, som de havde efterladt tilbage på fastlandet.
Men vikingefaderen sagde til dem: "Lad være med at spilde tiden på at kigge tilbage, det er ikke den vej, vi skal."
Og lige præcis dét citat ramte plet hos den fraskilte familiefar.
- Siden da har det citat været toneangivende for mit liv og for min måde at håndtere kriser.
- For i det øjeblik gik det op for mig, at det liv, jeg havde haft, aldrig ville komme tilbage. Jeg havde på en eller anden måde været fanget i drømmen om at få mit ægteskab tilbage. Men da gik det op for mig, at det ikke ville komme tilbage. Det var slut. Det var definitivt forbi, siger Nikolaj Due
Nu skulle der nye boller på suppen, besluttede Nikolaj Due sig for. Så han gjorde vikingecitatet til baggrundsskærm på sin mobiltelefon og rettede blikket fremad.
Den store duelighedsprøve
Og pludselig sad han i en gummibåd på vej mod en øde stillehavsø som deltager i 'Øen'.
Men selvom han var på gyngende grund i fremmed farvand, var hans mavefornemmelse velkendt.
For han har altid været eventyrlysten og draget af det ukendte. Allerede som barn pakkede han sin taske med stormkøkken og nudler og tog på skovtur alene.
Så lige siden dengang har han arbejdet på sine overlevelsesfærdigheder. Og nu, hvor han nærmer sig de 40, tænkte han, at tiden var inde til at sætte de færdigheder på den ultimative prøve – 30 dages overlevelse langt væk fra alt, hvad der minder om civilisation.
- Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg fået nogle færdigheder, som jeg har behov for at få afprøvet. Jeg mener selv, at jeg kan en hel masse i forhold til at være i naturen, og jeg havde behov for at finde ud af, om færdighederne kunne bruges i virkeligheden, siger han.
Ser man programmet, er man ikke i tvivl om, at Nikolaj Due kan et overlevelsestrick eller to.
Og måske var det derfor, han fik en lederrolle i gruppen. Han mener i hvert fald selv, at han fik den tildelt, fordi han har viden og færdigheder om overlevelse, som kan komme alle til gode.
Men der var alligevel nogle af de øvrige deltagere, som mente, at Nikolaj Due bestemte for meget.
- Jeg gjorde mit bedste for at leve op til den tillid, jeg fik af de andre. Hvis de syntes, det var for meget, måtte de gerne tage over, siger han.
Set i bakspejlet kunne han måske godt have tænkt sig at give de andre deltagere lidt mere plads.
- I bagklogskabens ulideligt klare lys, kunne jeg da måske godt have været bedre til at lukke op. Men jeg er også af den mening, at dem, der laver noget, også er dem, der har lov at bestemme mest.
Det var ikke udelukkende for at prøve sin færdigheder af, at Nikolaj Due havde tilmeldt sig programmet. Han havde også en drøm om at få tid til at tænke over livet derude.
Det fik han til gengæld for travlt til. Der var for mange projekter, han gerne ville gennemføre, til at han kunne nå det, så de store livslektioner kom med lidt forsinkelse.
Rugbrød uden pålæg
Da Nikolaj Due vendte hjem til Danmark, skulle han være i isolation i fire dage. Og de fire dage valgte han at tilbringe i sommerhuset ude i skoven.
På det tidspunkt brugte han ikke sommerhuset som en slags andet hjem på samme måde, som han gør i dag. Men derude fik han tid til at tænke, og så stod det pludselig klart for ham: Hans liv skulle være mere simpelt.
For selvom han ifølge ham selv har "et godt hamsterhjul" med gode kolleger og et arbejde, han nyder, så vil han gerne blive bedre til at hoppe af trædemøllen, skrue tempoet ned og værdsætte de små ting.
Han bruger fiskeri som eksempel.
Da han var ude på stillehavsøen, blev han euforisk over selv de allermindste gnallinger, han hev op ad havet. Fisk helt ned til seks centimeter blev spist med et veltilfreds smil på læben, for det betød, at der i det mindste kom en smule kalorier indenbords dén dag.
- Herhjemme betyder det ikke rigtig noget, om jeg fanger noget, når jeg dyrker undervandsjagt. Hvis jeg ikke skyder noget med harpunen, spiser jeg måske bøf til aftensmad i stedet.
Knapheden på stillehavsøen gjorde, at alle de ting, man foretog sig, føltes mere meningsfulde, forklarer Nikolaj Due.
På en eller anden måde ville han gerne tage den læring med sig hjem. Han ville gerne gøre sit liv mere simpelt – og finde større glæde i de små ting.
Men hvordan gør man så det?
For Nikolaj Due handler det blandt andet om, hvad han har med på madpakken.
- Nu kan min madpakke godt bestå af to skiver rugbrød uden pålæg.
- Jeg har en filosofi om, at hvis man en gang imellem spiser lidt tarveligt, sætter man mere pris på det, når man spiser godt, uddyber han.
I det hele taget fortæller han, at han er blevet mere nøjsom. Og mere bevidst om at bruge sin tid på ting, der giver mening.
- For mig er det mere meningsfuldt at male sommerhuset, lægge nyt gulv eller fælde et træ, end det er at bruge tiden på Facebook eller Instagram.
Oplevelsen med 'Øen' har også kun givet ham mere blod på tanden i forhold til at udleve sin drøm om et ultrasimpelt liv i kontakt med naturen en dag.
Men det bliver hverken i morgen eller i overmorgen, for som han siger:
- Jeg har en anden drøm, der er vigtigere. Det er, at mine børn har det godt. Så må det andet komme, når de engang er flyttet hjemmefra.