Anettes nye krop: Fik fjernet tre kilo løs hud

Anette Feldbæk tabte sig 70 kilo. Men et tungt forklæde af overskydende hud, kvalte hendes glæde over den tynde krop.

(© DR)

Anette Feldbæk har i mange år ikke ejet et kropsspejl. Hverken da hun vejede 140 kilo, men faktisk heller ikke efter, at hun tabte 70 kilo efter en fedmeoperation for seks år siden.

For da euforien over det store vægttab havde lagt sig, dukkede der et nyt problem op: en kæmpestor pose af overskydende hud, som betød, at hun slet ikke kunne forholde sig til sit nye, tynde jeg.

Anettes hudforklæde er helt konkret flere kilo løs hud, som hun hader. Ikke bare fordi hun føler sig deform og grim, men fordi det er tungt og betyder, at hun har svært ved at træne, svært ved at holde på vandet og mere end svært ved at kende sig selv og glæde sig over sit enorme vægttab.

Huden på Anettes mave er tung og meget generende for hende. (Foto: © Camilla Keller, DR)

- Det er så tungt og gør så ondt og er generende i alle dets former. Og så svier og kløer det, og lugter. Og det vejer. Det skal hele tiden smøres og være tørt. Det er så belastende. Jeg synes, det er ulækkert.

Kroppen er et skjold

I det hele taget har rejsen mod en ny krop været fyldt med kæmpestore følelser for Anette. For når man altid har vejet for meget, så er det langt fra sikkert, at hovedet følger med den nye slanke krop.

Det har været Anettes rejse de seneste seks år - en rejse, der endnu ikke er slut. For hun kæmper stadig med at forstå, hvordan hun kunne lade sig blive så overvægtig og så ikke mindst med at forstå, at det er hun ikke mere.

- Når man har været fanget i den krop, som jeg har, så har den også været et skjold. Og udover det er der fysisk, så er det der også psykisk. Det var et sted, jeg kunne gemme mig og ikke blive set. Jeg kunne være i fred og ingen kom helt tæt på, fordi jeg var for tyk.

Fra 140 til 70 kilo på et år

Men alt det forandrede sig, da Anette efter en gastrisk bypass-operation for seks år siden, halverede sin vægt fra 140 til 70 kilo på et år. Det var en kæmpestor omvæltning.

- I starten gik jeg stadig ind i forretninger med for stort tøj, fordi jeg kunne slet ikke følge med mentalt. Og jeg fik komplimenter for første gang i mit liv. Mænd begyndte at flirte med mig. Det var jeg slet ikke vant til, forklarer hun.

Et helt konkret billede på, hvordan omverden reagerede, var en tur i Silvan, hvor Anette skulle købe nogle poser jord til sin kolonihave. Da hun vejende 140 kilo, måtte hun bakse med de tunge poser selv, men pludselig - efter vægttabet, kom der mænd, som tilbød at hjælpe med at bære.

- Da jeg havde tabt mig 70 kilo, blev folk pludselig søde, fortæller hun.

Anette har brugt lang tid på at vænne sig til, at folk pludselig lægger mærke til hende og taler til hende. (Foto: © Camilla Keller, DR)

Usynlig når man er tyk

Og selvom det umiddelbart lyder fantastisk, så kan det faktisk være svært at håndtere, når man som Anette har været tyk næsten hele livet.

Fordi man på så mange måder bliver usynlig i samfundet, når man er tyk. Man bliver ikke talt til eller lyttet til.

Og det kæmper mange tidligere overvægtige med at forstå, når de bliver tynde, forklarer antropolog Bodil Just Christensen, der forsker i eftervirkninger af et stort vægttab.

- Hvis du har været svært overvægtig hele dit liv, og du så taber dig, så er der mange, der oplever, at de bliver behandlet anderledes. Det er stigmatiserende at være så stor. De er blevet negligeret, overset og ikke lyttet til, fordi de er store. Pludselig bliver der lyttet til dem, og de bliver respekteret på en anden måde.

- Og det gør mange af dem vrede eller kede af det. For pludselig bliver det tydeligt, at diskriminationen har været bundet i, hvordan deres krop har set ud. Det kan også være ting, som at folk begynder at smile til en på gaden, at man bliver hilst på i en forretning. Og det er ret chokerende for dem, fordi det synliggør, hvor usynlige de egentlig har været, forklarer Bodil Just Christensen.

  • Da Anette var stor, sad hun næsten altid krumbøjet og godt inde over bordet, for at skjule sin mave. (Foto: © PRIVATFOTO)
  • Hun har ikke så mange billeder fra den tid - hun sørgede for altid at være den, der tog billederne, så hun slap for at være med på billedet. (Foto: © PRIVATFOTO)
1 / 2

Føler sig deforme

Faktisk er det noget af en følelsesmæssig rutsjetur at tabe sig meget. I starten er man grebet af eufori over de mange tabte kilo, senere daler livskvaliteten markant igen.

Det viser et forskningsprojekt, som læge Lotte Poulsen er ved at lægge sidste hånd på. Hun har set på eftervirkningerne af en gastrisk bypass-operation og en efterfølgende hud-operation. Og hun kan se, hvordan tidligere overvægtige bliver hårdt ramt af følgerne af det store vægttab.

- Den overskydende hud efterlader folk i en dårligere situation, rent psykisk, end overvægten skabte. De føler sig unormale og deforme på en måde, som de aldrig gjorde som overvægtige, forklarer hun.

Og selvom en hudoperation efterlader patienterne med en krop fuld af ar, så er der ingen af dem, der fortryder operationen efterfølgende, fortæller Lotte Poulsen.

- Operationerne har en meget positiv effekt. Patienterne får det væsentligt bedre fysisk. De får mange ar og får aldrig deres oprindelige krop tilbage, men de kan gå ud og leve et normalt liv igen.

Ikke set min mave

Og det er præcis det, Anette Feldbæk drømmer om, når hun ser på sit store forklæde af hud på maven. At det kommer væk. At hun kan passe et par cowboybukser. At hun kan få en navle. Derfor siger hun med glæde ja tak, da hun bliver tilbudt en operation.

- Jeg har ikke set min egen mave i flere år. Jeg har ikke haft en navle nogensinde. Så det bliver skønt. Og det bliver skønt at få et spejl, hvor jeg kan se hele min krop og forhåbentligt holde ud at se på mig selv, fortæller Anette.

En operation, hvor man fjerner overskydende hud, er en plastikkirurgisk operation, som det offentlige tilbyder folk, der er meget generede af løs hud efter et vægttab.

- Den løse hud, der hænger og generer, kan være så meget, at det falder uden for, hvad der er normalt. En ung kvinde i starten af 20’erne kan have krop som en olding, forklarer plastikkirurg Jais Oliver Berg, der skal operere Anette.

Det er meget forskelligt, hvor meget folk er generet af løs hud efter et vægttab. Men for Anettes vedkommende har huden mistet sin elasticitet, og den kommer ikke tilbage. Derfor er der ingen chance for, at hun kan træne huden på plads igen eller på anden måde stramme den op.

Og udover at den er tung for hende at bære med en krop, der også er slidt efter de mange års mange kilo, så påvirker den hendes livskvalitet i en grad, der nærmest kan betegnes som et handicap, forklarer Jais Oliver Berg.

Også fordi huden gør det svært for hende at dyrke motion og dermed undgå at tage på igen. Så han mener på alle måder, at en hudreducerende operation giver mening for Anette.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5aa148aaa11f9f1c9c45e3c2

Hver anden får komplikationer

Selve operationen er relativ ukompliceret, men omkring halvdelen af de opererede får komplikationer efterfølgende. Sårene kan springe op, der kan komme en infektion eller der kan danne sig væske eller blodsamlinger inde under huden.

Men for Anette går det heldigvis godt. Jais og hans team fjerner tre kilo løs hud fra hendes ryg og mave.

Operationen gør en kæmpe forskel for hende. Men hun kæmper stadig med følelserne, og må efter operationen tale med psykolog for at få tankerne på plads. Tanker om hvordan hun kunne lade sig selv blive så tyk. Og de overvældende følelser, der er forbundet med at kunne mærke sin krop og sig selv igen.

Men det går fremad, selvom hun stadig skal øve sig i ikke at pakke sig ind i tøj for skjule maven.

Her bærer hun for første gang cowboybukser.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5aa13915a11f9f1c9c45e372

Tre måneder efter operationen er Anette til det sidste tjek hos Jais. Hun er lykkelig for at være sluppet af med sin hud.

Anette er stadig plaget af løs hud på overkroppen, som betyder at hun har svært ved at passe en normal bh og dermed kunne træne, og hun skal derfor have endnu en operation, der fjerner det, og hvor lægerne også vil forsøge at lave hendes navle pænere.

Efter operationen er Anette lykkelig for at være sluppet af med den generende pose af hud. (Foto: © Camilla Keller, DR)

Og så skal hun fortsat arbejde på at forstå, at den her krop er hendes.

- Jeg føler stadig ikke, at jeg ser godt ud. Der er jeg ikke endnu. Det er gået stærkt de sidste tre måneder. Jeg har købt mig et spejl for at øve mig i at se det, andre ser.

I Sundhedsmagasinet i aften kan du møde Anette og blandt andet se hendes operation. Det er på DR1 kl. 21.55. Efterfølgende kan programmet ses på dr.dk/tv.