24-årige Lisa har været forældreløs i et år: 'Ingen af mine forældre var præcis, som jeg troede'

Lisa Hansen trådte ind i barndomshjemmet. Hun gik til højre. Ved egetræsreolen mellem stuen og spisestuen lå digte skrevet på papirer og konvolutter spredt ud. Hun smilede.

Men smilet forsvandt, da hun bladrede videre ind i sin fars verden. Hun skulle egentlig bare hente nogle papirer til skifteretten.

Sådan er det, når man i en alder af 23 år for anden gang mister en forælder og skal overtage barndomshjemmet.

Det er et år siden, Lisa blev en af de knap 2.000 børn og unge under 30 år, der har mistet begge forældre.

Lisa voksede op som enebarn med fredagsslik foran fjernsynet til Disney Sjov, og i weekenderne var familien i styrkeløftsklubben, hvor begge forældre var passionerede styrkeløftere. Men de drak også alkohol.

Lisa sagde det aldrig til nogen. Hun havde det jo godt. Hun fik kærlighed, mad og rent tøj på hver dag. Men familien spiste sjældent sammen, og der var tit skænderier.

Da hun var 14 år, blev forældrene skilt, og hun flyttede i en lejlighed med sin mor. Ti minutter væk fra barndomshjemmet.

Moderen gik i behandling for sit misbrug.

Det gjorde Lisas far ikke.

Han blev boende i familiens tidligere fælles hjem, og det var her, Lisa det sidste stykke tid så ham snuble over sine egne fødder og falde op ad trapperne til hoveddøren, når hun var på besøg.

I 1996 blev han den første danske verdensmester i styrkeløft, men nu var musklerne blevet trætte. Det var han også, da Lisa fandt ham liggende på spisestuegulvet dagen før juleaften. Han døde en måned efter. 68 år gammel.

Hvert år mister over 6.000 børn og unge en eller begge forældre, og fire år inden faderens død, havde Lisa allerede mistet en gang. Dengang mistede hun sin 50-årige mor til brystkræft.

Kort tid inden moderens død havde Lisa spurgt: ’Mor, hvorfor begyndte du egentlig at drikke?’

Det var en af de eneste gange, hun havde stillet spørgsmål til moderens fortid, for svaret var tydeligt: ’Det kan jeg ikke svare på.'

Hun spurgte aldrig igen.

Men da hun tømte lejligheden, fandt hun hvide mapper med breve og dagbøger, som moderen havde gjort klar til datteren.

Lisa læste dem ikke. Hun lagde mapperne i flyttekasser og tog dem først op igen et halvt år efter moderens død.

Tilbage i barndomshjemmet, hvor Lisa skulle hente papirer til skifteretten efter faderens død, åbnede hun skabe og skuffer.

Hun var forberedt på, at der ville ligge en hel del breve og digte. Flest digte. For nok var Lisas far uddannet vvs'er, men han mindede altid om, at han var digter.

Da hun sad der i lænestolen, grinede hun først af sin fars små finurlige tanker. Hun var vant til dem, for han havde altid skrevet små tekster til hende, som: ’Der er mennesker, der er født med blå øjne, andre må kæmpe sig til dem. Go’ træningsnytår.’

Hendes grin stoppede, og tårer blev fældet, jo længere hun kom igennem stakken af papirer.

Det var ikke ’roser er røde, violer er blå’, og det var ikke kun far-humor.

Først efter sin fars død gik det op for hende, hvad ordene betød.

I breve kunne hun læse, hvad digtene betød. Hun kunne læse, hvordan barndommen med en fin facade i Rungsted havde været svær for ham. Lisas far var ikke god i skolen, og forældrene så altid sure ud, når der var forældremøder.

Han kunne ellers bygge sæbekassebiler og gå på hænder, men det imponerede dem ikke.

Forældrene satte krav til deres børn, og det passede ikke ind, at Lisas far ville være kunstner - og slet ikke at han dyrkede styrkeløft. Derfor blev han vvs'er.

Det kom ikke bag på Lisa, at hendes far havde gemt tanker og poesi. Sådan var han. Men det kom bag på hende, at hendes mor havde nedskrevet og gemt sine dybeste tanker.

Tre år inden sin fars død, et halvt år efter sin mors død, var Lisa begyndt at nærlæse sin mors breve og dagbøger.

Lisa følte ikke, hun havde lært sin mor ordentligt at kende, fordi de kun fik fire år uden alkohol sammen.

Men de svar, hun ikke havde fået dengang, fik hun nu. For i behandlingsforløbet havde moderen forsøgt at forklare årsagerne til alkoholmisbruget.

Lisa læste om en barsk barndom. Det var aldrig noget, hendes mor talte om, og derfor fortæller vi heller ikke dybere fra dagbøgerne her. Men nu forstod Lisa for første gang sin mors handlinger.

I én af mapperne lå også et usb-stik. Lisa satte det i computeren. ’Mors privat - nix pille’, hed mappen. Lisa var nysgerrig. I et word-dokument lå blandt andet den tale, moderen havde holdt ved Lisas konfirmation.

’Det er så vigtigt at være der i nuet. Først derfra kan man komme videre. Og nu tror jeg vist nok, at jeg har talt meget, men lige her på falderebet vil jeg lige sige til dig, min tullepige: At kunne elske, som jeg elsker dig, er den største gave, jeg kunne få.’

Lisa var et ønskebarn. Det var klart. Men det havde også været svært, kunne Lisa læse i sin mors breve. For da Lisa kom til verden, kunne hun ikke længere træne på samme plan, og hun blev ensom.

Få måneder inden faderens død arrangerede Lisa hans fødselsdag. Hun havde lavet hans livret. Oksehaler, som var Lisas mors hofret.

’Må jeg lige bede om et stykke papir og en blyant’, havde han spurgt.

’Jeg gjorde livet til et eksperiment og døden til start på en rejse’, skrev han og gav ordren: ’Det skal stå på min gravsten.’

Nu fjoller han igen, tænkte Lisa. Men da begravelsen skulle arrangeres, adlød hun.

Da hun kort tid efter begravelsen sad i barndomshjemmet og læste faderens skriblerier, gik hun ned på sit tidligere barndomsværelse. Her lagde hun for første gang nogensinde mærke til, at den samme tekst stod skrevet på væggen i hendes gamle værelse.

Det var skrevet på den væg, der engang hyldede Madonna. Da Lisa boede i barndomshjemmet, var den malet lyserød og plastret til med plakater af popidolet.

Men Madonna var væk.

Da Lisa og hendes mor flyttede, malede han væggen sort med dødningehoveder, dæmoner og en gravsten. Lisa havde set den sorte væg før, men hun havde aldrig lagt mærke til teksten.

’Jeg gjorde livet til et eksperiment og døden til start på en rejse,’ stod der skrevet med hvid maling.

Faderen havde malet sin egen gravsten.

Udover breve, digte og dagbøger har Lisa efter sine forældres død kontaktet en clairvoyant - seks gange siden moderens død og én gang siden faderens.

Hun har ofte spørgsmål, når der sker store ting i hendes liv, hun har brug for at dele.

Som da Lisa fik en kæreste, da hun valgte uddannelse, om det nye arbejde på plejehjemmet, da hun fik en hund - og hvad hun skulle gøre med barndomshjemmet.

For selvom det lykkes Lisa at finde papirerne til skifteretten mellem finurlige skriblerier og dyb poesi, var hun i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke bo i huset, men hun kunne heller ikke sælge det. Clairvoyanten spurgte hendes forældre.

'Start noget nyt et andet sted', sagde moderen gennem clairvoyanten. Lisas far sagde, at hans sjæl var i huset.

I november - ti måneder efter faderens død - blev huset revet ned.

I dag står der en tom plæne tilbage, og det er her, Lisa og hendes kæreste har besluttet at bygge deres eget hjem.

Børn og unge, der mister