I starten af 20'erne går livet ofte ud på byture, venner og studie.
For 23-årige Louise Jensen består det af bleskift, babypludren og et veloverstået bryllup.
Og hun vil ikke bytte med nogen anden.
Sidste år blev hun gift med Bertram Jensen, som også er 23 år, og for fire måneder siden fødte hun deres første barn.
Det var lige efter planen, for det har altid været Louises store drøm at få "hele pakken", inden hun blev 25. Den drøm har hun opnået nu, og det har vist sig at være endnu bedre, end hun havde turdet håbe på.
- Jeg fandt rigtig meget mening med mit liv, efter jeg fødte vores pige. Der var en masse brikker, der faldt på plads, siger hun.
Derfor har Louise truffet et stort valg og opsagt sin aftale med sin læreplads som kok, hvor hun var sygemeldt en stor del af sin barsel, for at hellige sig sit nye liv. Hun har nemlig taget den store beslutning at blive hjemmegående.
Det er et valg, hendes mand, der studerer til produktionsingeniør, er helt med på.
Som hjemmegående bliver Louises fornemste opgave at gå hjemme med sit barn, handle, sørge for at der kommer mad på bordet, og at hjemmet er pænt.
- Jeg synes faktisk, det er rigtig sjovt, når jeg ved, at dét er mit arbejde, som hun siger.
Men selvom det føles rigtigt helt ned i maven, ved hun, at hendes valg kan forarge - måske nærmest provokere - andre.
- Der er mange, der kommenterer på det: "Hvorfor gider du det? Er det ikke nederen, at du skal gå hjemme og gøre alting?".
Hvad tænker du om de kommentarer?
- Jeg synes, det er mærkeligt. Det lyder, som om det skulle være en byrde at passe mit barn. Jeg har fået barn for at være sammen med mit barn, og for mig er det ikke en straf hverken at vaske tøj, handle eller passe barn.
Hun ved, at der er nogle, der ser på hjemmegående mødre som "samfundsnassere", der hellere burde tage et arbejde og bidrage til fællesskabet og statskassen. Men den holdning giver hun ikke meget for.
- Det er jo der, jeg synes, man tager fejl, for jeg bidrager også til samfundet. Jeg fokuserer 100 procent på at sørge for, at alt spiller, så min mand kan knokle igennem med sin karriere. Jeg vil mene, at den dag min datter skal til at være "en del af fællesskabet", har jeg forhåbentligt opdraget hende til, hvad det vil sige at være et godt og ordentligt menneske, siger Louise.
- Desuden kan en hjemmegående ikke få nogen økonomisk støtte. I nogle tilfælde kan man søge et lille beløb hos kommunen for hjemmepasning, men ellers er man 100 procent afhængig af sin partner. Så jeg synes ikke, jeg nasser overhovedet, slår hun fast.
Det skal vare for evigt
I Danmark bliver færre unge gift i dag end for ti år siden. Ifølge tal fra Danmarks Statistik valgte lidt over 7.000 danskere i aldersgruppen 15-25 år at indgå ægteskab i 2010. I 2020 valgte kun omkring 5.000 i samme alderskategori at blive gift. Det giver et fald på knap 29 procent på ti år.
Men Louise Jensen er en af dem, der går mod strømmen.
Siden hun gik i 9. klasse, har hun været i faste forhold og haft et mål om bryllup og baby i en ung alder. Og løsningen skulle - af alle steder - findes i den lokale Netto, hvor Louise arbejdede og skulle lære den nye medarbejder op; 19-årige Bertram.
Venskabet udviklede sig, i 2018 blev de kærester, og kort efter indviede hun ham i sin plan.
Det er ikke, fordi nogle af dem er religiøse - de går højst i kirke en gang til jul - men hun har bare altid haft et ønske om at være i et ægteskab med the one.
- Jeg har det sådan, at man går ind i et parforhold, fordi man tænker, det skal vare for evigt. Ellers elsker man i min verden ikke hinanden. Jeg kommer fra en familie, hvor der ikke er skilsmisser, og selvom jeg godt ved, det ikke altid er en dans på roser, tror jeg på det perfekte ægteskab. Så hvorfor vente, spørger hun.
Det var Bertram heldigvis med på og friede til hende sidste år.
Ville det have været en dealbreaker, hvis han havde insisteret på at vente i ti år med at blive gift og få børn?
- Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, selvom "dealbreaker" lyder så hårdt at sige. Men jeg havde gjort mit ønske klart fra starten. Jeg har en kæmpe respekt for dem, der venter. Det handler bare om, at det skal føles rigtigt.
Og det gør barselslivet for Louise. Ikke et sekund savner hun det uforudsigelige ungdomsliv, som mange andre bruger deres 20'ere på.
For der er ikke rigtigt noget at savne.
Det var aldrig hende, der var den populære og sociale med de mange veninder. Tværtimod blev hun mobbet i folkeskolen og følte aldrig, hun passede ind. Den følelse fulgte hende i arbejdslivet, hvor hun droppede ind og ud af forskellige uddannelser og mærkede et samfundspres for at finde sin rette hylde. Men intet virkede rigtigt.
Indtil nu.
- Da jeg blev mor, følte jeg, at jeg fandt den kasse, som bare var lige mig. Det er det her, jeg skal. Det er en dejlig følelse, som endelig giver mig noget ro.
'Jeg var bange, hver gang jeg ville droppe ud'
Drømmen for Louise er to, gerne tre børn, som hun kan gå hjemme med, mens hendes mand fokuserer på sin karriere.
- Så det giver mening, at jeg vil gå hjemme. Jeg har altid haft et brændende ønske om selv at være ung og bedre forstå mine børn. Jeg vil have mere tid med dem nu, siger hun.
At hun ikke bruger disse år af sit liv på at læse videre, bekymrer hende ikke.
- Alle behøver jo ikke få en videregående uddannelse, som hun siger.
Selv kommer hun fra en familie, hvor forældrene var færdiguddannede, havde fast job og styr på livet, da de fik hende. Men Louise oplevede også, hvordan hverdagen med børn og to fuldtidsjob kunne give stress i en børnefamilie.
- Jeg har virkelig haft den bedste barndom med fantastiske forældre, men jeg skal ikke have den travlhed i mit liv, som de havde, da jeg var lille.
Alligevel tøvede hun med at fortælle dem om sin drøm om at hoppe af studieræset og blive hjemmegående. I stedet fortsatte hun i længere tid på endnu en ny uddannelse, som heller ikke føltes rigtig, fordi hun var bange for, hvordan hendes mor og far ville reagere.
- Der er en stigmatisering omkring at fejle. Det må du ikke, og hvis du hopper ud af noget, skal du vide, hvad du skal næste gang; der skal være en plan. Jeg var bange, hver gang jeg ville droppe ud af et studie.
Hvorfor var du det?
- Fordi jeg vidste, at mine forældre ville være bekymrede for, om min plan med børn var gennemtænkt i forhold til økonomi og karriere. De ville komme med moralprædikener, siger hun.
Synes du, de havde ret i deres bekymringer?
- Jeg kan godt se, det virker gammeldags med kvinden, der går hjemme. Men bare fordi, man gjorde det i gamle dage, er det vel ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre det i dag.
Men hendes mors og fars holdning ændrede sig, da den lille pige kom til verden, og de så Louise Jensen i mor-rollen.
- Mine forældre kom her for noget tid siden og sagde, at de var ligeglade med, hvad jeg lavede, bare jeg var lykkelig. Det havde jeg virkelig manglet at høre, det var en kæmpe lettelse.
Der skal være råd til at leve
Der er et halvt år, til Louise Jensens barsel er slut, men først halvandet år til at hendes mand er færdig som ingeniør, så måske er hun kortvarigt nødt til at tage noget vikararbejde for at få pengene til at række, inden han kan komme ud og gøre karriere. Og det har hun det stramt over.
- Jeg har det mega svært ved at tænke på, at jeg skal starte på arbejde igen, fordi jeg har en drøm om, at vores datter skal vente med at gå i institution, til hun skal i børnehave. Men jeg er også nødt til at være voksen og tænke på, at der skal være råd til at leve.
Heldigvis trøster hun sig med, at det kun er nødvendigt kortvarigt, indtil Bertram er færdiguddannet. På hans felt er der stort set ingen arbejdsløshed, og så kan Louise blive hjemmegående igen; uanset hvad andre tænker.
- Endelig har jeg lært at affinde mig med, at sådan er jeg. Da jeg var lille, havde jeg meget behov for at finde ud af, hvorfor jeg ikke havde venner, hvorfor jeg ikke var som andre, hvad der var galt med mig. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg bare ikke er det samme sted som alle andre.
Til gengæld er hun det helt rette sted - for første gang.
- Nu har jeg min egen lille familie. Det her liv er så godt for mig, at jeg vil leve det 100 procent.