Det er ikke rart at føle sig udenfor. Det ved Jens alt om.
I den lille landsby i Sydsjælland, hvor han voksede op, lignede han ikke de andre. Og han opførte sig heller ikke som dem.
- Jeg er brun, bøsse, og så er jeg også adopteret. Én minoritet er rigeligt, det kunne jeg godt leve med. Men jeg fik tre, siger 21-årige Jens.
I dag skinner solen, og han er afslappet klædt i hvid t-shirt, orange vest, sandfarvede hørbukser og bare tæer i sine sandaler. I hans ører, på fingrene og om halsen glimter lidt smykker, og på armene har han små tatoveringer af afrikanske dyr.
Og så smiler han meget – også når han fortæller om de hårde år. Han forklarer, at han nægter at lade det påvirke sit positive sind, at han har fået en svær start på livet.
Drillet med sin hudfarve
Vi skal 21 år tilbage til Mumbai i Indien, hvor Jens, der dengang fik et indisk navn, blev født af en ung mor på 14, som forlod ham lige efter fødslen.
Han tilbragte de næste 18 måneder på et børnehjem, inden han blev adopteret af to hvide danskere, som kom og hentede ham og gav ham navnet Jens.
De fløj ham fra Mumbai til Danmark, nærmere bestemt til en lille landsby i Sydsjælland, hvor lokalmiljøet bestod af en halvt lukket Brugsen, en frisør og en masse huse med hestefolde. Hans forældre havde i forvejen adopteret en pige fra Indien, og de to var nu de første brune indbyggere i byen, ud over nogle flygtningebørn.
Selvom Jens havde sin søster at spejle sig i, følte han sig anderledes. Og han følte også, han blev behandlet anderledes.
I børnehaven blev han drillet med sin hudfarve og blev ked af det, når pædagogerne ikke ville udtale hans indiske navn. Han husker følelser af utryghed, skuffelse, sorg, frustration og vrede, som resulterede i, at han hele tiden kom op at slås med andre børn.
Han begyndte at stamme, fik støttepædagoger og følte, han fik skylden for alle konflikter. Som om det var det nemmeste for alle at sætte det brune barn i boksen og sige "han har det også svært".
Det hjalp lidt at skifte børnehave, men da han så skulle starte i den lokale skole, vendte problemerne tilbage. For nu var det ikke alene hans hudfarve, der stod på mål.
Det var også hans måde at opføre sig på, som var et problem.
Jens gik ofte over til sin mormor om morgenen, når hans forældre tog tidligt af sted på arbejde. Mormoren var fra en finere familie og gik med pels, når hun var oppe at handle. Hun havde smukke perlesmykker fra sine rejser, som Jens elskede at tage på.
- Jeg syntes, jeg lignede en million og anede ikke, at det var "forkert". Men jeg blev kaldt en masse grimme ting, og min mor blev ringet op af børnehaveklasselæreren, som sagde, at jeg ikke måtte gå med perlerne, fordi jeg blev drillet. Jeg måtte heller ikke lege med mine Barbie-dukker eller Build-A-Bear-bamser i skolen.
Han begyndte at lægge mærke til, at han blev behandlet anderledes, når han var hos sine venner. Det blev ikke sagt højt, men der var de her uudtalte ting, som at de andre børns forældre ville have, han kun legede udenfor, eller at familien pludselig skulle køre en tur, når han var på besøg, og at han ikke kunne komme med.
Hvordan føltes det?
- Som om jeg ikke var velkommen. Jeg vidste bare ikke, om det var, fordi jeg var mørk, eller fordi jeg legede med dukker.
Da den lokale skole fik en modtagerklasse med en masse brune flygtningebørn, begyndte Jens at rende sammen med dem. De var søde, men mange talte ikke dansk, og det var tydeligt, at det heller ikke gav ham følelsen af at høre til en gruppe.
I 4.-5. klasse fik nogle af de andre elever en vane med at råbe "svans", mens de løb efter ham og hoppede oven på ham, uden at nogen hjalp.
- Jeg hadede skolen, det var det værste i hele verden. Når jeg fik fri, legede jeg ikke på legepladsen, fordi jeg ikke vidste, hvem der kunne komme forbi og drille mig. I stedet begravede jeg mig derhjemme med mine marsvin og de få venner, som ikke så mig som brun eller en "svans".
Der var ingen, der greb ind, og han følte ikke, hans problemer blev taget alvorligt.
- Jeg plejer at forklare racisme og diskrimination som et isbjerg. Der er det synlige foroven, og så er der alt det under vandet, som du ikke kan se, men som eksisterer, og som jeg oplever.
Kan du komme med eksempler?
- Jeg var i et supermarked med min mor og stod for enden af båndet og pakkede tingene ned i poser, da en medarbejder råbte "du må ikke stjæle den dames varer". Det var et chok for både min mor og jeg, at folk ikke så os som familie.
- Men sådan er det at vokse op et småt sted, hvor man ikke ser en hvid kvinde med et brunt barn som noget naturligt og accepteret, og hvor jeg derfor altid har følt mig anderledes, siger han og nævner også et andet eksempel:
- Da jeg flyttede til København, søgte jeg og mine veninder præcis de samme job. De blev kaldt til 43 samtaler, jeg blev kaldt til to, selvom vi havde samme karakterer fra gymnasiet og samme baggrund. Det var kun billedet i ansøgningen, der var forskelligt.
Ville have en homoven
På hjemmefronten gik det heller ikke problemfrit. Hans mor og far blev skilt, og faren, som er dansker, men opvokset på en afrikansk farm, valgte at flytte til Zambia, og Jens ville nødigt bebyrde sin mor med flere problemer. Men til sidst var det så tydeligt for alle, at det ikke gik længere, og derfor valgte hans mor at flytte ham til en privatskole i en større by tæt på.
Selvom det var skønt at komme til et nyt sted, var det også nervepirrende.
- Allerede fra dag et på den nye skole begyndte folk at hviske om mig, at jeg var homo, så jeg valgte at springe ud. Jeg var 13 år, og min mor græd, fordi hun var bange for ikke at få børnebørn. Det var virkelig ikke sjovt.
Men herfra skete der en total forvandling.
For efter Jens sprang ud, begyndte han pludselig – og virkelig overraskende – at mærke en stor interesse fra sine nye skolekammerater. De smukke piger på skolen ville gerne have en homoven, og de populære fyre ville gerne hænge ud med de smukke piger, og derfor blev Jens pludselig eftertragtet.
- Jeg fik travlt, fordi alle ville lære mig at kende og have mig med til deres fester. Pludselig var jeg en del af en flok med veninder fra forskellige skoler. Vi lavede en blog, og jeg begyndte at tale mere feminint, gå med bestemte tøjmærker og øjenskygge, fordi jeg gerne ville være "rigtig" homo. De formede mig, og jeg lod mig totalt rive med. Jeg havde jo aldrig haft så mange venner før i mit liv.
I starten føltes det godt. Det var, som om folk glemte, at han var brun og adopteret. Nu var han homo, festlig og begyndte at få en masse likes på sociale medier.
Men selvom han nu fik den popularitet, han havde længtes efter hele sit liv, føltes det ikke ægte. Snarere lidt hult.
- Jeg var en attraktion. En statue. Min kalender blev fyldt med overfladiske aftaler, jeg drak mig fuld hver weekend. Jeg mistede mig selv og var ikke længere den søde, seje Jens.
Det var dog ikke kun fest og farver, for Jens var også hårdtarbejdende og havde fritidsjob, så han kunne spare op til et udvekslingsophold i Costa Rica.
Så lige efter 9. klasse lagde han makeup, mærketøj og smykker på hylden og tog af sted. Og det år ændrede alt.
Først ankom han til en rig lægefamilie, som var skuffet over, at de ikke fik en lys dansk dreng med blå øjne. Men så fik han en ny værtsfamilie i bjergene; en fattig familie, hvor han skulle bo i et blikhus med otte andre.
- De tog mig ind, som var jeg deres barn. Selvom det var pissehårdt, og der ofte manglede strøm og vand, voksede jeg. Det lyder underligt, men det var, som om det faldt mig naturligt at bo sådan. Jeg lærte spansk på en måned og blendede ind, når jeg gik rundt på markederne. For første gang følte jeg, jeg boede et sted, hvor jeg hørte til.
Hvordan tog familien, at du var homoseksuel?
- Det var en meget katolsk familie, men selvom mine værtsforældre godt vidste, jeg var homo, åbnede de deres hjerte. De kunne se en dreng, der havde brug for kærlighed, og jeg tog imod den med åbne arme. Jeg følte mig accepteret.
Med i tv-datingshow
Efter sit år i Costa Rica tog han på et højskoleophold til Kenya, hvor han fik en masse tætte venner, som også elsker at opleve verden og ikke er "bange for fremmede eller kultursammenstød". Dem, der kun var der for at få en homoven, er væk.
Selv er Jens flyttet til det mere farverige Nørrebrogade i København, hvor han arbejder med multihandicappede på et bosted og som frivillig på Mændenes Hjem.
Og så har han lige haft sin tv-debut i reality-datingshowet 'Prince Charming', der lige nu kan ses på discovery+, hvor en flok singlemænd, herunder Jens, skal kæmpe om en "drømmeprins".
- Jeg kender ikke mange i homomiljøet, har nærmest aldrig været sammen med en homoseksuel og har aldrig haft en kæreste. Jeg er meget uoplyst og udfordrede derfor mig selv ved at deltage og lære mange andre homoseksuelle mænd at kende. Jeg håber, jeg en dag kan finde ro i min homoseksualitet, ligesom jeg har lært at hvile i min farve.
Selvom Jens' kærlighedsliv med egne ord er "totalt tørt", gør det ham intet. For snart skal han ud i verden igen, denne gang til sin danske fars afrikanske farm, hvor Jens skal arbejde med udsatte kvinder og få dem til at samarbejde.
Oneway-billetten er bestilt, og han glæder sig.
- Jeg har fundet ud af, at rejser er en terapi for mig. Det råd giver jeg også videre til andre; kom af sted og oplev verden. Jeg måtte selv tage ud og finde de steder, jeg hørte til, for at finde ro.
Opdatering 04.12.24: Jens optræder fra denne dato kun med sit fornavn af hensyn til sine nuværende arbejdsforhold. Redaktionen er bekendt med hans fulde navn.